Don't give up on me.. (1D-Liam)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2014
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Tifany er en pige på de 17 år, ung, frisk og dum. Hendes bedsteven er Liam Payne fra det verdens berømte boyband, One Direction. De står hinanden meget tæt, og tager hver eneste chance for at se hinanden. Men hvad sker der når Tifany får den frygtelige nyhed at vide, at hun har kræft. Hun er bange for hvordan Liam ville reagere når hun fortalte ham det. Men er hun også bange for andre ting? Som at miste ham? Alt hun skal forlade ham? Kommer hun til at tænke på Liam, mere end hende selv, og vil det tage konsekvenser? Læs med og find ud af det.

12Likes
11Kommentarer
801Visninger
AA

3. Kapitel 2.

At vågne op med sin bedsteven ved din side, er den bedste følelse der findes. Jeg kiggede op på Liam, som stadig lå og sov. Jeg gled min hånd hen over hans kind. Han havde grædt i søvne. Af alle de mennesker som jeg havde omkring mig, havde jeg brug for at Liam var stærk. Han var altid den med de bedste råd, han var den stærkeste jeg kendte, men også den mest følsomste. Jeg ville være tom uden Liam. Han var mit et og alt, uden tvivl. Min bedsteven.

Liam rørte på sig, og åbnede stille øjnene. Han gav et lille smil fra sig, og trak mig så længere ind til ham. ”Mmh morning.” Sagde han stille med en meget rusten, morgenstemme. Jeg kunne ikke lade vær med at grine, han var så skøn. Jeg kiggede ham dybt ind i øjnede og sagde godmorgen. ”Sooooo, what are we gonna do today, my princess?” Spurgte han mig om, mens han plantede et kys på min pande. ”Wellll, I'm gonna go down stairs, to get something to eat.Svarede jeg, imens jeg hoppede ud af sengen og gik ud på badeværelset. Jeg stod ind foran det store spejl henne på væggen. Om ikke så lang tid, ville jeg begynde på kemobehandling, hvilket betød jeg ville miste alt håret. Har i nogensinde set en skaldet prinsesse? Heller ikke jeg. Jeg ville ikke lade vær med at tænke, jeg ikke ville være smuk mere, når alt mit hår var væk. Jeg ville ligne en døende ko, hvilket jeg også var. Jeg havde en maksimal chance for ikke at overleve det her. Jeg var kun 17, jeg ville ikke væk, det var for tidligt. Der var så meget jeg ikke havde fået set endnu, så meget jeg ikke havde fået oplevet. Tanken om at jeg skulle væk fra min familie og Liam skræmte mig. De var det eneste jeg havde, jeg kunne ikke miste dem nu. Jeg kunne mærke tårerne presse på. Jeg kunne ikke græde. Ikke nu, ikke med Liam lige på den anden side af døren. Jeg gled en hånd igennem mit brune hår, som gik mig til brystet. Alt det ville snart være væk. Jeg tog mig sammen og gik hen til vasken, hvor jeg smed noget koldt vand i hovedet, for at friske mig lidt op. Jeg gik ud af badeværelset igen, hvor jeg ser Liam sidde, uden trøje, kun iført sine boxershorts, på min seng. Han havde en fantastisk krop, virkelig. Han kiggede op og sendte mig et smil. ”Are you ready?” Spurgte han og træk en trøje over hovedet. Jeg snappede ud af mine tanker om hans så veltrænede mave, og nikkede. Han tog mig i hånden, og sammen gik vi ned i køkkenet. Min to brødre og spiste, de kiggede op på os og sendte et varmt smil, og spiste så videre.

 ”Where is mom and dad?” Spurgte jeg og satte mig ved bordet. Liam satte sig ned ved siden af mig, og lagde sin hånd på mit skød, han sendte mig et lille smil.

”They went over to grandma and grandpa.” Jamen, den yngste af dem smilte. Jeg nikkede og så på bordet. Mor havde lavet pandekager, hvilket ikke var normalt for min mor, hun gjorde aldrig sådanne noget.

”Did mom made this?” Spurgte jeg og tog en pandekage over på min tallerken, og derefter en over på Liams. George nikkede.

”Why? She never make breakfast for us.” Jeg smurte sirup ud på min pandekage og kiggede op, ”Is it because I now got cancer?” Spugte jeg stille.

”Tifany!” Udbrød Liam. Jeg kiggede over på ham.
”What? Come on, she never does this! Everyone is acting weird after the news about my cancer! Just because I might gonna die, doesn’t it mean that I’m not the same person anymore!” Jeg råbte nu. Jeg havde det dårligt over at det skulle gå ud over Liam, men det kunne ikke laves om på nu. Liam kiggede overraskende på mig. Jeg havde aldrig før råbt af ham på den måde. Jeg kiggede ned i bordet.

”Sorry..” Jeg rejste mig op, og bevægede mig ovenpå, hvor jeg smed mig i min seng. Få minutter efter hørte jeg tunge trin gå ned ad gangen, og nærme sig mit værelse, jeg vidste med det samme at det var Liam. Han åbnede forsigtigt døren og kiggede ind.

”Babe..” Begyndte han stille.

”No Liam, don’t babe me. Not right now..” Jeg vendte mig om så jeg havde ryggen vendt i mod ham. Jeg kunne høre ham lukke døren, og lidt efter mærke sengen gå lidt ned i benenden. Liam lagde hans hånd på mit ben, sukkede.

”You shouldn’t give up like that. You need to be strong, okay? I’ll pay all the operations you need. I’ll pay for it all! Just don’t give up now.” Han bevægede sin hånd op og ned af mit ben. Jeg satte mig op, og sukkede.

”What will happen when I’m gone? I’ll just die and never get back, and you guys will just forget about me! You will find a new best friend, and forget everything about me, my family will move on like nothing ever happen, and me? I’ll just be dead!” Jeg græd. Jeg havde lovet mig selv ikke at græde, men i det sekund havde det gået op for mig, hvad der virkelig kunne ske.

”Don’t you dare say that!” Liam råbte, ”That will never happen, and you know that! Why are you even thinkinh about that?! You was at the doctor yesterday, and you are already thinking about your death?! Tifany, I know you. Where is that strong, beautiful girl I know? That girl who would laugh at this, and just say ’I’ll beat cancer, just wait and see!’ Where is she? Course it’s not the girl who is sitting  infront of me.” Liam stod op nu. Han rystede på hovedet. Jeg lagde mig ned igen, og åndede tungt ud.

”She died when she realized what really was happening…”

 

 

Liam stirrede på mig, jeg kunne mærke det. Han sagde intet. Der lå en tung, trist luft imellem os. Han sukkede og lagde sig ved siden af mig. Liam træk mig tæt ind til ham og sukkede.

”I don’t want to lose you.. Not like this. Please don’t give up.. For me?” Jeg vendte mig om og kiggede dybt ind i hans øjne og nikkede. Han åndede lettet ud.

”But only because I love you, okay?” Svarede jeg ham og sendte ham et smil. Han smilte stort og trykkede mig tættere ind til ham, og mumlede mig i håret, at han elskede mig.

”I love you too, Liam” Liam kyssede mig i panden, tog en dyb indånding.

”What do you want to do for the rest of the day?” Smilede Liam.

”Well.. It’s summer, and I want to go out and do something, so.. What about we go to the theme park?”

”That’s a great idea, babe.” hans telefon lyste op, den ringede, ”Oh sorry babe, it’s Harry, I need to take it.” Han gik ud for døren, hvor han så tog den. Det slog mig, at jeg egentlig aldrig havde mødt hans bandmedlemmer. Efter alt den her tid, havde jeg ikke mødt dem endnu. Var han måske flov over mig? Ville han ikke have jeg skulle møde dem? Måske ville han bare slet ikke have at de vidste om mig. Liam kom ind på værelset inden jeg nåede at tænke videre. Han så mit ansigtsudtryk, og hans eget faldt.

”Whats wrong?” Han satte sig ned ved siden af mig.

”Why haven’t I met your friends yet?” han kiggede underligt på mig, ”I mean, your band members..”

Liam rynkede på panden. Det spørgsmål måtte havet kommet bag på ham.

”I’ve never throught you wanted to..”

”Of course I do. They are the persons who takes you away from me.” Jeg grinte let op. Liam smilte.

”Why don’t we invite them with us to the theme park, eh? Then you can meet them.” Jeg nikkede og smilte stort.

”Yes yes yes yes Liam!” Jeg omfavnede ham, og kyssede ham på kinden, ”thank you!” Jeg sprang op af glæde og gjorde en lille ’happy dance’, jeg skulle endelig møde hans bandmedlemmer. Der kunne gå intet galt denne dag, alt var perfekt.

”Let me just go call them, okay?” Jeg nikkede og Liam rejste sig op og gik ud for at ringe.

Jeg kiggede ud af vinduet, det skete virkeligt. Jeg skulle møde resten af det berømte boyband, one direction. Jeg kunne mærke min puls stige, men ikke begrund af min begejstring. Det næste jeg vidste, lå jeg på gulvet, og alt gik sort.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...