Make you mine {Harry Styles}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2014
  • Opdateret: 21 apr. 2014
  • Status: Igang
Love is a game, so who will win? - Læsning er på eget ansvar. Seksuelle referencer kan forekomme, så nu er i advaret. - Og jeg vil godt lige gøre jer opmærksomme på at Harry IKKE er berømt i denne FF. (:

18Likes
18Kommentarer
561Visninger
AA

1. Kapitel 1

Da jeg skubber til døren går den lettere op end jeg havde troet, og smækker hårdt ind i væggen. Jeg taber mine bøger i ren forskrækkelse, og holder hårdt fast om min skuldertaske. ”Shit..” mumler jeg irriteret for mig selv, mens jeg bukker mig ned for at samle bøgerne op.

     Nu må de da snart få lavet den dør. Det kan ikke passe at jeg skal skræmme livet af mig selv hver eneste gang jeg skal på arbejde. Liz havde lovet mig at få hendes mand til at kigge på det, men det er tydeligvis ikke sket noget. Jeg tvivler på om hun overhovedet har spurgt ham.

      Jeg bander lavt, og stryger en hånd igennem mit hår mens jeg rejser mig op med bøgerne i hænderne. Med en hurtig bevægelse børster jeg toppen af en af bøgerne, og kigger så op. Der sidder to mennesker i rummet, og læser lidt for sig selv. De kigger begge på mig.

     ”Undskyld!” Jeg kigger hurtigt ned i jorden, og rødmer let. God dammit.

     Med hurtige skridt trasker jeg op til disken, hvor Liz kigger skeptisk på mig. Hun sidder halvsammenkrummet på den sorte kontorstol, med sine briller skubbet op i hendes hår. Hendes skulderlange hår er sat op med en hår klemme. Jeg sender hende et hurtigt smil som hun gengælder med det samme. Mit forhold med Liz er meget stærkt. Hun har altid været lidt som en ekstra mor for mig. Jeg kom her altid som mindre, hvor hun ville give mig nye bøger at læse i hver uge. Jeg glemmer aldrig hendes smil da jeg læste op for hende fra ’Alice i eventyrland’ da jeg var omkring otte år gammel. Min mor arbejdede altid til sent om aftenen, så jeg læste aldrig op fra hende. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, hun var der bare aldrig. Min far var meget glad for min ordning med Liz. Han mente at det gjorde mig klogere at være sammen med Liz. Jeg kan huske hvordan folk i min klasse altid lavede sjov med at jeg tog hen til boghandleren efter skole, og der blev tit gjort grin med mig. Det gik mig meget på i starten, men Liz trøstede mig altid og gav mig gode råd. Jeg har senere hen fundet et par af de råd hun gav mig i bøgerne. Det har jeg aldrig sagt til hende. Hun er altid så stolt når hun citerer bøgerne.

     Min taske falder næsten ned på jorden da jeg forsøger at lægge alle mine ting fra mig på bordet. Jeg skubber den lidt længere ind på bordet, og lader bøgerne falde ned på bordet med et lavt bump. Det kan godt være det lyder kedeligt at arbejde ved en boghandel / et bibliotek, men det er det ikke for mig. Jeg elsker at læse, og der er altid så fredfyldt her. Og når jeg arbejder kan jeg sidde med en god bog, og der er ingen der forstyrrer mig. Altså.. Jo mindre der er nogen der skal låne eller betale.

     Jeg slynger min jakke hen over ryglænet på min egen stol, og lægger mit tørklæde hen over jakken. Med et irriteret suk hiver jeg en elastik af mit håndled, og sætter mit hår op i en hestehale. Meget bedre.. Jeg sætter begge hænder ned i bordet, og lader mine øjne flakke igennem butikken. De to mennesker der havde sat sig til rette herinde, sad i hver sin side af rummet. Den ene var en kvinde jeg havde set få gange før. Hun havde en løs rød top på, og en lang nederdel. Mine øjne fløj over til den anden person i rummet. Jeg rynker let på panden. Jeg kender da ham der.. Eller kender og kender. Han går på min skole, og jeg har litteratur sammen. Så jeg har set ham før. Jeg kan i hvert fald huske ham. Hvad er det nu han hedder.. He-.. Harry. Tror jeg. Han har mørkebrunt let krøllet hår, og grønne øjne. Jeg lægger hovedet lidt på skrå mens jeg betragter hans øjne flakke hen over siden han er i gang med at læse. Gad vide hvad han læser. Mit blik fortsætter længere ned over ham. Han har en almindelig hvid tshirt på, som sidder stramt på hans krop. Man kan lige ane hans tatoveringer under det hvide materiale. Han har simple sorte jeans på og et par brune støvler, som bryder det sort-hvid tema han ellers har kørende.

     Efter et par sekunder løfter han sin hånd for at fjerne en tot hår der var faldet ned i hans ansigt. Hans øjne forlader bogens side, og lander på uret der hænger et stykke over mit hoved. Jeg kigger hurtigt ned igen inden han når at fange mig i at stirre. Okay Jean, tilbage til arbejdet.. Jeg ved der er en bunke afleverede bøger jeg skal stille på plads, og Liz har bestilt nye bøger hertil som også skal have et sted at stå.

     ”Hey Liz?” Hun stopper brat op med at taste ind på computeren, og vender sig smilene mod mig. ”De bøger der skal sættes på plads? Hvor er de?” hvisker jeg, da jeg helst ikke vil forstyrre nogen.

     Hun skubber sig ud fra skrivebordet og rejser sig op. ”Det er godt du minder mig om det, de er lige herovre,” Hun lægger en hånd på min skulder, og peger hen ved siden af en af bogreolerne. En hvid minireol står op af væggen, med mindst ti bøger stående på ræd og række. Normalt har vi dem bare liggende under disken på en lille hylde, men Liz mener at det er nemmere sådan her.

     Jeg tager en dyb indånding mens jeg går hen til hylden, og tager en bog i hver hånd. Jeg åbner hurtigt hver bog for at se genren der står bagerst i alle bøgerne, og slentrer så hen til den korrekte hylde. Mine øjne vandrer hen imod Harry – hvis jeg husker rigtigt – som med det samme fanger mit blik. Hans grønne øjne borer sig ind i mine, og hans pupiller udvider sig pludseligt. I et øjeblik har jeg det som om han kan se lige igennem mig. Som om han kan læse mine tanker, og man manipulere med mit sind. Jeg fortsætter med at gå, og formår at sende ham et halvt smil inden jeg lader mit blik falde ned på jorden.

     Da jeg stiller mig ude foran hylden, fumler jeg lidt med bøgerne, inden jeg får placeret den første ind i rækken. Jeg får hurtigt placeret den anden bog også, og fortsætter så hen mod resten af bøgerne.  

 

Efter cirka ti minutter var alle bøgerne fra hylderne sat på plads. Med et suk kigger jeg ned på de to papkasser der befinder sig på den nederste hylde. For at være sikker på at det rent faktisk er bøgerne der befinder sig i kasserne, sætter jeg mig ned på hug, og åbner den ene kasse forsigtigt. Jesus Christ. Hvor mange bøger har vi lige bestilt? Det kommer til at tage lidt tid. Jeg må nok hellere droppe håbet om at få lov at læse lidt for mig selv.

     Jeg roder lidt rundt imellem bøgerne, tager nogen af dem ud for at kigge på dem. De ser da nogenlunde ud. Måske bliver jeg selv nødt til at låne et par af dem. Jeg ånder tungt ud mens jeg rejser mig op igen, og sætter kursen mod disken. Endnu engang skal jeg slæbe rundt på tunge kasser, og udmatte mig selv fuldstændig. Så nemt er det alligevel ikke at arbejde her.

     ”Liz?” hvisker jeg, og læner mig ind over bordet. Hun drejer stolen rundt, og kigger forventende på mig. ”Vil du lige tage stempleren til mig?” spørger jeg, med et bedende smil. Hun ruller smilende med øjnene, og åbner skuffen ved siden af hende. ”Her,” Hun rækker den til mig i strakt arm, og jeg tager hurtigt imod den.

     Da jeg sender hende et taknemmeligt smil, ligger jeg mærke til at hun kigger et sted bag mig. Jeg vender mig om for at kigge i den samme retning, og møder igen Harrys blik. Han kigger med det samme ned i bogen igen. Han fumler lidt med en stor ring der før har siddet på hans finger. Med to fingre drejer han den lidt rundt, og kører tommelfingeren hen over mønstret på den.

     ”Kender du ham?” hvisker Liz, og får mig tilbage til virkeligheden. Jeg vender mig mod hende igen, og trækker på skuldrene som om det er ligegyldigt. ”Han går på min skole, men jeg har ikke rigtig snakket med ham,” indrømmer jeg, og føler mig lidt skyldig over at jeg ikke har valgt at introducere mig selv noget før.

     ”Nå.. Han har ellers kigget efter dig siden du kom ind,” mumler hun lavt, og vender tilbage til computeren. Hun prøver at gemme det lille smil der spiller over hendes læber da hun vender sig om.

     Er det muligt? Måske kan han kende mig fra skolen, ligesom jeg kan kende ham.

     Med lange skridt går jeg tilbage til kasserne. Jeg knuger stempleren i min hånd, og holder mit blik nede. Da jeg når hen til hylderne igen kigger jeg skeptisk på kasserne. Hvordan har Liz overhovedet fået dem herind? Den lille dame kan ikke engang løfte en lille bunke bøger uden at anstrenge sig. Med et suk sætter jeg stempleren fra mig på den øverste hylde, og tager fat om siderne på den første kasse. Jesus.. Jeg tager en dyb indånding og løfter klodset kassen op. Jeg løfter mit ene ben for at balancerer kassen, mens jeg prøver at få ordentligt fat.

     ”Har du brug for hjælp?” Jeg taber næsten kassen i ren forskrækkelse, og kigger op. Den dybe dæmpede stemme tilhører Harry – eller hvad han nu end hedder -. Han står tættere på mig en jeg havde troet, og en fantastisk duft møder mine næsebor. I et øjeblik føler jeg mig lidt skræmt over hans højde, men det går hurtigt over. Hans ansigt er meget tydeligere, og hans grønne øjne undersøger mine, mens han venter på et svar. Begge hans arme er strakt halvt ud, som om han ved jeg snart taber den.

     ”Ehm.. Altså..” Jeg falder over ordene mens jeg prøver at finde ud af hvad jeg skal sige. ”Jeg er alligevel færdig med min bog, og der er ikke noget jeg skal nå,” fortsætter han, og kigger insisterende på mig. Den måde hans øjne har fastlåst mine får mig til at overgive mig.

     ”Det er meget venligt af dig,” siger jeg så, og et lille smil breder sig hen over hans læber. To små smilehuller kommer til syne på hver sin side af hans mund. Han slipper endelig mine øjne, og kigger på papkassen mens han tager fat på hver sin side af den. Jeg giver langsomt og tøvende slip på den, og til min overraskelse står han ubesværet og kigger på mig.

     ”Du hedder Jeanelle, ik?” spørger han, mens jeg rækker ud efter stempleren der stadig hviler på den øverste hylde. Han kigger forventende på mig. Huh. Så han ved altså hvem jeg er. De fleste mennesker ved ikke hvad jeg hedder, da jeg tit holder mig i baggrunden. Især efter episoden da jeg var mindre.

     Jeg nikker bekræftende til ham, og hans mundvige trækker op i et smil igen. ”Det tænkte jeg nok. Vi har litteratur sammen. Mit navn er Harry;” mumler han. Okay, så jeg havde ret. Så behøver jeg ikke have det dårligt over at han kender mit navn, mens jeg ikke var sikker på hans.

     ”Ja, jeg kan godt huske dig,” informerer jeg ham hurtigt. Han nikker kort og skubber sin underlæbe ind imellem hans tænder. ”Du er ham der altid sætter sig op foran,” Han klukker stille over min kommentar, og nikker.

     ”Du er hende der altid sætter sig omme bagved,” skyder han så igen, hvilket får mig til at grine. Han smiler og iagttager mig nøje. Jeg er lidt overrasket over at han overhovedet ligger mærke til mig, men han har ret. Jeg sætter mig altid bagved.

     Jeg åbner forsigtigt papkassen, og fisker en bog op. Harry læner sit hoved lidt bagover for ikke at få en af flapperne lige i fjæset. Jeg åbner tavst bogen, og sætter et lille stempel på den første side.

     ”Må jeg spørge hvorfor?” lyder det så fra Harry. Mit hoved skyder op, og jeg kigger på ham med spørgende øjne. Han kigger nysgerrigt på mig, og ligger hovedet lidt på skrå. ”Hvorfor hvad?” spørger jeg så.

     ”Hvorfor du med vilje sætter dig bagerst i klassen?” mumler han. Jeg fastholder hans øjne i et par sekunder, og undersøger dem nøje.  ”Jeg er bare ikke typen der kan lide at blive sat i spotlyset.” mumler jeg, og trækker på skuldrene.

     Han observerer mig i stilhed, mens jeg sætter den første bog op på den korrekte hylde. Jeg vender mig om mod ham igen, og fisker endnu en bog op.

     ”Men.. Du er jo god.” mumler han. Mit blik møder hans igen, og han kigger igen forventende på mig. Hvad mener han? Jeg ved godt jeg burde være taknemmelig, da det han lige sagde egentlig var et kompliment. Men af en eller anden grund tager jeg det som et slag i maven.

     ”Hvad mener du?” tænker jeg højt. Igen overrasker drengen mig ved at smile. Et smil der kan få enhver i bedre humør. ”C’mon. Da Ms. Flecther læste en ’anonyms’ opgave op, lagde jeg mærke til den måde du gled længere og længere ned i sædet, og den måde du kiggede ned i bordet.” Varme bluser op i mine kinder. Lagde han virkelig mærke til det? Hvad nu hvis der er flere der har lagt mærke til det?

     ”Se, jeg vidste det,” klukker han, og jeg vender hurtigt mit hoved væk, og sætter endnu en bog op på den rigtige hylde. Jeg fisker en ny bog op, og begynder langsomt at gå ned langs reolen. Han følger med lige i hælene på mig. ”Hun var tydeligvis rigtig stolt, og imponeret over din opgave, så jeg forstår ikke helt hvorfor du ikke viser det noget mere,” mumler han. Jeg vender mig langsomt om mod ham, mens hans ord synker ind. Han kigger seriøst på mig. Måske har han ret?

     Jeg trækker lidt på skuldrende, og har egentlig ikke lyst til at snakke om det mere. Han tager hurtigt en hentydning, og kigger ned mens han vipper lidt fra side til side på stedet.

     I et stykke tid forholder vi os begge tavse, og de eneste lyde kommer fra uret, og fra mig der fumler med bøgerne mens jeg sætter dem på plads. Tankerne flyver igennem mit hoved mens jeg tænker over mit næste træk. Godt nok har jeg lige mødt Harry, men jeg har sådan en lyst til at han snakker igen. Jeg vil bare høre på hans stemme. Wow. For det lyder jo ikke psykopatisk.

      ”Din far er Ian Summers ik?” spørger han, og retter blikket op på mig igen. Jeg nikker. ”Han er træner for skolens baseball hold,” siger han, og jeg nikker igen.

     ”Spiller du baseball?” spørger jeg, og kigger mig over skulderen på ham. Han ryster hurtigt på hovedet, og hans hår bevæger sig svagt ved bevægelsen. ”Nej.. Jeg ville gerne, men det går ikke. Jeg kigger på,” Han trækker på skuldrende som om det ikke betyder noget.

     I et øjeblik forestiller jeg mig Harry stå i en jersey, med enderne løst stukket ned i de stramme baseballbukser. Jeg ser ham løfte battet ved siden af sig, mens han stiller sig til rette.

     ”Jeg spillede på et hold før i tiden. Altså inden jeg kom til Minnesota. Nu spiller jeg bare i parken med et par venner.” Jeg blinker hurtigt et par gange efter hinanden, da han afbryder mine tanker. En svag rødmen bluser hen over mine kinder igen, men jeg gemmer hurtigt mit ansigt væk.

     ”Så du har ikke altid boet her?” fortsætter jeg hurtigt, inden han ligger mærke til noget. Han ryster svagt på hovedet igen, og sender mig et smil da jeg igen vender mig om imod ham.

     ”Nej. Jeg flyttede hertil med min mor og min søster da jeg var tretten,” forklarer han, og holder kassen med én arm da den nu kun er halvt fyldt. ”Hvad med din far?” ryger det, lidt for hurtigt ud af min mund.

     God dammit Jean.

Til min overraskelse virker han ikke så påvirket, eller fornærmet over mit spørgsmål, og svarer på det uden tøven. ”Mine forældre blev skilt da jeg var syv.” Jeg vender mig langsomt om mod ham, og lægger mærke til den lille rynke imellem hans øjenbryn. Jeg vælger at lade være med at spørge mere ind til hans forældre. Det virker som en god ide ikke at snage for meget.

     Da han kigger op på mig igen, glattedes hans ansigt helt ud igen, og et charmerende smil spiller over hans læber. ”Nok om det. Hvad med dig?” spørger han, og lægger hovedet lidt på skrå. ”Hvad med mig?” spørger jeg, da jeg vender mig om mod reolen igen.

     ”Din familie? Dine forældre? Har du nogen søskende?” Jeg tøver lidt over hans spørgsmål. Harrys venlighed er virkelig overvældende. Han er godt nok imødekommende..

     ”Ehm ja. Jeg har en bror,” mumler jeg, hvilket kun får ham til at smile endnu mere.

 

Vores samtale fortsatte ud i lange fortællinger om minder fra da vi var mindre. Jeg fortalte Harry om dengang jeg havde min første seriøse allergiske reaktion, fordi min tante ved en fejl havde givet mig en peanutbutter sandwich. Han fortalte mig om engang hans søster Gemma havde klædt ham ud som en prinsesse, og deres mor fandt dem midt i spisestuen hvor de legede te selskab. Bare billedet af en mini Harry med strutskørt var nok til at jeg begyndte at grine, hvilket resulterede i at jeg blev tysset på af irriterede gæster.

     Jeg følte mig mere og mere afslappet sammen med Harry, og da vi var blevet færdige med at sætte alle bøgerne på plads, - også den anden kasse – satte vi os ned ved et af bordene.

     ”Shit klokken er allerede fire..” mumler jeg for mig selv, da jeg kommer til at kigge på min telefon. Jeg kigger undskyldende på Harry, som løfter det ene øjenbryn. Jeg rejser mig hurtigt op, og propper min telefon ned i min baglomme imens jeg går.

     Jeg svinger hurtigt min jakke hen over mine skuldrer, og sætter halstørklædet på plads rundt om min hals. Med et lille smil til Liz tager jeg mine bøger og min taske, og fortsætter hen til Harry igen. Han har også fået sin jakke på, den jakke jeg havde set hænge ved hans stol. Et simpelt blåt halstørklæde hænger rundt om hans hals. Seriøst, alt ville klæde den her dreng.

     ”Det var hyggeligt at møde dig,” ånder jeg ud, og smiler til ham. Han sender mig et halvt smil tilbage, og nikker. ”I lige måde,”

     I et par sekunder er der ingen af os der siger noget. ”Vi eh.. Vi ses jo nok i skolen,” siger jeg så. ”Jeps. Jeg sidder oppe foran. Hvis du tør,” driller han, og klukker lidt for sig selv.

     ”Ha ha, meget sjovt,” Jeg himler med øjnene, men smiler selv. Han rækker sin hånd frem imod mig, og jeg kigger lidt på den før jeg selv rækker min frem. Jeg er lidt skuffet over at jeg ikke får et kram, men det ville nok også være for meget hvis man tænker på vi lige har mødt hinanden. Hans hånd er varm om min.

     ”Vi ses Jeanelle,” mumler han, lige inden han giver slip på mig igen. ”Vi ses Harry,” Han vender sig smilende om, og forlader mig i butikken, mens han langsomt trasker ud af døren.

 

(Så det var det første kapitel! Jeg håber i kunne lide det, og gerne vil fortsætte med at læse. (: 
Hvis i er i tvivl om hvordan Jeanelle ser ud, så her:


Jeps! Jeg har valgt at Emma Watson skal spille Jean. (: Tbh var det bare hende der poppede op i mit hoved mens jeg skrev. Og det her billede passer bare perfekt. Så there you go! Jeg har allerede lavet en liste med hvem der spiller hvem, men siden jeg kun har introduceret jer for Harry, Jean, og Liz er det måske lidt forvirrende. Husk at like, og kommenterer! Det betyder meget for mig. (: Jeg ved ikke om jeg kommer til at skrive kapitlerne længere eller kortere, men nu må vi jo se!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...