Dancing on memories - One direction

** SE TRAILER ** Bluely og Zayn er tilbage i Dancing on memories, men alt er forandret, Bluely lider af hukommelsesvigt, hun har glemt alt det hun har været igennem med Zayn, hun kan ikke huske at hun overhovedet havde venner der hed Danielle, Liam, Louis, Harry, Niall, Eleanor eller Zayn. Følg med i den tredje og sidste rejse af Bluely og Zayns kamp med kærligheden som hovedgevinst. Vil Bluely og Zayn finde kærligheden frem igen? Vil Bluely komme til at huske? Følg med i Dancing on memories idag og find ud af det.

53Likes
148Kommentarer
5156Visninger
AA

12. Kapitel 10 - The truth is everyone knows


Nathans synsvinkel

 

Alt i mit hoved lå som frosset til is, tankerne omkring Bluely, var nok til at slå mig omkuld, hun havde kontaktet mig og med hvilket formål? Det var fandme mærkeligt? Havde jeg været hende havde jeg hadet mig selv, hadet mig selv for hvad jeg havde budt hende, havde jeg kunne skrue tiden tilbage havde jeg taget det hele i mig igen.

 

Jeg kørte mod lufthavnen, jeg havde speederen i bund, tanken om at om få minutter ville Bluely stå foran mig med hendes blonde lokker, havblå øjne og brede smil. Mit hoved snurrede rundt. Lyden af den sang der blev spillet i radioen skreg i mine øre

 

I wanna stay up all night and do it all with you

I wanna stay up all night
Up all night

 

Zayn, Liam, Louis, Harry og Niall, det navn der bekrymede mig mest i blandt alle dem, var Zayn, vidste han godt at hun tog hele vejen herover for at snakke med mig? Hvis han gjorde måtte han være ved at falde død om. Han hadet mig, jeg tror ikke at man kan hade en person så meget som Zayn hadet mig, men hvem fanden prøver jeg at lyve overfor? Jeg hadet også ham, mere end pesten.

 

Jeg gik mod gate 20, den gate Bluely ville komme ud. Mine hænder var sorte af sved, mit hoved var som fyldt op med alkohol, rundtosset. Mit hjerte bankede hurtigere end jeg kunne nå at tælle. Lyden af min puls kunne uden tvivl høres langt fra.

 

Folk begyndte at komme ud af gate 20, jeg kiggede kun mod en person, og hun kom gående mod mig, hendes smil var ikke til stede, faktisk lignede hun ikke en der var til stede. Hun kiggede ikke mod mig, men jeg kiggede mod hende. Jeg prøvede at skabe kontakt med øjnene men jeg må indrømme at jeg var bange og nervøs. Hun gik direkte forbi mig, hvorfor? Hun vidste jo hvem jeg var, hvad fanden? Jeg gik efter hende. ”Bluely?” Hun stoppede op og vendte sin krop mod mig. Hendes blå øjne stirrede op og ned af mig. ”Du må så være Nathan.” Hendes ord ramte mig, men jeg forstod ikke et ord af sætningen, selvfølgelig var det mig. ”Skal vi køre hjem til dig?” Hun kiggede mod mig med et lidt for afdæmpet blik, et blik der slet ikke tænkte på den aften hvor jeg havde mine fyldige hænder rundt om hendes slanke krop. ”Jo selvfølgelig, de andre er hjemme, men vi går bare ind på mit værelse.” Jeg tog hendes kuffert som den gentleman som jeg følte jeg var. Hun nikkede og lignede virkelig en der var høj på et eller andet voldsomt stof. Jeg troede jeg ville møde en Bluely der var halv bange for mig, ikke en Bluely der næsten lignede at hun ikke kendte mig.

 

****

 

Jeg åbnede døren op til lejligheden, turen her hen havde været stille, ikke et ord var kommet ud at munden på Bluely.  ”Nathan hvor fand-” Lyden af Max stemme der råbte mod mig stoppede hurtigt, han så Bluely. ”Hvad fanden Bluely? Hvad laver du her?” Han gik over mod hende, han lagde sine overarme rundt om hendes krop. Hun lignede en der virkelig følte ubehag ved situationen. Bluely kiggede mod ham, hendes øjne så forvirrede hen mod dørkammen hvor nu Siva, Jay og Tom stod der. ”Bluely, det var en overraskelse.” De gik alle hen mod hende og igen blev et sæt arme lagt rundt om hendes krop. ”Hej drenge.” Smilede hun mod dem, jeg var overraskede over at hun overhovedet sagde noget og så med et smil på læben, den pige forvirrede mig mere end noget andet. Jeg tog Blue i min hånd, selvom at jeg vidste hvor underligt det må have været, vi skulle bare væk fra dem. De ville sikkert komme med nogle forfærdelige bemærkninger, jeg ville i hvert fald hade dem og de ville synes at de var skide sjove og Bluely, hun ville ikke grine, hun ville hade dem for deres ord. 

 

Jeg låste døren til værelset,  vi skulle fandme ikke forstyrres. ”Jeg vil virkelig gerne snakke med dig.” Jeg kiggede over mod hende, hun havde placeret sig på min seng. ”Ud med sproget.” Hun smilte mod mig. Hvordan fanden kunne hun smile mod mig? Mig som havde ødelagt hende? ”Jeg vil virkelig gerne sige undskyld, jeg tænkte ikke klar den aften, faktisk var jeg dybt forelsket i dig Bluely, forstår du det? Jeg elskede dig, og jeg ville have dig og kun dig. Jeg ville have dig for mig selv, ingen Zayn, bare dig og mig, men det var alt for godt til at være sandt og jeg dummede mig. Jeg har haft den værste smag i munden, jeg er utroligt ked af det , kan-” Jeg blev afbrudt af Blues stemme mod mig. ”Stop Nathan, virkelig stop.” Hendes stemme var hård. Hvad fanden gik det her ud på?

 


Zayns synsvinkel

 

Hendes læber var overalt på min krop, hendes hænder fokuseret kun på en ting og det var min længde. Min puls var høj, min krop var svedig, mine tanker var overalt på Bluelys krop og ikke hendes. Jeg skubbede hende hårdt ned i sengen, jeg plantede min krop ovenpå hende. Hendes støn lød som Bluelys, bortset fra at Bluelys var bedre. ”Hårdere baby.” Hendes stemme gik direkte mod mit øre. Jeg pressede min længde op i hende, et støn undslap begge vores læber. Jeg gjorde kun det her fordi at jeg savnede Bluely, jeg savnede hende overalt på jorden, jeg havde ikke hørt fra hende i lang tid og hvor hun var, det var det store mysterium i mit liv.

”Zayn fokuser.” Hendes stemmes hårde tone fik mig til at kigge mod hende, alt ved hende gav mig kvalme, hun var en smuk pige, ja, men hun ødelagde mig dengang. Vi begge kom i et jerngreb.

 

****

”Tak for i dag Zayn.” Hendes flirtende blik sad fast mod mine brune øjne. ”Kom godt hjem Perrie.” Jeg smilede mod hende. Jeg lukkede døren hårdt i. Tanken om at jeg havde haft med Perrie, gav mig kvalme, tanken om at det ikke var Bluely jeg delte den her oplevelse med men med Perrie gjorde ondt i mit hjerte, ikke kun mit hjerte men ondt overalt. Hvad fanden havde jeg gang i? Det store spørgsmål var hvem fanden var jeg? 


Bluelys synsvinkel

 

Jeg var alt for stille. Men hvad skulle jeg sige? Jo forresten er jeg blevet slået ned og kan ikke huske noget som helst.  Nathan åbnede døren til lejligheden. Han havde nævnt nogle andre drenge. Mit gæt var at det var bandmedlemmerne, altså fra hans band. ”Nathan hvor fand-” En anden stemme fyldte mine øre. Hans øjne fangede mine. ”Hvad fanden Bluely? Hvad laver du her?” Han lagde sine arme rundt om min krop. Mine øjne fik øje på 4 andre drenge i dørkammen. ”Bluely, det var en overraskelse.” De lagde alle sammen sine arme omkring mig, en efter en. Det hele var så akavet. Hvad skulle jeg sige? Gøre? ”Hej drenge.” Prøvede jeg og fik kæmpet et smil op på mine læber.  De smilede alle stort til hinanden, bortset fra Nathan. Han kiggede på mig som om jeg var et dyr. Jeg lignede sikkert også en der prøvede på at opføre mig normalt, uden at være det. Nathan tog min hånd og førte mig ind i et værelse. Hans hånd drejede låsen om, hvilket satte min puls i gang. ”Jeg vil virkelig gerne snakke med dig.” Han kiggede over på mig. Mig som sad i hans seng. Jeg ville i hvertfald tro at det var hans seng. ”Ud med sproget.” Smilede jeg mod ham. Eller jeg prøvede at smile mod ham. Den eneste grund til jeg faktisk var kommet, var fordi jeg ville høre hvad han havde at sige. Om jeg havde været forelsket i ham, men først burde jeg nok fortælle ham hvad der var sket.  ”Jeg vil virkelig gerne sige undskyld, jeg tænkte ikke klar den aften, faktisk var jeg dybt forelsket i dig Bluely, forstår du det? Jeg elskede dig, og jeg ville have dig og kun dig. Jeg ville have dig for mig selv, ingen Zayn, bare dig og mig, men det var alt for godt til at være sandt og jeg dummede mig. Jeg har haft den værste smag i munden, jeg er utroligt ked af det , kan-” ”Stop Nathan, virkelig stop.” Jeg holdte en hånd op foran ham. Min stemme var en smule hård. ”Jeg ved ikke hvorfor du er kommet, men undskyld.” ”Sagde jeg ikke lige du skulle stoppe.” Sukkede jeg. Han kiggede kort på mig inden han satte sig på sengen ved siden af mig. ”Hvad er det så?” Spurgte han og flettede sine øjne ind i mine. Mit hals blev helt tår. Jeg kunne ikke sige noget. ”Bluely?” Spurgte han bekymret. ”Okay, du skal virkeligt tro på mig nu.” Sagde jeg og han forblev stille. ”Jeg kan ikke huske noget fra dengang, eller jeg kan overhovedet ikke huske noget.” Det lød så meget bedre i mit hoved. ”Hvad mener du?” Han løftede et øjenbryn. ”Jeg – jeg, eller-” Min stemme knækkede. Hvorfor blev jeg så følsom omkring det her. ”Jeg kan bare ikke huske det, eller lægerne mener det er hukommelsestab.” Min stemme blev helt lav. ”Så du kan ikke huske noget? Zayn? One direction? Os?” Hans stemme var forvirrende. ”Ingenting. Absolut ingenting. Det eneste jeg kan er Zac. Min kæreste eller var min kæreste, eller bare ja.” Sukkede jeg. Nathan så helt forvirret ud. ”Men hvorfor er du så her? Hvad med Zayn? Jeg troede i to var ’meant to be’ ” Sagde han. ”Jeg kan jo fucking ikke huske ham. På ingen måde. Det er det der er problemet. Jeg vil have din historie af alt. Alt der er sket mellem os to. Var du forelsket? Var jeg forelsket? Please Nathan… Det ville betyde så meget.” Mine kinder var begyndt at blive våde. Jeg græd for meget. Alt alt alt for meget. Nathan lagde sine arme omkring mig og jeg begyndte at hulke. Jeg begyndte fucking at hulke. Mit liv var ikke andet end: Hulk, tanker og rod. ”Jeg tænker vi kan gå ned af stranden sammen, alene.” Mumlede Nathan mod min skulder. Jeg nikkede bare. Sikkert var det et forkert valg i sidste ende. Alle mine valg havde været forkerte her på det seneste.

 

 

”Hvilken is vil du have?” Spurgte Nathan mig. ”Brownie.” Hviskede jeg. ”Det vidste jeg godt.” Sagde han og bestilte vores is. Stranden var noget af det smukkeste jeg længe havde set. Solen var ved at gå ned, hvilket fik stranden til at blive 100 gange flottere. Nathan gav mig den kolde is i min hånd. ”Kom med, vi kan gå langs stranden.” Smilede han. ”Husk det her ikke er en film.” Grinte jeg. Faktisk var mit liv begyndt at blive som en film. En rigtig dårlig en af slagsen. Nathan grinte af mig. ”Hvor skal jeg starte henne?” Spurgte han lige i det jeg stak skeen med isen ind i munden. ”Helt fra starten. Ikke glem noget, jeg vil vide alt.” Sagde jeg, og Nathan begyndte. ”Det hele startede med Danielle havde fortalt os om dig, og hun sendte nogle billeder af dig, og vi valgte at du skulle danse på vores tour.” Hans side af historien passede perfekt på alt det Zayn havde sagt.

 

”Blue, du må virkelig ikke hade mig." Sagde han og borrede sine øjne ind i mine. "Jeg kan ikke hade dig. Jeg kender dig ikke. Jeg kan ikke huske noget." Sagde jeg og lagde mine arme omkring hans krop. Mine ord tog hård på ham. Især den med jeg kender dig ikke. Zayn hadede de ord som pesten. Men de var ærlige. Og kom direkte fra hjertet... "Du kan bare sove her." Sagde Nathan og tog en dyne fra sengen. "Nej, jeg finder et hotel." Sagde jeg kort. "Bluely stop." Sagde han hård. "Okay, men kun for i nat." Grinte jeg og smed mig i sengen. "Sov sødt. Har en plan for imorgen." En plan? Hvad snakkede han lige om? "En plan?" Grinte jeg og kiggede mod ham. "Nu når hvor du ikke rigtigt har set LA før, så tænkte jeg, at jeg ville vise dig det." Sagde han. "Det vil jeg så se frem til." Han lukkede døren og efterlod mig alene med tusinde tanker. Tanker om hvad jeg lavede her. Hvorfor jeg ikke bare lagde mig i et fucking badekar og druknede mig selv? Hvad var jeg egenligt til for? Zayn ville dræbe mig hvis han vidste jeg var her med Nathan. Faktisk bekymrede det mig at jeg ikke vidste hvad han lavede. Han havde sikkert druknet sig i vodka. Ej sådan burde jeg slet ikke tænke. Jeg lukkede mine øjne. Endnu engang i håbet om at forsvinde eller kunne huske igen. Mine to største ønsker til dato. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...