Always Our Love - a One Direction fan fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2014
  • Opdateret: 8 jan. 2014
  • Status: Igang
Se traileren, det er min beskrivelse af historien. PS. Denne historie er IKKE fra det rigtige liv. Det hele er opdigtet :)

9Likes
12Kommentarer
778Visninger
AA

7. Kapitel. 7 Farvel

Harrys synsvinkel:
Kirkeklokkerne ringer, og vi går alle op til kisten. Vi ser Hopes krop ligge der i hendes yndlings T-shirt, og lyse jeans, det er hendes ”I love One Direction” T-shirt. Den havde hun altid på, når vi skulle til et interview, photoshoot, eller noget helt tredje. Til hver en koncert hun var med til, så jeg hende alt hoppe og danse med den T-shirt på og det gjorde altid, at jeg kunne klare hele koncerten.
          Jeg begynder at græde. At se min bedsteveninde ligge der helt kold og bleg, se hendes lyserøde læber pludselig bliver blå, og hendes brune hår miste sin volumen og lyse glans. Det er forfærdeligt.

Niall starter. Han sætter det brev, han har skrevet ned i Hopes højre hånd, og rør blidt ved hendes hånd. Han får et chok, da han indser, hvor kold den er. Han trækker hånden til sig og tager et skridt tilbage. Tårerne begyndte at strømme ned af hans ansigt. Jeg kigger op på Liam, og han træder frem og anbringer sit brev i Hopes venstre hånd. Han glider blidt fingerspidserne hen over hendes ar.
”Du vil altid være smuk lige meget hvad,” hvisker han med en rystende stemme og træder tilbage. Tårrene strømmer ned af hans kinder, og Niall og Liam krammer hinanden. Zayn træder frem og sætter sin yndlings Sort og røde ”Chicago Bulis” snapback (cap) på Hopes hoved. Jeg har altid elsket, når Hope bar den snapback, og hun elskede den også selv. Hope var den eneste som måtte have den på, udover ham selv. Han tager sit brev og placere det ved siden af snapbacken, han justerer den for sidste gang, mens tårerne rulle ned af hans kinder. Han tager et skridt tilbage, og begyndte at trøste Liam og Niall. Det er Louis’ tur, og han lægger hans brev ved hendes side, nusser hendes skulder, mens han tager sit sidste kig på hendes smukke ansigt og tåre i øjnene. Han kigger på mig og begynder så at græde.

Det er min tur til at tage afsked med min bedsteveninde. Jeg træder frem, og en af mine tårer faldt ned på hendes bryst. Jeg lægger mit brev på hendes hjerte, og læner mig ned og kysser hendes kolde kind
”Vi ses en dag, Min Prinsesse,” siger jeg, og så har jeg indset, at det var det. Det her er enden. Jeg kunne ikke hjælpe hende. Jeg begynder at hulke. Jeg bøjer mig hoved forover og holder hendes hånd.
”Hvorfor, Hope. Hvorfor dig?” Hvisker jeg mellem mine hulk og snøfter. Det er virkelig hårdt.
Jeg føler en hånd lægge sig på min skulder, og jeg vender mig rundt og omfavner personen. Vi græder mod hinandens skuldre i lang tid. Jeg kigger op og ser Hopes mor. Hun tørrer min ene kind og smiler et lille smil til mig.
”I har gjort det flot,” siger jeg og hentyder til Hopes make-up, hår og tøj, det er hendes mor, min mor og min søster der her ordnet det.
”Hun er virkelig smuk... som altid,” jeg prøver at smile skævt. Det brugte jeg altid mod Hope, fordi jeg vidste, hun ikke kunne modstå det. Jeg tror aldrig, jeg kan komme med det smil til nogen pige igen.
”Tak, Harry,” hvisker hun med en rystende stemme.

Vi sidder alle på forreste række, da jeg skal holde en tale for alle de mennesker, der deltager i begravelsen.
"Hope Emilie Vergos, var en utrolig datter, veninde, familiemedlem, og i det hele taget menneske. Hendes død er tragisk, men jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at hun har det godt nu. Hope fortalte mig altid: ”bare bliv ved med at flyve og bare vær dig selv.” Hun sagde, jeg ikke skulle ændre mig for fansenes skyld, og det har jeg heller aldrig gjort. Jeg gjorde det for hendes skyld. Og Hope havde ret. Hope, havde altid ret. Man kunne altid regne med Hope. Ligegyldigt hvor hun var, ville hun altid køre til ens hus, hvis du havde brug for hende, og det er en af de ting jeg elsker mest ved hende. Hope, tænkte på alle andre før hende selv, hun satte altid sine venner og familie, såvel som fremmede foran hende selv, og det var utrolig modent.

Hope, var en fantastisk pige, som jeg tror ingen af os vil glemme. Lad hende blive i vores hjerter og husk altid på de gode ting, hun gjorde for os alle sammen og ikke på de dårlige. Hvil i fred Hope,” læser jeg højt fra mit papir, mens tårrene løber ned af mine kinder. Jeg går med stille skridt ned af trappen, til de andre drenge, som giver mig skulder klap. Jeg bryder sammen, og falder i Louis’ arme, han græder selv, og de andre begynder også.

Med Niall og Zayn bagerst, Louis og Liam i midten og Hopes far og jeg først, tager vi fat i kisten, og bærer den ud til bilen. Vi står alle tilbage med tåre i øjnene og ser, hvordan Hope forlader vores alle sammens liv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...