Dancing on memories - One direction

** SE TRAILER ** Bluely og Zayn er tilbage i Dancing on memories, men alt er forandret, Bluely lider af hukommelsesvigt, hun har glemt alt det hun har været igennem med Zayn, hun kan ikke huske at hun overhovedet havde venner der hed Danielle, Liam, Louis, Harry, Niall, Eleanor eller Zayn. Følg med i den tredje og sidste rejse af Bluely og Zayns kamp med kærligheden som hovedgevinst. Vil Bluely og Zayn finde kærligheden frem igen? Vil Bluely komme til at huske? Følg med i Dancing on memories idag og find ud af det.

53Likes
148Kommentarer
5178Visninger
AA

13. Kapitel 11 - Mysterious girl


Liams synsvinkel

 

”Jeg elsker dig prinsesse.” Jeg smilede mod Dani, hendes blik var fyldt med sorg. Hun havde det forfærdelig, jeg prøvede virkelig at muntre hende op men det virkede umuligt. ”Jeg elsker også dig, huske det.” Hendes læber blev plantede mod mine, et kys jeg ikke kunne have undværet smeltede mod mine læber. Jeg flettede mine hænder ind i hendes. ”Er det okay at jeg går i seng.” Hendes stemme var trist, mere end trist den var ødelagt. ”Ja det er, jeg vil gå mig en tur, jeg kommer tilbage senere.” Hun nikkede mod mig. Jeg skulle hen til Zayn, men tanken om at fortælle hende at det var ham jeg skulle hen til, fik mig til at lyve. Danielle og Zayn var ikke ligefrem bedste venner.

****

Lyden af ingenting ramte mig da jeg kom ind af døren. ”Zayn?” Ingen svar fra Zayn, kun den rene stilhed. Jeg gik lidt rundt i huset, det var stort nok at fare vildt i. ”Zayn forhelvede?” Jeg åbnede bagdøren ud til haven og der lå han. En flaske vodka i den ene hånd, et billede af Bluely i den anden. Jeg gik helt tæt på ham, hans krop lå livløs mod græsset. ”Zayn?!” Han var helt væk. Jeg ruskede i hans komalignende krop. ”Stop forhelvede.” Zayns stemme overraskede mig, han rejste sig op, han smed vodka flasken hårdt ned i græsset. Han gik rundt i ring. Hvad skete der? ”Er du fuld?” Jeg gik tættere på ham. ”Nej forhelvede, jeg er forvirret.” Han kiggede mod mig med et par øjne der sagde alt. ”Er det et dårligt tidspunkt?” Jeg kiggede mod billedet af Bluely som lå på græsset. Hendes smil lyste mod mig, det smil, det savnede jeg.

Zayn gik tæt mod mig. ”Nej, Liam jeg vil gerne snakke med dig, jeg vil gerne snakke med de andre drenge.” Jeg nikkede mod ham. ”Jeg ringer til dem med det samme.” Jeg tog mobilen op til mit øre, Zayn gik mod huset, hans arme baskede i vinden som en fugls vinger, helt rastløst. 


Zayns synsvinkel

 

Duften af græs ramte mit næsebor som jeg lå plantede i græsset. Jeg tog vodkaflasken op til min mund, jeg tog en slurk af den halvtomme flaske. Jeg kiggede på billedet af Bluely, hendes smil blændede mig. Lysten til hendes krop, lysten til hendes kys, lysten til hendes søde ord mod mine øre i et hvisk gav mig en smertende længsel i min krop. Jeg lukkede min øjne i, ønsket om at falde i søvn og dø var alt jeg havde tænkte på. Et liv uden smerte, et liv der slet ikke var et liv for jeg ville være død, jeg ville ikke være tilstede til at mærke livets forlystelse. Mine øjne blev tunge, pludselig faldt jeg i en dyb trancelignende søvn.

”Zayn?!” Lyden af Liams råb mod mig gjorde mig klar over at jeg stadig levet, fuck. En ruskende følelse røg igennem min krop, Liam ruskede i mig. ”Stop forhelvede.” Jeg rejste min ødelagte krop op, jeg smed den nu tomme vodka flaske mod det varme græs. Jeg gik lidt rundt, jeg gik rundt uden at give Liam et enkelt blik, kiggede jeg på ham ville jeg knække sammen. ”Er du fuld?” Han rykkede sig tættere på mig, det var umuligt ikke at vende mit blik mod hans. ”Nej forhelvede, jeg er forvirret.” Jeg pressede mine øjne mod hans, jeg følte at jeg var på randen til at græde men nej, ikke nu. ”Er det et dårligt tidspunkt?”

Jeg gik tæt på ham. ”Nej, Liam jeg vil gerne snakke med dig, jeg vil gerne snakke med de andre drenge.” Han nikkede mod mig. ”Jeg ringer til dem med det samme.” Han tog fat i sin mobil og pressede den mod sit øre. Jeg gik mod huset, jeg kunne høre Liams stemme i en samtale. Jeg satte mig ved spisebordet, jeg havde lyst til at smadre alt, smadret jeg alt ville jeg smadre alt det Bluely og mig havde købt sammen, købt til vores nye hus, det hus vi skulle have små børn løbende med en fodbold i hånden, det hus vi ville blive gamle sammen, alt det var ødelagt, alle drømmende ødelagt, alt ødelagt!

”De er på vej.” Liam satte sig overfor mig. ”Er du fuldstændig ødelagt.” Jeg nikkede mod ham. Jeg var ødelagt, jeg vidste godt at jeg havde valgt at give Bluely op, men det gjorde stadig ondt, jeg havde givet op, men jeg havde ikke givet slip, jeg ville aldrig give slip på hende, hun vil altid have en plads i mit hjerte, en plads i mine minder.

****

Døren gik op, lyden af de trampende sko på vej hen mod mig gav et sæt i mig. ”Hey Zayn.” Niall lagde sine arme rundt om mig. Harry grinede mod mig. ”Du ser sgu frisk ud.” Hans grin gav mig kvalme. Louis grinte i takt med Harry. De satte sig alle rundt om bordet. ”Det er godt at se dig igen, hvordan har du det?” Louis prøvede at smile mod mig, han endte med at gemme hans ellers behagelige smil til en anden dag, hvis der kom en dag hvor jeg ville gengælde smilet mod ham. ”Jeg har det af helvedes til, men det er slet ikke det jeg vil snakke om.” Jeg slog en knytnæve stille ned i bordet, ikke så drengene ville tro at jeg var hidsig, mere for at jeg ville kunne mærke den smerte, der gik igennem min krop fra træbordets lammende effekt. ”Sig frem basse.” Harry havde stadig sit lusket smil på læben, hvad fanden var der galt med ham? Han kunne sgu da ikke sidde der med et smil på læben. Der var intet i det her rum at smile af, medmindre at han synes tilstedeværelsen var noget at smile af. ”Hvorfor smiler du sådan?” Jeg kiggede mod Harry. ”Det kan være ligegyldigt, jeg vil hellere høre hvad du har at sige.” Hans ord kom frem med en rolig tone. Jeg nikkede mod ham. Liam sad med armene over kors, han var bekymret, jeg var ikke i tvivl. Liam var altid ham som bekymrede sig mest, det var fordi at han vidste helt hundrede procent hvordan følelsen af at miste noget så tæt på en var, han har selv været der, hvem har ikke det? Alle drengene ved det her bord har prøvet det.

”Jeg har i en længere periode prøvet at give slip på Bluely, det vil sige at jeg har været sammen med Perrie, jeg ser hende af den grund at jeg ikke kan glemme Bluely medmindre at jeg har en anden at tænke på men uanset hvor meget jeg fucking prøve at glemme Bluely, virker det ikke, hun er der hele tiden, om jeg så sover, hjemsøger hun mine drømme. Jeg kan snart ikke klare det mere, jeg fortæller mig selv at jeg vil væk, jeg vil møde guds hårde hånd, jeg vil vinke farvel til livet på jorden. Jeg kan fandme ikke klare tabet mere.” Min stemme knækkede sammen, min vrede og min sorg tog overhånd. ”Zayn forhelvede.” Liam rejste sig op fra stolen, han lagde sine arme rundt om min ødelagte krop. ”Det forstår jeg slet ikke, hvorfor lige Perrie? Perrie som ødelagde dig.” Harrys stemme mod mig fik mig til at få en følelse af svigt flydende i min krop. ”Harry du skal sgu da ikke snakke.” Niall klappede ham på låret. Tak Niall. ”Vi er dine venner Zayn, du ved vi til hver en tid vil hjælpe dig og i den her situation har du fandme brug for noget drengerøvs hygge, der er intet bedre.” Louis smilede mod de andre drenge. Han havde vel ret, det var lang tid siden at jeg havde mærket mig selv i blandt de drenge som jeg holder mest af. ”Tænker du det samme som jeg gør?” Harry gav en klør fem mod Louis. Hvad fanden var det som de tænkte, som jeg ikke gjorde? ”Det ser ud til at vi skal på mandetur drenge. Bilen nu.” Liam tog en skulder rundt om mig og fulgte mig ud i bilen. De andre drenge satte sig alle sammen ind i bilen, jeg stod og kiggede mod bilen i tvivl om hvad fanden de havde gang i, de drenge kunne finde på alt, og det de havde gang i virkede værre end bare ALT!

”Forhelvede da.” Jeg satte mig ind i bilen og rullede med øjnene, det her kunne aldrig gå godt. 


Nathans synsvinkel 

 

Jeg gik mod køkkenet, jeg tændte for kaffemaskinen. Der lå et hvidt brev på bordet.

Hey Nathan og Bluely.

Vi er kørt i øveren, vi tænkte at i ikke gad med.

Hyg jer og vi ses snart igen x

Jeg tog min iPhone op af lommen, twitter kom frem på min skærm det samme gjorde et billede af Zayn og Perrie sammen, Perrie, pigen fra Little Mix, jeg måtte indrømme at hun var lækker, hendes krop var et tempel men ikke i forhold til Bluelys. Fuck hvorfor skulle jeg altid tænke så slesk, hvis Bluely kunne høre mine tanker ville hun først flygte. Hvorfor fanden gik Zayn og Perrie sammen? Tanken strejfede mig at de to havde gang i noget. Hvad med Blue? Har hun droppet Zayn fordi at hun intet husker. Det var underligt at tænke på at Zayn og Bluely var splittet, før var de fandme som klistret til hinanden.

Lyden af Bluely der kom tættere mod mig fik mig til at lægge min mobil på bordet, stadig med skærmen tændt. ”Godmorgen Blue.” Jeg smilede mod hende, hun gengældte det og gabte. Hun satte sig ved bordet, hun tog min IPhone op i sin hånd. ”Hvem er hun?” Hendes stemme lød en smule forvirrede, var det så vigtigt for hende? ”Perrie, Zayns ekskæreste, de er vidst sammen igen eller sådan noget, det lyder rygterne i hvert fald på.” Jeg tog to kopper ned fra skabet og hældte kaffe i dem begge, jeg rakte Bluely kaffen. ”Mystisk, han fortalte mig aldrig om hende.” Bluely kiggede mod mig, hendes øjne faldt i et med mine. ”Fuck det ikke? Du kan jo ikke huske ham.” Jeg grinte mod hende og tog mig selv i at kigge mod hendes kavalergang, wow, hun var alt for perfekt, hun var mere perfekt end sidst, hun var endnu mere perfekt nu da hun intet havde med Zayn mere, nu var der måske endelig en chance til mig. ”Drik ud smukke, vi skal ind i byen og se hvad verden er lavet af.” Jeg smilte mod hende, et grin faldt ud af hendes mund. ”Det har jeg set meget frem til at du skulle vise mig, jeg går lige ind og gør mig klar.” Hun rejste sig op, hun vrikkede med hele kroppen, jeg lagde mærke til hvordan hun dansede hen af gulvet, mine øjne var fokuserede mod hendes perfekt timeglas figur, hendes røv havde mine øjnes opmærksomhed, fuck. ”Gør du det.” Jeg var allerede i tøjet, det eneste jeg manglede var at Bluely var.

 


 

Bluelys synsvinkel

 

Der var ingen tvivl Nathan havde lagt en lang plan for dagen, og jeg glædede mig. Glædede mig til at se hele LA. Det havde altid være min lille pige drøm at gå ned af stranden og gå på shopping i alle de store shoppingscentre. Jeg tog hurtigt noget tøj på, fik klasket noget make up i hovedet, og sat mit hår op i en hestehale. "Er du klar?" Blev der råbt fra gangen. "Ja!" Sagde jeg og svingede min taske over skulderen. 

 

LA overgik alle mine forventninger og drømme, og jeg havde kun set fem minutter af byen. "Her er perfekt!" Sagde jeg og fjernede det hår det var fløjet ind i min mund. Vi kørte i Nathans bil uden tag. Jeg havde på ingen måde styr på biler så Nathan havde grint en del da jeg stod med åben mund og polypper. "Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg og vendte mit ansigt mod hans. "Det er en hemmelighed, men vi skal mange ting." Grinte han og kiggede hurtigt på ham. Nathan var faktisk flot. Hans kæbe var meget markeret og hans øjne var en blanding af grøn, grå og blå. Speciale øjne var et turn on ved mig. Ughhh. "Nar." Sagde jeg og grinte. "Hov hov Blue." Grinte han. Jeg kiggede igen på Nathan som koncentrede sig meget om at køre. Faktisk tror jeg at vi snart var det sted hvor vi skulle hen. "Det er varmt idag." Smilte han. "Mmm." Mumlede jeg og kiggede ud på de mange folk der gik forbi på gaderne. LA var seriøst perfekt. Her skulle jeg bo når jeg blev millionær - Kommer aldrig til at ske. Nathan drejede ned af en gade til et kæmpe shoppingcenter, den dreng vidste hvad piger ville. Uden tvivl. "Kom." Sagde han og steg ud af bilen. Jeg tabte næsten min kæbe, fordi jeg blev alt for spændt. "Verden kalder Blue." Grinte han og begyndte at gå. Jeg trådte ud af bilen og fulgte efter.

 

Det hele var så stort i Amerika. Butikkerne, vinduerne, bilerne, husene, maden, faktisk alting... "Den her er også sød." Sagde jeg og holdte en sort blondekjole frem. "Så prøv den." "Det kan jeg ikke." Sagde jeg hurtigt og lagde kjolen tilbage. "Hvorfor ikke?" Kom det slesk fra Nathan som havde løftet et øjenbryn. "Fordi jeg slet ikke har så mange penge og min krop ville slet ikke passe til den kjole." Hviskede jeg næsten. Tænk hvis nogen lyttede, ingen burde vide at jeg faktisk var i nogle økonomiske problemer efter alt det der var sket. "Bluely, din krop er flot lær det. Og du SKAL prøve den. " Sagde Nathan og lagde et ekstra tryk på 'skal'. Hans hænder blev lagt på mine hofter og han lænede sig frem så han kunne hviske mig noget i mit øre. "Du burde ikke var ked af det du har." Sagde han og trak sig fra mig igen. Det kom en strøm af kuldegysninger hele vejen ned af min ryg. Det var mærkeligt. Hvorfor havde han en underlig effekt på mig? Jeg burde ikke få kuldegysninger... Lad os sige det bare var vinden. Nathan tog fat i kjolen og kastede den hen til mig. "Kom vi finder et prøverum." Sagde han og tog fat i min hånd. Hvilket gav et stød i min krop. Jeg var slet ikke van til at blive behandlet sådan. Kun når Zac havde været hjemme fra krig... "Vi har kun den her kjole." Sagde Nathan til en ung pige der stod foran prøverummene. Jeg fandt en kabine og trak forhænget for. Jeg tog mit tøj langsomt af og trak kjolen ned over min krop. "Nathan, vil du ikke lukke den?" Spurgte jeg ham. Han stak sit hoved ind i siden af forhænget. "Jo, selvfølgelig." Mumlede han og trådte ind til mig. Hans hænder gled ned af min ryg og tog fat i lynlåsen. Han lynede den langsomt op. "Den er perfekt." Sagde han og smilede stort. "Jeg ved ik-" "Hold nu op, jeg vil gerne give den til dig." Nej, nej, nej. Det skulle han slet ikke. "Nej." "Jo." "Nej, Nathan det skal du slet ikke." Sagde jeg alvorligt. Han skulle ikke give mig noget. "Okay så, men du fik tilbudet." Grinte han og trådte ud af kabinen igen. "Hvordan vil du have jeg skal få den af uden din hjælp?" Spurgte jeg ham. "Undskyld." Sagde han og trådte ind til mig igen. Han lynede kjolen ned og jeg studrede hver en af han rolige bevægelser. "Således smukke." Grinte han. "Man må ikke være to i prøverummene." En af butik damerne havde stukket sit hoved ind i kabinen. "Undskyld jeg smutter nu." Grinte Nathan, hvilket fik mig til at grine. Jeg tog alt mit tøj på og tjekkede om mit hår og makeup sad som det skulle. "Nathan, jeg er klar nu." Sagde jeg og trådte ud af prøverummet. Men der var ingen Nathan. Jeg bevægede mig ud i butikken hvor han stod med en pose i hånden. "Det gjorde du ikke." Sagde jeg hård, og prøvede ikke at grine af hans lumske smil. Den lille nar. "Åh jo jeg gjorde." Smilte han. "Nar." Sagde jeg, inden jeg lagde mine arme omkring ham. "Men tak." Jeg måtte virkelig betyde noget for ham siden han bare vil give mig en kjole og gøre at det her for mig. Lille mig. Bluely. 

 

"Tak for en fantastisk dag Nathan, det har været skide sjovt for at sige det pænt." Sagde jeg og lagde mine omkring ham. "Skulle det være igen en anden gang." Mumlede han mod mit hår. "Vi skal gøre det igen." "Mmm." Mumlede han som svar. "Nu må vi vidst nok sove." Grinte han og trak sig fra krammet. Vi var lige kommet hjem efter en lang dag. Kl var 02.00 eller sådan noget. Jeg var monster træt efter alle de rutsjebaner han havde fået mig med op i. Vi havde både shoppet, spist, været på stranden, i bio, og i tivoli. Perfekt dag. Uden tvivl. "Godnat Bluely." Sagde han og plantede sine læber i mit hår. Han gik ud af 'mit' værelse og efterlod den trætteste Bluely jeg havde været i langtid. Mine øjenlåg var så tunge at jeg dårligt nok nåde at tænke, før jeg falde i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...