Ude

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2014
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Færdig
'Ude' er en skoleopgave, jeg fik løst til at dele med alle der har lyst til at læse den. Opgaven var at skrive en novelle ud fra digtet "Ude" skrevet af Niels Barfoed.

Ude

Hold mig i hånden her
på denne klode
hvor de har sat os af
Er vi på en vinderrejse
for to børn?
Eller ville de bare af med os?

Læg dig godt under tæppet
her er ikke varmt
og jeg ved ikke hvor køkkenet er

Byen er tom kan jeg se herfra
Der ligger en telefonboks
midt på gaden og lyser
og en hund der halter
løber skråt ud til horisonten

Jeg bryder mig ikke
om stjernerne her
de er alt for store

Jeg skal nok holde op
med at snakke
Sover du?
De henter os sikkert i morgen
hvis det da ellers bliver morgen
her
Så kommer vi hjem
i vores egen seng tror jeg

Jeg fik karakteren 12

1Likes
0Kommentarer
379Visninger

1. Ude

Han holdte min hånd med et fast greb. Vi løb. Vi løb stærkt, men alligevel opfattede jeg hvad der var sket rundt omkring os. Husene stod tomme. Gaden var øde. Lygtepælene var slukket, selvom det var mørkt. Det lignende noget fra en gyserfilm, jeg havde set gennem vinduet hos de rige. Der lå en avis i vejkanten. Jeg stoppede op. Han kiggede bange på mig, men jeg ignorerede ham. Jeg læste så godt jeg kunne på avisen.

 

FOR MANGE MENNESKER

Regeringen vil udrydde de fattige.

 

Mere nåede jeg ikke at læse, før han trak mig væk. Vi løb igen. Han løb stærkere og stærkere. Jeg kunne næsten ikke følge med, men han havde stadig et fast greb om min hånd. Han var fast besluttet på at nå hen til huset. Der hvor de var blevet set sidst. Mor og far. Vi blev væk fra dem, da de onde mennesker kom. Dem, der vil dræbe os.

Huset var tomt. De var her ikke. Jeg så en tåre løbe ned af hans kind. Måske havde han mistet håbet om at finde dem. Jeg slap hans hånd, og gav ham et kram. Han trak mig helt tæt på ham. Han var kold. Iskold. Jeg slap ham, og kiggede mig omkring. Det lignede ikke noget de rige havde boet i. Det kunne kun være noget en fattig havde boet i. Der stod nogle gamle slidte møbler. De havde nok stået der i mindst 10 år. Jeg ledte efter et tæppe, der kunne holde ham varm, men jeg kunne ikke finde noget. Hvad skulle jeg gøre? Det plejede at være ham der passede på mig, ikke omvendt. Jeg kiggede på ham. Han sad krøllet sammen. Jeg satte mig ved siden af ham. Skal jeg finde noget mad? Spurgte jeg ham. Han nikkede.

Huset var stort. Meget stor. Det meste af huset var tomt. Der var ikke særlig mange møbler. Jeg listede langsomt rundt. Som om jeg var bange for, at der var nogen, der skulle hører mig. Der var næsten helt stille. Den eneste lyd der var, var hans små hulk. Jeg havde ondt af ham. Han savnede virkelig mor og far. Det gjorde jeg også, men jeg var sikker på, at de ville komme og hente os. Det var han ikke.

Jeg havde gået rundt i et stykke tid. Jeg var kommet ind i et rum med kun en stol. På stolen lå der et tæppe. Jeg skyndte mig at tage det og løb tilbage til ham. Han havde lagt sig ned. Jeg lagde tæppet over ham og kyssede ham på kinden. Han vred sig lidt. Jeg satte mig ved siden af ham. Ud af en revne i væggen kunne jeg se en lygtepæl blinke. Under lygtepælen lå der en telefonboks. Den viste, at der var sket noget dårligt her. Ruden i telefonboksen var nok blevet smadret, da den væltede.

Jeg sad, og kiggede ud af revnen, da der pludselig var en ukendt lyd. Det lød som om der var nogen på vej over til huset. Jeg holdte vejret. En hund kom haltende. Ikke over til huset, men forbi huset. Hunden stoppede ved revnen og vendte hovedet mod mig. Jeg vidste, den ikke kunne se mig, men det føltes som om, den kiggede mig lige i øjnene. Hundens øjne lignede stjerner. Ikke pæne stjerner. De var store. Jeg kunne ikke lide dem.

Jeg tror mor og far kommer og henter os i morgen, sagde jeg stille. Jeg ved ikke om han hørte mig. Jeg håber de kommer i morgen, hviskede jeg. Jeg græd. Jeg ville ikke miste håbet.

De kommer. De kommer. Jeg kiggede ned på ham.

Sover du? Spurgte jeg ham. Han svarede ikke. Jeg aede ham på kinden og kom i tanke om at jeg havde glemt at hente mad.

Pludselig blev døren revet op. Det var ikke mor og far. Det var de onde mennesker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...