The secret of Adeline McKlenzie - One Direction. Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2014
  • Opdateret: 19 mar. 2014
  • Status: Igang
Adeline har altid haft en opgave i livet: At blive alfahun en dag. Nu er tiden ved at være inde, og snart skal hun møde sin udkårne, Akecheta, som er prins af Rafe-klanen. Men turen går langt fra som forventet. På vej hjem bliver de overfaldet, og Adeline bliver taget til fange af nogle mennesker. Hendes ”ophold” hos menneskerne viser sig at være det rene mareridt, og det gør det ikke bedre da en ung læge ved navn Harry skal lave forsøg med hende. Hun kan ikke fordrage ham lige fra starten af, men vil det ændre sig når hun en dag slipper fri, og er skyld i at Harry kommer ud for en ulykke. Og hvad er der sket hjemme i klanen mens hun har været væk? Hvordan har hendes forældre det efter overfaldet, og mere vigtig, er de stadig i live? Adelines liv bliver vendt fuldstændigt på hovedet, og hun bliver ledt ind i en ny verden af krig, kærlighed, tab og meget mere. (Drengene er ikke kendte)

7Likes
8Kommentarer
804Visninger
AA

6. Step 1.

Jeg vågnede fastbundet til et operationsbord, hvilket overraskede mig. Ikke at jeg var bundet, men det faktum at det var til et operationsbord.
Jeg kneb øjnene sammen, og lod dem vænne sig til lyset i rummet. De sidste mange dage havde jeg været opholdt mig i et mørkt rum, så lyset der stod ned i ansigtet på mig, fik mine øjne til at svige.

”Hallo! Er der nogen?” Råbte jeg, og blinkede et par gange med øjnene, for at se rummet helt klart. Der var fyldt med en masse apparater jeg ikke kendte, og ovre på en væg, hang: knive, pincetter, og en masse andre ting som bliver brugt under opperationer.

”Hallo!” Råbte jeg igen, og begyndte at vride mig. Jeg skulle væk her fra. At ligge på et opperationsbord med en masse apparater og maskiner rundt om mig, gjorde mig ikke just mere tryg ved situationen.
Jeg rykkede mig kraftigt fra side til side, og prøvede at vride mig fri, men til ingens nytte. Mine arme og ben var som låst fast til stedet, og jeg kunne ikke komme fri.
En høj lyd fik min krop til at gå i panik, og forskrækket vendte jeg hovedet, og så den krølhårede skikkelse komme ind, med 2 vagter bag sig.

”Sørg for at ingen vil forstyrrer mig.” Konstaterede han, og gjorde tegn til vagterne, som straks vendte sig om, og gik ud af døren.
Et lusket smil gled over hans læber, da han igen vendte hovedet mod mig, hvilket gav mig gåsehud ned af hele kroppen. Der var noget ved ham der gjorde mig utryg, og det var ikke kun det faktum at jeg lå bundet og ingen mulighed havde for beskyttelse hvis han valgte at skade mig.

”Det er godt at du endelig er vågnet.” Sagde han, og gik over til skuffen, hvor en kæmpestor kanyle lå i.
Panisk begyndte jeg at vride mig for at komme fri, men med samme resultater som sidst. Jeg kastede hovedet fra side til side, mens jeg prøvede at ændre skikkelse. En knurren fik mig til at åbne øjnene, men til min skuffelse var jeg stadig menneske. Et støn undslap mine læber, og jeg kikkede ned på mit håndled. Jernet der holdt dem fast, var for stramt til at jeg kunne skifte skikkelse.
Skønt hva? Nej!

”Det svære vovse, ingen dyr tilladt i laboratoriet.” Mumlede manden, mens han fyldte kanylen med en hvid væske.

”Hvad vil du mig!?” Hvæsede jeg, og vred min krop endnu engang. Forbandede hånd- og fod lænker! Havde det ikke været for dem, havde jeg slået ham ned og stukket af!

”Jo hør her.” Startede han, og begav sig over mod mig. ”Som du nok selv kan se, er du ikke helt normal. Langt fra.” Han holdt en pause, og sprøjtede en smule af væsken ud, for at tjekke om den virkede. ”Og jeg har tænkt mig at finde ud af hemmeligheden bag din evne.” Smilte han, og førte kanylen tættere mod min pulsåre. ”Og det vil kræve en del eksperimenter som vil blive ret så smertefulde.” Afsluttede han, og stak kanylen ind i armen på mig.
Et skrig undslap mine læber, og tårerne rendte ned af mine kinder, mens væsken forsvandt ind i blodet på mig.

”Stop!” Skreg jeg, og vendte mit hoved mod hans. Et koldt blik mødte mit, hvilket gav et spjæt i kroppen på mig. Ingen følelser var til at læse i det blik. Ingen glæde, ingen sorg, ingen medfølelse. Ingenting!

Et smil bredte sig over hans læber, og han rev kanylen ud. Smerten fra væsken bredte sig hurtigt i kroppen på mig, hvilket fik mig til at kaste hovedet fra side til side. Jeg bed mig i læben til der gik hul, og tårerne pressede igen på.
Jeg ville ikke grade foran ham! Det ville jeg ikke!

”Det var step 1.” Grinte han lumsk, og vendte blikket mod mit. ”Nu skal vi til step 2.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...