Hard Times

Nadia Rosevelt er en helt almindelig pige, hvis største problem er om hun bliver inviteret til skolefesten. Hendes mor er død, hvilket er skyld i at hun har et meget nært forhold til sin far. Det forsvinder dog en dag, på en meget uventet måde. Samme dag måder hun boyband medlemmet Niall Horan. Hvad mon det bærer med sig? (Det her er mit bidrag til One Direction konkurrencen)

5Likes
1Kommentarer
384Visninger
AA

2. Almost a normal day

 


 

"Tashaaa hvor er min røde trøje?" skreg jeg, hun svarede mig ikke, så jeg skreg igen endnu højere "Tashaaaaa" stadig ingen svar. Jeg gav op, og fandt i stedet en hvid trøje med blå tern. Der var kun en uge til skoleballet, så jeg ville gerne se lidt speciel ud, derfor havde jeg valgt noget tøj man ikke kunne undgå at se. Der var nemlig stadig ingen som havde spurgt mig. Yeah that´s me, forever alone. Faktisk var jeg ret ensom, jeg havde sådan en ven, nemlig Terry, Terry Hoffman for at være mere præcis. 
Men helt ærligt ikke, så ville jeg hellere have en sand ven, end ti som jeg ikke kunne stole på. Jeg kom til at tænke på den gang Terry og mig havde været oppe at skændtes, jeg sværger jeg har aldrig følt mig så ensom.

I samme øjeblik kom Tasha brasende ind af døren og rev mig ud af mine tanker. Hun snakkede i telefon, og sendte mig derfor et slap-dog-lidt-af-blik, jeg himlede bare med øjnene og flående trøjen ud af hendes hænder. jeg studerede den kort, og gik derefter over til spejlet for at vælge, jeg tog skiftevis trøjen op for mig, og væk fra mig. jeg endte dog med at vælge den blåternede, så havde jeg den røde til i morgen (hvis jeg stadig ikke var blevet spurgt).  

Jeg blev stående foran mit spejl, for at lægge make-up. Jag valgte at lægge en øjenskygge i samme blå nuance som trøjen, en masse mascara, men eller bare noget naturligt. Da jeg var færdig studerede jeg et øjeblik mig selv i spejlet, hvor efter jeg gik videre for at børste mine tænder. Da jeg var færdig, var mine tænder dejligt hvide og funklende. Jeg gik nerdenunder, da jeg snart skulle afsted. Så snart jeg kom nedenunder fik jeg nærmest smidt en stak aviser i hovedet, min far havde siddet hele morgenen og kigget i dem. han ledte efter en lejlighed til mig, da han syntes det var på tide for mig at få mit eget hjem. Jeg kiggede dumt på ham, og begyndte så på min prædiken om hvor smart det var at jeg boede hjemme så længe jeg studerede. 

Med de ord forlod jeg køkkenet, jeg gik ud og tog mine slidte, men elskede sorte vans på, samt en sort læderjakke. Morgenmaden valgte jeg at springe over, jeg skulle jo se helt fantastisk ud til ballet. Hvis der da var nogen som ville have mig med.

¤          ¤          ¤

Så snart man trådte ind på skolen, blev man bombarderet med plakater og bannere om ballet. Hvis man var heldig kunne man også få et par broscher med forskellige navne på, det var dem som håbede på at blive ballets konge eller dronning. 
I samme øjeblik kom en pige gående, hun stak et lille papirs flag i hånden på mig, og gav mig så et kæmpe tandpasta smil. Jeg kastede hurtigt et blik på flaget, det var lilla og havde teksten "VOTE FOR KAISY AS PROM QUEEN" trykt på sig med store gule bogstaver. Farverne var forfærdelige, men alle der så det ville med garanti huske det

Det ringede ind, og vi skulle i gang med første time. Jeg skulle have historie med Hr. Henningson. Sad face. Jeg gik ind i klassen og satte mig på den nærmeste ledige plads. Kort tid efter kom Hr. Henningson ind i klasseværelset. Han begyndte hans sædvanlige smørre om hvad vi skulle lave, "I dag skal vi…" ja ja det er flot, jeg lukkede hans ord ude, og sad lidt og kiggede ud af vinduet. "frk. Rosevelt, hører du efter?" jeg lettede kort fra stolen af forskrækkelse. "Øhhmm… jaeh det tror jeg" svarede jeg som en totalt dumling. "Hvad fortalte jeg så lige om?" spurgte han igen, jeg valgte den nemme løsning og sagde: "Noget historisk" hele klassen begyndte at grine af mig, hvilket jeg godt forstod, da det var et ret dumt svar. "Ja det er flot, men lidt mere specifikt" sagde han strengt. Jeg måtte ende med at give op, jeg kunne ikke forklare hvad han havde sagt. "Frk. Jenson, kan du forklare Nadia hvad vi har snakket om?" Flot han brugte mit fornavn, et typisk tegn på at han var sur. Sally Jenson nikkede kort, og gav sig til at forklare hvad han havde sagt. Det viser sig, at vi skal skrive en fire siders rapport om første verdenskrig.
Jeg vidste en del om det allerede, men gik stadig i gang med at researche lidt. Hele timen gik med at lave research og skrive stikord. Da det endelig ringede, var det som om jeg havde siddet i flere timer, så kedeligt var det.

Jeg skyndte mig ud på gangen for at mødes med Terry. Vi snakkede kort om at mødes efter skole, for at tage ud at shoppe.

¤          ¤          ¤

Da skoledagen langt om længe var forbi skulle Terry og jeg over i centeret. Vi gik rundt i næsten alle butikker og prøvede en hel masse tøj. Det var mega hyggeligt, og lige sådan en pigedag jeg havde brug for. Da vi var færdige besluttede vi os for at finde en café. Det var efterhånden længe siden jeg havde været her, så jeg lod Terry vise vej. Lige som jeg ikke gad gå mere, så jeg noget helt fantastisk, Starbucks viste sig foran os. Jeg sprang hurtigt hen til kassen og bestilte, jeg kiggede lidt på tavlen, men endte bare med at vælge det jeg plejede. "Hvad er dit navn?" Spurgte damen ved disken, jeg tænkte mig lidt om, men svarede så "Margrethe" sagde jeg, som om det var helt naturligt at en pige i vores tid på min alder hed Margrethe. (No hate hvis nogen af jer hedder Margrethe). Bagefter mig blev det Terry´s tur, hun bestilte det samme som mig, bortset fra, at hun sagde at hendes var til Tiffany. (Stadig ingen hate). Terry valgte altid nogle lidt snobbede navne når vi var her, hvorimod jeg elskede at vælge gamle eller svære navne. Det var bare sådan lidt en tradition vi havde.

Da det vi havde bestilt var kommet, gik vi over og fandt et bord. Lige som vi havde sat os, ringede min telefon "ja det er Nadia" svarede jeg, "øhm… hej, er du Andreas Rosevelt´s datter?" Spurgte stemmen i telefonen "ja hvorfor?" svarede jeg meget undrende. Stemmen i telefonen holdt en lang pause, men sagde så "joeh…øhh… ser du, han er lige blevet hentet for en time siden på sit arbejde, og lægerne er færdige med prøverne og ser du?" han stoppede op igen, "tjaeh… du bliver nok nødt til at komme herop" sagde han, med en stemme der lød ret så nervøs. "Hvor op" svarede jeg helt forvirret, "hospitalet" svarede han ed den stadig meget nervøse stemme. "Hospitalet?" nærmest skreg jeg ind i telefonen. Han svarede ikke rigtig, men jeg vidste at han stadig var der, da jeg kunne høre hans vejr trækning, "jeg kommer" svarede jeg så og lagde på.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Her kom et rimelig langt og kedeligt kapitel, men historien skal jo starte et sted.
Så jeg håber det var fint:)

Jeg  vil meget gerne høre hvad i syntes:)

Hvis i kan lide den, vil i så ikke være super søde at like, 
da jeg deltager i One Direction konkurrencen :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...