Don't give up on me.. (1D-Liam)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2014
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Tifany er en pige på de 17 år, ung, frisk og dum. Hendes bedsteven er Liam Payne fra det verdens berømte boyband, One Direction. De står hinanden meget tæt, og tager hver eneste chance for at se hinanden. Men hvad sker der når Tifany får den frygtelige nyhed at vide, at hun har kræft. Hun er bange for hvordan Liam ville reagere når hun fortalte ham det. Men er hun også bange for andre ting? Som at miste ham? Alt hun skal forlade ham? Kommer hun til at tænke på Liam, mere end hende selv, og vil det tage konsekvenser? Læs med og find ud af det.

12Likes
11Kommentarer
800Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Der var en der klemte mig hånd, men jeg kunne ikke åbne øjnene og se hvem det var, så jeg klemte bare igen. Der lød et gisp og en råbte op.

”She is awake! I can’t, I think she is awake!!” Det var en dyb stemme, Liam. Hvad foregik der?

Få sekunder efter var der flere mennesker i rummet. Hvor var jeg? Jeg prøvede med at min styrke at åbne øjnene men stadig intet held. Jeg kunne mærke at en klemte mit ben. Jeg måtte være på et hospital af en art. Hvad var der sket? Det sidste jeg kunne huske, var at Liam var ude og ringe. Hvem var det nu han ringede til? Jeg nåede ikke at kaste endnu en tanke til, før at jeg fandt ud af at Liam nu stod og snakkede med en anden dreng, eller mand. Var det en læge? Min far måske? Eller en helt anden? Der kom en tredje stemme ind i det nu, og til sidste lød der fem mandelige stemmer, ved siden af min seng. Jeg prøvede at åbne mine øjne igen, og denne gang lykkedes det. Det var lyst, meget lyst. Mine øjne brændte nærmest, men efter nogle få sekunder, havde mine øjne vendt sig til det lyse rum. Jeg kiggede mig omkring, da jeg mærkede et klem i min hånd, dette fik mig til at kigge på den. Jeg kunne med det samme se at det var Liams. Jeg fulgte hans arm, op til hans hoved. Hans skønhed kom altid bag på mig. Han var virkelig smuk, det var jeg vidst nævnt før, men han havde grædt. Han havde helt røde øjne, rander under øjnene og han så træt ud. Gud, hvor var han smuk. Men han havde grædt. Hvor længe havde jeg været her. Jeg fulgte Liams øjne og fik øje på fire andre drenge. Er dette hans bandmedlemmer, for hvis det var, wow. Det så bedre ud i virkeligheden, end på billeder og videoer. Jeg klemte Liams hånd for at fortælle ham at jeg var vågen. Hans øjne lande hurtigt på mig, og han kaldte endnu en gang på lægerne, og fortalte dem at jeg var vågen. Jeg var forvirret. Jeg kunne ikke rigtig høre noget, alt jeg hørte var en mumlen. Hvor var det ubehageligt. Jeg tog min hånd, som lå i Liams, til mig, og holdte mig for ørerne. Der foregik alt for meget på en gang. Der lød et råb, det måtte havde været Liam som havde bedt dem om at tie stille, for der lød pludselig ingen lyd. Jeg havde klemt mine øjne sammen, så da der var helt stille, åbnede jeg dem forsigtigt og så at alle stirrede på mig. Jeg kiggede utroligt over på Liam med bedende øjne, og lidt efter forsvandt de fleste af menneskerne i lokaltet, da Liam havde bedt dem pænt om at gå. Tilbage var en læge og Liam. Den mandelige læge spurgte om jeg var okay. Jeg nikkede kort, og holdte øjenkontakt med Liam. Det føltes som om jeg ikke havde set ham i flere måneder, men i virkeligheden var det kun.. Vent, det vidste jeg ikke.
Jeg åbnede min mund for at spørge om hvor længe jeg havde været væk, men min stemme svigtede mig. Liam så spørgende på mig, og jeg sendte ham et forvirrende blik. Han begyndte at fortælle mig om at jeg besvimede efter jeg så resten af One Direction, komme ud af deres bil, igennem vinduet, og at de ikke kunne komme i kontakt med mig derefter.

”You were out, just like that. I was fucking scared! I thought I lost you. Don’t ever do that to me again Tifany!” Han tog min hånd, og gav den et let klem. Jeg sendte ham et trist ansigt, som i ’Jeg er ked af det’.

”It’s not your fault. You couldn’t help it. I’m just glad you are back here with me.” Lægen skulle tage min puls nu, så Liam gav slip på min hånd, og satte sig i stolen ved siden af sengen.

”So, Tifany, do you know how long you were out?” Spurgte lægen. Jeg rystede på hovedet og kiggede frem og tilbage mellem ham og Liam, ”You were out for a week or so..” Jeg havde store øjne nu. Jeg troede der højst var gået en dag eller to, men omkring en uge? Jeg kunne ikke forstå det, og jeg var helt chokket. Lægen fortsatte så, ”It have been seen before, with cancer patients. You just have to be a little more careful, okay?” Jeg nikkede, og kiggede over på Liam igen. Jeg sendte ham et lille smil, for at fortælle ham at jeg var okay. Han rejste sig op, og kyssede så blidt min pande.

 

Lægen forlod rummet da han havde tjekket om alt var i orden, hvilket det var, og jeg var nu alene med Liam.

”You really freaked me out, you know?” Sagde han. Jeg sukkede let, og rykkede lidt over i siden af sengen, så der var plads til ham. Han lagde sig op til mig, og kort tid efter lå jeg med mit hoved på hans skulder, og hans arme omkring mig.

”Yeah, I know. I’m sorry.. I didn’t know I was this weak. Sorry Liam.” Svarede jeg, med en svag, forsigtig stemme.

”It’s okay and so not your fault,” Han tog sin hånd under min hage, og fik mig til at kigge på ham, ”And you are not weak. The cancer are, not you. You have to remember that, and I’ll be right here to tell you everyday. I won’t leave you out of sight.” En tåre trillede ned af min kind, jeg var rørt. Liam vidste altid hvad han skulle sige, og derfor var han den bedsteste bedsteven!

Han tørrede tårerne væk med hans tommelfinger, og lænede sig tættere ind i mod mig. Jeg smilte bare, men så gik det op for mig, at dette ikke var en normal sød gestus, han ville kysse mig. Mit hjerte bankede hurtigere, og vores øjne var nu lukkede. Men inden vores læber mødtes, gik døren op..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...