En one-way-ticket

Handler om en pige der har det svært, og hvordan hun drømmer sig væk!

0Likes
0Kommentarer
60Visninger
AA

1. En one-way-ticket

Hun lod forsigtigt knivens blad kysse huden. Tog den og lod den føre rundt om håndleddene og halsen. Mærkede den kildrende følelse som skyllede ud gennem kroppen, af bare at kunne synke ind i en evig drøm, hvor hun bare kunne være sig selv og ikke noget eller nogen anden. At kunne være fanget i et paradis, den drøm hun altid har haft drømt om, det kunne være lykken. Tårerne trillede ned ad kinden på hende, selvom smilet på hendes læber var et sikkert tegn på at hun rejste til Paradis i aften. Det hele var klar, alle ting stod nydeligt pænt på værelset, stearinlys i vindueskarmene, på bordene og hist og her rundt på gulvet. Sengen var redt med et hvidt lagen og sort sengetøj. Kniven var skarp og var blevet slebet på den helt rigtige måde. Døren var låst og nøglen smidt ud ad vinduet fra femte sal i lejligheden, som hun boede i. Hun tog et kig rundt, og så hvordan alle stearinlys, som hun overhovedet kunne finde i lejligheden, mindede hende om 1000 stjerner på Paradisets nattehimmel. Øjnene flakkede rundt, på alle de ting hun havde fået. Både fra vennerne, veninderne og familien, både de nære og dem i det ydre. Troen på at det kunne lade sig gøre var så stor. Hun var sikker på at i aften var hun på vej mod Paradis med en one-way-ticket. Gardinerne var trukket for. Farven på gardinerne var lige så røde, som det blod som boblede inde i hende. Det blod der på et tidspunkt ville flyde ud af det lille snit, som hun ville lave ved det højre håndled. Der hvor pulsåren er tydeligst. Tanken om at det ville flyde ud ad håndleddet og gøre det hvide lagen rødt, var en enestående tanke, som hun længe havde gået med. Tiden var snart inde. Der var ikke længe endnu. Nu. Et øjeblik. Snart. Hun vidste at dette vare svaret på hendes bønner. Hun var alene, grunden til at hun havde valgt denne dag. Hun kiggede hen på uret, og så bare hvordan sekundviseren bevægede sig langsomt, men sikkert hen mod hendes livs ende. Hun vidste at hun ikke ville blive savnet, hvorfor også gøre sig nogen forhåbninger om det? Livet kunne være så uretfærdigt, at det hele nok bare ville være bedst, hvis hun flygtede til det evige Paradis. Brevet til hendes mor, far, resten af familien, lå pænt foldet sammen nede i en konvolut. Hun havde skrevet med sin nydeligste skrift og skrevet Til min mor, familie, venner og veninder udenpå. Brevet lå på spisebordet, og var ikke til at undgå, når spisestuen er det første man træder ind i fra entréen. Tiden var ved at svinde ud, og der var ikke mange sandkorn tilbage. Hun fandt sin dagbog frem, skrev lidt om det gode og det dårlige. Skrev om de mørke tanker, og om at hendes hjerte var blevet til et spar. Hun skrev hvorfor hun ville sige farvel, skrev lidt om hvorfor det var tid, skrev lidt om hvorfor det lige netop skulle være i dag, og skrev at hun elskede sin mor. Hun kunne se hvordan papirerne i hendes dagbog blev til de klare blækklatter fra hendes kuglepen, men det var nok ikke så sært, når hendes øjne var så spejlblanke, som en sø på en forårsdag. Hun kunne høre hvordan vejret uden for hendes vinduer trak sig op. Hvordan de store høje birketræer og bøgetræer raslede og lod blot vinden klæde dem af. Regnen startede og gav sig til at spille en let og rytmisk trommelyd og i det fjerne kunne man høre tordenbrag, som var det slutningen på et orkesters symfoni. Hun lukkede sin dagbog, låste den og lagde den på sit natbord. Hun gik en sidste gang hen til vinduet og kiggede ud på det der havde været hendes udsigt stort set hele hendes liv. Kiggede på det der havde været så velkendt. Men der var ikke meget at se, det meste var allerede væk og borte af nattens dyb og stille ro. Hun vendte sig om, og lod forsigtigt hendes hænder hvile på vindueskarmen. Hun skubbede sig selv væk fra karmen og gik langsomt hen mod sengen. Hun tændte sin lille lampe, som stod på hendes natbord. Hun fandt igen kniven frem, mærkede igen følelsen af, at være så uendelig tæt på friheden og rejsen mod Paradis. Hun slukkede lyset, og lod forsigtigt kniven glide over højre håndled. Det føltes dejligt. Bare at kunne få smerten ud på denne måde. Knivens blad lå lige oven på blodårerne. Hun trykkede let til og mærkede hvordan kniven stille og roligt arbejdede sig vej ned i det blege stykke kød. Mærkede hvordan de lyseblå blodårer gav sig, efterhånden som kniven kom længere og længere ned. Hun mærkede hvordan blodet flød ud af det dybe, åbne snit. Mærkede hvor glad hun blev for tanken. Tænkte på Paradis. Og følte lidt igen på hvordan blodet løb ned ad armen og ned ad hånden, følte på det så godt som hun kunne. Hun pressede kniven lidt hårdere ned i håndleddet på sig selv og mærkede hvordan hun nåede tættere og tættere på knoglen. Hun var ved at være meget svag. Hun havde ikke mange kræfter tilbage, hun tog kniven, alt i mens hun tænkte på sin one-way-ticket og Paradis, og med hånden, ville hun føre den op til struben, men hun havde ikke nok kræfter, og hendes hånd dinglede slap ned langs hendes seng og hun tabte kniven…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...