Er der et håb?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2014
  • Opdateret: 8 jan. 2014
  • Status: Igang
Historien er i gamle dage:-) En pige føler sig grim og ikke værtsat men en dag sker der noget der forandre alt. Hvordan er det at leve et liv med sit livs kærlighed der kun elsker en pga. man er smuk, en mor man ser dø foran sig en ond chef og et mystisk æg der aldrig klækker? kom med i eventyret og mærk det selv.

2Likes
0Kommentarer
156Visninger
AA

2. en gang, et lys, men intet håb

Jeg gik hen ad gangen. Langsomt. Jeg var træt i både hænder og fødder. Lyset skar mig i øjnene

. En drøm blev til virkelighed.

Jeg vågnede brat op og kiggede mig rundt i værelset. Sveden perlede på min blanke pande og mine grålige øjne var hævede og sveg. Mit grimme leverpostejs farvede hår var vådt af sved og lugtede som altid dårligt og ækelt. Mit hjerte truede med at kvæle mig i min lange hals og at galoppere ud af brystet. Jeg var glad, men på en måde bange. Alt var sket på en gang. Det smukke lange lyse hår og de Krystal blå øjne skinnede.

Jeg havde været smuk.

Jeg havde været smuk…

 Jeg havde været smuk!

Jeg vidste hvor det havde været. Drømmen var foregået ude ved den tilgroede gang ved mit værelse. Lyset og noget der skinnede?

”Jeg er et fjols” mumlede jeg stilfærdigt og gik i bare tæer hen over de kolde brædder, til min elskede kommode.

”Det var ikke noget med gangen, dit fjols” sagde jeg igen, nu med sammenbidte tænder og et ansigt ikke engang en heks ville ku` tyde. Men jeg kunne simpelt ikke få det ud af hovedet. Det hele kværnede bare rundt i mit hoved og ødelagde min nye teknik i at tænke klart.

Da jeg havde fået min fineste bomuldskjole på (en af min mors) (jeg skulle til middag med fyrsten) og mine hvide flonel strømper på, løftede jeg det lille grønne æg op og lagde det i svøb i mit sjal. Jeg gik tøvende ud af den ældgamle trædør med hængelås og ud på de meget brede rådne gulvbrædder. Jeg gik hen ad den gang, jeg ikke havde gået længere på end, til min dør. Der blev pludselig mørkt og skummelt ligesom dragehjernen forud havde vist mig. Spindelvævende hang i store klumper langs alle kanter og bredder. Jeg trådte på noget skarpt.

”AV!” sagde jeg.

Der lå et stort støvet svær og glimtede. Jeg gik videre ind i mørket. Jeg havde været så optaget af min drøm at jeg havde glemt et levende lys at tag med til mørket. Jeg blev mere og mere tøvende for hvert skridt, jeg tog hen af den mørke gang. Jeg knugede intensivt det lille æg til mig, og noget varm trillede ned af min kind og landede på min læbe. Ren refleks over at side pænt og smile, slikkede jeg dette væk med min tunge. Den smagte af saltvand. Jeg vred hovedet ud i en mærkelig grimasse over smagen, og lovede mig selv aldrig at græde igen. Jeg begyndte at tænke over det, der måske ville møde mig på gangen.

Jeg kvalte et skrig af forskrækkelse, da mit lille 3 år gamle æg rørte på sig. Jeg stoppede bræt op, og viklede ægget ud af mit bløde sjal. Lige nu var jeg ligeglad med det uhyggelige mørke omkring mig. En svag stribe af lys strømmede ud af det ellers lille æg. Striben blev større og større, for hvert sekund der gik.

Det føltes som om ægget i næste nu vidste, at det skulle klække nu, og lyset stod omkring mig, og jeg måtte knibe øjnene sammen for ikke at blive blændet. Jeg holdt hånden for øjnene og faldt ned på knæ, mens lyset gjorde ondt i alle lemmer nu.

 Ud af mit dejlige æg kom der den smukkeste dyreart, jeg nogensinde havde set. Den lignede dog ikke en fugl. Den havde store tillidsfulde øjne, og et smil der ville få alle til at græde af glæde over, en der endelig smiler i vores tillukkede verden. Fuglen gik glædeløst over det beskidte gulv og standsede ved siden af et lille bord. Bordet var næsten ikke et bord længere. Det var fyldt med flere centimeters støv, og der var næsten kun ben tilbage af det lille bord. Men dog. Der stod noget på bordet. Glinsende. Og blåt? Noget flydende… En drik. Jeg holdte min hånd ned til den lille fugl og den kravlede op på min hånd og videre op på min skulder. Derefter kiggede jeg igen på drikken. På et lille brunligt gammelt papir stod der med sirlig skrift:

Smuk  er et farligt ord…

Jeg vidste ikke hvad dette betød, men den gjorde noget smukt, som ville påvirke mit liv. Jeg var så afskyelig og alle hadede mig, så jeg drak af den lille flaske. Jeg tænkte ikke på konsekvenserne, men drak bare den hele. Jeg kunne huske at min mor sagde, at man ikke skulle drikke eller spise noget andre gav en… Men det var jo mig selv, der havde set drikken? Den gurglende lyd og den følsomme drik gjorde noget ved mig. Først var det bare en sitren i mine fødder, så bredte det sig og blev til sidst til en skælven. Pludselig kom det store lys ikke fra ægget, men fra mig. Det gjorde forfærdelig ondt. En følelse blandet af smerte og glæde på samme tid. Som at stikke en kniv i mit hjerte. Jeg var helt stivnet og glasset røg ud af min hånd. Jeg vågnede op ved lyden af det knuste glas mod gulvet. Jeg rakte instinktivt ned efter glasset, som allerede have ramt jorden, og lod mit hår falde ned om hovedet på mig. Hov. Der var noget galt. Var det mit hår? Jeg rettede ryggen ud igen og kneb øjnene sammen i mørket for at se min hårfarve. Jeg kunne ikke se noget alligevel. Kyllingen sad stadig på min skulder og sagde sjove lyde, som ikke lød som fra en fugl.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...