Dancing on memories - One direction

** SE TRAILER ** Bluely og Zayn er tilbage i Dancing on memories, men alt er forandret, Bluely lider af hukommelsesvigt, hun har glemt alt det hun har været igennem med Zayn, hun kan ikke huske at hun overhovedet havde venner der hed Danielle, Liam, Louis, Harry, Niall, Eleanor eller Zayn. Følg med i den tredje og sidste rejse af Bluely og Zayns kamp med kærligheden som hovedgevinst. Vil Bluely og Zayn finde kærligheden frem igen? Vil Bluely komme til at huske? Følg med i Dancing on memories idag og find ud af det.

53Likes
148Kommentarer
5172Visninger
AA

9. kapitel 7 - Drunk feelings


Zayns synsvinkel
 

"Zayn jeg ville fucking ønske, at jeg kunne elske dig lige så meget som du elsker mig, men det er så fucking svært at det er umuligt." Hendes ord ramte mig som en hård knytnæve, det gjorde ondt, det var de ord jeg for alt i verden aldrig ville høre Bluely sige. ”Bluely.” Jeg rystede af sorg. Bluely sagde intet hun gik bare, hun forlod mit ødelagte jeg uden at kigge tilbage mod mig og før jeg så mig om var hun væk, væk igen.  

Mit hoved dunkede i takt med musikken, jeg blev nødt til at finde de andre, jeg ville hjem nu! Jeg ville ikke drikke mig i hegnet, og lade som om at jeg var pisse lykkelig i mine omgivelser, når jeg var alt andet end det. Jeg løb igennem natklubben, mit hoved dunkede og snurrede rundt. ”Liam!” Mine tårer ramte mine kinder, alt det her lort! Mit liv, Bluely og nu kunne jeg ikke finde Liam eller nogle af de andre for den sags skyld, mit liv kunne ikke blive mere forfærdeligt!  ”Hvad sker der Zayn?” Lyden af Eleanors stemme ramte mig. ”Eleanor, hvor er de andre?” Jeg vendte mig om, hun kiggede mod mig med store øjne. ”Du græder jo baby?” Hun tog min hånd i sin og fulgte mig op til VIP området hvor de andre åbenbart sad. ”Fik du scoret hende blondinen?” Liam grinte mod de andre lige indtil at han så mine tårer der ramte gulvet en for en. ”Hvad fanden Zayn.” Niall rejste sig op og lagde sine arme om mig og krammede mig. ”Jeg skal hjem nu.” Jeg råbte ordene ud, det var ikke meningen at jeg skulle være så vred, og det var i hvert fald ikke meningen at det skulle gå ud over dem. ”Forhelvede kan i ikke høre?” Jeg råbte en gang til, de stod alle med frustreret ansigtsudtryk mod mig. ”Hvad sker dig Zayn, seriøst?” Liam så vred ud, forståeligt nok. ”Det kan være fuldstændig lige meget, i forstår det forhelvede alligevel ikke, i har det jo så skide godt, Danielle og dig lever et liv fyldt med kærlighed, fucking godt for jer! Men jeg kan ikke tåle at glo på det, jeg brækker mig, fatter i det! Jeg kan forhelvede ikke fungere mere!” Jeg blev overrasket over hvor hårdt jeg sagde ordene. ”Zayn du skal fandme ikke lade dit dårlige humør smitte af på os, det var ikke vores skyld at Bluely lå i koma, det var ikke vores skyld at hun glemte, vi er lige så meget nede som du er, vi ville ønske at alt var som før Zayn.” Harry tog en hånd igennem hans krøllede lokker, hans øjne var døde, der var ingen form for glæde i dem. Jeg vendte mig om, jeg kiggede ikke tilbage, jeg gjorde det som Bluely gjorde, gjorde mod mig for kun et par minutter tilbage, det gjorde ondt at vende dem ryggen, men jeg kunne ikke klare at være her, jeg kunne ikke klare at være sammen med dem, det eneste de mindede mig om var hende. Alt mindede mig om hende, jeg kunne ikke kigge på noget som helst uden at tænke på hende, hende, Bluely, hun var mit et og alt. 


Liams synsvinkel

 

”Det kan være fuldstændig lige meget, i forstår det forhelvede alligevel ikke, i har det jo så skide godt, Danielle og dig lever et liv, fyldt med kærlighed, fucking godt for jer! Men jeg kan ikke tåle at glo på det, jeg brækker mig, fatter i det! Jeg kan forhelvede ikke fungere mere!” Lyden af Zayns stemme var hård, det han sagde gjorde ondt, det gjorde ondt at vide at han havde det på den måde, som jeg før havde fortalt, så ville jeg selv være på randen til at bukke under, for selv det mindste, bare ved tanken om at det her var Danielle det handlede om, og ikke Bluely, tanken rev mig i tusind småstykker.  Jeg havde lyst til at råbe af Zayn og fortælle ham hvor ondt det gjorde at høre de ord fra hans mund, men før jeg kunne nå at sige noget, fyldte Harrys stemme rummet. ”Zayn du skal fandme ikke lade dit dårlige humør smitte af på os, det var ikke vores skyld at Bluely lå i koma, det var ikke vores skyld at hun glemte, vi er lige så meget nede som du er, vi ville ønske at alt var som før Zayn.” Jeg kunne ikke have sagt det meget bedre selv. Harrys hånd røg igennem hans krøllede hår. Zayn vendte sig om, han begyndte at gå mod udgangen, han kiggede ikke tilbage, det eneste han gjorde, var at efterlade os her med en forfærdelig følelse indeni, følelsen af at man er bange for at miste Zayn præcis som vi mistede Bluely.

Louis rejste sig op, han kiggede mod os alle sammen. ”vi skal sgu da stoppe ham!” Han så vred ud, det tror jeg at vi alle gjorde, ikke fordi vi var vrede, vi var mere kede af det, vi viste sorgen med vrede i stedet for med våde tårer. ”Lad ham gå Louis, han har brug for at være alene.” Jeg kiggede hen mod Louis og smilede mod ham, jeg kunne mærke mine tårer pressede sig på. ”Tænk at jeg troede at det her ville blive den bedste aften i lang tid, jeg kan vidst roligt tage den til mig igen.” Danielles øjne flakkede, hun var klar til at lade hendes sorg overtage vreden og græde ud. ”Stop, vi kan stadig få den bedste aften i lang tid med Zayn og Bluely i tankerne, vi kan stadig have det sjovt.” Eleanor klaskede Louis på låret, hun tog en vodka flaske i hånden og hældte vodka

op i de mange glas der stod på bordet. ”Bund forsatan!” Hun grinte og tog et glas og bællede det uden nogle form for tøven, det samme gjorde de andre, men ikke mig, jeg var som altid den som ville passe på dem, på mine venner, jeg mener hvis nu der skete noget, så ville jeg aldrig tilgive mig selv? En skal være i stand til at have orden på tingene, og det er som regel mig. 


Zayns synsvinkel

 

Jeg rev døren til vores hus op, der var fuldstændig stille, kun lyden af ingenting fyldte mine øre. Jeg gik mod køkkenet, for hver skridt jeg tog kunne jeg høre brædderne på gulvet knirke, en for en. Jeg trak i håndtaget til barskabet, jeg fik hurtigt åbnede den fulde vodka flaske, jeg tog min mund helt tæt på, så tæt på at jeg umuligt kunne komme tættere på. Jeg drak uden at stoppe, det var som om at det var mig der glemte, mig der havde glemt alt! Jeg glemte alt om hvordan man stoppede før det gode blev til det onde.

Billederne lå stadig på gulvet, jeg drak endnu engang af flasken, smagen af den stærke vodka lammet alt i min krop, jeg kunne intet føle, det eneste jeg følte var mit blod der boblede af alkoholen der i den grad havde påvirket mig. Jeg satte mig ned foran billederne, jeg kiggede mod dem. Blues blå øjne skinnede igennem hvert enkelt billede, hendes smil, hendes blonde lokker og den personlighed hun engang havde, den som hun delte med mig, kun mig, den Bluely som kun jeg kendte, den Bluely som jeg nok aldrig i mit liv kommer til at møde igen. ”Hvorfor har du gjort det her mod mig? Lyt, hvorfor? Jeg har ikke fortjent det her.” Min stemme knækkede midt over, mine tårer ramte billederne en for en. ”Undskyld Bluely, undskyld.” jeg rejste mig op. Jeg kunne mærke mit blod pumpe, det var det eneste jeg kunne mærke. Jeg var ved at vælte bag ud, alkoholen havde sat sit spor på mig. ”Jeg har forhelvede ikke fortjent det her lort!” Jeg skreg mod ingenting. Jeg tog vodka flasken op til min mund og drak den sidste slurk. Jeg kiggede mod den, der var intet liv tilbage i flasken, jeg havde drukket det sidste, jeg havde forsømt det der var tilbage af den. Mit hjerte gjorde ondt, mit hjerte bankede. ”FUCK.” Jeg kastede den tomme vodkaflaske mod billederne af minder, de minder som jeg aldrig glemmer, selvom jeg gerne ville. ”FUCK, FUCK!” Jeg tog fat i træstolen ved spisebordet, jeg smed den ned oven på billederne, den gik i stykker, i stykker præcis som jeg var i stykker. Jeg spyttede mod billederne, mit hjerte pumpede af vrede. Vreden blev pludselig til følelsen af sorg, sorgen førte til tårer. ”Undskyld Bluely.” Jeg fjernede alle de små stykker træstol, jeg fjernede de små stykker glas fra billederne. ”Åh nej, nej, undskyld Bluely, tilgiv mig.” Jeg tog billederne op i hånden. ”Undskyld.” Jeg hviskede mod billederne, jeg hviskede i håbet om at Bluely ville høre det men det ville hun selvfølgelig ikke medmindre at jeg stod foran hende, hvis jeg stod foran hendes lysende blå øjne og fortalte hende alt jeg følte ville hun måske forstå.

Min krop svajede fra side til side, jeg var fuldere end før. Jeg tog fat i min mobiltelefon, jeg tastede nummeret ind på en taxa, den eneste måde jeg ville kunne snakke med Bluely på, det var at stå ansigt til ansigt med hende.

****

”Tak.” Jeg lagde nogle penge i hans hånd, jeg ved ikke hvor lidt eller hvor meget jeg gav ham, det var også det mindste jeg tænkte på lige nu. Jeg smækkede døren hårdt i, jeg kunne mærke at mine ben havde svært ved at stå oprejst. Jeg kæmpede min vej op til hoveddøren, det her var det eneste sted hun kunne være, Zacs hus. Det gav mig kvalme at tænke på Zac, Zacs arme rundt om Bluely, Zacs hviskende stemme mod hendes øre der fortæller hende alt det som hun gerne vil høre, det gør ondt at tænke over. Jeg fik min ødelagte krop op til hoveddøren, jeg trækkede vejret dybt en sidste gang før jeg bankede stille og roligt mod hoveddøren. Lyden af døren der blev åbnet gav min krop et chok. ”Zayn hvad fanden-” Jeg afbrød Bluely før at hun nåede at sige noget hun sikkert ville fortryde. Jeg gik helt tæt på hende, jeg kunne mærke varmen fra hendes krop mod min. ”Bluely…” Jeg kunne se vreden i hendes blå øjne, hendes blå øjne der kiggede på mig præcis som Bluely plejede at kigge på mig, hun var stadig hende den smukke pige med de krystalblå øjne. ”Jeg kan ikke leve uden dig, forstår du det?” Jeg kunne mærke at mine ben var ved at knække sammen under mig, alkoholen fik en side frem af mig som jeg ikke vidste eksisteret. Jeg skubbede hende til side, jeg gik ind af døren uden at spørge efter nogle form for tilladelse jeg gjorde det bare. Hun lukkede døren i uden en lyd. Hun stod med vrede øjne mod mig, hendes arme lå i kors. Jeg grinte mod hende. ”Hvad fanden griner du af?” Hendes stemme lød hård. ”Dig, jeg griner af dig Bluely, hvor fanden er du henne, du er der inde et sted forhelvede.” Min grinende stemme forvandlede sig hurtigt til en vred tone, jeg gik helt tæt på hende, så tæt at jeg kunne mærke hendes åndedræt mod min.

 


 

Bluelys synvinkel:

 

Jeg lagde min tunge krop på den slidte madras på det kolde gulv. Rummet var nymalet. Jeg havde lavet næsten malet hele huset hvidt, i håb om nogle ville købe det. Jeg kunne ikke overskue at stå med hus på nakken, det eneste jeg ville lige nu var at flytte langt væk fra alt det her. Tage på ferie, eller bare tage væk. Mit hoved kørte rundt. Min krop var ødelagt. Det havde den faktisk været siden Zac blev begravet. Det var som om min sjæl og mit hjerte var hoppet med ham i graven. Så jeg var helt tom nu. Der lød et bank på døren. Hvem fanden bankede på? Nu? Jeg rejste mig fra madrassen og kiggede ned af min krop. Det eneste jeg havde på var en fucking tshirt. Det var Zacs. Den var sort og sad alt for løst på min krop. Jeg bevægede mig ud til døren og åbnede den hurtigt. Zayn. Han så forfærdeligt ud - fuld ud. Meget fuld. Hans øjne var helt blodsprængte. "Zayn hvad fanden-" Han afbrød mig ved at læne sig helt op af min krop. Hans krop var kold. Iskold. Hvad fanden lavede han? Jeg havde sagt til ham han skulle lade mig være! Jeg elskede ham fucking ikke!! Jeg følte ingenting for ham!! Absolut ingenting!! "Bluely..." Han stemme var hæst og skrøbelig. "Jeg kan ikke leve uden dig, forstår du det?" Hans ord gjorde ondt på mig. Ondt på mig fordi jeg ikke kunne gøre noget ved det. Jeg ville gerne hjælpe ham, men jeg kunne fucking ikke. Han skubbede til mig og trådte ind i huset. Jeg var bange for ham. Han var fuld, meget fuld. Han lugtede af alkohol. Jeg lukkede døren bag mig med et lille klik. Han burde ikke være her. På ingen måde. Vores øjne mødte hinanden og jeg lagde mine arme over kors. Han grin fyldte rummet. Hvilket gjorde mig dobbelt så vred. Han skulle ikke grine! Jeg havde gjort alt hvad der stod i min fucking magt for at hjælp ham, men jeg havde opgivet. "Hvad fanden griner du af?" Sagde jeg hård mod ham. ”Dig, jeg griner af dig Bluely, hvor fanden er du henne, du er der inde et sted forhelvede.” Han grinnede stadig. Hans krop gik tæt på mig. Så tæt på at jeg kunne smage alkoholen gennem hans åndedræt. "Zay-" "Bluely hold nu din fucking kæft!" Han skubbede mig ind mod væggen. "Zayn hør på mig..." Han tog fat i mine skuldre og pressede min krop op mod den nymalede væg. "Zayn hør nu fucking på mig." Sagde jeg mellem mine sammenpressede tænder. Han kiggede på mig. Sagde ingenting. Kun kiggede på mig. "Zayn, jeg ville gøre alt for at kunne elske dig, men hør her det kan jeg slet ikke." Mumlede jeg og mærke min tåre langsomt trille ned af mine kinder. "Zayn, please slip mig." Hans hænder pressede mine skuldre hårdere og hårdere ind mod væggen. "Det er din skyld, du fortjener det, det sagde du selv." Sagde han vredt. Min krop rystede. "Zayn slip mig nu." Græd jeg. Hulkede jeg. Hvad fanden gjorde jeg?? Jeg var bange og Zayn skulle ud af mit hus nu. Faktisk skulle han ikke engang ud af mit hus. Han skulle fucking ud af mit liv!! Han gav langsomt slip på mig. Jeg løb ud på badeværelset i en fart. Mine tåre strømmede ned af mine kinder. Jeg låste døren og tog min mobil op ad lommen. "Bluely?" Liam stemme lød overraskende i telefonen. Jeg sagde ikke noget. Lydene fra stuen skræmte mig. Zayn smadrede ting. Uden tvivl. "Bluely?" Spurgte Liam igen. "Zayn han-" Hulkede jeg. "Bluely jeg kommer. Vi kommer!" Sagde Liam hurtigt. Mine tåre trillede ned af mine kinder. Hvorfor græd jeg overhovedet? Flere og flere lyde kom fra stuen. Der var både brøl og skrig. Men det hele stoppede hurtigt. Skridt nærmede sig døren. "Bluely åben." Han stemme var slet ikke så vred som før. "Bluely undskyld." Han bankede på døren. "Bluely undskyld åben nu, ellers gør jeg det selv." Jeg lænede op af væggen og lod min krop glide ned af den. Døren blev sparket op. Og Zayn satte sig hurtigt nede ved mig. Mine tåre blev ved med at løbe ned af mine kinder. "Bluely undskyld!" Han lagde sine arme omkring min krop, men jeg skubbede dem væk fra mig. "Bluely! Zayn!" Liam og Louis kom frem i døren. "Hvad fande-" "Zayn rejs dig op." Sagde Louis og tog fat i hans arm. Før jeg nåde og tænke var Zayn ude af mit hus og Liams hænder lå rundt om min krop. "Bluely rolig." Jeg hulkede mod hans bryst. "Har han gjort det her?" Sagde Liam og kiggede på mærkerne på mine skuldre. Jeg sagde ikke noget. Jeg burde slet ikke sige noget, han kunne regne det hele ud selv. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...