The secret of Adeline McKlenzie - One Direction. Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2014
  • Opdateret: 19 mar. 2014
  • Status: Igang
Adeline har altid haft en opgave i livet: At blive alfahun en dag. Nu er tiden ved at være inde, og snart skal hun møde sin udkårne, Akecheta, som er prins af Rafe-klanen. Men turen går langt fra som forventet. På vej hjem bliver de overfaldet, og Adeline bliver taget til fange af nogle mennesker. Hendes ”ophold” hos menneskerne viser sig at være det rene mareridt, og det gør det ikke bedre da en ung læge ved navn Harry skal lave forsøg med hende. Hun kan ikke fordrage ham lige fra starten af, men vil det ændre sig når hun en dag slipper fri, og er skyld i at Harry kommer ud for en ulykke. Og hvad er der sket hjemme i klanen mens hun har været væk? Hvordan har hendes forældre det efter overfaldet, og mere vigtig, er de stadig i live? Adelines liv bliver vendt fuldstændigt på hovedet, og hun bliver ledt ind i en ny verden af krig, kærlighed, tab og meget mere. (Drengene er ikke kendte)

7Likes
8Kommentarer
804Visninger
AA

5. Who are you?

De næste par dage forløb ens. Jeg lå bundet på den skide jernplade, uden nogen muligheder for at bevæge mig. En gang imellem kom ’dyrepasseren, ‘ som jeg har fundet ud af hedder Alaric, ind med mad. Ikke at jeg spiste det, for bare synet af det gav mig kvalme. Det var flydende, grønt og så var der nogle ulækre klumper i.

”Jeg keder mig!” Klagede jeg igen, og vendte hovedet over mod døren i håb om at nogen ville komme ind til mig, men til min skuffelse, kom der ikke en lyd henne fra døren.
Typisk..
Jeg havde ligget på den skide plade i jeg ved snart ikke, hvor mange dage. Alt var ens, så det var ikke til at finde rundt på nat og dag. Buret var ikke andet end en grå kasse med stål dør, og et lille lys i loftet. Ikke at lyset gjorde den store gavn, når jeg alligevel ikke havde mulighed for at bevæge mig, men det havde da hjulpet mig med at opdage et lille overvågningskamera øverst oppe i venstre hjørne. 

Jeg vendte hovedet over mod kameraet, og begyndte at lave ansigter til det. Menneskerne der så mig lige nu, ville sikkert tro at jeg var ved at blive sindssyg, men jeg siger heller ikke at de tager fejl. Så meget tid som jeg har brugt alene i et omklamrende rum, har nok gjort et eller andet ved mig.
Efter lidt tid vendte jeg hovedet væk igen. Det var alligevel nytteløst at lave ansigter til kameraet, når der ikke var nogender havde tænkt sig at holde mig med selskab. Ikke fordi jeg havde lyst til at være sammen med de idioter som havde bortført mig, og sikkert os angrebet min familie. Jeg kunne bare ikke klare at skulle være alene og bundet meget længere.

Nu hvor jeg tænkte på min familie… Hvad mon de lavede lige nu? Hvordan mon de havde det efter angrebet.
”Løb Adeline!”
Minderne om aftenen kørte igen rundt i hovedet på mig, og jeg kunne ikke stoppe dem. Jeg så det hele som et deja vu. Menneskerne der angreb fra alle sider af skoven, min mor der først blev skudt, og derefter min far. Hvorfor havde jeg været så vigtig, at de var gået så langt at skyde mine forældre?
En tåre trillede ned af min kind, hurtigt forfulgt at den næste, og den næste, og til sidst løb tårerne igen om kap ned af mine kinder. 
                                                                          

                                                                  ***
Hvor langt henne på døgnet vi var, havde jeg ingen anelse om. Alaric havde ikke været inde med mad til mig, og hvis det ikke var for alle stemmerne jeg hørte uden for døren, ville jeg tro at det var midt om natten.

Det undrede mig hvorfor han ikke havde været inde med mad endnu. Ikke at jeg ville spise det, men det lys der slap ind når den store dør blev åbnet, var fantastisk. Jeg havde aldrig været glad for mørket, så at jeg nu er i det døgnet rundt, gør mig ikke ligefrem yderligere lykkelig.

En høj knirken rev mig tilbage til virkeligheden, og jeg kneb øjnene sammen, da lyset strømmede ind af døren. Et lille smil gled over mine læber, men forsvandt hurtigt igen, da det ikke var Alaric der kom ind af døren. En høj mand med krøllet hår og mange tatoveringer vandrede med faste skridt over mod mig, hvilket gjorde mig ubehageligt tilpas. Jeg havde lige vænnet mig til Alarics uhyggelige kropsbygning, og så gjorde det, det ikke bedre at der kom en ny muskuløs fyr ind. Jeg vred mig alt hvad jeg kunne, og en knurren undslap mine læber, men det så ikke ud til at generer ham yderligere. Nej det så faktisk nærmere ud til at han fandt situationen morsom, hvilket fik lysten til at forvandle mig endnu større, men jeg ville ikke gøre det.  Den tilfredsstillelse ville jeg ikke give dem, og så længe jeg forblev menneske, havde de ikke nogen beviser på at jeg var varulv.

”Hej vovse.” Smilede han, mens han satte sig på hug foran pladen som jeg lå bundet til. Et fnys undslap mig, og jeg vred hurtigt hovedet væk fra ham. Han skulle ikke tro, at jeg gad hans selskab.
”Nu ikke så sur.” Sagde han, og kørte sine fingre igennem mit hår, hvilket fik mig til at dreje hovedet, hurtigt nok til at han fingre kom i klemme mellem jernpladen og mit hoved. Et lille støn af smerte kom fra ham, inden han hurtigt trak hånden til sig, og jeg kunne se hans øjne lyse af vrede.
”Fint!” Sagde han med hævet stemme, og tog noget op af tasken. ”Hvis det er den måde du vil lege på.” Fortsatte han, og kørte en kæmpe sprøjte hen til halsen af mig.
”Så lad os lege.” Hviskede han, og stak den ind i halsen på mig. Et skrig undslap mine læber, og jeg vred mig i smerte, mens indholdet blev fordelt i kroppen på mig. Smerten var uudholdelig, og hvis jeg kunne, havde jeg slået og sparket som en gal med fødder og hænder. Men det kunne jeg ikke. Det eneste jeg kunne var at vride mig, mens jeg kunne mærke søvnen overtage min krop, og det sidste jeg så inden jeg faldt i søvn, var 4 kutteklædte personer komme ind af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...