Trust

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2014
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
"Jeg er ikke sur, bare en dårlig dag." løj jeg. Teknisk set løj jeg ikke. Det er en dårlig dag hver eneste dag. Det har det været lige siden, at min mor forlod os. "Okay, så lad mig gøre den bedre." sagde Justin med et smørret grin. Han tog et skridt tættere på mig og jeg tog et tilbage. Han synes åbenbart, at det her var sjovt, eftersom han blev ved. For hvert skridt han tog mod mig, tog jeg et tilbage, indtil jeg ramte muren. Han lagde sine hænder på væggen ved hver side af mit hovede, så jeg var omringet. Jeg følte den her underlige følelse. Jeg var ikke ligefrem bange, men det var som om, at det var en blanding af at være bange og nervøsitet. "Amaris..." jeg kunne mærke hans ånde på mit ansigt. Den duftede af mango og en lille smule af vanilje. Lasagne. Savl. Kys mig!

11Likes
5Kommentarer
499Visninger
AA

3. Justin

Efter at have øjenkontakt med ham i noget tid, skubbede Kyle let til mig.

"Nå, så du har allerede et crush på Justin?" spurgte han mig.

Justin... så det var dét, han hed.

Kender I følelsen af, når man synes, at et navn passer personen PERFEKT? Sådan er det med Justin.

Juuuuuuuuuuuuuuuuuustiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiin.

I like that.

"Nej da." svarede jeg og kiggede på Kyle.

Han var ved at åbne munden for at sige noget, men blev afbrudt af Frederik.

"Okay, hvem vil følge Amaris rundt?" spurgte han ud til hele klassen.

Jeg så masser af personer række hånden op, men det der overraskede mig mest, var, at Justin også gjorde det. Han er så underlig. Det ene øjeblik er han helt kold, og nu vil han vise mig rundt?

Hvad fanden er der galt med ham?

Og hvad fanden sker der for, at jeg godt vil have, at det er ham, der skal blive valgt?

"Justin, du kan vise hende rundt." sagde Frederik og fortsatte timen. Jeg jublede mentalt.

Juuuustin din 5-krone!

Det håber jeg i hvert fald, at han er.

Al' den pengesnak minder mig om, at jeg skal få mig et job. Det kan jeg tænke på senere.

Justin gik op fra sin stol og kom hen til mig. "Følg med." sagde han, og gik hen mod døren.

Hvem tror han, han er? Han tror, han kan være så kold og forvente, at jeg gør, hvad han siger.

Jeg gik hen mod døren, åbnede den og gik foran ham. Han skulle ikke bare tro, at jeg ville følge efter ham som directioners, når de ser 1D.

Okay... jeg er faktisk selv en af dem.

Lad vær' med at bebrejde mig, har du set Harry Styles? Ahhh, kys mig!

Hans hosten afbrød mine tanker. "Ved du hvor, du er på vej hen?" spurgte han med et morsomt blik i øjet.

Det havde jeg ikke tænkt over... Jeg vil meget hellere tænke på Harry og hans smilehuller.

Seriøst - savl. Forestil dig en person med lasagne som livret, ikke har spist det i flere måneder, og man så ser det for første gang. Så meget savler jeg mentalt.

Han hostede endnu en gang. Slet ikke falsk, nej. Din 3-krone!

"Eh, nej." svarede jeg med det koldeste blik.

Det der med at jeg ikke ville være uvenner med en allerede første dag? Bare glem det.

"Jeg er også ligeglad." fortsatte jeg. "Bare vis mig kantinen, det er det eneste, jeg vil vide."

Han kiggede på mig, som om jeg havde vokset et andet hovede. "Hvorfor så sur?" sagde han og rynkede med panden.

Måske overdriver jeg. Bare fordi at han ikke havde svaret mig, betyder det ikke, at han er totalt koldhjertet.

"Jeg er ikke sur, bare en dårlig dag." løj jeg. Teknisk set løj jeg ikke. Det er en dårlig dag hver eneste dag. Det har det været lige siden, at min mor forlod os.

"Okay, så lad mig gøre den bedre." sagde han med et smørret grin.

Han tog et skridt tættere på mig og jeg tog et tilbage. Han synes åbenbart, at det her var sjovt, eftersom han blev ved.

For hvert skridt han tog mod mig, tog jeg et tilbage, indtil jeg ramte muren. Han lagde sine hænder på væggen ved hver side af mit hovede, så jeg var omringet.

Jeg følte den her underlige følelse. Jeg var ikke ligefrem bange, men det var som om, at det var en blanding af at være bange og nervøsitet.

"Amaris..." jeg kunne mærke hans ånde på mit ansigt. Den duftede af mango og en lille smule af vanilje.

Lasagne.

Savl.

Kys mig!

Han var få centimeter foran mit ansigt, hvorefter han begyndte at grine. "Jeg viser dig biblioteket først." sagde han mens hans grin stille døde ud. "Kantinen kan vi vente med til i frikvarteret." fortsatte han med et blink og gik væk fra mig.

Jeg blev stående i lidt tid, indtil han mindede mig om, at jeg skulle følge efter ham. "Kommer du?"

Var jeg den eneste, der misforstod dét?

"Ja jeg kommer." svarede jeg og blinkede til ham.

Jeg har haft kærester før, men intet har holdt i særlig lang tid. Jeg er ikke typen, der kan binde mig til en person, pga... ja, gæt hvem?

Min mor.

Han kiggede overrasket på mig i et sekund, før et smil brød ud på hans ansigt.

"Følg mig."

__________________________________________

Jeg ved, at kapitlerne er ret korte, men jeg begynder at gøre dem længere, når I begynder at kommentere, fan og like!

:) xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...