Not gonna return (THG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2014
  • Opdateret: 8 jan. 2014
  • Status: Igang
Lyla har levet hele sit liv sammen med hendes far, som der slår sine børn, og hendes tvillingesøster, Becca. Den søde, uskyldige Becca, som Lyla vil give alt for at beskytte. Men dette laves om på, da Lyla bliver valgt til det fireogfyrre årlige Hunger Games.

0Likes
0Kommentarer
111Visninger
AA

2. Anden soner

Jeg er bange for at forbløde, og min arm piner mig virkelig, men jeg ved, at hvis jeg stopper nu, er jeg et nemt offer. Jeg fortsætter ind i skoven, så langt som jeg kan holde ud, og indtil at jeg føler mig så kold som en istap. Her stopper jeg op og tager rygsækken af. Det første der fanger mit blik er en sovepose. Godt. Så kan jeg holde mig varm i løbet af natten. Jeg finder også et par vanter, et brød på størrelse med min halve arm og en lille æske. Da jeg åbner æsken, finder jeg en pakke med plastre. Jeg er ikke helt sikker på, at plastrene kan gøre den store forskel ved min arm, men jeg kan vel bruge dem til et eller andet.
Nu er det tid til armen.
Jeg åbner min jakke og hiver op i mit ærme. Synet af såret får mig til at føle, at jeg skal til at besvime. Forsigtigt trækker jeg kniven ud og trækker ærmet op. Jeg må bide tænderne sammen for ikke at skrige. Det er værre end jeg troede. Ikke et lille knivstik. Kniven havde boret sig langt ind i min arm, det ser væsket, betændt og blodigt ud, og sikkert også en masse andre ting, som jeg ikke kender navnet på. Jeg samler den lille pakke med plastrer op og klistrer dem på hele vejen ned af såret. Halvdelen af pakken er brugt, og alle plastrene er helt fedtet ind i blod. Jeg tager en af vanterne og sprætter den op med kniven. Det må være tid til at gå videre, så jeg lægger den opsprættede vante henover plastrene, og får min jakke til at holde fast på det.
Det må vel stoppe blødningen, beroliger jeg mig selv.
Jeg pakker rygsækken igen, og nu er jeg fast besluttet på at finde vand. Mad har jeg for et stykke tid, så nu må jeg bare have vand.
Jeg føler, at jeg har gået i flere timer, og der er ikke kommet noget vand endnu. Jeg beslutter mig for, at jeg må sove nu. Det synes jeg, at jeg har fortjent efter alt det her. Nu må jeg bare finde et godt træ. Et stykke væk, finder jeg et, som der ser ret godt ud. Jeg kravler omkring 10 meter op, og så kravler jeg ind i soveposen og lægger mig til at sove. Jeg er ikke bange for at falde ned, jeg har intet at binde mig fast med, så jeg må bare sove sådan.
Efter at have sovet i lang tid, tror jeg da, vågner jeg ved, at der lander et snefnug på min næse. Jeg kigger op, og grenen over mig er dækket med sne. Hele træet er dækket. Jeg kryber helt forsigtigt ud af soveposen og begynder at kravle ned. Mit mørke hår hænger fast i mit ansigt, så jeg er nødt til at fjerne det, før jeg kan kravle videre. Jeg hører en masse brag fra kanonen. Flere døde sonere.
Her hænger jeg i én arm, i et træ, i arenaen, i et Hunger Games spil, langt væk fra alt jeg kender. Hvordan er jeg dog havnet her? Bare for en dag siden sad jeg derhjemme i sikkerhed.
Da jeg er tre meter oppe, kan jeg pludselig høre noget bevæge sig. Et øjeblik er der helt stille, men så hører jeg det igen. Der er nogen der går i sneen, som der vist er omkring 10 centimeter højt. Personen må være tæt på, siden jeg kan høre det. Det går op for mig, at jeg kun har kniven i min rygsæk at forsvare mig med. Ellers har jeg slet ikke tænkt på våben.
Jeg kan se det er en han. Han kommer tættere og tættere på, og nu står han faktisk under mig. Jeg tror ikke, at han har set mig. Hvad skal jeg gøre? Hvis jeg venter længere, kan det være, at han kigger op på mig. Jeg kan heller ikke hænge her så lang tid. Måske er min stærke side nærkamp? Så vidt jeg kan se, har han ikke et våben på sig, men han har et bælte, hvor der muligvis er knive i. Uden at tænke længere lader jeg mig falde ned på ham.
Han braser sammen under mig, og nu sidder jeg på ham. Han er så stærk, og han kæmper så meget imod, at han får drejet sig imod mig.
”Syge stodder!” råber jeg, mens jeg giver ham en lussing, så han ligger med hovedet nede i sneen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...