Pigen og Den Blå Parasol

Tør du slippe dine hæmninger og danse midt i regnen? Konkurrencebidrag til Pigen og Parasollen, valgmulighed 1.

3Likes
0Kommentarer
325Visninger
AA

1. Pigen og Den Blå Parasol.

Pigen og Den Blå Parasol.

 

Regn, regn og atter regn. Det var frustrerende. Man skulle tro at Japan, det førende land inden for teknologi og skøre dimsedutter, havde opfundet et eller andet der kunne kontrollere vejret, men nej. Suk. Min dag havde ikke ligefrem været en dans på roser, og nu hvor jeg stod her, midt i regnen, kunne jeg virkelig se at nogen måtte have forbandet mig. Mit hår klaskede ned langs siderne af mit ansigt, og jeg kunne mærke at vandet langsomt trængte sig vej ind igennem min tynde jakke. Pokkers tage dig, japanske mode. Lige så snart det havde begyndt at regne, havde alle panisk slået deres paraplyer op, i et forsøg på at holde deres perfekt opsatte hår intakt. Gaderne i Tokyo havde straks udfoldet sig til et virvar af multifarvede paddehatte, og her stod jeg så. Midt i alle de dansende farver, stod jeg her, gennemblødt til skindet, og udelukket af det nyfundne paraply-fællesskab. Kunne det blive meget værre?

Min morgen havde været lidt anderledes end de plejede. Mit vækkeur havde ikke ringet, hvilket selvfølgelig gjorde sådan, at jeg kom for sent på arbejde. Jeg havde på forhånd fået en hel del advarsler fra min chef, og jeg vidste at jeg var ved at løbe tør. En time for sent havde jeg sprunget ind igennem dørene til min arbejdsplads, bare for at blive mødt af min chefs bitre ansigt. Han havde fyret mig på stedet. Råbt så højt at hele kontoret havde hørt det, og da jeg skamfuldt blev eskorteret igennem alle skrivebordene, på vej ud af hovedindgangen, havde mine, nu tidligere, kollegaer givet mig et sådant blik, fyldt med ubehag og væmmelse, som var jeg en vandskabelse af en anden verden.

Derefter havde jeg fået en opringning fra min mor, hun kunne ikke komme over denne weekend alligevel, og dermed var alt mit håb om en lidt mere opløftende fremtid, blevet skyllet ud med regnvandet. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle stille op med mig selv, og jeg havde gået ned til busstoppestedet, for at tage en bus hjem. På vejen derhen var det begyndt at regne igen, og jeg havde næsten løbet hen for at stå i læ i skuret, kun for at finde ud af at der i hvert fald ikke var plads til mig, blandt de omkring 15 mennesker, det havde lykkedes sig at klemme sig derind. Og så var jeg efterladt her i regnen.

Tokyo var et stort sted, med mange forskellige mennesker, og det var ikke unormalt at se piger, sågar drenge rende rundt med hår i alverdens farver, men der var noget der tiltrak mit blik til denne skikkelse. I parken overfor busstoppestedet, stod en pige med en paraply i en frisk blå farve, med mindst lige så blåt noget hår, sådan noget var helt normalt her. Det var dog den måde hun stod og kiggede på regnen, der fangede min opmærksomhed. Det var næsten som om at hun havde lyst til at smide paraplyen, og dermed alle hendes hæmninger, og begynde at danse rundt i regnen, der nu havde taget endnu mere til.

Og det var lige præcis hvad hun gjorde. For få sekunder senere lå paraplyen på jorden, og den unge pige dansede nu rundt i regnen, og hun lo. Hun lo så meget, og hun dansede, og hun sang, fuldstændig uden at ænse omverdenen omkring hende, og alle de kedelige folk med dømmende blikke. I et kort splitsekund, fangede mine øjne hendes, og vi delte den samme følelse. Snart dansede jeg rundt i regnen sammen med hende, og vi grinede. Ja vi grinede så meget at vi fik helt ondt i kinderne, men det var skønt. Paraplyen lå og rullede rundt på jorden, men hun var ligeglad, og det var jeg også, for vi var frie

 

"Life isn't about waiting for the storm to pass; it's about learning to dance in the rain."
-Vivian Greene

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...