The secret of Adeline McKlenzie - One Direction. Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2014
  • Opdateret: 19 mar. 2014
  • Status: Igang
Adeline har altid haft en opgave i livet: At blive alfahun en dag. Nu er tiden ved at være inde, og snart skal hun møde sin udkårne, Akecheta, som er prins af Rafe-klanen. Men turen går langt fra som forventet. På vej hjem bliver de overfaldet, og Adeline bliver taget til fange af nogle mennesker. Hendes ”ophold” hos menneskerne viser sig at være det rene mareridt, og det gør det ikke bedre da en ung læge ved navn Harry skal lave forsøg med hende. Hun kan ikke fordrage ham lige fra starten af, men vil det ændre sig når hun en dag slipper fri, og er skyld i at Harry kommer ud for en ulykke. Og hvad er der sket hjemme i klanen mens hun har været væk? Hvordan har hendes forældre det efter overfaldet, og mere vigtig, er de stadig i live? Adelines liv bliver vendt fuldstændigt på hovedet, og hun bliver ledt ind i en ny verden af krig, kærlighed, tab og meget mere. (Drengene er ikke kendte)

7Likes
8Kommentarer
799Visninger
AA

7. it cant be true!

Harrys synsvinkel:


Mit blik vandrer forbi udstillingerne, mens jeg fortsætter hen mod Adelines opholdsstue. Eller opholdsstue er nu også så meget sagt, for enligt er det bare et operations rum som hun er bundet i.
Gårdagens test havde været negativ. Ingen af prøverne havde givet det forventede resultat, og vi var tilbage hvor vi begyndte.
Derfor havde jeg valgt, at vi i dag skulle teste hendes øjne og hud. Blodprøverne havde ikke givet os noget at gå efter, så jeg måtte tage noget af hendes hud og øje, for at se om de gav bedre resultater.

”Er du sikker på det her er det rigtige at gøre?” Spurgte min assistent, og kikkede op på mig. Hun havde altid været meget godsindet, hvilket nogle gange bekymrede mig.

”Hun er et misfoster. Hun skal bare forblive i live indtil vi finder ud af hvad der forsager hendes mulighed til at blive en ulv.” Konstaterede jeg, og lavede et vink med hånden, for at få hende til at gå. Men som sædvanlig ville hun ikke gå, før hun selv var klar.

”Men at skære i hendes øje, det er rent ud sagt barbarisk!” Klagede hun, og slog ud med armene, for at pointerer hendes mening. Jeg rullede med øjnene og stoppede op. Hun skulle ikke med længere, med alle de klager hun havde.

”Jeg vil ikke gøre hende blind. Jeg skal bare bruge et lille stykke, for at finde ud af hvad der for hendes øjne til at skifte farve, og hvis der er sandt, at varulve heler hurtigt, så går det nok. Og gå så!” Vrissede jeg, og skubbede til hende, indtil hun mumlede et eller andet jeg ikke kunde forstå, og gik.
    Jeg fortsatte ned af gangen, og drejede ind til opholdsstuen, som Adeline lå i. Testene i dag skulle bare overstået, så jeg slap for at bruge for meget af min tid med hende. Alle hendes trusler og klager drev mig til vanvid! Hun spillede så hård og ligeglad, men det var tydeligt at hun var ubehagelig tilpas ved situationen.

”Har du savnet mig vuffer?” Spurgte jeg, og kikkede ned i tasken, efter noget bedøvelsesmiddel. Det var ved at være en daglig rutine: Jeg kom med irriterende kommentarer, og så rapkæftet som hun nu er, så svarede hun selvfølgelig igen.

”Hva har ræven taget din tunge?” Fnøs jeg, men da der ikke kom noget svar, blev jeg nervøs. Hun plejede aldrig at være stille, selv ikke når hun sov! Jeg vendte mig rundt mod operationsbordet, og til min overraskelse var det tomt.
Jeg gispede højt, og løb hen til bordet, som nærmest var revet midt over. Brede revner fyldte det hele, og det var tydeligt hvad der havde lavet det.

”Pis!” vrissede jeg, og løb hen ud af rummet. Det burde ikke have været muligt for hende at forvandle sig.

”Hun er stukket af!” Råbte jeg, og rev håndtaget ned, så alarmen gik i gang. Alt skulle lukkes ned, så hun ikke havde nogen mulighed for flugt.
   ”Harry hvad er der sket?” Jeg vendte mig om, og blev mødt af 2 urolige øjne, som ikke tilhørte andre end selveste Wren. Min bedste ven siden første klasse.

”Hun er stukket af!” Vrissede jeg, og vendte mig om mod de andre medarbejdere som kom løbene. De havde alle en masse spørgsmål, og jeg kunne kun forstå halvdelen af dem.
    ”Vi deler os op, og leder efter hende!” Kommanderede jeg til sidst, da de alle var stille, og vi delte os op med det samme.

Jeg gik sammen med Wren og Ash ned af gangen mod biblioteket. Det var et af de største rum i bygningen, og hvis hun ville gemme sig, var biblioteket det perfekte sted.

”Wren du går til højre, mens mig og Ash går til venstre.” Sagde jeg, og lagde en pistol i hånden på dem begge. ”Hvis noget skulle gå galt, så brug den.” Og med de ord gik vi fra hinanden.
Det var sent henne på aftenen, hvilket gjorde det mere besværligt at se noget. Det halve af rummet lå i mørke, og lamperne gav kun lige nok lys, til at vi ikke gik ind i noget.

”Den her vej.” Hviskede jeg, og skulle til at dreje rundt om hjørnet, da et skud pludselig overdøvede stilheden. Jeg vendte mig forbavset rundt, og hørte et skrig henne i enden af rummet.

”Kom!” Råbte jeg, og løb hen imod stedet hvor Wren havde skreget. En høj skikkelse tårnede sig op foran mig, og jeg prøvede med rystende bevægelser at lade pistolen.
Et skud bag os, fik mig til at kaste mig mod gulvet.
 Ulven vendte sig hurtigt om og løb, hvilket gav mig frit syn til at se Wren ligge på gulvet. Hans tøj var revet i stykker, og blod drev ned af ham som et voldsomt vandfald.

”Nej!” Gispede jeg, og kravlede hen til ham. Min krop rystede, mens jeg prøvede at få blødningerne til at stoppe, og jeg kunne høre folk komme løbende i baggrunden.

                                                               ***
”Harry.” Jeg rettede blikket op, og så Ella (bygningens sygelæge) stå foran mig. Hendes blik var ikke til at læse, hvilket fik mit hjerte til at hamre af sted. Ikke fordi jeg kan lide hende, men fordi jeg ikke ved hvordan Wren har det.

”Må jeg komme ind til ham?” Spurgte jeg, og rejste mig langsomt op. Episoden tidligere havde rystet mig, og jeg kunne ikke tænke på andet, end hvordan han havde det.

”Harry.” Hendes stemme knækkede over, og tårnene samlede sig i hendes øjne. ”Wren han… han.” Hun tog en dyb indånding, og kikkede mig i øjnene. ”Wren overlevede ikke operationen.” 

 

____________________________________________________________________________

Hej alle sammen. Undskyld der har været langt imellem kapitlerne, men har ret travlt for tiden Håber at det er ok, og at I kan lide kapitlet :) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...