Dancing on memories - One direction

** SE TRAILER ** Bluely og Zayn er tilbage i Dancing on memories, men alt er forandret, Bluely lider af hukommelsesvigt, hun har glemt alt det hun har været igennem med Zayn, hun kan ikke huske at hun overhovedet havde venner der hed Danielle, Liam, Louis, Harry, Niall, Eleanor eller Zayn. Følg med i den tredje og sidste rejse af Bluely og Zayns kamp med kærligheden som hovedgevinst. Vil Bluely og Zayn finde kærligheden frem igen? Vil Bluely komme til at huske? Følg med i Dancing on memories idag og find ud af det.

53Likes
148Kommentarer
5175Visninger
AA

10. Kapitel 8 - Fuck of


Danielles synsvinkel

 

Liam var styrtet ud af døren da Bluely ringede. Jeg var bekymret. Bekymret for om der var sket hende noget. Jeg sad i stuen med dynen omkring min krop, jeg havde siddet her lige siden Liam gik. Eller løb. En lille lyd fra døren fik mig til at rejse mig op, og gå ud i gangen. Jeg havde dog forventet at det kun var Liam der var det, men Bluely stod med mascara i hele hovedet og uldet hår. Jeg skulle lige til at spørge hvad der var sket, men Liam sendte mig et blik der sagde jeg skulle lade være. "Er du okay?" Fik jeg fremstammet. Hun nikkede bare, og prøvede at sende mig et smil. "Danielle, kan du vise Bluely ind på gæsteværelset." Sagde Liam og kiggede på mig. Jeg lagde min arm rundt om Bluely og fuldte hende ind på gæsteværelset. "Undskyld her ikke er gjordt rent, regnede ikke med vi skulle have gæster idag." Hvad fanden var det jeg sagde?! Hun sendte mig et underligt smil. "Hvis du har brug for noget, så sover vi nede af gangen." Sagde jeg inden jeg gik ud af døren og lukkede den efter mig. Hvad var der sket? Jeg gik ned til Liam som sad for enden af vores seng. Hans hænder var foldede. "Han skal ud af hendes liv." Sagde han og kiggede på mig. Jeg nikkede som var og gik hen mod ham. "Problemet er han ikke vil og at han elsker hende." Hviskede han. Jeg tog fat i hans hænder. "Hvor er han nu?" "Ved Louis." Svarede han hurtigt. "Har han gjort hende noget?" Hviskede jeg mod hans hænder. "Hun siger ikke noget." Sagde han og lænede sig tilbage. "Liam, vi skal ikke blande os ind i-" "Han skal bare lade hende være." Sagde han hård. Han havde ret. Vi skulle alle lade hende være som hun ønskede. Og Zayn blev nød til at forstå det.

 


Zayns synsvinkel

 

Jeg vågnede ved lyden af en kaffemaskines boblen, jeg åbnede hurtigt øjnene. Louis stod og sang ved køkkenbordet. Idiot. ”Hold kæft Louis, der er nogle der sover.” Jeg tog mig til mit hoved, det dunkede af ren og skær smerte, tømmermænd. Tømmermænd var noget af det værste i hele verden, der er intet værre end smerten, smerten der føltes som om at nogle sætter ild til dit ansigt, de griner i mens dit ansigt smelter sammen med smerten, pludselig er der intet liv tilbage i dig. ”Sure citron.” Louis sang højere, han sang højere kun for at irritere mig. ”Spasser.” Jeg rejste min tunge krop op fra sofaen. ”Vi ses.” Jeg gik mod døren uden at give Louis så meget som et øjekast. ”Hey Zayn.” Louis løb hen mod mig. ”Hvad?” Jeg stoppede op, jeg vendte min krop mod Louis. ”Pas nu på dig selv ikke, jeg kan ikke miste dig også, lov mig det.” Hans ord fik mig til at tænke over hvor forfærdeligt det måtte være for dem, ikke kun at se Bluely glide væk fra dem, men at se deres bedste ven, Zayn, mig glide længere væk end Bluely, så langt væk at jeg er svær at finde igen, det gør ondt, tanken gør så afsindigt ondt. ”Undskyld.” Jeg klamrede min krop tæt ind til Louis, i et kram jeg ikke kunne have undværet. ”Jeg elsker dig sgu Zayn.” Hans stemme smeltede mit hjerte, det var sjældent at man hørte de ord fra Louis mund, medmindre at han snakkede med Eleanor. ”Smut med dig.” Jeg kunne høre Louis stemme knække. Græd han? Han græd, tanken om at Louis græd, faldt mig underligt ind, Louis har altid været den der har grædt mindst. ”Undskyld.”

Jeg gik igennem Londons gader, lyden af fuglene der sang en melodi som jeg ikke havde hørt før, lyden af glade pigegrin bag mig og før jeg så mig omkring var jeg omringet af en stor pigegruppe. ”Zayn vi elsker dig! Må vi få et billede?” Jeg grinte mod dem. Der var en pige der mindede mig om Bluely, rigtig meget, hendes lyse lokker der faldt ned over hendes skuldre, hendes blå øjne og hendes hvide tandsmil. Forhelvede Zayn! ”Zayn?” Deres råb mod mig fik mig til at ryge ud af min stillestående drømmetilstand. ”Selvfølgelig kan i det.” Jeg stillede mig klar med et falsk smil på læben. ”Tusind tak, vi elsker dig.” De var helt oppe og køre, jeg forstår ikke hvorfor, jeg er jo bare Zayn. ”Jeg elsker også jer babes.” Jeg smilte mod dem og gik videre.

Jeg gik forbi Liam og Danielles lejlighed, jeg burde hente mine ting så jeg kunne få dem med hjem, det var ikke godt for mig at være ved dem mere, det ødelagde mig endnu mere end jeg allerede var. Jeg gik op af de mange trapper, som jeg gik der fløj mine tanker hen på i går aftes, jeg har svært ved at huske hvad fanden der skete, det eneste jeg ved, var at jeg snakkede med Bluely, en fuld Bluely, det gjorde ondt at se hende i den tilstand, at se hende så.. ødelagt, hun var ikke ødelagt på grund af mig, men på grund af Zac, hende hun mistede, det gjorde ondt, hun havde mistede mig til hukommelsestabet men det var hun ikke ødelagt over.

Jeg trak i håndtaget, døren var ikke låst så jeg gik bare ind, jeg var sikker på at de ikke ville have noget i mod det, jeg skulle jo kun lige have mine ting. ”Hallo?” Der var helt stille, lyden af fuldstændig ingenting overtog min krop, jeg kunne godt lide stilheden, den gjorde mig rolig. Jeg var ret glad for at Danielle ikke var hjemme, hun ville sikkert falde grædende sammen eller råbe af mig, ikke fordi at jeg er mere stærk fordi det er jeg ikke, hun er svag, jeg er svag, vi har begge mistet noget utroligt tæt på os, i hendes tilfælde hendes bedste veninde og i mit tilfælde min kæreste. Jeg gik mod stuen, det var der mine ting var, der var de i hvert fald sidst. ”Danielle?” Jeg blev overrasket over at se Danielle stå med ansigtet ud mod de travle gader. ”Zayn hvad fanden laver du her?” Hendes stemme var vred, hvad fanden sagde jeg? Ikke andet end vrede vibrationer i nærheden af Danielle. ”Jeg ville bare lige hente mine ting.” Jeg prøvede at smile mod hende, men jeg kunne lige så godt give op, hvad nyttet det overhoved? Hun pegede mod sofaen, mine ting lå på sofaen. ”Tag dem og gå Zayn, du har ødelagt nok.” Hendes stemme ødelagde mig faktisk ikke, jeg forstod hende godt, hun var præcist som mig, bortset fra at hun er en kvinde. ”Undskyld.” Min mumlende stemme gik mod døren, i det at jeg hørte badeværelse døren gå op. Danielle løb hen mod mig. ”Gå nu Zayn, du skal fandme gå din vej nu, du skal ikke komme tilbage, jeg er seriøs Zayn.” Hendes stemme var desperat. Hvad gemte hun på? Jeg gik mod badeværelses døren og der stod hun, hendes våde hår faldt vådt mod hendes ryg. Hun vendte sig om mod mig, hendes blå øjne flettede sig sammen med mine i et øjebliks øjenkontakt. ”Bluely-” Jeg blev afbrudt af en vred kvindestemme. ”Zayn jeg sagde at du skulle skride.” Hendes stemme var som ingenting i mine øre, jeg valgte at ignorere dem, det eneste jeg fokuserede på var Bluely. Hun havde kun et håndklæde rundt om sin krop, det rev i mit hjerte at tænke på at jeg kunne have grint med hende, jeg kunne have løbet hen til hende, jeg kunne have kildet hendes nøgne krop og fortalt hende hvor meget jeg elskede hende, hvor meget hun betød for mig, men nej, sådan hang tingene ikke længere sammen. Jeg lukkede mine våde øjne i. ”Gå Zayn.” Lyden af Danielles stemme der fortsatte som vinden blæste, hun blev ved og ved. Bluely stod med forskrækket øjne mod mig, hun sagde ikke noget, hun gjorde ikke noget, hun var som frossen. ”Zayn forhelvede skrid.” Danielle råbte. ”Hold nu forhelvede kæft Danielle, forstår du ingenting? Det er fandme ikke kun dig der har svært ved at leve med tanken om at have mistet det der betød allermest, jeg troede vi holdte sammen, men nej, forhelvede nej.” Hun var sikkert stadig sur over det jeg sagde i går aftes, forståeligt nok.  Hendes øjne borrede sig vredt ind i mine. Jeg vendte mig om og gik mod døren. Jeg skulle væk herfra før at jeg ville få et vredesudbrud. 


Bluelys synsvinkel

 

Jeg havde ikke lukket et øje. Hele situationen med Zayn igår, var på replay i mit hoved. Han var vred, fuld, og voldsom. Min krop gjorde ondt. Mit hoved var værst, men det var nok alkoholen. Jeg rejste mig fra den ellers varme seng. Varme senge og varme dyner var seriøst noget af det bedste. Jeg havde lyst til at ligge der forevigt. "Bluely?" Danielle kiggede på mig. Hun sad og læste i en avis, med en kop te. "Ja?" Sagde jeg og kørte en hånd gennem mit hår. "Er du okay?" Jeg kendte ikke svaret på hendes spørgsmål. Jeg kendte ikke engang mig selv længere. "Tjoo." Mumlede jeg og kløede mig akavet på armen. "Du må gerne være her nogle dage indtil du får det bedre. Ligesom sidste gang ikke?" Sagde hun. Sidste gang? Havde jeg været her før? "Eller du bliver her bare nogle dage." Danielle rettede sig selv og tog en tår af sin te. "Har jeg været her før? Du ved sådan sovet her?" Spurgte jeg og satte mig overfor hende. "Ja, før alt det her." Sagde hun rystende. "Hvorfor?" Spurgte jeg og prøvede at fange hendes øjne. "Du boede her da du fandt ud af at Zayn skulle "date" en kendt mens i var sammen." Sagde hun. Date en kendt? Det havde han ikke sagt noget om. "Hvad mener du?" Sagde jeg og løftede mit øjenbryn. "Drengene har et managerment, og de kan ikke fordrage dig. Eller det kunne de i hvertfald ikke. Og de opdagede at dig og Zayn havde noget, så de ville få Zayn til at date en model, så det lignede i ikke havde noget sammen. Du blev rasende og forlod ham." Sagde hun og hælde noget te op til mig. "Hvad så? Hvad skete der så?" Sagde jeg og skulle til at putte to teskefulde sukker i, men Danielle gjorde det. Præcis sådan som jeg elskede det. "Det var mig der hjalp dig med at få det der danse job hos The wanted. Så du kunne komme væk fra Zayn." Hun kiggede ned i sin te. The wanted som i ham der voldtog mig? "Undskyld Bluely! Ikke had mig for det. Du ved sikkert godt alt der skete dengan-" "Danielle stop. Jeg kan ikke engang huske det." Grinte jeg. Og hun smilede tilbage. "Undskyld." "Stop med at sige undskyld. Alt det her er ikke din skyld." Smilte jeg mod hende. "Unds- Okay." Grinte hun. "Må jeg gerne tage et bad?" Spurgte jeg om efter en længere overvejelse. "Selfølgelig!! Kom med." Sagde hun og rejste sig fra stolen. Jeg fuldte efter hende ned til et badeværelse. "Håndklæderne ligger i skabet her, og du bruger bare det shampoo og balsam du har brug for." Sagde hun og lukkede døren. Faktisk forstod jeg mere og mere hvorfor jeg havde valgt hende som veninde. Eller som bedste veninde. Jeg lod det varme vand lande på min skrøbelige krop. Jeg turde slet ikke se mig selv i spejlet. Mine rander under mine øjne var sikkert større end nogensinde før.

 

Jeg slukkede for vandet og trådte ud af badet. Jeg virklede et håndklæde rundt om min krop. ”Jeg ville bare lige hente mine ting.” En velkendt stemme lød ude foran døren. ”Tag dem og gå Zayn, du har ødelagt nok.” Det her var bare løgn. Ikke i fucking gen. ”Undskyld.” Hørte jeg igen. Jeg åbnede døren og trådte ud af badeværelet. ”Gå nu Zayn, du skal fandme gå din vej nu, du skal ikke komme tilbage, jeg er seriøs Zayn.” Kom det desperat fra Danielle. Han skulle ud nu!! Jeg kunne mærke Zayn stå bag mig, og jeg besluttede mig for at vende mig rundt. Vores øjne flettede sig ind i hinanden. Mine var sikkert meget mere vrede end hans. ”Bluely-” Han stemme ramte mine øre som et lyn. ”Zayn jeg sagde at du skulle skride.” Danielles stemme var hård. Hun så bange ud. Zayn kiggede bare på mig. Han kiggede lige igennem mig, eller sådan havde jeg det. Han studerede min krop. Jeg kunne mærke det. Ellers tænkte han. Hans øjne blev helt våde. Jeg havde ondt af ham. Det havde jeg virkeligt, men der var intet jeg kunne gøre. ”Gå Zayn.” Danielle blev ved med at presse Zayn. Jeg forblev helt stille. Musse stille. Jeg sagde ingen ting, bevægede mig ikke. ”Zayn forhelvede skrid.” Råbte Danielle nu. Hendes stemme skreg af vrede og af at være bange. ”Hold nu forhelvede kæft Danielle, forstår du ingenting? Det er fandme ikke kun dig der har svært ved at leve med tanken om at have mistet det der betød allermest, jeg troede vi holdte sammen, men nej, forhelvede nej.” Endelig sagde han noget. Noget som jeg endnu engang ikke kunne bruge til noget, men det ramte Danielle. Meget. Han vidste hvordan han skulle ramme os. Os alle sammen. Han drejede langsomt om på sine hæle og lukkede døren hård i bag sig. Både Danielle og jeg var stille. "Danielle jeg-" "Giv mig lige 2 sekunder." Sagde hun og forlod mig. Hendes tåre løb ned af hendes kinder. En klump i min mave begyndte at vokse. Hvis jeg nu forfanden bare kunne have sovet stille og roligt ind. Så ville intet af det her være sket nu!! 

 


 

Danielles synsvinkel

 

”Hold nu forhelvede kæft Danielle, forstår du ingenting? Det er fandme ikke kun dig der har svært ved at leve med tanken om at have mistet det der betød allermest, jeg troede vi holdte sammen, men nej, forhelvede nej.” Av, den sad. Ingen af Bluely og jeg bevægede os. Zayn forlod smækkede døren hård i bag sig. Mine kinder begyndte at blive våde. Jeg havde grædt for meget her på det seneste ."Danielle jeg-" "Giv mig lige 2 sekunder." Hviskede jeg og bevægede mig ind på soveværelset og lukkede døren efter mig. Hvad skete der med mig? Alt det her? Jeg tog min mobil og tastede Liams nummer ind. "Hej babe." Hans stemme var blød og helt rolig. "Zayn har lige været her." Snøftede jeg. "Er du okay? Er i okay? Har han gjort jer noget?" Jeg kunne næsten mærke panikken i Liams krop. "Nej, men vil du ikke snakke med ham. Ven til ven. Han bliver nød til at forstå at vi skal lade hende være." Snøftede jeg igen. "Så skal hun jo også ud af vores liv?" Sagde han og jeg kunne høre vinden i baggrunden. "Hun skal ud af vores alles liv." Hviskede jeg i håb om Bluely ikke lyttede. "Jeg skal gøre hvad jeg kan babe. Ikke græd, okay?" Sagde han og fik mig til at smile. "Okay." Sagde jeg. "Elsker dig." "Elsker også dig." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...