Make you mine {Harry Styles}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2014
  • Opdateret: 21 apr. 2014
  • Status: Igang
Love is a game, so who will win? - Læsning er på eget ansvar. Seksuelle referencer kan forekomme, så nu er i advaret. - Og jeg vil godt lige gøre jer opmærksomme på at Harry IKKE er berømt i denne FF. (:

18Likes
18Kommentarer
564Visninger
AA

2. Kapitel 2

”Kom så! Kom så!” Min far klapper i hænderne, mens han spændt følger med i baseballkampen foran ham. Hele baseball holdet er samlet, Med endnu en person inkluderet. Mit blik er fastlåst på den nye figur, som jeg allerede kan genkende på få sekunder.

     Hans krøllede hår er skubbet op under den store blå hjelm, men man kan lige ane få totter der stikker ud. Hans grønne øjne stirrer intenst lige frem. Mine øjne flakker videre ned over ham, og til battet i hans hånd. Han knuger det tykke bat i hans hænder, og vipper lidt frem og tilbage på sine fødder. Hans muskler er tydelige under det tynde stof, hvilket jeg absolut ikke klager over.

     ”Kom så Harry!” En kvindelig stemme hepper på den koncentrerede dreng. Mit blik fortsætter hen mod der hvor stemmen kommer fra. Og der står jeg. Jeg har en stor jersey på, med nummeret otte på, - det samme som på den Harry har på – Og klapper mens jeg vinker til ham. Et kæmpe smil er spredt hen over mine læber, mens jeg hopper op og ned så mit hår flyver op og ned. Og lige der. Lige der ser jeg lykkelig ud.

     Harry vipper kort sit hoved til siden og sender ”mig” et stort smil. Hvad skal det her betyde?

Før jeg når at gruble over mere bliver bolden kastet. Det er som om alt går i slowmotion. Jeg ser bolden flyve kraftfuldt igennem luften, mens alle kigger intenst på. Harry reagerer hurtigt, og svinger battet igennem luften. Et kæmpe brag lyder da battet kommer i kontakt med bolden.

 

     ”Kuk kuk? Jeanny?” Sarah knipser to gange med fingrene foran mit ansigt, hvilket får mig til at blinke forskrækket. ”Sover du stadig?” ler hun, og stopper op foran sit skab.

     Jeg har bare ikke kunne glemme min drøm. Vi har sikkert bare snakket alt for meget i går, så han har sneget sig ind i mine tanker. ”Hørte du overhovedet efter?” spørger hun så, da hun fisker en bog ud af sit skab.

     Sarah er en af mine eneste venner her på college. Vi har været venner siden folkeskolen, da hun forsvarede mig overfor de andre børn. Vi har været venner lige siden. Det er faktisk lidt underligt, for vi minder overhovedet ikke om hinanden. Sarah er en højtråbende, næsvis, flirtende person, uden hæmninger. Jeg er mere.. Stille i det. Jeg kan bedre lide at se på fra sidelinjen. Så det er godt at Sarah hurtigt kan få fokus væk fra mig, og over på hende. Hun går på cheerleader-holdet, så hun er også nogenlunde populær. Eller noget. Jeg ved det ikke helt. College er forvirrende. De andre piger på holdet er vist ikke helt vilde med hende. Sikkert fordi hun er en trussel udseendemæssigt. Jeg ved ikke hvad der sker for piger i min alder, men det betyder en hel del hvem der er pænest. Og ja, Sarah er ret så pæn. Og så har hun mørkt hår, og grønne øjne. Lige som en hvis anden person.

     Harry overtager igen mine tanker.

”Kommer du?” Da jeg kigger op endnu engang er Sarah gået få skridt væk fra mig, og kigger spørgende på mig. Jeg begynder hurtigt at flytte fødderne, og følger med hende.

     ”Nick sagde at han måske kommer lidt for sent til frokost.” Informerer hun mig med et lusket smil. Jeg rynker lidt på panden. ”Hvorfor?” spørger jeg, og føler mig lidt dum. Hun himler med øjnene.

     ”Fordi han er sammen med en pige,” hvisker hun. Jeg laver store øjne. ”De har vel ikke.. Altså.. Du ved..” mumler jeg.

     ”Åh gud nej pigebarn, hvad tror du dog om vores lille Nicklas?” Hun lægger en hånd over hjertet, og ser fornærmet ud.

     ”C’mon Sarah, du har gjort det på skolens område, så det kunne da g-” ”Shush, nu skal du ikke bringe mig ind i det!” klager hun, mens hun svinger en arm hen over min skulder. Jeg himler med øjnene, og ryster på hovedet.

     ”Nå, men hvem er det så? Hende pigen der?” spørger jeg nysgerrigt. Hun trækker på skuldrene, og stirrer irriteret ned i jorden. ”Jeg ved det faktisk ikke.. Han vil ikke sige det til mig! Det er så typisk,” stønner hun frustreret.

     ”Han sagde kun det var en pige, så i det mindste har han krydset halvdelen af skolen af fra min liste over mistænkte,” fortsætter hun.

     Ja, Nick er biseksuel. Da han startede på college var han ærlig om sin seksualitet, så det slap hurtigt ud. Han blev hurtigt udstødt, og det er så der Sarah og jeg kommer ind i billedet. Siden har det bare været os tre. Sarah er der næsten altid til at give drengene en røvfuld når de er ude efter Nick, ja selv når de bliver voldelige. Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil turde forsvare Nick. Og det har jeg det faktisk ret dårligt med..

     ”Jeg håber bare hun lever op til Nicks standarder, for min lille skumfidus fortjener en rigtig prinsesse. Eller prins. Hvad end han nu beslutter sig for.” Jeg smiler svagt. Sarah benægter altid hvor meget hun holder af os, og laver en joke ud af det, men inderst inde ved jeg hun er bekymret for Nicks hemmelige kærlighedsliv.

     Vi drejer ned om hjørnet, og fortsætter ind i kantinen. Som altid er stedet fyldt med mennesker. Fodbolddrengene sidder ved bordet inde i midten, lige ved siden af de populære piger. Det er nok det mest vigtige. De populære piger består primært af Cheerleaders. Da jeg startede på college tog det mig et stykke tid at vænne mig til opdelingen. Skolen er et stort hierarki.

     Sarah går målbevidst igennem mængden af mennesker, og har nok overskud til at svinge blidt med hofterne så et par blikke bliver skudt efter hende. Jeg forstår ikke hvor hun får det fra. Jeg knuger remmen på min skuldertaske, og følger klodset efter hende.

     ”Jeg er ret sikker på at Paulina har givet mig en dårligere karakter for min opgave end jeg egentlig fortjener. Den var perfekt sat op, og jeg er selv ret så tilfreds med den. Men bum. Jeg fik et fucking firtal,” klager Sarah, mens hun sætter sig til rette på sin stol. Jeg rynker lidt på næsen. Paulina er Sarahs engelsklærer. Sarah kalder hende ved fornavn fordi ’Alle mennesker er lige, og derfor burde vi ikke snakke til vores lærere som om de er bedre end os.’ Hvilket de jo egentlig er. Hendes holdninger har dog også sine konsekvenser, og hun er flere gange endt i eftersidning for at være rapkæftet.

     ”Hun har sikkert bare lavet en fejl..” mumler jeg, og sætter mig også ned. ”Hun burde ikke lave sådanne fejl,” siger hun med løftede øjenbryn. Hun fjerner sin opmærksomhed fra mig, og kigger op.

     ”Uha, det må jeg sgu nok sige. Pastasalat til frokost. Jezz..” Sukker hun, men rejser sig alligevel op. ”Jeg er tilbage om lidt.”

     Inden jeg overhovedet når at sige noget drejer hun rundt, så hende lange mørke hår svinger i luften, og går. Jeg tager en dyb indånding, og placerer med et bump min taske på mit skød. Jeg fisker boksen med mad op, og stiller den på bordet.

     ”Der kan man bare se. Hvad laver du her helt alene?” Jeg drejer hovedet et par sekunder efter, da jeg opfatter at der rent faktisk bliver snakket til mig. Lettelse skylder ind over mig da en krølhåret smilende dreng sætter sig på stolen ved siden af mig. Han har skiftet tshirten fra i går ud med en skovmandsskjorte.

     ”Ehm.. Spiser,” mumler jeg lidt dumt. Han klukker stille, og drejer stolen så han sidder med front mod mig. Utroligt at han overhovedet gider side ovre ved mig. Vi mødte hinanden i går, og alligevel tøvede han ikke da han satte sig ned.

     ”Er det en madpakke?” spørger han forvirret, da han ser boksen foran mig. Jeg er nok den eneste der tager madpakke med. ”Jeps. En super god en af slagsen,” informerer jeg, og løfter låget af.

     ”Har du altid madpakke med?” fortsætter han. Han kigger forsigtigt på mig. Jeg trækker på skuldrene. ”For det meste,” indrømmer jeg.

     ”Jeg har jo som sagt allergi, og med et køkken som det her, kan man aldrig være sikker,” Han nikker i enighed, og iagttager mig imens jeg vikler gaflen fri af elastikken.

     ”Hvad med dig?” Spørger jeg.

     ”Hm?”

     ”Ja altså, hvad laver du her.” fortsætter jeg, og kigger op på ham. Han læner sig lidt bagud i stolen, og fletter sin fingre sammen bag hans hoved. ”Det er da sørgeligt at sidde helt alene, så jeg tænke, ’hvorfor ikke’?”

lader mit blik glide hen over bordene, indtil jeg spotter en gruppe drenge siddende lidt væk herfra. De stirrer alle sammen over på os, og ligner lidt sådan nogen typer Harry kunne finde på at hænge ud sammen med. Men hvad ved jeg. Lige idet mit blik lander på dem, vender de sig hurtigt om, og forsætter den samtale de nu havde i gang.

     ”Det ser ud som om dine venner savner dig.” Hans grønne øjne følger mit blik, og han trækker på skuldrene. ”De overlever.” Jeg nikker stille, og retter mit blik mod ham igen med et smil. ”Altså, jo mindre du gider spise sammen med os.” foreslår han, og retter sig op i stolen.

     Jeg overvejer mine chancer, men kommer hurtigt frem til at jeg burde lade være. ”Min veninde kommer tilbage lige om lidt, jeg kan ikke bare forlade bordet.” mumler jeg, og trækker undskyldende på skuldrene.

     Hans blik scanner hen over bordene, og standser kort efter. ”Mener du den der veninde?” spørger han, og peger på et sted bag mig. Jeg sender ham et tøvende blik, inden jeg vender mig halvt om, og kigger i den retning han peger. Og ganske rigtigt. Sarah sad på skødet af en lyshåret, muskuløs, football-spiller. Utroligt.. Hun var ikke engang nået hen til kantineskranken.

     ”Det ser ikke ud som om at hun kommer tilbage lige foreløbig.” Da jeg vender mig om mod Harry igen, er der et skævt smil over hans læber. Jeg himler med øjnene, og vender mit hoved ned mod min mad igen.

     Ud af min øjenkrog kan jeg se ham kigge skeptisk over på Sarah, og den ukendte dreng. ”Hun virker meget.. Hvad skal man sige.. imødekommende,” konstaterer han. En svag latter undslipper mig, og det får hans opmærksomhed til at vende sig mod mig igen. Et smil spreder sig hen over hans læber.

     ”Hvad?” spørger han. Jeg ryster smilene på hovedet. ”’Imødekommende’?” Jeg løfter begge mine øjenbryn, og kigger op på ham. Jeg føler mig utroligt godt tilpas i Harrys selskab. Hvis det havde været med enhver anden dreng på denne skole, – Eller for den sags skyld pige – ville jeg nok havde siddet og vippet uroligt med mit ben, og genert snører en hårlok om min finger.

     ”Ja, imødekommende, hun virker ’imødekommende’,” Jeg smiler til ham endnu engang. ”Du skulle bare vide..” mumler jeg, inden jeg samler et æble op fra min madkasse, og tager en bid. Jeg kan mærke hans blik på mig mens jeg tygger, og lige inden jeg tager en ny bid, åbner han munden.

     ”Så hvad siger du?” Jeg kigger op med munden fuld af æble. ”Hm?” Han nikker hen mod hans venner igen, som nu grinende sidder og kaster noget på hinanden.

     Jeg bruger det faktum at jeg sidder og tygger, som en mulighed for at finde på en eller anden undskyldning. Hvad nu hvis de alle sammen synes jeg er en freak..

     ”Please?” Jeg kigger op på Harry igen, som giver mig de største hundeøjne, og har skubbet sin underlæbe svagt ud. Jeg kan ikke lade være med at le af det, og så snart jeg ler, ler Harry også.

     ”Det der var godt nok overbevisende,” ler jeg sarkastisk. Han ryster på hovedet, og hans klukken bliver hurtigt erstattet af et stort smil. ”C’mon. Det bliver hyggeligt,” mumler han, og drejer hovedet rundt mod mig igen.

     Jeg kigger undersøgende på ham, mens han venter på mit svar. Hans hår stritter lidt her og der, og man kan se at han mislykket prøver at holde det væk fra hans ansigt. Hans grønne øjne ser lysere ud end i går.

     ”De bider ikke, jeg lover det,” Det går op for mig at jeg har stirret på ham lidt for længe, da et skævt smil spreder sig over hans læber, så hans smilehuller kommer til syne. Mit blik flyver ned, og jeg forsøger at gemme den svage røde farve der fylder mine kinder.

     Da jeg får styr på min rødmen, kigger jeg op på ham igen, med et løftet øjenbryn. ”Lillefinger løfte?” spørger jeg, næsten som en hvisken. Han ånder underholdt ud, og læner sig ind over bordet. ”Lillefinger løfte,” siger han, og hviler sin albue på bordpladen, og stritter med sin lillefinger.

     Jeg efterligner hans bevægelse, og krøller min lillefinger om hans. Det er lidt humoristisk at se min korte lillefinger, og hans lange, tynde lillefinger. Mit blik møder hans igen, og han sender mig et lille smil, inden han giver slip på min lillefinger igen. Han rejser sig hurtigt op, og skubber stolen ind.

     ”Nå. Jamen, så følg mig!” Jeg begynder langsomt at samle mine ting, og rejser mig så med min madpakke i hånden. Mit blik søger tilbage mod Sarah en sidste gang, som stadig sidder på skødet af hvem-det-nu-end-er.

    ”Kommer du?” lyder det lidt længere fremme, og jeg snubler næsten fremad da jeg ser at Harry næsten er helt ovre ved bordet. Jeg småløber hen bag ham.

     ”Se hvem der bestemte sig for at komme tilbage!” udbryder en af drengene, og klapper Harry på overarmen. De andre ler stille, og det samme gør Harry. ”Luke var ved at løbe tør for dårlige jokes..” er der en der mumler, og puffer sin skulder ind i sidemanden, som jeg er ret sikker på er den Luke de snakker om.

     ”Drenge, det her er Jeanelle.” Han træder lidt til siden, så alle kan se mig. De kigger alle op, og nikker en gang til mig som en hilsen.

     ”Nå så du er Jeanelle?” er der en af dem der siger, hvilket kun resulterer i at Harry slår ham hårdt bag på hovedet. Drengen ømmer sig lidt, mens Harry kigger væk. De andre klukker svagt. Har han snakket om mig?

     En af drengene springer op fra sit sæde, og rækker sin hånd frem imod mig. Hans hår hænger ned over hans pande, og derfra kørt ud til den ene side. Man kan tydeligt se at han har bleget sit hår for et stykke tid siden, for det hår der hænger ned over hans pande er helt blond, mens han kortklippede sider er helt mørkebrune. Man kan også ane hans mørke rødder under det blonde. Det klæder ham. Han sender mig et venligt smil, der afslører hans tænder.

     ”Mit navn er Niall.” Han rækker sin hånd frem imod mig, og jeg løfter også min hånd. ”Hyggeligt at møde dig Jeanelle,” siger han så, mens han svagt ryster min hånd. Han er overraskende venlig. Alle andre på vores alder ville bare havde vinket, eller nøjedes med et lille ’hej’.

     ”Jean,” retter jeg ham, og gengælder hans smil. ”Jean,” nikker han, og giver så slip på min hånd. ”Det her er Luke, Calum, Zayn, og Louis,” introducerer han, og peger på alle drengene en efter en, mens han remser deres navne op. Luke har en mellemblond farve hår, blå øjne, men det jeg lægger mest mærke til er den mørke piercing der sidder i hans underlæbe.

     Calum sidder og griner af Louis som har stablet et lille hus af skruepastaer. Han har sort pjusket hår, og mørke øjne. Man kan se et par tatoveringer i udskæringen af hans tank top. Louis fanger også hurtigt min opmærksomhed, da han stønner irriteret fordi skruepasta-huset braser sammen. Han har flere tatoveringer end Calum, men ikke lige så mange som Harry. En lille skægstubbe får ham til at se en smule ældre ud end de andre. Han har brunt hår, som stikker ud et par steder under hans hue, og blå øjne.

     Zayn har sort hår, og mørke øjne, ligesom Calum. Hans skægstubbe er lidt længere end Louis’, men det klæder ham virkelig. De eneste der ikke har tatoveringer er nok Luke og Niall. Men hvad ved jeg.

     Niall sætter sig ned igen, og jeg kigger lidt rundt på bordet. Harry sætter sig ned, så jeg følger ham, og sætter mig mellem ham og Niall.

     ”Hvad har du i næste time?” spørger Harry, og læner sig halvt ind mod mig. Jeg kigger rundt på alle de andre, inden jeg svarer. ”Dans,” mumler jeg lavt, og åbner min madpakke igen.

     ”No way!” udbryder Calum. ”Kan man tage det?” Han sidder lige overfor mig, og hviler begge albuer på bordet. Jeg nikker smilende til ham.

     ”C’mon Calum, selv hvis du tog dans, ville du ikke dukke op alligevel,” ler Zayn. Calum himler med øjnene, og kigger ned i bordet. ”Det ved du ikke noget om! Jeg ville da overveje at dukke op, hvis jeg tog dans i stedet for Latin,” Han rynker på næsen mens han siger latin, hvilket får mig til at smile lidt.

     Louis fnyser, og lægger en hånd på Calums skulder. ”Du kan ikke danse..”

     ”Nej.. Men Jeanelle kunne lære mig det!” siger han, og blinker drillende med det ene øje til mig. Til min egen overraskelse tager jeg det egentligt meget godt, og ler lidt. ”Det lyder da hyggeligt,” svarer jeg. Calum griner, inden hans blik lander på Harry ved siden af mig. Hans smil falmer lidt, og han kigger ned i bordet. Hvad er der med ham?

    

Harrys venner er virkelig imødekommende. Altså.. I forholdet til det jeg havde forventet. De har alle sammen en forskellig vibe, hvilket bare gør det hele så meget mere spænende. Harry har været stille i lang tid nu, men ingen af os har sagt noget til ham nu. Jeg fornemmer lidt på de andre at det også skal være på den måde. Man skulle tro der var gået over en time, men der er kun gået omkring femten minutter. Efter to madkampe, historien om hvordan Luke engang vågnede op på en bænk, nøgen, og måtte gå seks kilometer hjem med avispapir til at skjule du-ved-hvad, og en lang diskussion om pizza eller tacos er bedst begynder de at snakke om en fest der åbenbart finder sted snart.

     ”Hey, Jean burde tage med!” udbryder Niall, og de andre viser hurtigt at de er enige. Men jeg ryster på hovedet. ”Nej.. Nej, det går aldrig,” mumler, og løfter begge mine øjenbryn bare ved tanken om at tage til fest.

     ”Ej, C’mon jeg er sikker på at det bliver mega sjovt!” Luke prøver at overbevise mig, men jeg ryster på hovedet igen. ”Det ville aldrig gå. Jeg er bare ikke.. fest typen. Plus, jeg har ikke været til en fest i lang tid,” indrømmer jeg, og trækker på skuldrene.

     De kigger alle sammen på mig på en måde jeg ikke er sikker på hvad betyder. ”Hvad?” spørger jeg, og er ikke helt sikker på hvordan jeg skal reagere.

     ”Siger du at du aldrig har været til college fest før?” spørger Harry. Jeg kigger på ham et par sekunder, inden jeg retter mit blik ud mod alle andre igen.

     ”.. Ja?” Er det underligt? De ser alle ret chokerede ud, og jeg bliver lidt irriteret på mig selv over at jeg overhovedet sagde det. Synes de nu at jeg er underlig? Måske endda kedelig? Oh god.. I forhold til dem er jeg i hvert fald. Dem og alle deres spænende historier som de kan fortælle folk i fremtiden. Deres vilde college liv.

     ”Nu..” mumler Zayn. ”Nu skal du meget med.” De andre nikker.

     ”Det ville være os en ære at introducere dig for den fede side af college livet,” siger Calum, og de andre nikker endnu engang. Jeg kigger skeptisk rundt på dem, og mit blik møder til sidst Harrys. Han sender mig et lille smil. Alle de gange Sarah har prøvet at overtale mig til at komme med, har jeg aldrig tænkt over det på den måde som jeg gør nu. Er jeg kedelig? Måske burde jeg tage med..

     ”Okay.. Okay jeg tager med.” De hujer alle sammen, og Calum og Luke highfiver. Jeg ler lidt, og ryster på hovedet. Et mindre sæt flyver igennem mig da en arm lægges hen over mine skuldre.

     ”Vær ikke urolig, vi skal nok tage os godt af dig,” hvisker Harry, og smiler til mig. Jeg gengælder forbløffet hans smil, som bliver på mine læber da hans beholder sin arm over mine skuldre og snakker med drengene om hvad for noget sprut de skal tage med.

     Jeg har det faktisk ret godt. Ja. Jeg føler mig ret tilpas i Harry og hans venners tilstedeværelse. De er nogle fede fyrer, og jeg må indrømme at jeg sagtens kan se mig selv hænge ud med dem. Måske burde jeg sætte mig her noget oftere. Andre mennesker er egentlig ikke rigtig så farlige alligevel. Jeg har altid bygget barrierer op så folk ikke kan såre mig som før i tiden.

     ”Okay.. Hvad foregår der,” jeg drejer hovedet halvt, og finder Sarah og Nick stående lige ved siden af bordet. Sarah står med armene over kors, og et øjenbryn løftet, men jeg kan se det lille smil hun prøver at gemme.

     ”Jeg forlader dig i to minutter, og så joiner du den..” hun kigger rundt på de tatoverede og piercede drenge, mens hun fumler med ordene. ”mørke side,” afslutter hun så. Jeg himler med øjnene over hendes ordvalg. Nick ser lidt malplaceret ud, og kigger bare lidt rundt. Jeg kigger kort hen mod drengene, som også ser lidt forbløffede ud.

     ”Ja, sid da ikke bare der. Introducer mig til din lille bande her,” ler hun, og sætter sig uden videre ned imellem Calum og Luke. De stirrer begge to på hendes med store øjne, og lader så sit blik glide over på mig. Nick klemmer sig ned imellem mig og Niall.  

     ”Ø-øh.. Det her er Niall, Luke, Calum, Zayn og Harry.. Drenge, det her er Sarah,” Hendes øjne glider hen over drengene en efter en, og lander til sidst på Harry og jeg. Hun kigger lidt på Harrys arm over min skulder, og sender mig så et skævt smil, mens hun løfter begge øjenbryn.

     Harry lægger hurtigt mærke til hendes blik på hans arm, så han fjerner den. Og det har jeg det egentlig fint nok med. Lige nu i hvert fald. Sarah kigger i hvert fald væk, og jeg ånder tungt ud.

     ”Nå,” siger Sarah, og læner sig ind over bordet og kigger direkte på mig. ”Siden at jeg er din absolut bedsteveninde, ved jeg at du ikke helt tilfældigt ville sætte dig herover. Så hvor kender i hinanden fra?” spørger hun, og lægger hovedet lidt på skrå. Jeg må altså undskylde til drengene bagefter..

     ”Jeg mødte Jean hos boghandleren, og så stødte vi på hinanden her,” mumler Harry, og jeg kigger kort hen på ham, inden jeg nikker. Sarah kigger undersøgende på Harry et par sekunder efter han er færdig med at snakke. Hun kigger derefter undersøgende på mig, og sender mig et blik der udviser blandede følelser. Jeg er ret sikker på at hun er lidt muggen over at jeg ikke har sagt noget til hende endnu, men det går hende tydeligvis ikke nok på til at hun vil gøre mig meget mere forlegen for hun vender sin opmærksomhed mod Luke, som stadig sidder og stirrer på hende. Jeg himler med øjnene.

      ”Hun er normalt ikke sådan..” hvisker jeg til Harry. Han løfter begge øjenbryn, og kigger smilene på mig. Jeg ler stille. ”Nej virkelig, hun er normalt ikke sådan.. Hun er bare lidt skeptisk angående dig og drengene, og det her er hendes måde at vise det på..” forsvarer jeg, og giver ham mit mest overbevisende smil.

     Han nikker forstående, og kigger tavst overmod Sarah endnu engang. Luke ser stadig lidt usikker ud angående Sarah. Harry ler lidt over hans ansigtsudtryk da Sarah rykker lidt tættere på og fortsætter hvad hun nu er i gang med at fortælle ham.

     Heldigvis går der ikke mange sekunder før klokken ringer, og vi alle må rejse os igen.

 

(JEG HAR INGEN UNDSKYLDNING. Ja, andet end undskyld. Undskyld! Men her! Jeg ved at jeg ikke har vildt mange læsere, jeps, men jeg fortsætter alligevel! Forhåbentlig får jeg taget mig sammen til at opdaterer noget bedre. Det her kapitel er lidt længere end det andet. (: Være sød at like, kommentere, og/eller føj til favoriter! Det gør mig super glad, og giver mig forhåbentlig mere lyst til at opdaterer! :D Hvis i vil have at jeg skal lægge nogle af karakterende ind, skal i bare sige til. (; )

 

(Harry i dette kapitel. (; )

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...