En Halvengels Kamp

Carter er ikke helt som alle de andre piger. Da hun møder drengen Ethan bliver hendes verden vendt på hovedet og hun er nød til at stikke af for at overleve og for at finde ud af hvem hun er. Men den mystiske Magister er efter dem.

1Likes
2Kommentarer
207Visninger
AA

2. 1. kapitel

"Ærligtalt," sagde Carter irriteret og skubbede skabslågen i. "Du behøver altså ikke gå med mig." Hun så hen på James, der stod opad hendes naboskabslåge.

"Come on," sagde James smilende. "Du vil jo gerne have mig med til at bakke dig op."

"Det er nervepirrende nok i forvejen," sagde Carter surt. "Jeg skal ikke have dig til at gøre mig endnu mere nervøs."

"Gør jeg dig nervøs?" James lo højt og tiltrak opmærksomhed mod dem. Okay... det var nemt nok at få øje på dem: James var høj, stærk og muskuløs - basketballspiller - mens Carter lignede en alf. Lille og spinkel med fine træk og langt sort hår, der skinnede som en ravns vinger. Folk sagde altid der var noget poetisk over Carters udseende.

"Ja," sagde Carter surt. "Det er et super vigtigt øjeblik og jeg vil helst ikke ødelægge det." Det var faktisk virkelig vigtigt øjeblik, der kunne ændre Carters liv for evigt. Hvis hun bestod denne prøve kunne hun komme ind på Princeton University i New Jersey på fuld stipendium. Ligaen og målet for Carter. Hun havde forberedt sig på prøven i flere måneder nu og hun havde lagt planer for hele sit liv. Først grundskolen, så high school, så Princeton og så blev hun advokat.

"Jeg vil også gerne have dig ind," sagde James smilende, men Carter kunne se at han var urolig på hendes vegne.

"Tak," sagde hun og tog hans hånd.

"Så lidt," sagde James og blinkede til hende. "Det er det venner gør."

Carter smilte og begyndte at gå hen mod kontoret, hvor hendes eksamen skulle foregår.

Mens hun gik forbi eleverne på skolen kunne hun se at mange så skævt til hende. Ja... hun var den mest nørdede person på hele skolen og da rygterne om at hun skulle til prøve for at komme ind på Princeton var alle helt vildt misundelige.

Mest af alle Lucy.

"Jeg fatter det bare ikke," sagde Lucy arrigt, mens de to piger sad inde i køkkenet, "hvorfor det altid er dig man taler om. Jeg er sgu da den smukkeste."

"Skønhed kan ikke få dig frem i verden," sagde Carter og tog en slurk te. "Desuden taler alle om dig. Det er kun lige med mig fordi jeg kan komme ind på Princeton." Carter sukkede. "Det ved du jo også godt selv."

"Selvfølgelig," klukkede Lucy og slog med sit perfekte blonde hår så det fløj til begge sider.

Man skulle være blind og dum for ikke at mene at Lucy var den smukkeste pige af de to søstre. Hun var fantastisk og ville få tusinder af dollars så snart hun blev model. Hun kunne sagtens gå for at være en eventyrprinsesse, der havde forvildet sig væk fra sit slot og var havnet i Pawntucket - en lille forstad til New York City.

Som folk sagde om de to søstre: Lucy havde fået det gode udseendet og Carter havde fået hjernen.

"Hey Carter," sagde James og hun løftede blikket og så op på sin bedste ven. "Det skal nok gå. Du har sgu næsten en IQ, der overstiger Albert Einsteins." Mod sin vilje brød et smil frem på Carters læber og hun lo. "Dejligt at du stadig kan le."

"Tak," sagde Carter og krammede James.

Pludselig kom Lucy og hendes kæmpe venindeflok vimsende og de sendte alle sammen flirtende blikke i retningen af James.

En af de andre ting som Lucy heller ikke kunne forstå. Hvordan kunne en af skolens mest lækre fyre holde ud at være sammen med hendes åndssvage søster?

"Held og lykke," sagde Lucy afmålt inden hun gik af sted med følget i hælene.

"Hun er fuldkommen utålelig," sagde James med en irriteret stemme, mens de begge to så i den retningen som Lucy og hendes veninder gik i. "Hvordan kan du have fået sådan en heks af en søster, når du selv er så sød?"

"Jeg ved det ikke," klukkede Carter. "Kromosomerne blev vel ikke lige delt."

"Det kan man vel godt sige," sagde James kort. "Men du skal altså til og af sted så du ikke kommer for sent." James' stemme var venlig, men uroen lå under huden på ham.

"Okay, jeg smutter," sagde Carter og stillede sig på tæer og kyssede hurtigt James på kinden i et kort søsterligt kys. James havde altid været mere som en bror for hende, end Lucy havde været en søster. "Vi ses."

"Jeg krydser fingre for dig!" råbte James, mens Carter skyndte sig hen ad gangen.

 

James betragtede Carters lette skikkelse skynde sig gennem gangen for at nå hen til kontoret og han sank hen mod skabet og pustede ud. Carters lette kindkys havde for alvor sat hormonerne i gang i kroppen.

Så langt tilbage som James kunne huske havde han været forelsket i Carter og det havde passet ham mere end bare fint, da hun blev udstødt fra skolens sociale omgang.

Bare tanken om at en fyr ville date hende, gjorde James rasende.

"Hej James," sagde en sukkersød stemme og James så hen på Lucy, der kom hen mod ham igen. "Hvordan går det flotte?" spurgte hun kælende og lænede sig hen mod James' brystkasse. Den første tanke, der fór gennem hans hoved var at skubbe Lucy væk. Hun var så overfladisk. James syntes ikke en gang hun var smuk eller lækker. For ham var det altid Carter, der var smukkest.

"Lucy stop," sagde han stille og pressede hende væk fra sig og drejede om på hælen.

"Du er et fjols," sagde Lucy så med en stemme, der dryppede af sarkasme. "Du er så forelsket i Carter at det er til at få kvalme af."

James så tavst på Carters søster.

"Hvornår har du tænkt dig at mande dig op og sige det?" spurgte Lucy iskoldt. "Skal vi ikke sige det over mikrofonen så alle kan høre om din tåbelige forelskelse i min søster?"

"Lucy drop det," sagde James irriteret, mens hjertet hamrede i brystet. Var hans forelskelse så tydelig?

"Min søster vil ikke have et skvat," sagde Lucy så og drejede om på hælen og efterlod James, der skummede af raseri over hendes ord.

Det var kun med en ordentlig portion beherskelse at han ikke sprang frem for at kværke Lucy. Møgkælling.

Pludselig fór en skikkelse frem mod Lucy og hun blev presset ind mod væggen. Hun skreg højt op.

"Hvad fanden," sagde James, mens han så en ung mand, der ikke var meget ældre end ham holde Lucy fast i et jerngreb og en pistol var presset under hendes kæbe.

"Endnu en af jer misfostre skal dø," sagde fyren med en høj og klar stemme. "Bare rolig, jeg er fra FBI og jeg skal bare sikre mig jeres sikkerhed ved at dræbe misfostre som..." Fyren blev afbrudt af Lucy, der skreg højt og panikslagent.

"Carter!" skreg hun forfærdet og baksede med armene. "Tag Carter i stedet for!"

Fyren rynkede brynet og James'' hjerte hamrede hårdere så han næsten fik blodsmag i munden. Hvis fyren der ville dræbe Lucy... så ville han med garanti også gå efter Carter.

"Har du en søster?" spurgte han forundret.

"Lucy!" skreg en stemme og James drejede hovedet og så Carter komme styrtende gennem gangen.

"Carter nej!" brølede James, pr. refleks, men Carter fort-satte fremad og gik til angreb på fyren. Med de bare næver. Hun stod og slog ham på armene, rev og sled i hans arme for at få ham til at slippe Lucy.

"Slip hende, slip hende!" Carters stemme var bedende og forfærdet. "Tag mig i stedet for. Skån Lucy."

Fyren gloede med forfærdelse i blikket på Carter og hans blik gled op og ned af hendes krop. Lige det fik James til at røre uroligt på sig. Den klamme morder skulle bare holde gluggerne helt for sig selv. Han måtte godt glo på Lucy, men ikke på Carter. Han måtte godt dræbe Lucy... men ikke Carter. Alle andre end Carter.

"Lyt til hende," gispede Lucy panisk og fyren slap Lucy og drejede hele kroppen mod Carter, mens han målte hende fra top til tå.

"Hvad fanden er du?" spurgte han med undren i stemmen. "Hvem er dine forældre?" Hans tonefald var vredt og hårdt, mens han talte til hende og Carters ansigt var blegt. Derfor trådte James frem og stillede sig mellem dem.

"Du skal ikke tale sådan til hende," sagde han koldt.

"Fjern dig," snerrede fyren iskoldt og hans ene hånd greb om James' strube og han blev skubbet til side.

"Hvis du vil dræbe mig så gør det," sagde Carter med en stemme, der ikke rystede, men virkede fattet og modig.

"Nej," stønnede James halvkvalt, mens fyren hævede sin pistol og pressede den mod Carters tinding

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...