Er der et håb?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2014
  • Opdateret: 8 jan. 2014
  • Status: Igang
Historien er i gamle dage:-) En pige føler sig grim og ikke værtsat men en dag sker der noget der forandre alt. Hvordan er det at leve et liv med sit livs kærlighed der kun elsker en pga. man er smuk, en mor man ser dø foran sig en ond chef og et mystisk æg der aldrig klækker? kom med i eventyret og mærk det selv.

2Likes
0Kommentarer
160Visninger
AA

7. et uundværligt tab

Kampen var i gang. Selvom Rangnoserne alle sammen kun var en meter høje, var de stærke og slagtede mange af vores krigere. Jeg blev afbrudt i mine tanker, da en skygge faldt ned over mig og mine modstandere. Jeg kiggede op i den askegrå himmel og så en smuk drage i alverdens farve flyve over mit hoved og lande yndefuldt ved min side. Den havde en rød fjerdusk på hovedet, der mest mindede om en hanekam og en hale med gule takker der fejede let frem og tilbage over gårdspladsen. Dens øjne skinnede, så alle ville elske den. Det var Publica. Hun var kommet for at hjælpe mig.

De næste 4 timer gik hun ved min side og beskyttede mig mod fjender, jeg ikke liige havde set komme bag fra. Jeg benyttede mig ikke af sværdet, for tænk hvis det var alt for farligt med den der magi? Jeg klarede mig godt med kun hænder og fødder, tog fat i andres svær og svingede dem ind i maven på dem selv. Men lige meget hvor mange jeg dræbte, kunne min mave ikke smide den lille knude jeg havde i maven væk. Jeg levede mig ikke helt ind i kampen og koncentrerede mig ikke helt. Jeg tænkte hele tiden på, at jeg havde set mine forældre dø, og at min mor kunne huske mig.

Jeg blev igen revet ud af mine tanker, da Publica smed sig hen foran mig for, at bekytte mig mod en kæmpe ting, jeg ikke kunne se. Nogle Rangnosere begyndte at slå på hendes kraftige hals med deres tunge stålsværd. Jeg kunne se den flydende røde væske strømme ud af hendes hals, imens hun kæmpede videre for at rede mig.

”Stop så!” skreg jeg, så højt jeg kunne. Jeg løb med mine tykke læder rustning eller kjole flagrende om benene, og kunne mærke den tunge luft tage fat i mit hår. Mit hår var brunt. Jeg var blevet grim igen. Jeg sukkede lavmælt og kravlede bestemt op på hendes ryg og skreg igen.

”Stop SÅ!” Jeg kunne mærke Publicas åndedræt blive langsommere og tungere for hvert sekund der gik. Hun drejede hovedet hen mod mig og kiggede derefter ikke bedrøvet på mig, men taknemmelig. Så lagde hun det langsomt ned på den blodrøde jord, trak vejret dybt og blev ved med at kigge ud i luften. Hun havde åbne øjne, men var død. Jeg kravlede langsomt ned fra hendes ryg, og fik mig bakset ned på jorden. Jeg halvt hulkede halvt haltede på vej hen til hendes hoved. Men pudsigt nok ingen tåre. Jeg satte mig på huk ved hendes hoved, og lod min hånd glide ned langs hendes svedige hals. Jeg tog hånden tilbage og rørte blidt ved hendes øjenlåg, så de faldt i. Derefter mærkede jeg vreden. Vreden skyllede ind over mig, som et koldt brusebad, man troede var varmt. Men da jeg vente mig om for at gå til angreb med fuld kontrol, kunne det ikke lade sig gøre. Bag mig stod fire mænd i fuld udrustning og kiggede på mig. Jeg kneb munden sammen i en smal streg. De så meget robuste ud og havde meget behårede arme. De var alle mindre end mig, men jeg var bange for dem. Ligesom musen og elefanten. Jeg vidste, at dem her kunne jeg ikke slå ihjel med de bare næver. Jeg låste fingrene fast omkring det store sværd, og løftede det op mod himlen. Samtidig ønskede jeg inderligt, at det hele ville starte forfra. Himlen åbnede sig og smed kaskader af lys ned imod mig og mit sværd. Der lød et sum og…..

”Vil du have noget guf min pige?”

Jeg stod overfor en grim heks. Hun havde bumser i hele hovedet og hendes smil afslørede, at hun manglede sin ene fortand. Det gjorde sikkert ikke noget, for de var alle gule nok til at falde ud når man rørte dem, hvilket ingen ville. I solskinnet var hendes ansigt lyst og mildt med millioner af små fedtede rynker. Man kunne bare fornemme snavsen inde bag dem.. Inde i mørket.

Men når der var overskygget var hendes hud modbydelig og havde en sær grønlig nuance hvor man bare har lyst til at gå over på det andet fortov eller grusvej… Problemet var bare at alle mennesker i denne fattige forfaldne by så sådan ud. For lang tid siden sagde mine forældre at jeg ikke måtte tage imod mad fra andre. Det var lige før… lige før, de kørte væk som slavere til en modbydelig stridshingst arena.

”vil du have noget guf min pige” sagde den modbydelige heks igen.

Jeg havde virkelig lyst til at tage maden, men tænk vis den var forgiftet?

”Jeg har ikke lyst til noget lige nu frue” Sagde jeg lidt usikkert.

”Men det er jo drage-hjerne… Alle i byens ynglings.”

Jeg følte alt for stor trang til at tage hjernen. Jeg havde ikke fået mad i 3 dage. Fyrsten syntes ikke, jeg havde arbejdet hårdt nok til at fortjene noget falmet brød. Jeg følte mig ualmindelig ansvarlig ved at gøre dette jeg gjorde nu. Jeg tog ikke den slimmede fedtfattige hjerne ud af hendes rynkede knoglede grønne fingre. Jeg vidste jo, hvad der ville ske, hvis jeg gjorde det  J

Alt var ved det gamle….

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...