At forsvinde

Jeg blev inspireret af billedet med huset og de to børn, billedet med trappen og de to børn og billedet med pigen og paraplyen. Jeg blev inspireret til at skrive en lille fortælling, jeg ikke ved, hvad er.

5Likes
0Kommentarer
417Visninger

1. At forsvinde

 

Stumper og stykker rammer den røde sø af vand, skaber ringe, som udvider sig og trækker sig sammen. Udvider sig og trækker sig sammen. Ligesom hendes mave, når hun trækker vejret. Ind. Ud. Hun ser sin reflektion i vandet. Hun ser det lilla hår og de blodsprængte øjne, hun ser sine ansigtstræk flyde sammen. Tager sig til hovedet. Hun holder en jernparaply med den anden hånd. Over hende daler mursten ned fra loftet over alting. Hun undviger. Paraplyen kan intet trænge igennem. Hun løber. Søger desperat efter et hus. Der er en trappe. Og for enden af trappen er der et hus. Der sidder to børn og vinker. Men hun kan ikke komme op ad trappen. Hun kan ikke krydse søen. Hvis engle var til, ville det være deres tårer, søen bestod af. Deres tårer og deres blod. Måske eksisterer engle. Hvis de gør, er hun villig til at ofre sin højre stålhandske. Bare for at kunne trykke de andre børns hænder. Men hvis ikke, så har hun brug for den. Så har hun brug for den, når hun bukker sig ned for at samle en mursten af et himmellegeme op og kaste det mod vandet. Kaste det. Igen. Igen. Flere ringe. Større ringe. Udvider sig og trækker sig sammen. Hurtigere. Ligesom hendes mave, når hun trækker vejret.

 

Rifterne, der farver hendes kinder, er varme. Hele hendes krop er varm, i brand. Et træ vælter. Så græder englene højere. Selv de fineste grene knækker. Selv de med blomster. Bladene falder ned og pynter søen med hvid. Der er en trappe. Og øverst oppe på trappen står en lille dreng. Han ser så sørgmodig ud.  Men hun kan ikke komme op ad trappen. Hun kan ikke krydse søen. Hun ville ellers så gerne give den dreng et kram. Rifterne, der farver hendes kinder, så de bliver samme farve som søen, er varme. Og så kaster hun den sidste sten. Huset styrter i grus. Og der falder ikke flere fra himlen.

 

Det lysner. Og så fryser hun. Men i det mindste kan hun nu varme sig med sine arme og gå gennem støvregnen med en jernparaply over hovedet. En lilla parasol. Den beskytter hende. Men den er ikke stærk. Drengen er væk. Han gik uden et kram. Uden det kram, han kunne have fået. Måske er det det, det er at forsvinde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...