Make you mine {Harry Styles}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2014
  • Opdateret: 21 apr. 2014
  • Status: Igang
Love is a game, so who will win? - Læsning er på eget ansvar. Seksuelle referencer kan forekomme, så nu er i advaret. - Og jeg vil godt lige gøre jer opmærksomme på at Harry IKKE er berømt i denne FF. (:

18Likes
18Kommentarer
561Visninger
AA

3. Kapitel 3

”Er vi her alle sammen?” spørger Miss Coleman, og kigger op. De fleste står lidt ud over det hele på gulvet, men jeg har fundet mig en behagelig plads op af væggen mens Miss Coleman får styr på det hele. Hun krydser de sidste navn af, og vender sig så mod projektoren ved siden af hende. Gad vide hvad den skal bruges til..

     Dans er ret nyt, på vores skole i hvert fald. Skolebestyrelsen synes det ville være en god idé, for så kunne eleverne socialisere imens de dyrker motion. Selvom det ikke er gået helt efter planen endnu. Så det er ikke fordi jeg er super god til det. Det er ikke et fag jeg har meldt mig til, fordi jeg nødvendigvis kan danse. Men jeg kan da danse lidt.

     Danselokalet er dog en smule ynkeligt. Det er et gammelt, tomt undervisnings lokale med en hvid seddel på døren, hvor der står ’dans’. Det er ikke vildt fancy. Væggene er alle hvide, med nogle få plakater her og der. Det kan godt være lokalet er kikset, men i det mindste er der masser af plads, så vi alle kan være her.

     Med elastikken om mit håndled sætter jeg mit hår op, så det ikke kommer til at hænge ned i mit ansigt når vi skal til at i gang. Jeg får snoet mit hår op i en hurtig knold, og sørger for at alt mit hår er sikret af elastikken.

     Jeg kigger kort ned over mig selv, og hiver min top lidt længere ned over yogabukserne. Det er dejligt at vi ikke skal danse i vores dagligdagstøj. Det er ret koldt udenfor, så de fleste har langærmede trøjer på, og jeg har kun set et par stykker med shorts på. Hvis jeg skulle danse i en sweater, og jeans ville jeg hurtigt få det virkelig varmt.

     ”I dag skal vi danse parvis!” udbryder Miss Coleman, og klapper sine hænder sammen med et stort smil. Parvis? Laver hun sjov? Jeg er klodset nok når jeg danser alene! Tanken om at klokke i det foran en partner gør mig nervøs.

     ”Og siden det kommer til at tage resten af dagen at få delt jer op, så har jeg lavet partnerne på forhånd!” fortsætter hun. Jeg kommer til at tænke lidt på Calums kommentar, om at jeg kunne lære ham at danse.

     ”Hvis jeg råber jeres navn op, stikker i lige en lap i vejret så den person i skal være sammen med ved hvem du er,” informerer hun os. ”Jack!” råber hun så, og en hånd flyver i vejret i den anden side af rummet.

     ”Du skal være sammen med Becca,” fortsætter hun, og en sorthåret lav pige tæt på mig rejser sig fra gulvet, og går hen mod ham. Sådan fortsætter det i et stykke tid. Alle småsnakker lidt med dem de nu står ved siden af, men ikke højt nok til at overdøve Miss Coleman.

     Jeg lader mit blik glide hen over de partnere der allerede er uddelt. De fleste står og snakker lidt, og så er der så dem der står ved siden af hinanden, i en akavet tavshed.

     ”Adam! Du er sammen med Jeanelle,” Et sæt går igennem mig da mit navn bliver nævnt. Jeg spotter hurtigt en hånd i vejret, gemt bag alle de andre. Jeg tager en dyb indånding, inden jeg klemmer mig igennem mængden af snakkende elever, og når mit mål.

     Foran mig står en høj, brunhåret dreng. Eller fyr. Jeg kan godt huske at jeg har set ham her før. Og jeg kan huske pigerne hviske om ham. Et smil spreder sig over hans læber, og han rækker en hånd frem. Okay. Jeg må altså indrømme.. Han er ret attraktiv.

     Han er klædt i en løs sort tanktop, - hvilket klæder ham ret godt eftersom han er lidt muskuløs – og lange grå joggingbukser.

     ”Adam,” siger han, og fortsætter med at smile til mig. Jeg kigger på hans hånd, og lader så mit blik glide op på ham. ”Jean..” svarer jeg lavt, og tager hans hånd.

     ”Jean..” gentager han, og bliver ved med at svagt ryste min hånd. Han lægger sit hoved lidt på skrå. ”Smukt navn, til en smuk pige,” fortsætter han. Jeg blinker overrasket et par gange, inden rødmen spreder sig ud over mine kinder. Sagde han lige at jeg er smuk? Jeg mødte ham mindre end et minut siden, og han har allerede komplimenteret mit navn, og udseende.

     ”T-Tak..” mumler jeg, og sender ham et lille smil. Han giver endelig slip på min hånd, og propper begge hænder ned i sine lommer. Jeg prøver ihærdigt at gemme mit ansigt væk, mens rødmen langsomt falmer.

     Ud af min øjenkrog kan jeg stadig se ham kigge på mig. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg har det med det. Burde jeg træde lidt væk?

     ”Okay, så når I alle har fundet jeres partner, stiller i jer alle sammen op i position,” Miss Colemans stemmer fanger min opmærksomhed, og jeg kigger op på hende. Efter et par sekunder begynder folk rundt omkring at tage hinandens hænder, og stille sig klar. Jeg kigger tilbage på Adam, som igen sender mig et smil.

     Han holder sin hånd ud imod mig. Jeg kigger lidt på den og derefter ham, inden jeg tager den. Han trækker mig indtil ham, og jeg gisper lavt i overraskelse. En lav klukken lyder fra ham, og jeg kan se hans brystkasse vibrerer svagt. Ikke længe efter lægger han en varm hånd på min hofte, og smiler ned til mig endnu engang.

     Jeg genælder hans smil, nu lidt mere selvsikkert, og placerer min hånd på hans skulder.

     ”Vi starter med nogle simple trin!” lyder det fra Miss Coleman. Jeg kigger kort ned mod vores fødder, og så op mod ham igen.

     ”Jeg er altså ikke vildt god til det her,” informerer jeg ham, så er han i det mindste forberedt hvis jeg træder ham over fødderne. Han ler stille, men vælger ikke at kommenterer på det.

     Jeg føler lidt at jeg er sluppet godt af sted med det her dansepartner noget.

     ”Okay vi starter ud med at se hvad i har at tilbyde!” siger Miss Coleman, og klapper to gange i hænderne for at få alles opmærksomhed igen. Jeg kigger nervøst op på Adam, men han sender mig et beroligende smil, som overraskende nok hjælper en hel del.

     Han trækker mig lidt tættere op ad ham, hvilket får mig til at gispe kort igen. Jeg er ikke sikker på hvad jeg skal sige, eller gøre, lige nu er jeg bare virkelig distraheret af hans krop mod min. ”Bare følg mig,” hvisker han, lige inden Miss Coleman starter den oldgamle musikafspiller, og tæller ned fra tre.

     Adam begynder pludseligt at flytte på sine fødder, og jeg må hurtigt minde mig selv om at følge hans bevægelser for ikke at falde. Jeg kigger koncentreret ned på vores fødder de første tredive sekunder, og det går faktisk ret godt. Jeg retter langsomt mit blik længere og længere op mod Adam, som kigger smilene på mig. Adam har tydeligvis mere styr på det end jeg har, men jeg kan da følge med.

     Altså lige indtil jeg træder på hans fod.

     ”Undskyld!” Hvisker jeg, da han bider tænderne hårdt sammen. Jeg træder hurtigt et skridt væk, og kommer til at give slip på hans skulder. Årh, for satan, jeg må lære at være mindre klodset. Igen overrasker han mig, ved at løfte min arm over mit hoved, og snurre min krop en gang rundt om mig selv, for så igen at trække mig indtil ham. Jeg falder ind mod ham, i forsøg på at få balancen tilbage. Hvad var det? Okay, han har meget mere styr på det her end mig.

     Han sender mig igen et af hans skæve smil, og lægger igen sin hånd på min hofte. Jeg følger hurtigt med, og ligger min hånd på hans skulder. Når han begynder at flytte fødderne igen, går det en smule hurtigere end før. Jeg følger så godt med jeg kan, og formår ikke at træde ham over fødderne. Musikken spiller i mine ører, og hjælper mig med at følge med. Jeg fanger mig selv i at smile til ham, hvilket kun gør hans smil endnu større.

     Endnu engang giver han slip på min hofte, og snurrer mig rundt. Heldigvis er jeg forberedt denne gang, og det går en smule langsommere. Et mindre fnis undslipper mine læber, og jeg må indrømme det faktisk er ret sjovt at danse med Adam. Siden hvornår er jeg blevet så god til det her? Selvom det er ham der laver det meste af arbejdet, og mig der bare bliver guidet rundt. Jeg kigger kort om bag hans skulder, og lægger mærke til flere af parrene der tumler lige så stille frem og tilbage. Det ville nok have været mig, hvis ikke jeg havde fået Adam som partner. Der er dog også et par stykker der danser rundt som mig og Adam.

     Jeg kigger op på ham igen med et smil, og føler mig en smule stolt over mine pludselige evner til at danse. Så længe alle andre danser, og ikke kigger på os. Hans greb om min hofte strammer sig kort, da han drejer os begge rundt i en ring.

     Da musikken langsomt begynder at komme til en ende drejer han mig rundt endnu engang, - Vi er virkelig ved at få styr på de her – og slipper min hånd for at lægge den på min ryg, og den anden på min lænd. Jeg har set det her i film. Så jeg ved præcis hvad jeg skal gøre. Så er spørgsmålet bare om jeg kan finde ud af det.

     Jeg læner mig forsigtigt tilbage, og lader mit hoved falde bagover. Jeg bryder ud i en pludselig latter, og kan egentlig ikke rigtig lade være, heller ikke da jeg får overbalance og Adam hurtigt reagerer ved at trække mig op igen. Han begynder også at grine selv, og imens de andre danser videre omkring os står vi der og griner.

     ”Okay! Det ser nogenlunde ud.” siger Miss Coleman, og skruer ned for musikafspilleren. Jeg holder langsomt op med at grine, og mit blik søger hen mod hende igen. Alle holder op med at danse.

     ”Hvis nu jeg viser jer en lille koreografi, så kan i prøve at kopierer danserne.” Hun tænder for projektoren ved siden af hende, og trykker lidt rundt på den tilkoblede computer. Projektoren lyser op på den hvide væg, og et klip begynder at spille. Jeg følger nøje med mens danserne danser rundt på gulvet. Det ser ikke vildt kompliceret ud. Indtil videre.

     Da klippet er færdigt, stiller vi os alle sammen op som før, og igen sender Adam sender mig et af smil, da jeg lægger min hånd på hans skulder.

     ”Jeg synes ellers du sagde du ikke var god til at danse,” hvisker han. Jeg smiler lidt over hans kommentar, og trækker på skuldrene. ”Jeg er ikke den eneste der overrasker,” svarer jeg, hvilket får ham til at smile.

     Da musikken starter igen, tæller Miss Coleman ned. Vores fødder begynder igen at bevæge sig, og jeg prøver at huske de trin vi så på videoen.

     ”Hvor har du lært at danse så godt?” spørger jeg ham så, af ren nysgerrighed. Hans smil vokser, og han tager tydeligvis mit spørgsmål som et kompliment. ”Min mor har danset hele hendes liv, så da jeg var mindre blev der danset rundt med mig i dagligstuen,” mumler han, og holder øjenkontakten med mig, mens vi danser rundt på gulvet.

     Et par sekunder efter han har svaret giver han slip på min hofte, og svinger mig ud til den ene side, for så at svinge mig tilbage igen.

     ”Det lyder som en dejlig barndom,” mumler jeg, en smule misundelig. Hvis min mor – Eller far – gad danse med mig i vores dagligstue da jeg var mindre, ville det havde været så meget sjovere at være barn.

     ”Ja, det var okay. Hvad med dig? Et eller andet talent?” spørger han, mens vi snurrer rundt på gulvet. Jeg kigger lidt ned på vores fødder, imens jeg tænker.

     ”Ikke et jeg lige kan komme i tanke om.” mumler jeg, selv lidt skuffet over at jeg ikke har taget mig tid til at finde en eller anden form for aktivitet.

     ”Jeg ser dig nogle gange sidde og læse, når Miss Coleman kommer for sent,” siger han. Jeg kigger undersøgende på ham. Lægger han virkelig mærke til det?

     ”Jeg vil ikke kalde det faktum at jeg kan læse et talent,” mumler jeg, og han klukker stille.

     ”Nej, men du nyder det da,” siger han.

     ”Ja?” Han snurrer mig rundt om mig selv to gange, og trækker mig så indtil sig selv igen.

     ”Ligesom min mor nyder dans, så nyder du at læse. På den måde betyder det da  et eller andet for dig.” forklarer han. Jeg betragter ham i stilhed. Han tager min stilhed som en mulighed for at afprøve vores mislykkede trin fra før, og lægger begge hænder på min ryg. I takt med at han langsomt bøjer mig ned og op, læner jeg mig tilbage og retter mig igen. Selvom det føles lidt ustabilt, kan jeg holde balancen bedre denne her gang.

     Jeg smiler til ham igen. Jeg føler mig så let når han guider mig hen over gulvet.

     ”Godt så! Alle sammen fokus herop!” Jeg kigger væk fra ham igen, og vi stopper med at danse.  

     ”Der er en grund til at jeg har sat jer til at danse pardans..” starter hun, og sender os alle sammen et stort smil. ”Til skoleballet er jeg blevet spurgt om der ikke er et par der gerne vil danse foran skolen!” udbryder hun i fryd. Der er ingen der siger noget. Hun kigger ud over os alle sammen, i forventning.

     ”Så det er nu i skal melde jer, hvis i godt kunne tænke jer at optræde. Og i skal selvfølgelig danse i de par jeg har givet jer,” Hell no. Jeg skal ikke gøres til grin foran hele skolen. Jeg har ikke planlagt at dukke op til ballet alligevel, så det kommer aldrig til at gå. god er jeg heller ikke. Selv efter mine pludselige forbedringer.

     Hendes blik glider hen over forsamlingen endnu engang, og standser lige ved siden af mig igen. Et stort tilfredst smil spreder sig hen over hendes læber. ”Mr. Hayes!” udbryder hun, og klapper sine hænder sammen endnu engang. Jeg kigger på Adam ved siden af mig, som smiler skævt op til Miss Coleman.

     Jeg laver store øjne da det går op for ham hvad han har gang i. Hans hånd er hævet halvt op over hans hoved. Nej.. Det her må ikke ske. Hans øjne finder mine, og hans smil vokser kort. Det chokerede udtryk forsvinder ikke fra mit ansigt, og jeg er fuldstændig målløs.

     ”Det glæder vi os til! Så har vi det på plads!” Jeg fortsætter med at stirre chokeret på Adam, som har vendt sin opmærksomhed op mod Miss Coleman igen. Hvordan kan han gøre det mod mig? Nu husker jeg pludseligt hvorfor jeg ikke stoler på fremmede mennesker. Han kunne idet mindste bare lige havde prikket til mig eller et eller andet. For at spørge mig om jeg havde lyst. Men samtidig kan jeg ikke rigtig bearbejde ham. Jeg burde ikke have åbnet op så hurtigt, og danset sådan der med ham.

     Mine tanker vandrer tilbage til Harry. Sjovt nok savner jeg ham lidt. Og hans finurlige venner. Han kunne aldrig finde på at gøre sådan noget. Altså stille mig op foran hele skolen på den måde. Tror jeg..

     ”Jeanelle? Adam? Kom lige herhen.” Jeg bliver hurtigt trukket tilbage til virkeligheden, og kigger op på Miss Coleman. De andre går langsomt i gang med at danse igen, og jeg har det en smule dårligt med at jeg ikke fik de sidste instrukser fra Miss Coleman med. Jeg undgår at kigge på Adam, og småløber hen til hende.

     ”Miss Coleman, jeg undskylder meget, men jeg kan altså ikke være med til at danse til skoleballet,” forklarer jeg, men hun stopper mig ved at holde en hånd op foran sig.

     ”Sludder og vrøvl, det kan du da sagtens. Jeg har øjne at du ved det,” siger hun, og et lusket smil breder sig over hendes læber. Hun må have set os danse.

     ”Nej, jeg mener jeg kan virkelig ikke,” fortsætter jeg desperat, og træder et skridt tættere på hende. Hun ryster på hovedet.

     ”Med lidt træning skal det hele nok gå. Det bliver magisk!” udbryder hun, og kigger op, som om hun allerede kan se det for sig.

     Jeg kigger fortabt på Adam ved siden af mig, som stadig smiler skævt. God dammit.

 

(Endnu et kapitel! Jeg havde troet at jeg ville få plads til noget mere i kapitlet, men jeg nød virkelig at skrive dansescenerne, så det tog vidst lidt overhånd.. Hvad synes i om Adam? Jeg sætter et billede ind af ham lige nedenunder! Det er Max Irons, hvis der er nogen af jer der kender ham. (:

Skriv endelig hvad i synes, tilføj til favoritter, og/eller like! Det hjælper mig rigtig meget, og giver mig mere lyst til at skrive. (:

Er der nogen der kan hjælpe mig med shipnavne? Det behøver ikke være lige nu, da vi ikke er nået så langt ind i handlingen, men det er da fedt med nogle foreslag. (; )

Den smækre-lækre Adam. (;

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...