Look at you. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2014
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
Justin Drew Bieber er skolens badboy, og kan sno alle pigerne om sin lillefinger. Dog starter der en dag en ny pige, Jasmine Villegas. Hun er ikke ligeså nem som Justin forventede. En dag sker der det forfærdelige, at Jasmine mister en hun har meget nær - hun reagerer voldsomt på det med et selvmordsforsøg, men heldigvis får Justin hende stoppet, og hun vil aldrig glemme sin redningsmand. Ender de i et forhold, eller ender de i hver sin ende af verden?

19Likes
3Kommentarer
830Visninger
AA

5. Hvor bliver hun af?

Dagen efter Jasmine havde modtaget brevet fra Jason, havde jeg det stadig fint. Det rørte mig ikke overdrevet meget at Jason var død, desuden var det jo ikke min skyld - der stod, at det var på grund af chok han havde fået en uhelbredelig hjerneblødning. Han kunne for pokker bare lade være med at gå i panik og få et chok..? Helt ærligt, ingen kunne tillade sig at give mig skylden.
Udover det, var jeg nok også lidt en kold skid.. Tænk, at en anden persons død ikke rører mig, det er faktisk lidt uhyggeligt. Han var jo også engang en af mine 'tætte' venner, men derimod hans bror har altid irriteret mig grænseløst.
Jeg gik lidt og trippede rundt ude på gangen. Jason's skab stod stadig urørt, dog var der lagt roser og et par enkelte stearinlys nede på gulvet foran. De var allesammen kommet i morges og i går, efter Jasmine havde modtaget brevet. 
Ligenu ventede jeg egentlig på Jasmine.. Mon hun overhovedet kom i dag? Ja, mon ikke. Det er bare en normal dreng, som så lige var hendes elskede kæreste, men whatever. Man kan sgu da stadig godt møde op. Eller, nu skal jeg ikke sige for meget.. den eneste grund til at jeg stadig kommer i skole, er Jasmine. Intet andet, ellers ville jeg sikkert have ligget derhjemme med computeren og et glas cola. Åhh, den tanke fik mig langt væk fra virkeligheden.. i et kort øjeblik overvejede jeg faktisk at pjække i morgen, men jeg havde vidst en pligt som lød på at undskylde overfor Jasmine.
Da klokken ringede ind, sprang den lille bobbel jeg var kommet ind i, og jeg gik ind i klassen. Jasmine's plads var stadig tom, hmm. Da læren råber vores navne op (i øvrigt totalt barnligt..!), kommer jeg igen i tanke om at Jasmine ikke er her.
Læren lader til at have fuld respekt for at hun ikke er her, når nu Jason er død.. men sådan har jeg det ikke! 
”Må jeg godt gå på toilettet?” spørger jeg, og læren nikker bare. 
”Ja, selvfølgelig, men du skal være tilbage om højst fem minutter. Skynd dig, Justin!” svarer hun. Den eneste grund til at hun fortæller jeg skal være tilbage om højst fem minutter, er at hun før har oplevet at jeg er stukket af, og pjækket resten af dagen. Denne gang har jeg tænkt mig at gøre det samme.
”Selvfølgelig!” råber jeg, og løber så ud på toilettet. Efter tre-fire sekunder hvor jeg har sikret mig der ikke er nogen, løber jeg målrettet ud af døren, og hopper ind i min bil.
Jeg skynder mig at køre hjem mod Jasmine's hus, hvor jeg kan se at kun hun er hjemme. Jeg åbner døren, og løber ind. ”Jasmine?!” råber jeg. 
Intet svar.
”Babe, jeg ved du er her, for der var ikke låst. Kom nu bare..” råber jeg, og løber op ovenpå. Jeg kigger lidt rundt, og finder så en interessant seddel hængende på døren. 
Der står med rød tekst:

Kære papmor og far.
Jeg elsker jer så højt. Tusind tak for alt det I har gjort mere, jeg kunne ikke være mere taknemmelig for det, end jeg er.
Nu tager jeg op og besøger min rigtige mor og Jason, oppe i himlen.. I må ikke blive kede af det, for jeg har det meget bedre deroppe.
Jeg glæder mig til at I kommer derop også. 
Farvel.


Jeg fik læst det, og bider mig i læben. ”Nej, det slipper du ikke godt fra, det her.” Jeg rev døren op, og så Jasmine sidde på sengen, grædende og med en kniv i hånden - men hun var heldigvis stadig i live!
Hun kiggede forskrækket på mig.
”Hvad laver du her, Justin? Vil du ikke godt bare gå..?” spurgte hun bedende.
Jeg rystede ivrigt på hovedet. ”Hvad fanden tænker du på, pigebarn?” spurgte jeg, og hev med fuld fart, kniven ud af hendes hånd. ”Justin, giv mig den tilbage!” råbte hun ad mig.
”Nej, Jasmine. Du er verdens dejligste, smukkeste, skønneste pige og du fortjener ikke på nogen måde at dø i en alder af 17 år. Det er for dårligt, at du ikke selv kan se det.. helt ærligt, måske døde Jason i går, men come on. Get over it, tænk på hvor mange piger der hver dag mister deres elskede kæreste, men alligevel kæmper videre og ender med at få en ny, endnu dejligere kæreste og får verdens bedste job. Jeg er her til at passe på dig, og vil du ikke give dig selv en chance i bare en måned? I promise baby, du skifter mening lige med det samme!” sagde jeg, i håb om at få hende stoppet med det hun havde gang i.
Hun lagde kniven fra sig, kiggede lidt på mig. Derefter rejste hun sig op, og krammede mig, mens hun græd ned i mine skuldre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...