Dancing on memories - One direction

** SE TRAILER ** Bluely og Zayn er tilbage i Dancing on memories, men alt er forandret, Bluely lider af hukommelsesvigt, hun har glemt alt det hun har været igennem med Zayn, hun kan ikke huske at hun overhovedet havde venner der hed Danielle, Liam, Louis, Harry, Niall, Eleanor eller Zayn. Følg med i den tredje og sidste rejse af Bluely og Zayns kamp med kærligheden som hovedgevinst. Vil Bluely og Zayn finde kærligheden frem igen? Vil Bluely komme til at huske? Følg med i Dancing on memories idag og find ud af det.

53Likes
148Kommentarer
5154Visninger
AA

3. Kapitel 1 - Out of control

 


Zayns synsvinkel

 

”Jeg forstår det ikke, vi kan da ikke bare sidde her og lade som ingenting.” Sagde Harry, hans stemme var frustreret, det var vi alle, vi var alle væk i vores egen lille verden med tankerne, forskruet omkring Bluely og hvordan fanden det kunne ske, det gør ondt, jeg har svært ved at se mig selv leve uden hende, den største del af mig er blevet taget væk fra mig og hvis jeg skal være helt ærlig da jeg mødte Bluely første gang troede jeg ikke at jeg ville have svært ved at lade hende gå for jeg troede aldrig jeg ville få hende. ”Jeg nægter bare at sidde her, Zayn jeg nægter.” Sagde Harry igen, de andre nikkede mod mig som om at de ikke var selvstændige nok til selv at beslutte hvad fanden de skulle gøre. ”Forhelvede jeg holder jer ikke fanget gør jer? I kan gå ind til hende og hun vil ikke huske en skid, hun ved ikke engang hvem i er, fatter i det?” Sagde jeg med en vred stemme, så vred at selv jeg blev overrasket over hvor vred jeg lød. ”Jeg mente det ikke sådan.” Sagde jeg og kiggede mod dem alle, de nikkede forstående. ”Jeg synes vi alle skal gå derind og bare snakke med hende, jeg mener bare snakke som vi plejede.” Sagde Danielle og tog Liam i hånden.

****

Bluely sad på sengen, hendes lyse lokker spændt op i en stram hestehale, hendes blik var trist, helt som om at hendes indre hende godt vidste at hun manglede noget i hendes liv lige nu, nemlig os, hendes venner. ”Hej Bluely.” Sagde Danielle og var den første henne ved hende. Danielle satte sig på en stol overfor hende, vi andre stod ved siden af. ”Hvad fanden er det i ikke forstår? Jeg kender jer ikke vil i ikke godt lade mig være?” Sagde Bluely med en høj stemme, hun var sikkert skide trætte af os og gæt hvorfor? Fordi hun ikke aner hvem fanden vi er. ”Du ved godt hvem vi er Bluely, eller du gjorde.” Sagde Liam med en stemme der lød trist, men hvorfor skulle den ikke lyde trist? Alt det her var trist og det bliver vores grav, det bliver i hvert fald min, hvem prøver jeg at narre? Jeg kan ikke leve uden hende. ”Jeg ved ikke hvem i er, det gør jeg virkelig ikke? I er sikkert nogle fra P afdelingen der kun er ude på en ting og det er at få mig med på jeres lege men prøv og hør her jeg gider det fandme ikke.” Hun rejste sig op, hun kiggede hen mod mig, hendes blik borrede sig direkte ind i mit, det var fandme lige før jeg kunne mærke sømmet. ”Vi ved godt du ikke vil lytte til os men prøv at lyt til os, vi kan forhelvede ikke leve uden dig Bluely Strong.” Sagde jeg og prøvede at lyde så fucking oprigtig som muligt. ”Du kan mit efternavn.. Det der er for meget.” Sagde hun og grinte. ”I skulle se jer selv i er for dumme i er, har i ikke andet at lave i jeres ikke eksisterende liv end at komme her og fucking ødelægge mig mere end jeg er eller hvad?” Sagde hun og løftede et øjenbryn, hun virkede sindssygt sur. Jeg forstår hende godt hvem ville ikke være det? ”Stop Bluely forhelvede så fat dog at vi er dine venner og det har vi været i lang tid du kan bare ikke huske en skid af det.” Råbte Danielle, tænk at det kom fra hendes mund, det kom bag på selv mig. ”Styr dig, såkaldte gode veninde.” Sagde Bluely og vendte sig om men hun var ikke færdig. ”Jeg ville ønske at jeg aldrig nogen sinde i mit liv havde stødt på jer for se nu, nu skal jeg tænke på jer og jeres lort om at i kender mig så skide godt og at vi er ih og åh fucking bedste venner og ved i hvad jeg har ikke tid til at tænke på det, hvis i vil have mig fucking undskyldt skal jeg tilbage.” Sagde hun og der lød et smæk fra døren hun hårdt smækkede i. Tilbage.. Hvad fanden vil hun tilbage til. Døren gik op og ind kom Bluely. ”Og for resten jeg kender jeg ikke, jeg aner intet om jer så hvorfor fanden skulle jeg overhovedet tænke over noget.” Sagde hun og smækkede igen døren. ”Fuck.” Råbte jeg og slog min knyttede næve med væggen. ”Hun er fuldstændig ude af kontrol, jeg kender i hvert fald ikke den side af Bluely vi lige så.” Sagde Niall. Han kiggede mod jorden. ”Hendes fortid.. Vi kendte hende slet ikke dengang, hvem ved hvor meget hun ændrede sig for at tage til London.” Sagde jeg roligt og tog mig til min smertende hånd. ”Vi kan seriøst ikke bare lade hende gå ud i det kaos, jeg mener, fans, paparazzier!” Sagde Louis, han havde ret, han havde fucking altid ret det fjols. ”Så lad os stoppe hende eller i det mindste snakke hende til fornuft.” Sagde Harry. ”Det kommer vi aldrig til så i hende eller hvad?” Sagde Eleanor, hun havde givet op. ”Ved du hvad El bliv du her og hyggesnak med dig selv imens vi prøver at redde det her venskab med Bluely.” Sagde Danielle muggent mod Eleanor som kiggede forbavset mod Danielle, jeg forstod hvorfor, igen kom der noget ud af Danielles mund som man virkelig ikke regnet med. 


Liams synsvinkel

 

”Ved du hvad El bliv du her og hyggesnak med dig selv imens vi prøver at redde det her venskab med Bluely.” Lød det fra Danielle, hendes ord blev mere og mere hårde, tænk at det var min kæreste, hun havde virkelig fundet sin indre hulk frem, hun kunne være en god James Bond babe, det syn vil aldrig nogensinde forlade min krop. ”Nu eller aldrig come on!” Råbte Harry og begyndte at gå hurtigt mod døren og vi andre fulgte efter ham med fart på. ”Vi går ud af bagindgangen.” Råbte Zayn, han havde fat i noget den dreng, hvilket ikke er noget nyt, han har en tendens til at overtænke tingene lidt for tit, hvilket er godt i den situation.

****

”Bluely.” Råbte Zayn, Bluely stoppede brat op, hun kiggede bag ud og lignede en der var godt træt af os. ”Giver i aldrig op?” Sagde hun og grinte, hun synes virkelig vi var nogle fjolser. Vi stod gemt væk bag nogle containere. Heldigvis var vi fri for de fans og paparazzier her, de kunne intet se for containerne. ”Prøv og hør vi vil bare gerne have at du ved du altid kan komme til os eller ringe.” Sagde Danielle og tog et papir frem, hun skrev sit nummer ned, hun gav sedlen videre til Zayn som skrev sit nummer og adresse og sådan blev den ved indtil den landede i Bluelys hænder. Som hun stod der og kiggede på sedlen lignede hun Bluely, den Bluely vi alle sammen kender men nej jeg kendte ikke den her Bluely jeg er lidt usikker på hvem det var og om jeg nogensinde kommer til at vide det er jeg i tvivl om men måske jeg bare skulle lade min tvivl være til gode for mig selv? ”I giver fandme ikke op gør i.” Sagde hun og lagde sedlen ned i sin lomme, hun vendte sig om. ”I kan godt droppe at gå efter mig.” Råbte hun og var væk før vi nået at sige noget. 


Bluelys synsvinkel

 

Det her var alt for mærkeligt. Lægerne fortalte mig at jeg havde mistet min hukommelse. Og nu stod der fandme en flok på 7 og fortalte mig at jeg var deres bedste veninde. Endda var jeg den enes soulmate, store kærlighed, hende han ville tilbringe resten af sit liv med. Var vi gift? Forlovet? Mit blik bevægede sig hurtigt ned til mine hænder. Heldigvis. Ingen ring. Og hvis der var en ring havde jeg ikke giftet mig med ham. Jeg kendte ham ikke. Faktisk vidste jeg slet ikke hvad de hed. Nu når man snakker om solen. De kom alle sammen ind i det lyse rum. ”Hej Bluely.” Hende med alle krøllerne satte sig på en stol foran sengen. De kom bare og troede at jeg kunne huske alt. Jeg kendte dem fucking ikke! ”Hvad fanden er det i ikke forstår? Jeg kender jer ikke vil i ikke godt lade mig være?” Spurgte jeg. Eller jeg råbte det næsten. Ham med det sorte hår kiggede ned på sine fødder. Det var ham der var min såkaldte kæreste. ”Du ved godt hvem vi er Bluely, eller du gjorde.” Kom det fra en af de fem drenge. Mit gæt var ham og hende med krøllerne, var kærester. De kunne jeg se. Hans stemme var skrøbelig. Hvad fanden lavede jeg egentligt her med dem? ”Jeg ved ikke hvem i er, der gør jeg virkelig ikke? I er sikker nogle fra P afdelingen der kun er ude på en ting og det er at få mig med på jeres lege, men prøv og hør her jeg gider det fandme ikke.” Jeg rejste mig fra sengen og bevægede mig hen mod ham med det sorte hår. Mine øjne borrede sig ind i hans blå, nej brune øjne. ”Vi ved godt du ikke vil lytte til os, men prøv at lyt til os, vi kan forhelvede ikke leve uden dig Bluely Strong.” Nu med efternavn. Wow. Det her var apsurd. ”Du kan mit efternavn.. Det der er for meget.” Små grinede jeg. ”I skulle se jer selv i er for dumme i er, har i ikke andet at lave i jeres ikke eksisterende liv end at komme her og fucking ødelægge mig mere end jeg er eller hvad?” Råbte jeg. Ordnerne kom direkte fra hjertet. Deres ansigter blev hurtigt ændret af mine ord. Jeg løftede et øjebryn af dem. Faktisk havde jeg lyst til at græde. Græde fordi mennesker bare hopper ind foran mit ansigt, og fortæller mig at jeg er fucking alt for dem, og jeg ingenting kan huske. ”Stop Bluely forhelvede så fat dog at vi er dine venner og det hat vi været i lang tid du kan bare ikke huske en skid af det.” Råbte hende med krøllerne af mig. Alle kiggede forbavset på hende. ”Styr dig, så kaldte gode veninde.” Sagde jeg og vendte mig om. De skulle ikke slippe af med det her. ”Jeg ville ønske at jeg aldrig nogen sinde i mit liv havde stødt på jer for se nu, nu skal jeg tænke på jer og jeres lort om i kender mig så skide godt og at vi er ih og åh fucking bedste venner og ved i hvad jeg har ikke tid til at tænke på det, hvis i vil have mig fucking undskyldt skal jeg tilbage.” Jeg smækkede døren efter mig og forlod dem alle. Jeg ville væk. Væk fra dem. Væk fra det her. Jeg bevægede mig ned af de lange gange. Udgang.  Jeg begyndte at løbe hen til døren, og åbnede den. Blitzer ramte mit ansigt. Teenagepiger skreg. Var jeg blevet en eller anden kendt popstjerne? Jeg lukkede døren igen. En sygeplejerske kom gående. ”Bagudgangen?” Spurgte jeg og hun pegede. Jeg begyndte at løbe igen. Mit liv var et kæmpe kaos. Jeg kendte dårligt nok mit eget liv, før folk fortalte mig hvordan det var. Den friske duft killede mig i næsen. ”Bluely.” Blev der råbt bag mig. Jeg stoppede brat. Kunne de fucking ikke bare lade mig være. Jeg kiggede bag ud. ”Giver i aldrig op?” Grinede jeg ironisk af dem. ”Prøv og hør vi vil bare gerne have at du ved du altid kan komme til os eller ringe.” Hun tog et papir frem og begyndte at skrive. Hun gav sedlen videre til Zayn som også skrev på den. Sedlen blev lagt i min hånd. ”I giver fandme ikke op gør i.” Sagde jeg og lagde sedlen ned i min taske uden at kiggede på den. ”I kan godt droppe at gå efter mig.” Råbte jeg og løb væk indtil jeg vidste at de ikke ville finde mig. Mine tåre løb ned af mine kinder. Alt var anerledes. Jeg ville hjem til Zac. Lade hans arme ligge omkring min krop. Beskytte mig mod verdenen. 

****

”Zac?!” Råbte jeg da jeg åbnede døren. Duften af hjem ramte mine næsebor. Det lignede sig selv. Men alligevel ikke. Her var blevet slidt. ”Zac!?” Hvor var han. Turen til Bournemouth havde været lang. Jeg tog toget, da jeg ikke vidste om jeg havde en bil. Jeg bevægede mig ud på badeværelset. ”Za-” Råbte jeg lige indtil jeg så en krop ligge livløst på gulvet. ”Zac?” Min stemme var hvisken. Jeg satte mit hug og begyndte at ruske i ham. Hvad var der lige sket? ”Zac!” Råbte jeg og slog ham på kinden. ”Babe?” Jeg lagde mine læber på hans iskolde krop. Hans læber var helt blå og hans krop var bleg. ”Za-c” Mine tåre strømmede ned af mine kinder. Et pilleglas lå ved siden af ham. Nej. Nej. Nej. Hvordan kunne han gøre det?! Jeg tog min mobil op fra min lomme og tastede 911 ind. Små hulk forlod min læber. Jeg lagde mit hoved på hans bryst. Ingen puls. Ingen hjertebanken. Ingenting.

****

 

”Vil du med?” En af ambulancefolkene lagde en arm omkring min følesløse krop. Jeg rystede på hovedet. Det her var alt for underligt. Hvordan var alt det her sket?! Hvordan fanden kunne han være død?! ”Okay.” Han lukkede døren og ambulancen begyndte at køre. Jeg kunne ikke tage med? Jeg blev nød til at vide hvorfor, hvordan og hvornår at han døde. Jeg gik ind i huset igen. Der var koldere end før. Kuldegysningerne løb ned af min ryg og fik mine tåre frem igen. Alle minderne. Alt jeg havde lå i Zac. ”Fuck!” Skreg jeg og sparkede til sofaen. Hele min krop rystede. ”Fuck!” Jeg skreg igen. Hvad skete der for at mit liv blev vendt op og ned på ingen tid. Jeg kastede en vaske en i væggen. ARGHHHH. Før jeg vidste det havde jeg taget sedlen op fra min taske. Zayn. Var det, det han hed? Jeg tastede hans nummer ind. Jeg ville vide alt. ALT. ”Bluely?” Hvad skulle jeg sige? 

 

Hvad synes i om det første kapitel? :) // 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...