Dancing on memories - One direction

** SE TRAILER ** Bluely og Zayn er tilbage i Dancing on memories, men alt er forandret, Bluely lider af hukommelsesvigt, hun har glemt alt det hun har været igennem med Zayn, hun kan ikke huske at hun overhovedet havde venner der hed Danielle, Liam, Louis, Harry, Niall, Eleanor eller Zayn. Følg med i den tredje og sidste rejse af Bluely og Zayns kamp med kærligheden som hovedgevinst. Vil Bluely og Zayn finde kærligheden frem igen? Vil Bluely komme til at huske? Følg med i Dancing on memories idag og find ud af det.

53Likes
148Kommentarer
5162Visninger
AA

11. Kapitel 9 - Letting go


Zayns synsvinkel

 

Jeg smækkede døren hårdt i bag mig, mit hjerte bankede af vrede. Jeg smed mine ting mod væggen og kastede min sko af. Jeg smed min ødelagte krop mod sofaen, lyden af alt der smuldrede i mit hjerte kunne let høres i stilhedens ingenting. Fuck. Alt var ødelagt nu, jeg havde råbt Danielle op i fjæset, hun kunne fandme bare holde sin kæft. Jeg var vred, ikke på Danielle, ikke på nogle som helst, jeg var vred på mig selv, vred over at jeg råbte af Danielle, den side jeg får frem når jeg er vred er forfærdelig, det var den side jeg for alt i verden ville skjule for Bluely, men det var umuligt. Jeg havde ødelagt alt.

Jeg lukkede mine øjne i, jeg ville sove, sove og aldrig vågne op igen. Der var intet at leve for, det der betød mest var ude af mit liv, hun var borte med alt andet, jeg havde mistet alt, der var intet som før, på ingen måde, alt var ødelagt.  Min krop faldt i søvn til tankerne omkring ingenting, for det var alt ødelagt.

****

Jeg vågnede ved lyden af hoveddøren der gik op, jeg åbnede stille mine øjne og der stod han, Liams øjne kiggede mod mig, der var intet liv i dem, jeg vidste det fordi at det var sådan mine så ud og jeg var ødelagt.

Jeg rejste min krop op, jeg lænede mig en smule frem. ”Zayn, det kan ikke blive ved sådan her.” Lyden af hans stemme fangede min opmærksomhed fuldt ud. ”Hvad mener du?” Jeg rejste mig op, jeg kunne mærke min vrede begynde at pumpe i mit blod, jeg vidste jo udmærket godt hvorfor at han var kommet. ”Du skal lade Bluely være, vi skal alle lade hende være, hun er klar til en ny fremtid Zayn og vi må indse at vi ikke er en del af den.” Liam sagde alting så fucking perfekt, hans ordforråd var perfekt. Jeg kiggede mod ham, mine øjne var røde af vrede. ”Siger du at jeg skal give op? Præcis som i har givet op?” Jeg gik helt tæt på ham, så tæt at jeg kunne mærke hans åndedræt mod min hud. ”Jeg siger ikke at du skal give op, du skal give slip.” Han smilede stille mod mig. ”Stop forhelvede, indser du ikke at jeg ikke kan, jeg kan ikke leve uden hende.” Jeg gik væk fra ham. Jeg slog min hånd ind i væggen, min vrede pumpede voldsommere end før, et ord mere fra ham og jeg ville tænde af som en raket i månelyset. ”Zayn der vil komme en der vil være din Bluely for altid.” Hvad fanden snakkede han om? Der var ikke nogen som nogle sinde ville komme til at komme tæt på Bluelys plads, det var hende eller ingen og sådan var det bare, det ville aldrig ændre sig, om jeg gav slip eller ej. ”Vil du se mig give slip? Skal jeg forhelvede give slip? Er det, det du vil have Liam?” Jeg gik igen tæt på ham, hans øjne var, sad fast mod gulvet. Jeg kunne mærke at min vrede tog overhånd. ”Gør du, forhelvede svar mig?” Jeg råbte ordene ud, Liam kiggede mod mig, hans øjne var våde. ”Jeg vil se at du bliver okay igen forhelvede, du er min bedste ven Zayn, at se dig sådan her er svært, det er ikke kun dig der er i smerter.” Han kiggede dybt ind i mine øjne. ”Lort på lort, på lort.” Jeg gik hen mod billederne, jeg tog dem op i hånden. ”Nu giver jeg slip hvis det er det du fucking vil have.” Jeg gik hen mod vasken, jeg tog min lighter op af lommen. Jeg satte ild til billederne og smed dem brændende ned i vasken. ”Forhelvede Zayn.” Liam kiggede på mig. ”Sådan, tilfreds?” Jeg kunne mærke hvordan min vrede blev til sorg, jeg kunne mærke hvordan mine øjne blev våde. Liam gik tæt på vasken og tændte for vandhanen, den røde flamme blev hurtigt slukket med et. ”Undskyld, undskyld forhelvede.” Jeg tørrede mine våde øjne. ”Du skal ikke sige undskyld Zayn.” Liam lagde sine arme rundt om mig, hans krop mod min, det her var et kram som jeg virkelig havde brug for. ”Du er stærk Zayn, forblev stærk, alt skal nok gå.” Han klappede mig på ryggen, det mindede mig om Bluely da hun klappede mig akavet på ryggen. ”Alt skal nok gå, så længe i er ved min side.” Jeg gik væk fra krammet og satte mig på sofaen. ”Det lover jeg at vi alle er, vi elsker dig jo!” Liam smilede mod mig, et smil som virkelig betød så meget at det var svært at beskrive. ”Den her tour i næste uge vil friske alt op, alt skal nok gå.” TOUREN!? Jeg havde glemt alt om starten i næste uge, allerede næste uge! ”Det er godt jeg har dig.” Grinte jeg en smule, jeg grinte stadig med sorg i kroppen. ”Havde du glemt det Zayn.” Jeg nikkede mod ham. ”Hvorfor havde jeg allerede gættet det, husk nu på det?” Jeg nikkede igen. ”Vi ses ikke.” Liam smilede mod mig og igen nikkede jeg bare.

Jeg gik hen mod de brændte billeder der lå i vasken, de var helt sorte, de var ødelagte. Jeg åbnede skraldespanden op og kiggede på billederne. ”Jeg elsker dig Bluely, men nu er det tid til at jeg giver slip.” Jeg lukkede mine øjne og smed billederne i skraldespanden, jeg lukkede hurtigt skabet og smed min krop i sofaen. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg havde givet slip, det var nye tider. 

 


Liams synsvinkel

 

”Hey piger.” Jeg smilte mod dem begge som stod i køkkenet, Danielle havde grædt, hendes øjne var våde. ”Hvad er der sket?” Jeg gik hen mod Danielle, jeg lagde mine arme rundt om hende og holdte hende tæt, tæt præcis som jeg plejede. ”Jeg hørte jeres samtale tidligere og i har ret, i bliver nødt til at give slip på mig, i kan kun slippe mig hvis jeg er langt væk, derfor er det tid til at give ordenligt slip.” Hendes ord ramte Danielle hårdt, jeg kunne mærke hvordan at hun spændte i hele sin krop. ”Danielle hør, hun har ret, det er for det bedste.” Jeg kyssede Danielle i håret og smilte mod Bluely. Danielle trak sig væk fra mig og gik hen mod Bluely, hun lagde hårdt sine arme rundt om hende, Danielle snøftede, hulkede i hendes arme. ”Det er okay, hvem ved måske ses vi når vi er gamle.” Grinte Bluely, hun havde stadig hendes gamle humor, den humor ingen forstod. Danielle trak sig ud af krammet. Bluely gik mod hoveddøren. ”Hils de andre og sig at det var hyggeligt så længe det varede.” Døren smak i. Så længe det varede? Hun var nok glad for at det var slut, vi var jo alle fremmed for hende, vi kendte hende, men hun kendte ikke os.

Danielle lagde sine arme rundt om mig, hun skreg af gråd. ”Det gør så ondt Liam, hun var min eneste bedste veninde, jeg kan slet ikke forstå det her.” Jeg kunne mærke de våde tårer ramme min kind, ikke mine egne men Danielles tårer. Jeg plantede mine læber mod hendes pande. Jeg holdte om hende og jeg havde ikke tænkt mig at give slip, aldrig.

 


Bluelys synsvinkel

 

"Nej, men vil du ikke snakke med ham. Ven til ven. Han bliver nød til at forstå at vi skal lade hende være.""Nej, men vil du ikke snakke med ham. Ven til ven. Han bliver nød til at forstå at vi skal lade hende være." Jeg lyttede til Danielles samtale med Liam. Jeg vidste hun ville ringe. "Hun skal ud af vores alles liv." Danielles ord ramte mig en smule, men det var det jeg ville. Uden tvivl. "Okay." "Elsker også dig." De var så søde sammen. Liam og Danielle. "Hørte du det?" Danielles stemme ramte mine øre. Det var slet ikke gået op for mig at hun var kommet ud af døren. "Afsløret." Mumlede jeg. Danielle begyndte at grine, selvom hun havde tåre i øjnene. "Bluely det er kun for dit ege-" "Jeg er glad for i kan se det og vil hjælpe." Sagde jeg og lagde mine arme omkring hendes krop. Danielle begyndte at græde. Meget. "Hvorfor græder du?" Mumlede jeg mod hendes brune krøller. "Det her er det sidste kram jeg får fra dig." Snøftede hun. "Jeg lover dig du får et mere." Grinte jeg og kunne næsten mærke smilet på hendes læber. Jeg træk mig fra krammet. "Jeg smutter lige på toilet." Danielle gik ind på toilettet og låste døren. Tænk alt det jeg havde lavet med de her mennesker. Uden at kunne huske noget af det. Jeg satte mig på Liam og Danielles seng. De havde sikkert haft sex i den her seng. Oh god væk med klamme tanker. Jeg havde svært ved at tro at alt det de havde fortalt mig. Især det med Nathan. Havde han voldtaget mig? Eller hvad var der sket? Jeg ville gerne høre det fra ham. Han synsvinkel af det hele. Mit blik blev vendt mod Danielles mobil. Det kunne jeg ikke, kunne jeg? Langsomt tog jeg hendes mobil op og gik ind i kontakter. Hvad fuck lavede jeg. Jeg fandt hurtigt Nathans nummer og tastede ind på min egen mobil. Jeg kunne høre Danielle låse toiletdøren op. Jeg skyndte mig at smide hendes telefon tilbage i sengen. Jeg bevægede mig ud i køkkenet hvor Danielle stod. "Hey piger." Jeg havde slet ikke hørt Liam komme. Danielle græd stadig. Hendes øjne var helt røde. "Hvad er der sket?" Spurgte Liam bekymrende og krammede Danielle tæt ”Jeg hørte jeres samtale tidligere og i har ret, i bliver nødt til at give slip på mig, i kan kun slippe mig hvis jeg er langt væk, derfor er det tid til at give ordenligt slip.” Mine ord ramte Danielle. Hun spjættede næsten. ”Danielle hør, hun har ret, det er for det bedste.” Sagde Liam og kiggede mod mig. Hans læber blev plantet i Danielles hår. Danielles træk sig fra krammet med Liam og løb over i mine arme. Hun pressede sine arme hård ind mod min krop. Danielle hulkede. Meget. ”Det er okay, hvem ved måske ses vi når vi er gamle.” Grinte jeg. Danielle træk sig fra krammet og jeg bevægede mig ud af døren. ”Hils de andre og sig at det var hyggeligt så længe det varede.” Sagde jeg og døren smak i. Jeg var alene igen. For alvor nu. 

 

Det var min tredje kop kaffe på denne cafe. Jeg sad og tog mig mod til at ringe. Men jeg turde ikke. Hvad skulle jeg sige? Han vidste sikkert ikke hvad der var sket, eller ville tale med mig? Jeg trykkede på ring. Fuck. Den irreterrende bib tone kom. "Det er Nathan." En stemme lød. Jeg sagde ikke noget. "Hallo?" "Øhm hej." Sagde jeg lavt. "Bluely?!" Råbte han næsten. "Øhm ja." Mumlede jeg. "Øhm undskyld for - tjo du ved..." Nej det ved jeg ikke. "Det er faktisk det jeg lige vil tale med dig om." Sagde jeg og sank den klump jeg havde i min hals. Zayn ville slå mig ihjel hvis han vidste jeg snakkede med Nathan. Det vidste jeg. "Kom med det." Sagde Nathan. Mine lange forklarning gik igang. Og Nathan inviterede mig til LA. Han ville forklare mig det alt sammen. Og undskylde, selvom der var intet at undskylde for, jeg kunne jo ikke huske det. Jeg havde først sagt nej til det med LA, men hvad skulle jeg ellers lave. Og før jeg vidste det sad jeg i en flyver på vej væk fra England. På vej væk fra Zayn, Liam, Danielle, Zac og alle de andre. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...