Dancing on memories - One direction

** SE TRAILER ** Bluely og Zayn er tilbage i Dancing on memories, men alt er forandret, Bluely lider af hukommelsesvigt, hun har glemt alt det hun har været igennem med Zayn, hun kan ikke huske at hun overhovedet havde venner der hed Danielle, Liam, Louis, Harry, Niall, Eleanor eller Zayn. Følg med i den tredje og sidste rejse af Bluely og Zayns kamp med kærligheden som hovedgevinst. Vil Bluely og Zayn finde kærligheden frem igen? Vil Bluely komme til at huske? Følg med i Dancing on memories idag og find ud af det.

53Likes
148Kommentarer
5166Visninger
AA

6. Kapitel 4 - She will never remember us


Liams synsvinkel

 

Jeg vågnede med et sæt da lyden af min mobil ringede. Jeg tog fat i den hurtigt for ikke at vække Danielle. ”Det er Liam.” Sagde jeg mod røret og lukkede stille døren bag mig, mussestille så Danielle ikke hørte det, jeg ville ikke kunne klare hvis hun vågnede nu, hun havde brug for noget søvn før hendes ødelagte krop faldt sammen endnu engang. ”Hey Liam.” Lød det fra Zayn, hvorfor lød han så glad? ”Hvad så?” Sagde jeg og smilede lidt for mig selv ud mod den nøgne luft. ”Kan Danielle og dig ikke invitere os på middag? Bluely er her ved mig og jeg tror det ville være en god start hvis vi holdte en middag bare os alle sammen igen, præcis som i gamle dage.” Sagde han, han lød en smule desperat, det havde jeg nok selv været hvis jeg stod i hans situation, men det kan heldigvis sige at jeg ikke gør. ”Okay, hvad med i aften? Jeg skriver til de andre.” Sagde jeg. ”Fedt vi ses, skal vi sige klokken 18?” Sagde han og lød endnu mere desperat. ”Ja super.” Jeg lagde på. I aften var en vigtig aften, Danielle ville blive ellevild, ellevild efter at gøre aftenen perfekt!


Zayns malik synsvinkel

 

”Godmorgen.” Sagde Bluely og kom hen mod mig med lange skridt, hendes lyse lokker var uredt. ”Morgen til dig også.” Sagde jeg og gik over mod hende, jeg lagde mine arme rundt om hende i håbet om at alt var ved det gamle. ”Zayn, hvad laver du?” Sagde hun grinende og klappede mig på ryggen, det var ikke som det plejede kunne jeg konstatere fra bare den ene kommentar som på ingen måde var det Blue ville sige når jeg krammede hende. ”Jeg har en overraskelse til dig.” Sagde jeg og tog hendes hånd i min. Jeg trak hende med over til et hvidt skab. ”Du er underlig.” Mumlede hun. ”Åbn skabet.” Sagde jeg befalende og præcis det gjorde hun, hun åbnende det stille og roligt. ”Wow Zayn, jeg ved ikke hvad jeg skal sige.” Smilede hun mod kjolen. ”Det er den fra billedet, er det ikke?” Spurgte hun og vendte sig om og kiggede mod mig. ”Jo det er, jeg ved godt at du sikkert måske ikke føler dig klar men vi er blevet inviteret til middag ved Liam og Danielle, tror du at du har lyst og er klar?” Spurgte jeg Bluely som stod med et smil som hurtigt blev til et stift og utroværdigt smil mod gulvet. ”Jeg ved ikke om jeg er klar til det Zayn, jeg kender dem jo ikke.” Sagde hun og trak en hånd igennem hendes blonde hår. ”Du kender dem godt Bluely og de kender dig, i var de bedste venner husker du?” Sagde jeg i det at hun lagde en hånd rundt om min nakke. ”Jeg er bange.” Hviskede hun mod mit øre. ”Hvorfor er du bange Bluely?” Spurgte jeg. ”Jeg er bange for at jeg ødelægger det hele.” Mumlede hun i mens en tårer fandt vej til hendes uberørte kinder. ”Du ødelægger intet Bluely, det lover jeg dig.” Sagde jeg og hun trak væk fra mig. ”Så lad os gøre det.” Sagde hun, det var sejt af hende at tage det i hendes egen hånd og i det mindste prøve, bare hun vidste hvor meget det betød for mig, hvor meget jeg elskede hende, jeg ved godt at det aldrig bliver det samme igen men vi kan vel prøve?

****
Lyden af de klingende stilletter ramte gulvet, jeg kiggede ned mod gulvet hvor den smukkeste Bluely kom gående i den kjole der mindede mig om hendes gamle jeg. ”wow du er så smuk.” Sagde jeg og smilede mod hende, hun smilede tilbage mod mig. ”Du ser hellere slet ikke skidt ud.” Sagde hun og var ved at tage i bildøren. ”Jeg åbner.” Smilede jeg flirtende mod hende, jeg trak døren op og hun satte sig ind. Som den prinsesse hun er, fortjener hun en ægte gentleman, der åbner dørene for hende. Jeg satte speederen bund for at nå det til tiden. ”Er du klar.” Spurgte jeg Bluely. Hun smilede mod mig. ”Næ.” Grinte hun og lagde sit hoved kiggende ud af vinduet. 

 


 

Bluelys synsvinkel

 

Jeg var på ingen måder klar. Faktisk var jeg ved at skide i bukserne fordi jeg var så nervøs. Jeg kunne mærke Zayns øjne på mig mens han kørte. "Hvorfor er du ikke ved Zac?" Zayns stemme lød rolig. Jeg vidste faktisk ikke hvorfor jeg ikke var ved Zac. "Jeg tror måske jeg er bange. Bange for at indse at han er væk, og at det er min skyld." Hviskede jeg og sank den store klump der havde sat sig i min hals. "Det er ikke din skyld." Sagde Zayn og kiggede mod mig. "Visses skyld er det så?" Spurgte jeg. Jeg vidste jo intet. Ingenting. "Det eneste jeg ved er at det ikke er din skyld." Smilte han mod mig. Men det fjernede ikke min skyldfølelse. Jeg ville hellere ligge den her samtale på hylden, end at være uvenner med ham inden middagen. Middagen. Jeg var nervøs. Den kunne enten gå vildt godt, ellers kunne det blive et helvede. "Så er vi her." Zayn drejede indtil en lejlighed bygning. En dyr lejlighedsbygning. Var jeg bare blevet venner med rige tosser eller hvad?! Zayn åbnede min dør og jeg trådte ud. "Bor de her?" Sagde jeg og kiggede op på den høje bygning. "Nej babe vi er bare kørt hen til en random lejlighedsblok." Grinte han. Babe? Jeg blev nød til at finde mit eget sted at bo. Snart. "Kommer du?" Før jeg havde set mig om, var Zayn allerede henne ved døren til blokken. Han åbnede døren for mig igen og jeg grinte. Han var sådan en gentleman. 

 


 

Danielles synsvinkel.



Jeg havde gjort klar hele dagen. Maden var lige kommet. Alle drengene var kommet. Vi mangelede bare Zayn og Bluely. Hendes navn gik igennem millioner af gange i min krop. Jeg savnede hende. Savnede vores grin. Vores samtaler. Faktisk savnede jeg alt ved hende. Pludselig lød det to bank på døren. Jeg vidste det var dem. "Jeg åbner!" Råbte Liam. "Nej, det gør jeg!" Råbte jeg tilbage, men nåde ikke gøre noget før Zayn og Bluely stod i gangen. "Hej med jer!" Sagde jeg og lagde mine hænder om Zayns krop og der efter Bluelys. Hendes speciale duft ramte mine næsebore som et lyn. "Hvor er det lang tid siden!" Sagde jeg igen og begyndte at føre dem ind i stuen hvor alle de andre sad. Alle overfalde Zayn og Bluely præcis som jeg havde gjort, hvilket fik mig til at smile. Vi var alle sammen tilbage igen. "Der er faktisk mad nu, så hvis i ville tage plads ved bordet så det nu." Sagde jeg, og Niall var den første der satte sig. Selfølgelig. Jeg satte mig som den sidste og Liam lagde sin hånd på mit lår. Han sendte mit et beroligende smil. Lige hvad jeg havde brug for. "Hvordan går det så Bluely?" Spurgte Harry Bluely om i det han øste noget salat op, på han hvide tallerken. "Det går vel meget godt." Sagde hun og kiggede mod Zayn som smilede skævt til hende. "Det er jeg eller vi rigtig glad for!" Sagde jeg og kiggede rundt på de andre. 

Den første del af middagen forløb fint. Bortset fra Bluely ingen ting sagde eller gjorde. Hun sad bare og kiggede på os. Blue plejer altid være den snakkene og grinende. "Hvordan går det med Zac?" Spurgte jeg Bluely som næsten fik alt det vand hun var ved at drikke galt i halsen. Hele rummet blev stille. "Øhm han han" "Han ligger på hospitalet." Svarede Zayn for hende. "Kan Bluely ikke svare selv?" Spurgte jeg og fik et strengt blik tilbage fra Zayn. "Jo hun kan Danielle." Sagde han hårdt. "Hey i to rolig nu." Sagde Liam. Bluely rejste sig fra bordet og vi alle kiggede på hende. "Jeg - øhm jeg skal lige..." Sagde hun og forlod stuen. "Danielle forhelvede!" Kom det hård fra Zayn som bankede sin hånd i bordet. "Hun kan ikke huske os! Hun kan ikke huske dig! Hun kan ikke engang huske sig selv!" råbte jeg og rejste mig fra stolen. "Nu stopper du!" Råbte Zayn og rejste sig fra sin stol. "I to i stopper nu!" Råbte Harry af os. "Hun ved ikke engang at vi hendes forældre fucking ikke ville have hende!" Ordrerne røg ud af mig og jeg ville ønske jeg kunne trække den tilbage. Zayn stirrede bare på mig. Bluely stod i døren ind til stuen. Hvor meget havde hun hørt? Hendes blik kunne kun betyde alt for meget. "I må simpelthen stoppe. Alle sammen. Jeg kender ingen af jer! Jeg prøver så fucking meget, men jeg vil aldrig blive den Bluely som jeg var. ALDRIG. Og må leve med det!" Råbte hun og før nogen af os nåde at stoppe hende var hoveddøren blevet smækket. Mine tåre trillede langsomt ned af mine kinder. Flot Danielle. Flot der fik du lige ødelagt det for alle. "Flot." Sagde Zayn og løb efter Bluely. Liam lagde sin arm om mig, men jeg skubbede den væk og løb ind på soveværelset. 

 


 

Bluelys synsvinkel

 

"Hvordan går det med Zac?" Spurgte Danielle mig. Jeg var lige ved at få alt min vand galt i halsen. Det her var det jeg frygtede. "Øhm han han" "Han ligger på hospitalet." Afbrød Zayn mig. Tak Zayn tak. "Kan Bluely ikke svare selv?" Spurgte Danielle og Zayn sendte hende et strengt blik. Jeg kunne ikke lide det her. Slet ikke. "Jo hun kan Danielle." Sagde Zayn hårdt. "Hey i to rolig nu." Sagde Liam roligt. Før jeg tænkte mig om havde jeg rejst mig op. Alle kiggede overrasket på mig og ventede på at jeg skulle sige noget. "Jeg - øhm jeg skal lige..." Sagde jeg hurtig og forlod rummet. Jeg fandt døren til badeværelset. "Danielle forhelvede." Hørte jeg Zayn sige højt. Jeg lukkede døren og kiggede mig i spejlet. Bluely du kan godt. Bare bliv derude. Fortæl dem hvad du føler. Jeg prøvede at styrke mig selv, men det var svært. Jeg ville heller ikke såre dem. Slet ikke Zayn. Jeg besluttede mig for at gå ud til dem igen. "Hun kan ikke huske os! Hun kan ikke huske dig! Hun kan ikke engang huske sig selv!" råbte Danielle fra stuen. Jeg listede mig derhen så de ikke kunne høre mig. "Nu stopper du!" Råbte Zayn, han gjorde mig bange. Hans stemme var vred. "I to i stopper nu!" Råbte Harry. Hvad skete der for dem. Jeg måtte stoppe det. "Hun ved ikke engang at vi hendes forældre fucking ikke ville have hende!" Ordrerne kom fra Danielle. Og mit hjerte stoppede lige i 5 sekunder. Hele stuen var stille. Ingen sagde noget. Danielle kiggede på mig. Og det gik op fra alle de andre at jeg havde hørt det. "I må simpelthen stoppe! Alle sammen! Jeg kender ingen af jer! Jeg prøver så fucking meget, men jeg vil aldrig blive den Bluely som jeg var. ALDRIG. Og må leve med det!" Råbte jeg og løb ud af døren. Mine tåre begyndte at trille ned af mine kinder. Danielles ord gjorde ondt. Meget ondt. Jeg løb ned af alle trapperne. "Bluely vent!" Zayns stemme lød bag mig, men jeg fortsatte. 

 

Hvad tænker i? Hvad føler i? Jeg ved faktisk ikke hvem jeg har mest ondt af... :'( //Louirection

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...