Er der et håb?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2014
  • Opdateret: 8 jan. 2014
  • Status: Igang
Historien er i gamle dage:-) En pige føler sig grim og ikke værtsat men en dag sker der noget der forandre alt. Hvordan er det at leve et liv med sit livs kærlighed der kun elsker en pga. man er smuk, en mor man ser dø foran sig en ond chef og et mystisk æg der aldrig klækker? kom med i eventyret og mærk det selv.

2Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

1. Heksen

”Vil du have noget guf min pige?”

Jeg stod over for en grim heks. Hun havde bumser i hele hovedet og hendes smil afslørede, at hun manglede sin ene fortand. Det gjorde sikkert ikke noget, for de var alle gule nok, til at falde ud når man rørte dem, hvilket ingen ville. I solskinnet var hendes ansigt lyst og mildt, med millioner af små fedtede rynker. Man kunne bare fornemme snavsen inde bag dem.. Inde i mørket.

Men når der var overskyet, var hendes hud modbydelig og havde en sær grønlig nuance, hvor man bare har lyst til at gå over på det andet fortov eller grusvej… Problemet var bare, at alle mennesker i denne fattige forfaldne by så sådan ud. For lang tid siden sagde mine forældre, at jeg ikke måtte tage imod mad fra andre. Det var lige før… lige før, de kørte væk som slaver, til en modbydelig stridshingst arena.

”Vil du have noget guf min pige” sagde den modbydelige heks igen.

Jeg havde virkelig lyst til at tage maden, men tænk hvis den var forgiftet?

”Jeg har ikke lyst til noget lige nu frue” Sagde jeg lidt usikkert.

”Men det er jo drage-hjerne… Alle i byens ynglings.”

Jeg følte alt for stor trang til at tage hjernen. Jeg havde ikke fået mad i 3 dage. Fyrsten syntes ikke, jeg havde arbejdet hårdt nok til at fortjene noget falmet brød. Jeg følte mig ualmindelig dum ved at gøre det, jeg gjorde nu. Jeg tog den slimede fedtfattige hjerne ud af hendes rynkede knoglede grønne fingre.

”Godt min pige!” Sagde heksen højt og hæst, så alle de andre små mennesker kiggede på mig, med små stikkende øjne. Jeg vendte om på hælen, så gruset stod om mig som en hvirvelvind, og lod min brune kjole flagre i vinden, mens min kyse skyggede for den værste sol.

Da jeg drejede over mod fyrstens slot, og stoppede op for at få pusten, slog det mig, at jeg aldrig havde set slottet i fulde et. Slottet var stort og flot. Det havde mange detaljer. Rundt om slottets mure, snoede der sig smukke roser i vidunderlige rødlige nuancer. Slottets mure var malet med en hvidlig, men stadig lidt lyserød, rosa farve. Der var 3 tårne, der hver havde forskellige symboler. Et med kærlighed, et med troskab og et med mod. På toppen af disse tårne stod kupler af det pureste guld og irriterede vindens teknik. Oven på disse kupler stod flag i landets farver og blafrede i vindens tætte pust. De flotte farve var meget svære at se helt hernede, da det var langt oppe i det uendelige, vi snakker om.

Og så til slotshaven. Midtpunktet i haven var tulipanhaven. Den var selvfølgelig fyldt med tulipaner i alle mulige smukke farver. Gul, rød, lilla og blå. De blå var de allermest sjældne. De voksede kun i slotshaven, og de havde næsten kostet det halve kongerige eller 3 af de kæmpestore guldkupler. Grusvejen fortsatte hen over græsplænen, over broen til slottet. Ved siden af stierne stod æbletræer sirligt på ræd og række.

Jeg satte farten op.

”Sikke et sted” mumlede jeg overrumplet.

Jeg kiggede ned på min hånd. Langsomt. Langsomt åbnede jeg hånden. Den var der endnu. Hjernen var der endnu.  Den var slimet. Mere slimet end før. Jeg åbnede langsomt munden og buttede den ind mellem fortænderne. Jeg brækkede et lille stykke af. Jeg smagte på den lille hjerne bid, jeg havde mellem fortænderne. Pludselig gik jeg i chok. Jeg havde set et glimt af noget. En lang smal gang. Der var spindelvæv i gangens små kroge, og og og og… Nej nu var det væk. Det sivede langsomt ud af min hjerne. Jeg løb nu over slotspladsen og ind ad den store marmordør. Igennem alle de fine gulddøre med udsmykninger og spurtede ind i mit hul. Jeg vendte om på hælen og smækkede døren i. Mit hul var en form for værelse. Det var nede i kælderen og meget beskidt og kedeligt. I det ene hjørne stod en lille seng, med en halmmadras. I det modsatte stod en lille antik kommode. Oven på kommode stod mit kæreste eje… Et lille glinsende æg i grønne og lilla nuancer. Jeg har ventet i 3 år på at det ville klække, men der sker aldrig noget. Jeg tager det med mig over alt og under alt. Jeg bor i en kælder så at sige under alt, er nødvendigt. Nå, tilbage til min falmede kommode. Når man trak de fine skuffer ud, ved at røre ved små mandelformede håndtag, kom der en masse papirer, som jeg havde taget i årenes løb. Oven over sengen var der et lille bitte vindue. Det var i en træramme, og fuld af glaskår fra glasset.

Jeg kiggede igen ned på hjernen. Den havde vist mig noget. Noget den ville have jeg skulle vide! Jeg tog en bid igen. Igen! Det samme billede! Og jeg viste hvor det var… Det var gangen uden for min dør. Jeg kylede hjernen ud af vinduet og ud på møddingen. Ja, det var derfor jeg boede her. Mit job var hos enhjørningerne. Min mor og far har altid sagt, at det eneste man kan stole på, er enhjørninger. Jeg er meget knyttet til mine forældre… De har givet mig et liv. Og de fik aldrig glæden gængæld!!!

Jeg har altid mistænkt fyrsten for at være ond. Split og ragende gal i hovedet. Tit vendte han sig mod sit land (hvilket ikke giver mening?) og han snakker om en krig der ikke burde komme. I går overhørte jeg en af hans samtaler med hans kone. Jeg var ved at feje det grove underlag på staldgangen. Det lille vindue, der var i stalden skinnede som aldrig før. Lange lyse stråler strålede så meget de havde lært, som om de vidste, at sommeren snart var forbi. Denne kegle af lys løsgjorde støvet og man kunne nu se alt det støv, jeg ikke havde taget.

”Det bliver endelig til noget” sagde fyrsten, mens han med hænderne på ryggen gik frem og tilbage, i hans pegasus’ boks.

”Hvad så med Lyra og de andre unge kammerpiger?” sagde konen fortvivlet. Ja, det er mit navn… Lyra.

”De bliver bare fejet af vejen der hen ad” sagde han ubekymret.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...