Er der et håb?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2014
  • Opdateret: 8 jan. 2014
  • Status: Igang
Historien er i gamle dage:-) En pige føler sig grim og ikke værtsat men en dag sker der noget der forandre alt. Hvordan er det at leve et liv med sit livs kærlighed der kun elsker en pga. man er smuk, en mor man ser dø foran sig en ond chef og et mystisk æg der aldrig klækker? kom med i eventyret og mærk det selv.

2Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

3. En hørt samtale er værre end en overhørt

Jeg stod foran den store marmorport ind til fyrstens middag. Jeg kunne høre summene mennesker stemmer der inde fra. Især en helt skinger stemme, som jeg vidste var fyrstens. Jeg trak vejret dybt ned i lungerne, som om jeg skulle ind og blive gift. Da jeg tittede frem i døråbningen knirkede døren lige så meget som Helvedes skrig. Alle de ivrige stemmer forstummede brat. Ungkarlene stirrede måbende på mig. OGSÅ den søde Emiljo, som jeg måske var forelsket i… De kiggede alle sammen på mig. Også fyrsten. Jeg forstod det ikke. Havde jeg taget noget alt for grimt tøj på eller…? Jeg bukkede langsomt mit hoved ned mod mig selv. Igen faldt mit hår ned i mit ansigt. Det var gyldent. Først lagde jeg ikke mærke til noget, men så rejste fyrsten sig så brat op, at hans store tunge stol væltede bagover. 

”Jamen, Lyra dog!?” sagde han med sin skingre stemme.

”Hvor ser du yndig ud” sagde han forvirret.

Et stort smil bredte sig i mit ansigt. Den dejlige drik havde gjort mig så smuk, at selv Emiljo elskede mig. Jeg følte mig meget fornem. Som om de alle var kommet for at se mig. Jeg løftede hagen stolt og spadserede over til min plads. Selvfølgelig skulle kluntede mig snuble og ødelægge min march. Da alle var faldet på plads, og fyrsten havde rømmet sig, begyndte han at folde et lappet papir ud, som var kæmpestort og fyldte næsten hele bordet.

”Altså” rømmede han sig.

 ”Vi er alle kommet her i dag for at høre om min nye plan til de næste 2 år efter i år.” Han kiggede specielt på mig og dybt ind i mine øjne. Han pegede på kortet og mumlede noget, der ikke kunne forstås, men en ting hørte jeg, og det var ordet krigere. Jeg vidste, at dette ville blive værre at høre på end den overhørte samtale.

Da middagen var forbi, rejste jeg mig stilfærdigt og gik med svingene bevægelser, hen mod udgangen. Jeg tænkte på Emiljo, og den måde han havde stirret på mig med sine smukke himmelblå øjne.

”VENT!” råbte en stemme bag mig, og jeg kunne høre klaprene sko bag mig. Jeg vendte mig om. Alle de andre gæster var ude af rummet, så hvem kunne det være? Da jeg vendte mig om greb en stærk hånd om min skulder, og Emiljo lænede sig forpustet op af mig.

”Gi` mig lige… lige to sek.. sekunder..” sagde han forpustet, mens han pustede ud som en hund med hjertestop. Jeg kunne mærke hans varme ånde mod min kolde hud. Det kriblede i maven på mig, og jeg begyndte at rødme svagt. Han rettede sig op og kiggede mig dybt i øjnene. Hans øjne var blank polerede. De havde er sær dybblå nuance og så meget nysgerrige ud.

”Du er så smuk, Lyra” sagde han blidt.

Han var nok et hoved højere end mig. Han kiggede mig igen dybt ind i øjnene og bukkede sig ned og jeg lukkede øjnene…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...