Meant to be ~Jelsa~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang
Jack Frost er flygtet fra de eventyrlige vogter da det er blevet sommer og han er tilbage hvor ingen tror på ham. Og imellem alle bjergene ser han Elsa's is slot, hvilket han straks undersøger.

20Likes
3Kommentarer
1141Visninger
AA

3. Sneboldte

Jeg mærkede bevidsteheden og åbnede langsomt mine tunge øjne op og mærkede noget underligt, men rart, jeg så en slap arm over mig, det var hans. Det var ikke noget jeg var vant til, men jeg følte mig tryg i hans arme. Jeg satte mig op og lod mine fødder snitte det kolde gulv, jeg tog en dyb indånding og rejste mig og strækkede mine arme og gabte kort, det var tid til at få noget ud af dagen og komme igang med træningen. Efter jeg var klædt på gik jeg hen og ville vække ham, jeg tog fat i hans skuldre og mærkede han var lidt trænet, jeg mærkede jeg rødmede og fik varme kinder, jeg kom til mig selv igen og ruskede blidt i ham.

"God morgen"

-Ehm, god morgen?

Han var altid så naturlig venlig, det var dejligt. Han smilede og strakte sig træt, med et langt gab og et lille ryst på hovedet og han satte sig op. Jeg tøj han trøje op og smed den hen til ham, han fumlede lidt med den og tog den over hovedet. Jeg bad ham følge med ned i mad kameret, nede i kælderen, så han kunne hjælpe til med morgenmaden.

 

Efter vi havde spist gik vi udenfor i sneen, henne ved grantræerne og vi begyndte, med træningen og selvfølgelig var jeg skrækslagen for at noget skulle gå galt. "Okay, vi kan vel starte med den snebold som jeg lavede igår?" Han tog blidt fat om mit håndled og tog det frem, jeg kiggede på ham, han var fuldt optaget af min hånd, men så så op på mig, med de venlige øjne og trak mundvigen op i et blidt smil og med et kiggede han ned igen. Hans hånd var så dejlig, jeg mærkede jeg rødmede lidt, hørte ikke rigtig efter da han forklarede, men hvordan kunne jeg, når hans søde, pjuskede hår glimtrede sådan i morgen solens skarpe lys?

"Ehm, jeg forstod det ikke, vil du ikke forklare mig det igen?"

Jeg smilede sødt og bed mig i læben.

"Okay, så hør godt efter"

Han formede mine fingre ud og med begge hænder formede han en let sne boldt i min hånd, jeg så forundret på den og lod så min min løse hånd op og prøvede forgæves at forme. Men der skete ikke noget og jeg prøvede igen og dog, en lille bitte klump sne landede på min håndflade.  Og jeg prøvede igen. Og igen, igen, igen og igen. Indtil jeg holdt med at tælle, så han på mig.

"Du skal fokusere mere og se sneen forme sig i din hånd"

Jeg  nikkede og tænkte på da han formede den, det var så let for ham, jeg fokuserede alt hvad jeg kunne, lukkede håbefuldt øjnene og forestillede mig inderligt en lille boldt i min håndflade og formede den så med hånden. Da jeg åbnede det ene øje for at se hvad der var sket, fik jeg et chok og stod med åben mund og øjne, jeg blev fyldt med glæde, en mellem klumpet og rumlet boldt, hvis man kan kalde det det. Jeg havde ihvertfald frivilligt lavet den, med vilje og det var det vigtigste, vi gjorde fremskridt. "Flot! Nu skal vi bare arbejde på selve formen" Og mere arbejde, det var lidt hårdt, både at skulle fokusere på at få den frem, men så også formen. "Det er så krævende, kan vi ikke holde en pause?" Jeg kiggede sødt på ham, med store øjne og han kiggede fortabt på mig. "Okay, så. Kun et par minutter, ikke?" Jeg fnisede lidt "Jo, jo"

 

Og jeg satte fokus på, tog hånden frem og formede en klumpet bold og samlede mine armkræfter, lagde armen tilbage og fyrede bolden afsted med fuld kraft og den splattede ud i nakken på ham. Han tog sig forskrækket til nakken og vente sig om med et stort smil. "Det gjorde du ikke" Han tog hånden frem og skulle lige til at frembringe en sneboldt, da jeg afbrød ham "hvad hvis jeg gjorde? Hvad vil du så gøre?" Han smilede hævngærrigt "det her" og han fyrede en afsted lige imod mig og jeg mærkede den splatte ud lige på mit bryst og jeg udsted et støn i chokket og børstede det væk, med en stor glædes latter og tog hånden frem. " Så er der krig!" Og jeg kastede den afsted og modtog en. Vi grinte og grinte, kastede og kastede, den var den bedste tid jeg nogensinde havde haft og imens alle de forbiere og pletskud, tog han fat om min talje og løftede mig op og smed mig ned i sneen. Jeg kunne slet ikke lade med at skrige af grin og det kunne han heller ikke, imens vi lå der i sneen, fangede hans blik mit og han så på mig og jeg kom i tanke om noget. "Hvad er dit navn?" Det ødelagde lidt stemningen, men han havde slet ikke sagt det. "Jack. Jack Frost" Jeg smilede og smagte på det "Jack Frost" Vores blik mødtes og vi stirrede bare på hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...