The little choir girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2014
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Igang
Den lille, 14 årige pige, Abigail Jones, har hverken en familie eller venner. Det eneste hun rent faktisk ejer, er hendes stemme, som hun skal bruge til at overleve med. Hun tjener akkurat nok til at få en bid mad. Men det bliver der vendt op og ned på, da teenage tvillingerne, Sean- og Madeline Miller, kommer til byen.

4Likes
2Kommentarer
472Visninger
AA

6. En bunke grene

Abigail vågnede tidligt i dag. Hun havde på fornemmelsen at det ville blive en god dag. Det var ikke engang lyst endnu. De små børn var heller ikke kommet endnu. Abigail var fuld af glæde, indtil hun kom i tanke om manden hun så forleden nat. Hun blev helt tom af glæde i få sekunder, men hun rystede det hurtigt af sig. Hun gik ned til der hvor Madeline og drengen sang i går. De var der ikke. Hun ventede i flere timer. De var der stadig ikke. Hun kunne mærke skuffelsen løbe ned over hele hendes krop. De 2 møgunger havde snydt hende, og havde også forsinket hende i at tjene penge til aftensmad. Imens Abigail tænkte de frygtligste ting om de to teenagere, hørte hun en stemme bag ved hende. "Hvad så!" Det var ikke en fremmed stemme. Det var Madeline's. Abigail vendte sig om, og fyldte sig skyldig. "Hej! Madeline?" Svarede Abigail. "Ja, hvor kender du mit navn fra?" Spurgte hun. "Jeg tror vist nok at jeg hørte din kæreste sige dit navn i går." Svarede Abigail. "Det er rigtigt nok. Men han er ikke min kæreste, han er min bror." Grinede Madeline. Abigail rynkede et bryn. "Er han ikke?" Spurgte Abigail forundret. "Nej! Men kom nu, du må altså se mig og Sean's hytte. Sean er min bror." Sagde Madeline og tog Abigail i hånden. Hun løb med hende, ind imod skoven. De løb så hurtigt, at Abigail var ved at tabe sin hat.

De var ankommet til skoven. Madeline pegede på noget, der bare lignede en bunke grene og lidt sten. "Og vi har selv bygget den." Sagde Madeline stolt. "Neej... hvor er den... overraskende?" Sagde Abigail usikkert. Pludselig stak Sean hovedet op. "Den er jo heller ikke færdig endnu, vel?" Sagde han irriteret. "Det er den faktisk, han er bare så flov over den." Hviskede Madeline. Vi fniste begge to. Abigail's far, hende og hendes søskende, var nogen gange ude i skoven for at lære at bygge huler. "Det her må i lære for at overleve. En dag vil mig og mor være borte og så må i klare jer selv." Havde han sagt. Abigail havde ikke tænkt over idéen, før nu. Hun var rigtig god til at bygge huler og træhuse, hvis hun skulle sige det selv. "Du kan jo bo sammen med os, hvis du vil!" Sagde Madeline begejstret. Abigail tænkte over det, og skulle lige til at svare, at det ville hun overveje, da Sean afbrød: "NEJ! Jeg mener, det er der ikke plads til. Mig og Madeline har svært nok ved at bo her. Det gør det ikke ligefrem bedre at have en fattig pige, der ikke kan tjene sine egne penge, til at bo her." Sagde Sean virkeligt irriteret. Abigail blev virkelig provokeret, og valgte at sige ja. "Jo, det lyder såmænd som en god idé, Madeline. Det vil jeg mægtigt gerne." Sagde Abigail i et hånende tonefald. Det lød ikke som om Madeline bemærkede det, men det gjorde Sean i den grad. Madeline smilede. "Ej hvor hyggeligt. Det skal nok blive godt, ikk Sean?" Sagde Madeline i et strålende tonefald. "Jo, Madeline, det skal nok blive godt." Sagde Sean. Han lagde tryk på nok, og kiggede på mig da han sagde det. Han var vred, man kunne se det i hans øjne. Men samtidig, var der et glimt af glæde i hans øjne. Men kun et øjeblik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...