Dancing on memories - One direction

** SE TRAILER ** Bluely og Zayn er tilbage i Dancing on memories, men alt er forandret, Bluely lider af hukommelsesvigt, hun har glemt alt det hun har været igennem med Zayn, hun kan ikke huske at hun overhovedet havde venner der hed Danielle, Liam, Louis, Harry, Niall, Eleanor eller Zayn. Følg med i den tredje og sidste rejse af Bluely og Zayns kamp med kærligheden som hovedgevinst. Vil Bluely og Zayn finde kærligheden frem igen? Vil Bluely komme til at huske? Følg med i Dancing on memories idag og find ud af det.

53Likes
148Kommentarer
5174Visninger
AA

17. Kapitel 15 - Moments


Liams synsvinkel

 

”Er du okay.” Jeg plantede et kys på Danis pande. Hun smilede stille mod mig og nikkede. ”Jaer, jeg har bare noget influenza, men lov mig at i drenge laver den fedeste koncert til dato okay.” Et grin forlod hendes læber. ”Det lover jeg, og jeg holder det hvis du bliver rask til når jeg kommer hjem igen.” Jeg trak hendes kolde krop mod min, jeg krammede hende og jeg gav ikke slip, jeg ville aldrig give slip på Danielle, både psykisk og fysisk, hun var det vigtigste i hele mit liv. En hverdag uden Danielle ved min side var som en nattehimmel uden alle stjernerne, det eneste nattehimlen ville være, var farven sort. Sort er ikke den gladeste farve på jorden. ”Skriv til mig senere okay.” Hun trak sig ind under dynen. ”Det skal jeg nok.” Jeg gik mod døren, men jeg stoppede op og vendte min krop mod sengen. ”Jeg elsker dig babe.” Jeg elskede hende så meget, det var forfærdeligt bare at forlade hende i et par timer. ”Jeg elsker dig endnu mere.” Et grin forlod hendes hvide læber. Jeg vinkede mod hende og gik mod hoveddøren.

****

Jeg holdte foran Blues og Zayns hus, Zayns hus. Jeg glemte altid at Bluely ikke var en del af Zayn mere, i hvert fald ikke som hun plejede og være. Zayn havde givet slip, det valgte jeg i hvert fald at tro på, Zayn ville aldrig give helt slip på Bluely, det ville han virkelig ikke, hun er så vigtig for ham også selvom at hun angiveligt var blevet set sammen med Nathan, og muligvis var sammen med Nathan. Tænk at Nathan brugte hendes hukommelsestab som hans våben mod Zayn, bare så han kunne komme tæt på hende for øjnene af Zayn. Tænk at han overhovedet kunne gøre det, for et par år tilbage ville Zayn og Nathan smile mod hinanden og forstå hinandens behov for Bluely, de ville på ingen måde røre hende fordi de begge var vilde med hende, de ville ikke ødelægge et venskab på baggrund af en pige, men tingene ændrede sig i den grad.

”Hej.” Et smil blev plantede på Zayns læber da han trådte ind i bilen. ”Hej Zayn, hvad så?” Jeg plantede en hånd på han skulder og satte bilen i gang. ”Jeg ved det ikke rigtigt Liam, men jeg har besluttede at alt det her lort ikke skal gå ud over vores fans koncertoplevelse.” Han havde ret, Zayn havde altid ret, i hvert fald når det kom til vores fans. 

 


Zayns synsvinkel

 

”Tak for turen daddy L.” Et grin blev plantede på mine læber, og det samme grin smittede af på Liam. ”Det var så lidt swagger Z.” Vi gik mod indgangen til O2, det var her vi skulle give vores første koncert i lang tid, og det var underligt. Jeg var faktisk nervøs, tro det eller ej men jeg var ved at pisse i bukserne af nervøsitet, og den følelse var ikke den fedeste. Folk ville sikkert ikke tro at One Direction nogle sinde ville kunne blive nervøse af at stå på en scene, det er jo det vi lever af men jo, vi var altid nervøse. Det er som at fremlægge for 24 elever i folkeskolen, fremlægge det du har brugt en helt uge på at forberede og så kommer du der op og alle folks øjne er på en og det handler om at præstere eller ikke, præstere du ikke får du 4, præstere du godt ender du med 12, det hele handler om præsentationen.

”Hej Liam og hej Zayn.” Niall kom løbende hen mod os, hans arme røg rundt om vores kroppe og vi blev tvunget til et svedende gruppekram. Lidt efter kom Harry og Louis løbende og sluttede sig til krammet. ”Lækkert.” Liam smilte et smil der kunne redde hver en dårlig dag. ”Vi har savnede jer to.” Jeg trak mig fra krammet og fandt hurtigt scenen. ”Den er jo som i gamle dage.” Harry stod bag mig. Jeg vendte mig om. ”Ja, du har helt ret.” Alle de minder samlede der var samlede på et sted, de minder jeg aldrig ville glemme, medmindre min skæbne var som Bluelys. Fuck.. Jeg kunne ikke få hende ud af hovedet. ”Er du okay Zayn.” Harry trak mig endnu engang ind i et kram. ”For at være ærlig ved jeg det ikke, jeg prøver at glemme hende Harry, det gør jeg virkelig.” Jeg kunne mærke de små våde tårer der pressede sig på. ”Det ved jeg at du gør.” Han slap grebet om mig, og forlod mig alene på scenen, den scene der nærmest startede hele vores karriere.

Flashback
Jeg tog en dyb indånding, og begyndte min solo. 

“Flashes left in my mind
Going back to the time
Playing games in the street
Kicking balls with my feet
Dancing on with my toes
Standing close to the edge
There’s a pile of my clothes at the end of your bed
As I feel myself fall
Make a joke of it all”

Drengene sluttede sig til sangen og vi kulminerede I en stor vitalistisk sang, en sang bedre kendt som MOMENTS

“You know I’ll be
Your life, your voice, your reason to be
My love, my heart
Is breathing for this
Moment in time
I’ll find the words to say
Before you leave me today
-
You know I’ll be
Your life, your voice, your reason to be
My love, my heart
Is breathing for this
Moment in time
I’ll find the words to say
Before you leave me today”

En brise af skrig fra de fans der var kommet kun for at se os, de 5 drenge. Liam med den overbeskyttende aura omkring sig. Harry med sit smittende smil. Niall med hans irske accent. Louis med hans humor. Zayn den stille dreng fra Bradford, den dreng der aldrig troede han ville blive til andet end et nul, det nul han altid havde været. Zayn var mig, jeg var den dreng der udrettet noget med sit liv, den dreng der kunne vinke farvel til nultallet og vinke hej til titallet.
Flashback færdigt.

Jeg kiggede ud mod tilskuerpladserne, som snart ville blive fyldt med de bedste fans i verden, dem der havde fulgt os i tykt og tyndt. Et smil plantede sig på mine læber. Uanset hvor langt jeg var nede og bunde kunne vores fans få selv det gladeste smil frem på mine læber.

****

”Drenge, 2 minutter!” Vores manager råbte mod os. ”Nu laver vi den bedste koncert som verden nogle sinde har set!” Vi trak sammen i et gruppekram og talte til ti. Vi løb ud mod scenen, vi blev ramt af skrig, gråd, grin og smil. Den følelse der røg igennem min krop var som tusinde sommerfugle der havde svært ved at forblive inde i min krop. ”O2 vi har savnede jer.” Jeg vendte mig mod Harry der stod råbende bag mig, jeg tog mig selv i at trække ham ind i et uventet kram. Pigerne skreg, nu ville alle tro at Zarry var mere end en bromance, det havde jeg intet imod, Harry var en flot fyr.

Jeg kiggede ud mod tilskuerne, smilet sad plantede på alles ansigter, de fleste stod op men en helt specifik person sad ned. Bluely? Hvad fanden? Jeg vendte mig om mod Liam. ”Bluely er her.” Hans øjne blev store og seriøse. ”Hvor?” Han kiggede ud mod tilskuerne præcis som jeg lige havde gjort. ”Du er ikke i tvivl, første række Liam, hun sidder ned og alle de andre står op.” Han plantede sine øjne på hende, og han trak mig ind i et kram for bedre at kunne snakke med mig. ”Hvad laver hun her?” Jeg vidste det lige så godt som han gjorde. Jeg var stensikker på at Nathan var her et sted, jeg mener hvis hun var, måtte hendes nye flamme sgu da også være her, i hvert fald hvis rygterne talte sandt.

”Er i klar på Little Things?” Niall hoppede rundt på scenen, med hans guitar i hånden. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om andet end at kigge mod Bluely. Hun placerede et stille smil på hendes læber. Jeg kunne ikke smile tilbage, jeg kunne bare ikke. Den pige der sad der nede var ligeså ukendt for mig som hver anden pige i det her rum.

Jeg gjorde mig klar til at starte min solo, mine øjne lå placeret mod Bluely imens jeg sang, jeg sang ikke bare for O2, jeg sang for Bluely.

”Your hand fits in mine
Like it’s made just for me
But bear this in mind
It was meant to be
And I’m joining up the dots
With the freckles on your cheeks
And it all makes sense to me.”

Jeg afsluttede min solo, og kiggede mod hende. Græd hun? Hun kunne sgu da ikke sidde der og græde, kunne hun? Hvad skulle hun græde over? Hun kunne alligevel ikke huske det vi havde, det jeg prøver på at sige er, at hun ikke engang kunne huske hvad hun mistede da hun tog til LA. Hvis der var en der skulle græde her, var det fandme mig, jeg kunne godt huske. Jeg kunne huske alt. Hendes læber mod mine, hendes søde ord der blev plantede i mit øre, hendes krystalblå øjne ligeså blå som havet der groede sammen med mine i et heftigt, flirtende blik, hendes grin når jeg kildede hende, hendes smil når jeg komplimenterede hende og hendes perfekte snorken når hun sov. Jeg forstod stadig ikke at alle de ting forlod mig, forlod mig sammen med hende. I måneder har jeg drømt om hende og hendes kys, hendes smil, hendes grin, hendes søde ord. Jeg kunne ikke klare at stå på scenen, lige nu. Det var tortur, i sær når jeg vidste at hun sad der nede og kiggede op mod mig. Hvad forventede hun? At jeg skulle råbe mod hende, råbe mod hende hvor sur jeg var over at hun forlod mig, råbe mod hende hvor gal jeg var over at hun frivilligt finder Nathan og ovenikøbet er sammen med ham, om det så er venskabeligt eller romantisk anlagt så gjorde det ondt, så ondt at døden ikke engang kom før det, jeg var allerede død da Bluely forlod mig.

”Tak for i aften O2, vi ses snart igen!” Den sidste sang var sunget, de sidste råb var råbt. Jeg vinkede ud mod publikum og plantede en sidste gang mit blik mod Bluely som rejste sig op hurtigere end lynets hastighed og før jeg så mig omkring var hun væk. Væk for altid? Nathan havde helt sikkert fået hende til at komme bare for at traumatisere min allerede ødelagte krop, de to var som skabt for hinanden, i hvert fald den nye Bluely. Den Bluely jeg kendte hadet Nathan med hele hendes hjerte, men alligevel var hun så sød at hun på en måde tilgav det had hun havde til ham og så på det positive fordi sådan var Bluely, positiv.

”Fedt show i aften drenge!” Drengene gav hinanden high-five men ikke mig, mine tanker var kun på Bluely. ”Hun var der.” Jeg kunne mærke Liams hånd der blev lagt på min skulder. ”Hvad snakker du om?” Louis gik tættere på mig. ”Bluely.” Niall kiggede seriøst mod mig. ”Altså Bluely? Er hun ikke i LA?” Niall havde åbenbart ikke fulgt med de seneste par dage, hvorfor skulle han også? Det var ikke ham der var forelskede i hende der ikke elskede en. ”Bluely var her, hun sad på forreste række.”

 


 

Bluelys synsvinkel

 

 

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå her. Blandt tusindevis af skrigende piger ude foran en kæmpe arena. Jeg skulle bare tale med Zayn nu. Ikke over telefon, men face to face. Jeg blev nød til at forklare ham om Nathan, eller bare forklare ham om alting. Problemet var han ikke tog sin telefon, og jeg havde ikke billetter til deres freaking koncert. Den var udsolgt, og hvad gør man så? Stjæler? Nej. Tigger? Nej. Hvad fanden skulle jeg gøre?! Jeg havde gemt min følsomme og alt for trætte krop i en giga hoddie. Siden min drøm eller for denne sags skyld  mareridt igår havde jeg ikke lukket et øje. Jeg havde tænkt, tænkt på så mange ting at jeg nu havde ondt i hovedet... "2 billetter til salg!" Råbte en mand som havde et skilt med hvor der stod 'Sælger to billetter.' Jeg løb, løb så hurtigt at jeg følte alle mennesker gloede på mig. "Her! Mig!" Sagde jeg hurtigt og helt forpustet da jeg kom hen til manden. 2 fans kom løbende lige efter mig, jeg var hurtigst! GOAL IN LIFE. "Her." Jeg rakte manden hans penge og fik udleveret to billetter. De tog fans bag mig græd. Deres tåre løb ned af deres kinder. Det gjorde ondt, meget ondt. Før jeg nåde at tænkte havde jeg givet dem 'mine' billetter. Hvad fanden lavede jeg? "Tak! Tak!" Skreg de og omfavnede mig. "Bluely?" Hviskede den ene og kiggede mærkeligt på mig. Sikkert fordi jeg græd, eller så var det fordi at Zayn såkaldte ekskæreste nok ikke plejede at 'købe' sin egen billetter. "Ja det er mig?" Sagde jeg lidt forvirret og tørrede mine øjne. "Hvad- tak igen." Hun skulle til at sige noget, men lod være. Hvilket jeg havde lyst at takke hende for. Pigerne smuttede hen mod indgangen og jeg kiggede på dem indtil de var så små som myrer. "Hvorfor gjorde du det?" En mor til to døtre stod ved min side. Jeg havde overhørt hendes samtale med hendes døtre før. Hun skulle mødes med dem derinde om lidt, efter hun havde røget sin cigaret. "Ved du hvad, det aner jeg ikke." Grinede jeg og slog mig selv i hovedet. "Her." Sagde hun og rakte mig hendes billet. "Mener du det?" Spurgte jeg inden, at jeg lagde mine arme omkring hende. "Ja, det virker som om du har meget mere brug for den billet end jeg har." Og med de ord lagde jeg mine arme omkring hende. "Tak, tak, tak tusinde tak!" Skreg jeg næsten. Jeg plantede mine læber på hendes pande og løb ind i arenaen. 

 


 

Danielles synsvinkel

 

"Er du okay?" Liams stemme varmede mig hjerte, han plantede et kys på min pande. Jeg smilede kort og nikkede til ham. "Jaer, jeg har bare noget influenza, men lov mig at i drenge laver den fedeste koncert til dato okay.” Jeg lod et lille grin forlade mine læber. De drenge skulle give den maks gas. Det gjorde ondt på mig at jeg ikke kunne komme med, men jeg vidste at det ikke gjorde noget for Liam, bare jeg fik det godt igen. ”Det lover jeg, og jeg holder det hvis du bliver rask til når jeg kommer hjem igen.” Han trak min krop indtil hans. Hans kram varmede min sikkert kolde krop. ”Skriv til mig senere okay.” Jeg lagde mig under min dyne eller faktisk Liams dyne. Han betød meget for mig, alt for mig. Bare duften af ham fik mig til at slappe heeeelt af. ”Det skal jeg nok.” Han gik mod døren, men stoppede og vendte sig rundt. Jeg elsker dig babe." Sagde han med en rystende stemme. Gid han kunne blive, men jeg ville ikke sige det til ham fordi så blev han her. Uden tvivl. ”Jeg elsker dig endnu mere.” Jeg lod en grin forlade mine læber. Liam vinkede og gik ud af døren. Drenge skulle vælte London idag, mit største ønske til dato.

 


 

Bluelys synsvinkel

 

Det tog en krig at finde min plads og overraskende var den god. Eller jeg havde ikke været til så mange koncerter, men pigerne som sad ved siden af mig var ved at dø, det skulle man næsten tro de var. Der var få sekunder før selve koncerten gik igang. Opvarmerne havde lige været på, og om lidt var det drengene. Faktisk var det lidt akavet for mig, jeg havde jo aldrig rigtigt hørt dem synge før. Kunne nogle få gange. Da lyset slukkede tog jeg min hoddie af. Scenen lyst op som en kæmpe stjerne og musikken fyldte mine øje. Fem flotte drenge trådte frem på scenen. ALLE rejste sig op og skreg bortset fra mig. Jeg blev siddende. ”O2 vi har savnede jer.” Råbte Harry. Jeg kunne ikke få mine øjne væk fra ham, altså Zayn. De var nærmest limet fast til hans krop. Zayn trak Harry ind til et kram. Og en form for jalousi ramte mit hård. Jeg ville også krammes af Zayn, vide at alt var okay, selvom alt omkring os var fucked up. Zayn kiggede mod os, publikum. Jeg vidste at lige om lidt ville han vide jeg var her. Han var ved at tabe kæben da han så mig. Jeg gjorde ikke noget, jeg var som frosset til is. Zayn kiggede væk fra mig og vendte sig mod Liam. De hviskede noget til hinanden, og Liam kiggede på mig. Liam trak Zayn indtil et kram, nok for de kunne snakke bedre. Eller hvad? Var det bare en eller anden bøsse ting de drenge havde.

 

”Er i klar på Little Things?” Niall hoppede rundt på scenen, med hans guitar i hånden. Hvilket var pænt cute. Jeg elskede deres koncert. Deres stemme beroligede mig faktisk som aldrig før. Zayn kiggede på min konstant, meget overbeskyttende. Måske troede han jeg var her med Nathan. Zayn lod sine øjne flette sammen med mine, inden hans stemme fyldte mine øre. 

 

”Your hand fits in mine
Like it’s made just for me
But bear this in mind
It was meant to be
And I’m joining up the dots
With the freckles on your cheeks
And it all makes sense to me.”

 

Mine kinder var våde. Det var som om et flod af tåre. Zayn gik nærmest i panik over mine tåre. Han burde ikke panikke. Det var smukt, meget smukt, alt for smukt. Mit hjerte hamrede der ud af. Jeg havde lyst til at løbe op til ham. Uden at vide hvad jeg ville sige. Uden at vide hvad jeg ville gøre. Jeg havde lyst til ham. Nu. Lyst til at mærke hvordan hans læber ville være mod mine. Hvorfor tænkte jeg alle de her tanker? Det var så fucking underligt!  Hele mit liv var forandret efter jeg havde mødt Zayn. Jeg savnede det som jeg ikke engang kunne huske, fuuuuck det lød underligt, men det gjorde jeg. 

 

”Tak for i aften O2, vi ses snart igen!” De havde sunget den sidste sang. Jeg havde glemt at lytte. Jeg havde bare lukket hele verden ude, mens jeg bare sad og kiggede. Jeg rejste mig fra stolen og mærke Zayns blik på mig. Jeg løb hen til et gitterhegn. To store vagter stod og holdt vagt. Hvad gjorde jeg? Jeg skulle tale med ham. NU. "Please luk mig ind?" "Nej." "Kom nu..." Hulkede jeg næsten. "Vi kan jo ikke bare lukke hvem som helst ind?!" Grinede de. Jeg tog en dyb indånding. Alle fansne var på vej ud. "Det er meget vigtigt, jeg SKAL snakke med Zayn." Hulkede jeg igen. Det her var pinligt, men vigtigt på en gang. "Kommer ikke til at ske søde." Grinede den ene vagt mod den anden. "Fuck." Mumlede jeg mod mig selv. Jeg havde absolut ingen chance for at komme ind. INGEN. Jeg skulle ind, koste hvad det ville. Jeg hoppede over hegnet og løb. "HEY!" Råbte den ene vagt og kontakte en anden vagt over hans mobil. Jeg løb bare. Uden at vide hvor jeg skulle løbe hen. "Hej Bluely?!" En brun håret dreng med trommestikker i hænderne kiggede mærkeligt på mig. "Hvor er Zayn?" Spurgte jeg forpustet. "Længere ned af gangen." Grinede han. To vagter kom frem. "Der!" Råbte de og løb efter mig. Jeg løb derhen hvor ham med trommestikkerne sagde jeg skulle og der stod de. "Zayn!" Skreg jeg næsten. Alle vendte sine ansigter mod mig. Før jeg nåde at stoppe mig selv havde jeg plantet mine læber på hans. Jeg lod mine fingere røre hans hår, og hans hånd var placeret på min hofte. Det var som om vi var helt alene. Kun ham og jeg. Ingen lyde, kun vores kropskontakt. Et lille host fra Harry fik mig til at stoppe, og alle kiggede forvirret på mig. "Zayn jeg-" Min hals var helt tør efter vores kys, og min hjerne var slået fra. Jeg elskede ham. Det gjorde jeg virkelig. "-jeg vil gerne lære at elske dig, som du elsker mig." Sagde jeg lavt, men han hørte det. Han kørte noget af mit hår bag mit øre og lod hans læber fange mine igen. Mine tåre strømmede ned af mine kinder, denne gang var det ikke af at være ked af et eller andet shit, denne gang var det af glæde. 

 

 

Rejsen har været lang, den har været fyldt med kærlighed, sorg og ikke mindst moments vi aldrig glemmer! 
Vi er dog ikke helt færdige endnu, en epilog er på vej til jer! Så glæd jer til den! 
//
Beth Playground 
Louirection


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...