Look at you. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2014
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
Justin Drew Bieber er skolens badboy, og kan sno alle pigerne om sin lillefinger. Dog starter der en dag en ny pige, Jasmine Villegas. Hun er ikke ligeså nem som Justin forventede. En dag sker der det forfærdelige, at Jasmine mister en hun har meget nær - hun reagerer voldsomt på det med et selvmordsforsøg, men heldigvis får Justin hende stoppet, og hun vil aldrig glemme sin redningsmand. Ender de i et forhold, eller ender de i hver sin ende af verden?

19Likes
3Kommentarer
827Visninger
AA

7. Begravelsen.

Jasmine havde næsten tvunget mig med til Jason's begravelse. Jeg havde travlt. I dag havde jeg besluttet, at folk skulle se mig som de aldrig havde set mig før - i jakkesæt, og som en af de sødeste, pligtopfyldende, beskedne knægte i nutiden.

Vi gik ind i kirken, og fik en sangbog i hånden. De blev uddelt til alle, der var ret mange med. 

Lige inden sangene begyndte, kom en ældre mand gående hen til mig, med et vredt blik i øjnene. "Var det dig, der stod bag Jason's død?" spurgte han. Jeg rystede forsigtigt på hovedet.. Nææh, det mente jeg da bestemt ikke.

"Nej. Jeg blev bare lidt sur på ham og gav ham et par enkelte slag, men lægerne sagde at han døde af en voldsom hjerneblødning, som var opstået på grund af chok og panik," forklarede jeg med en venlig stemme. Han nikkede forstående. "Okay, det er så i orden. Jeg ef Jason's morfar, og den knægt betød alting for mig. Han var simpelthen så skøn.." græd han, og gav mig hånden. 

Jeg trak min væk fra hans. "Nej tak," sagde jeg bare, for mandens hånd var fuld af snot. Han nikkede, og gik væk - med øjnene fulde af tårer. Stakkels mand..

Jeg skulle til at sige noget til Jasmine, men så begyndte orglet at spille den sørgelige melodi, der altid blev spillet til en begravelse. 

Jeg kiggede over mod et fuldvoksent par, nok i omkring de 40-50 år. De sad og græd ufattelig meget, og krammede hinanden. Det virkede ikke som om, de havde bemærket at orglet var gået i gang.

En af kirkens medarbejdere kom til undsætning, og gik hen og trøstede dem. Det må nok være Jason's forældre.. De virker i hvert fald til at være ekstra kede af det.

Efter vi havde sunget et par sørgelige sange til minde for Jason, gik vi ud af kirken og hen til kirkegården.

Kisten var sort, og var udsmykket med tre røde roser for enden, og noget sølv, flot mønster på siden af kisten. Jason's forældre gik forrest. Hans søskende og den ældre, sure mand gik bagved forældrene og bar kisten. De havde røde øjne, og helt våde kinder.

Jasmine turde ikke kigge. Hun græd ned i min skulder, og jeg prøvede at få hende til at kigge. "Baby, det er din ekskæreste der ligger der i kisten og bliver båret ned.. Det skal du da se. Få et ordentligt farvel." Hun så langt om længe op på mig.

Hun kiggede så på kisten, der var ved at blive sunket ned i jorden. Hun kiggede op, og løb hen til kisten. "Vent!" sagde hun grædende.

Jeg kiggede på hende, og smilede forsigtigt. "Jeg vil sige farvel!" græd hun, og alle kiggede bare på hende, men hun lod til at være ligeglad.

Hun krammede kisten så meget hun kunne komme til, og pludselig lyste hun op. "Der var et bank dernede fra..!" sagde hun, og alle blev forskrækkede.

Folk var stille i et halvt minut, men der var ingenting. "Jasmine skat, du hørte forkert. Du savner ham bare.." sagde Jasmine's mor. Jasmine nikkede, og gik grædende hen til mig igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...