Not gonna return (THG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2014
  • Opdateret: 8 jan. 2014
  • Status: Igang
Lyla har levet hele sit liv sammen med hendes far, som der slår sine børn, og hendes tvillingesøster, Becca. Den søde, uskyldige Becca, som Lyla vil give alt for at beskytte. Men dette laves om på, da Lyla bliver valgt til det fireogfyrre årlige Hunger Games.

0Likes
0Kommentarer
110Visninger
AA

1. Overflødighedshornet

Ti. Ni. Otte. Syv.

Jeg kunne godt have valgt at fortælle om det hele. Derhjemme, høstfesten, togturen, Capitol, min familie og meget andet. Men det vil jeg helst undgå. Det ville gøre for ondt.
Min far slår mig. Jeg beskytter min tvillingesøster, Becca, imod ham, så jeg selv får bank. Jeg skal sørge for familien. Nu er Becca helt alene med min far og hans tæsk. Hun kan ikke skaffe mad til ham, men det kan jeg, og det er derfor, at jeg stadig er i live. Den eneste, jeg holder af, er Becca. Og nu sulter hun sikkert ihjel, eller også får min far banket hende for hårdt, så hun ikke kan reddes.
Lad være med at tænke på det, vrisser jeg af mig selv.
Jeg står i en arena, hvor der er is, så langt øjet rækker foran mig. Bag mig kan jeg skimte nogle træer i det fjerne.  Det hele er hvidt.
Seks. Fem. Fire.
Nu er jeg virkelig nødt til at beslutte mig, for hvad jeg gør. Jeg får øje på en rygsæk henne ved overflødighedshornet. Der vil ikke gå lang tid, før at jeg dør af kulde herude. Jeg er nødt til at tage chancen. Et par meter væk fra rygsækken er der et tæppe. Jeg har i hvert fald brug for varme. Mad og drikke må jeg tage mig af senere. Måske er der noget af det i rygsækken.
Tre. To. En.
Jeg hopper ned på isen, men det viser sig, at isen er så glat, at jeg bare skøjter af sted og falder. Der er kun en meter til platformen, jeg stod på. Længere er jeg ikke kommet. Jeg rejser mig op igen, denne gang forberedt på, at isen er virkelig glat. Jeg begynder at løbe, men det går ikke så godt, da min fart bare bliver sænket af isen. Jeg afprøver en anden metode, hvor jeg simpelthen bare lader mig skøjte af sted imod overflødighedshornet. Åbenbart er det en god posering, jeg står i, for jeg skøjter bare af sted.
Jeg er kun et par meter fra rygsækken, og jeg kigger hurtigt til siden, for at se hvor langt de andre er. Jeg er en af de første, der er nået helt herhen. Jeg tager fat i rygsækken og slynger den op over skulderen, hvorefter jeg tager tæppet under armen.
Sådan, det går fint, påminder jeg mig selv. Jeg vender mig om med kurs over imod skoven, da jeg føler, at det er min bedste chance.
Jeg skøjter derhen af, men det går ikke særlig godt den her gang. Mange gange falder jeg, og det tager lang tid, før at jeg kommer op igen. Da der kun er 10 meter til skoven, smiler jeg for mig selv. Det hele går så godt lige nu, men pludselig mærker jeg en skarp smerte i armen.
”ARGHH!” udbryder jeg, og jeg taber mit tæppe, men min rygsæk hænger stadig udenom mine arme. Jeg løber panisk videre, og jeg har ikke engang kigget det mindste på min arm. Forsigtigt kigger jeg bagud, og det er vist drengen fra distrikt 2, der ramte mig med et eller andet i armen. Han har fat om tæppet med kurs tilbage imod overflødighedshornet.
Jeg når endelig skoven, kan man se spor af mig bagud, på grund af min blødende arm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...