Er der et håb?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2014
  • Opdateret: 8 jan. 2014
  • Status: Igang
Historien er i gamle dage:-) En pige føler sig grim og ikke værtsat men en dag sker der noget der forandre alt. Hvordan er det at leve et liv med sit livs kærlighed der kun elsker en pga. man er smuk, en mor man ser dø foran sig en ond chef og et mystisk æg der aldrig klækker? kom med i eventyret og mærk det selv.

2Likes
0Kommentarer
162Visninger
AA

6. er de her

Jeg stod på den brændende gårdsplads med sværdet slæbende hen ad jorden. Røgen brændte i lungerne og sveg i øjnene. Jeg kunne ikke græde. Jeg måtte ikke græde. Jeg havde lovet mig selv ikke at græde. Jeg var omringet af mennesker, der alle kiggede op på en lille scene lavet af rådne brædder, der kunne blive knust hvert øjeblik. Og oppe på scenen stod en bunke tætsamlede tørre kviste med huller til ilten. I kanten af scenen stod to midaldrende mennesker og kiggede bedrøvet på befolkningen. Damen havde langt brunt hår og blå øjne, mens manden havde gyldent hår med grønne øjne. De så ud til at være fattige. De var helt smadrede og bøjede i ryggen. Der var ikke én antydning af håb i deres bedrøvede øjne. Deres hænder var bundet stramt om bag ryggen med et tykt stofreb. I rebet hang en tyk lædersnor, som en stor behåret mand holdt godt fat i med sine kraftige hænder. Jeg kunne se, at de elskede hinanden, og de vidste, at der var intet håb nu. En ting mere vidste jeg også. Det var mine forældre! Jeg masede mig panisk gennem mængden af mennesker og alfer og folk brokkede sig bag mig, og jeg hørte nogle mumle noget i retning af ”sikke et hastværk”. De blev hevet bryskt op på scenen og først nu fik de øje på mig.

”MOR!” skreg jeg, da hun blev bundet fast til de tætte kviste.

”MOR!” skreg jeg igen, men der var ingen tegn på tåre i øjnvigen. 

Nu blev Far også bundet fast til det store bål, og jeg så, at de instinktiv greb ud efter hinandens hænder, for derefter at knuge dem hårdt. Bålet blev tændt for neden, og nu kunne jeg høre knitren da flammerne virkelig tog fat. Min mor skreg af smerte, da ilden tog fat i hendes ben og inden den nåede at sluge hende helt ind i de forbandede flammer, skreg hun mit navn højt og tydelig og meget skingert.

”Lyraaa!”

Jeg kunne se hun faldt sammen som en kludedukkemidt i den varme hede. Folk begyndte at gå væk og begynde krigen, men jeg blev stående som naglet til stedet med mit magiske svær i hånden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...