Dancing on memories - One direction

** SE TRAILER ** Bluely og Zayn er tilbage i Dancing on memories, men alt er forandret, Bluely lider af hukommelsesvigt, hun har glemt alt det hun har været igennem med Zayn, hun kan ikke huske at hun overhovedet havde venner der hed Danielle, Liam, Louis, Harry, Niall, Eleanor eller Zayn. Følg med i den tredje og sidste rejse af Bluely og Zayns kamp med kærligheden som hovedgevinst. Vil Bluely og Zayn finde kærligheden frem igen? Vil Bluely komme til at huske? Følg med i Dancing on memories idag og find ud af det.

53Likes
148Kommentarer
5149Visninger
AA

7. Kapitel 5 - The only thing i have right now


Zayns synsvinkel

 

”Bluely please stop.” Råbte jeg mod hende, hun stoppede op foran bilen. ”Zayn jeg kan ikke det her.” Sagde hun mod mig. Jeg gik hen mod hende, jeg pressede min krop med hendes, jeg plantede mine arme blødt mod hendes krop. ”Undskyld, jeg skulle aldrig have gjort det her mod dig.” Sagde jeg og plantede et kys i hendes blonde hår, det var blødt præcis som bladene på en rose, Bluely var mine rosenblade. ”Tak.” Smilede Bluely mod mig, jeg kunne se hvordan tårerne pressede sig på, i hendes lysende blå øjne. Jeg åbnede bildøren for hende. ”Værsgo babe.” Sagde jeg og sendte hende et enkelt smil, jeg prøvede virkelig at bevise overfor hende at hun var det eneste i den her verden jeg fokuserede på, det værste ved det hele er at hun ikke sikkert ikke lagde mærke til det.

****
”Husk jeg er her for dig Bluely.” Sagde jeg og satte speederen i bund. ”Hvorfor fortalte du mig ikke at du vidste det med mine forældre?” Hendes blik vendte sig vredt mod mig, jeg forstod godt hvorfor at hun var sur, det ville jeg selv være. ”Fordi jeg ikke ville gøre dig ked af det.” Jeg lagde en hånd på hendes lår. ”Du burde ikke tænke på mig Zayn, tænk på dig selv.” Hun fjernede min hånd. ”Zayn, jeg tænker ikke på dig, jeg tænker på mig selv og du burde virkelig gøre præcis det samme.” Hendes ord ramte mit hjerte og med det samme kunne jeg høre lyden af hjertet der krakelerede ind til bittesmå stumper af ren ødelæggelse. Jeg svarede hende ikke, jeg valgte at lade være. Tro mig, jeg havde lyst til at fortælle hende alt det som jeg sad inde med, men jeg vidste at ikke kun mit hjerte var krakelerede, men mine tårer og hvis jeg begyndte at snakke, ville tårerne krakelere præcis som mit hjerte gjorde.

”Undskyld.” Jeg plantede min ødelagte krop på sofaen. Hendes blik ramte mit. ”Du skal ikke sige undskyld Zayn, aldrig sig undskyld, skaden er gjort og der er intet der kan laves om nu.” Hun satte sin krop ved siden af mig. ”Det ved jeg godt, shit.” Jeg plantede mit hoved mod hendes pande, hendes blå øjne kiggede ind i mine, det var som om at jeg glemte alt omkring mig, alle besværlighederne, alle kampene, alle menneskerne og alt sorgen. Jeg pressede mine læber mod Bluelys men før jeg vidste af det skubbede hun mig hårdt væk, så hårdt at min krop landede hårdt i sofaen. ”Hvad fanden har du gang i Zayn?” Hun råbte. ”Forfanden Bluely, jeg savner dig forhelvede, jeg elsker dig.” Mine ord røg ud af mig selvom at jeg havde lovet mig selv at holde kæft omkring mine følelser til hende. ”Zayn hvordan skal jeg nogle sinde kunne savne en jeg aldrig føler jeg har haft i mit liv?- ”Jeg stoppede hendes ord før at hun fortalte mig at hun ikke elskede mig, jeg var jo ikke dum, jeg vidste godt at det var det hun ville sige i den sætning. ”Stop Bluely, du skal stoppe.” Nu var det mig der råbte, jeg råbte med alt den vrede min krop indeholdte. ”Jeg kan ikke mere Zayn forstår du det, jeg kan ikke dig, jeg kan ikke jer, alt det her!” Hendes ord ramte mig i det at hun fik, hentede hendes ting fra soveværelset. ”Bluely tænk dig nu om.” Hun var i gang med at tage sine sko på. ”Hold mund Zayn, jeg har ikke brug for at du skal fortælle mig hvad fanden jeg skal gøre.” Hendes blik mod mig var rødt, hun så kun rødt og jeg så kun blåt, blå lysende tårer. ”Hvem fanden er du?” Jeg råbte mod hende. ”Forklar mig hvor fanden min Bluely er!?” Jeg råbte endnu højere. ”Jeg er lige her Zayn, det her er mig, jeg var åbenbart ikke mig selv sammen med dig, og det kan jeg satme godt forstå.” Hun åbnede døren og skreg mod ingenting, hun vitterligt skreg. ”Bluely du skal ikke gå væk fra mig.” Jeg stoppede op foran hoveddøren, hendes krop vendte sig mod mig, hendes blik var stivnede fast mod mit. ”Det er for sent Zayn.” Sagde hun og vendte sig om, hun gik væk fra mig, før jeg vidste det var kun duften tilbage af hende. Mine ben faldt sammen under mig, alle mine ar, var åbne, kunne mit hjerte ødelægges mere? Jeg lå plantede hårdt mod gulvet, min krop dunkede af smerte, lort.. Alt var lort.

****

Jeg plantede alle mine ting i bilen, jeg plantede dem ikke, i stedet smed jeg dem ind. Jeg satte mig bag rattet og kiggede en sidste gang mod huset før jeg satte speederen i bund. ”Undskyld Bluely, hvis bare du forstod.” Mumlede jeg mod mig selv, jeg slog min hånd mod rattet i vrede og frustration. Alt var færdigt, jeg var færdig! 

 


Liams synsvinkel

 

”Jeg elsker dig.” Jeg plantede mine læber mod Danielle som havde grædt uafbrudt, siden Bluely og Zayn forlod selvskabet begge med vrede i systemet. Hendes kys mod mine læber, blev til hede snav. ”Jeg vil have dig nu!” Danielle stønnede af nydelse mod mine læber. Hun trak op i min bluse i det et bank lød fra døren. ”Shit.” Jeg begyndte at grine og det samme gjorde Dani. ”Jeg må hellere åbne.” Sagde jeg og klappede Danielle på låret.

”Zayn?” Sagde jeg og kiggede mod en Zayn hvis øjne var røde. Han havde grædt i vilde strømme. ”Må jeg være her i et par dage.” Hans stemme knækkede sammen. Jeg nikkede og tog de få ting som han havde i hånden og lagde dem på køkkenbordet. ”Zayn dog.” Danielle plantede sine arme rundt og Zayns krop. Jeg kunne godt regne ud at det her handlede om Bluely og ham.

 


 

"Husk jeg er her for dig Bluely." Kom det fra Zayn som satte speederen i bund. ”Hvorfor fortalte du mig ikke at du vidste det med mine forældre?” Jeg var vred. Kan kunne godt have sagt noget. I det mindste sagt de andre vidste det. ”Fordi jeg ikke ville gøre dig ked af det.” Den kendte jeg for godt. Hans hånd blev lagt på mit lår. ”Du burde ikke tænke på mig Zayn, tænk på dig selv.” Jeg fjernede hans hånd langsomt. ”Zayn, jeg tænker ikke på dig, jeg tænker på mig selv og du burde virkelig gøre præcis det samme.” Mine ord ramte ham. Jeg kunne set det. Hans øjne blev helt små og sammenknebne. Han sagde ikke noget. Han forblev stille. Så stille at jeg følte en form for akavethed. Sådan første date agtigt. Det her var bare ikke første date og der blev ingen første date. Zayn var sød, det var slet ikke det. Men efter denne aften var min beslutning taget. Jeg blev nød til at finde mit eget sted, inden jeg såre ham. Det ville gøre ondt på mig hvis jeg skulle såre en person der holdte så meget af mig som han gjorde. 

 

 

”Undskyld.” Han dumpede ned i sofaen med et bump. Vores øjne mødtes. ”Du skal ikke sige undskyld Zayn, aldrig sig undskyld, skaden er gjort og der er intet der kan laves om nu.” Jeg satte mig ved siden ham. ”Det ved jeg godt, shit.” Han plantede sin pande mod min. Mine håndflader begyndte at blive fugtige. Ville han? Før jeg overhovedet nåde at tænke tanken blev to læber plantet på mine. Jeg skubbede ham væk. Hurtigt. Og uden at tænke over det. ”Hvad fanden har du gang i Zayn?” Råbte jeg. Hvad fanden havde han gang i?! Jeg vidste det her ville ske, men ikke nu og slet ikke her. Men fuck. ”Forfanden Bluely, jeg savner dig forhelvede, jeg elsker dig.” Ordrerne forlod hans læber alt for hurtigt. Elsker mig? Jeg vidste det jo godt, men det var slemt at høre det i virkeligheden. "Zayn hvordan skal jeg nogle sinde kunne savne en jeg aldrig føler jeg har haft i mit liv?- ” ”Stop Bluely, du skal stoppe.” Zayn afbrød mig med råb. Han burde slet ikke råbe. På ingen måder. Det var mig han fucking lige havde kysset!  ”Jeg kan ikke mere Zayn forstår du det, jeg kan ikke dig, jeg kan ikke jer, alt det her!” Mine ord ramte ham igen. Han øjne blev helt små af smerter. Jeg hentede mine ting fra soveværelset og smed dem i en sportstaske. "Bluely tænkt dig nu om." Jeg begyndte at tage sko på. "Hold nu mund Zayn, jeg har ikke brug for at du skal fortælle mig hvad fanden jeg skal gøre.” Mine kinder begyndte at blive våde. Græd jeg? Jeg kiggede mod Zayn og hans øjne borede sig ind i mine. "Hvem fanden er du?" Råbte han mod mig. "Forklar mig hvor fanden min Bluely er!?" Han er jo syg i hovedet. Tænk jeg havde været forelsket i ham. Hvad fanden havde han gang i? ”Jeg er lige her Zayn, det her er mig, jeg var åbenbart ikke mig selv sammen med dig, og det kan jeg satme godt forstå.” Jeg åbnede døren.  Jeg skreg kort af vrede. Ikke bare et skrig, men mere et brøl. ”Bluely du skal ikke gå væk fra mig.” Sagde Zayn og stoppede op foran hoveddøren. Jeg vendte mig rundt og vores øjne fangede hinanden. ”Det er for sent Zayn.” Snøftede hun og vendte mig om. Jeg gik hurtigt væk.

 

"Logan, Zac Logan." Sagde jeg til sygeplejersken. Det her var det eneste sted jeg ville være nu. Ved ham der havde knust mit hjerte, men jeg alligevel stadigt elskede. Ham som faktisk havde gjort jeg intet kunne huske. Ham som faktisk slet ikke har et hjerte der banker længere. "Kom med." Sagde hun og gik ind i en elevator. Faktisk hadede jeg elevatorer. De var så klaustrofobiske, og grimme. Den stoppede ved 5 sal. Damen i den hvide kirtel førte mig ned til et værelse. Der lå han. Helt stille. Hans læber var blå og han var helt bleg. Mine tåre trillede ned af mine kinder. Jeg gik langsomt hen mod ham. Og for hvert skridt jeg tog blev luften i rummet koldere, og koldere. Jeg tog forsigtigt hans kolde hånd op til min og plantede et kys på den. "Zac, jeg er her." Mumlede jeg mod den. Mine tåre ramte hans hånd. Jeg savnede ham. Rigtig rigtig meget. Jeg trak en stol hen og satte mig ved siden af ham. Jeg ville blive der. Ikke forlade ham. Hans hånd i min var det eneste jeg havde lige nu. Kun den ene hånd. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...