Afskedsbrevet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 14 jan. 2014
  • Status: Igang
"Undskyld. Undskyld til alle dem jeg såre. Det var ikke for at såre jer, at jeg gjorde det. Jeg kunne bare ikke længere. Jeg kunne ikke holde smerten ud længere" - Carmen

13Likes
28Kommentarer
556Visninger
AA

2. Sidste Farvel

Lucy's synsvinkel (Carmen's lillesøster)

Jeg så mor med tårer i øjnene. Hun kom ud af Carmen's værelse med et papir i hånden. Hun havde et tomt blik. Hendes skridt var små og stille. Men hendes åndedræt var vildt og voldsomt.

Som om hun ikke kunne koncentrere sig om at trække vejret ordenligt.

Jeg kunne mærke en frygt samle sig i min krop. Jeg var bange.

"Hvad er der sket?", spurgte jeg med en lille bange stemme.

Mor begyndte at hulke. Hendes hulk blev højere og mere voldsomme. Så begyndte hun at hviske. "Vi har mistet hende". Hendes krop begyndte at ryste lidt. Den rystede af sorg.

"Vi har mistet hende", sagde hun lidt højere. Jeg begyndte at forstå. Men jeg ville ikke tro.

"Vi har mistet hende!", skreg hun. Der gik et sæt igennem mig da hun skreg. Jeg havde aldrig set mor på den måde. Hun gav slip på papiret og stoppede op. Hun kiggede på papiret som var fløjet ned på gulvet. Hun kiggede på det med afsky.

Jeg stod måske en meter eller to fra papiret med den genkendte skrift. Jeg tog tøvende det første skridt imod det. Jeg virkede bange for papiret. Det kunne ingen skade gøre fysisk. Men ingen tvivl om at det kunne skade psykisk.

Jeg turde næsten ikke kigge på papiret da jeg tog det op i mine hænder. Jeg tog en dyb indånding og begyndte at læse ordene. Man kunne se tårende der tværede noget af blækken ud. Dog var det stadig læseligt.

"Carmen!", skreg jeg højt. Det var først nu jeg rigtig ville tro på det. Hun havde gjort det.

"Mor!", skreg jeg panisk. Men jeg fik intet svar. Far var ikke hjemme. Han skulle arbejde sent. Så der var ingen hjælp der at komme efter.

"Mor!", prøvede jeg igen. Jeg kunne mærke de våde dråber løbe ned af min kind. Aldrig havde jeg grædt så meget.

Min mor kom musestille hen til mig. Hun havde sikkert først reageret på mine skrig nu.

"Vi skal nok klare det", hviskede min mor. Jeg kiggede hende i øjnene inden hun omfavnede mig. "Vi skal nok klare det", hviskede hun igen.

Jeg kunne mærke tomheden danne sig i min krop. Carmen var en del af mig. Hun var den bedste storesøster. Man kunne ikke ønske sig en bedre en. Men hun var har ikke længere.

Hun var væk.

Foraltid.

***

"Det var gud's vilje", sagde præsten og kiggede rundt på de mennesker der havde samlet sig i kirken. Jeg begyndte stille at ryste på hovedet. Det var på ingen måde gud's vilje. Det var hendes vilje. Men hendes skyld var det ikke. Det var dem i skolen. Dem der boede i nærheden. De sagde alle sammen dumme ting om hende. Hver gang jeg hørte dem sige noget om hende fik jeg det dårligt. Jeg blev trist. For det var min elskede søster. Og se nu. Hun er væk på grund af dem. Væk foraltid.

Præsten talte videre mens folk stod med røde øjne og tårer ned af kinderne. Nogle af dem spillede skuespil. De var slet ikke kede af det. Nærmere glade.

Jeg græd ikke et vandfald, som forventet. Mine øjne var tørre. Jeg var for ked af det til at græde. Jeg var for tom indeni. Samtidig benægtede jeg at hun var død. Jeg kiggede på min mor som havde røde øjne og tårer der løb ned af kinderne. Ligesom de fleste. Jeg opdagede først at præsten havde talt færdig da folk begyndte at rejse sig. Jeg gav min mor's hånd et klem, og gik hen foran den hvide kiste. Den var smukt dekoreret med en stor krans af blomster. De var røde, lyserøde, lilla og hvide. De var alle hendes favorit farver. Min far kom og tog fat i det ene håndtag på kisten. Så tog mine to onkler fast i et håndtag hver. Det sidste håndtag tog min fætter. Jeg begyndte at gå langsomt efterfulgt af mine fire familiemedlemmer. Min mor havde fundet på at jeg skulle gå ned ad kirkegulvet foran kisten. Jeg var hendes søster som stod hende nært. Derfor syntes min mor det ville være specielt. Så jeg gik med til det. Uvidende om hvor hårdt det egentligt var. Da vi var halvvejs nede af kirkegulvet, kunne jeg mærke en varm tåre trille langsomt ned af min kind, for derefter at ramme det kolde marmor gulv. Jeg lukkede stille øjnene og trådte ud i det grå vejr.

***

"Farvel, søs", sagde jeg stille med blikket vendt mod den hvide kiste. Jeg fulgte nøje med da de sank kisten ned i den kolde mørke jord. Da den første skovl jord blev kastet på kisten slap et lille stille hulk ud af min mund. Min mor stod og stirrede på kisten nede i jorden. Hun så følelsesløs ud. Selvom at hun var ked af det og stadig havde tårer ned af kinderne. Min far tog sin arm beskyttende om mig. Jeg kiggede op på ham. Han havde det samme følelsesløse ansigt som mor. Men hans øjne var fulde af sorg og lidelse. "Det går nok", hviskede han beroligende. Ja, det skulle nok gå. Men jeg ville altid føle tomheden i min krop. Uden hende ville der være tomt. "Vi ses en dag", sagde jeg lavt og vendte mig om. "Vi ses, Carmen".

Jeg begyndte at gå hen mod bilen med tunge skridt. Folk smilede opmuntrende til mig. Det hjalp ikke. Men det havde de nok heller' ikke regnet med at det ville.

For hun var væk.

Hun var det død.

Carmen var død.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...