Dark Angel

Summer Grey, bliver tvunget på kostskole af sin lidt for kristne mor, Alison. Men ikke en hvilken som helst kostskole, det synes Summer i hvert fald kirken beskriver ret tydeligt.. Hun fortryder dog straks de tanker, da hun møder to personer og en helt ny levemåde der for alvor vender op og ned på alting. Kærlighed, hjertesorg, had og venskab er kun nogle af de få ting der smedes på denne kostskole, langt væk fra hendes normale hverdag. Og en ting er Summer dog helt sikker på: Dette bliver en tur der vil ændre hende for altid!

44Likes
58Kommentarer
3191Visninger
AA

8. Kapitel 7

Mørket havde løjet for hende. Hvisket om tryghed i løvens hule. Men nu stod hun foran løven, med den lyse manke og de triste blå øjne. Hun følte ingen skam, over at have set hvad hun så nu. Løven undskyldte og bad om tilgivelse, efter at have prøvet at æde hende, havde han vist kærlighed til Summer. Og hun tog imod. Intet had lå gemt i hendes rene sjæl og ingen vrede i hendes tre ord der brændte på hendes læber for at komme ud: Jeg tilgiver dig.

Skønheden spandt sig vej i hver en linje, der tegnede ham. Hun havde aldrig set ham som den person der stod foran hende. Han havde følelser, og dem udtrykte han nu. Hans følelser for hende. Hun stirrede op i hans frysende øjne, der var fyldt med varme.

Summer rejste sig langsomt op. Hendes tåre var stoppet og hun gik et skridt nærmere Jake. "Du var en idiot i starten" indrømmede hun, og så et smil spille på hans læber "men?" Spurgte han og hun fortsatte hendes ufortrødne tankestrøm "men du har ændret dig".

Summer lagde sin hånd mod hans kind, og han sine bag hendes nakke, for at binde masken op. Hun lukkede øjnene og mærkede hans varme ånde mod sin. Jakes læber fandt hendes, og i den mørke nat, med stjernerne og månen som tilskuer, fløj deres følelser ud i et kys.

---

Summer lukkede døren til sit værelse, hendes hjerte baskede i brystet på hende og hun rødmede stort over kysset ude i haven. Det var næsten en kliché, men hun var ligeglad, Summer havde elsket det.

Hendes fødder smertede i de høje sorte stilletter da hun lettet satte sig i sin seng. Hun kørte aftenen igennem i sit hoved, kysset, dansen, hans tilståelse. Alt.

Hun havde aldrig troet at Jake kunne være så.. så sød. Han havde i starten virket uhyggelig, og hun havde aldrig drømt om at blive fanget af hans smukke øjne, som Summer før havde set som kulde, men nu opfattede som himlen. Han havde fra dag et, haft tendens til at ignorere hende, men havde i dag fortalt hende at han havde været bange for at tale med hende. Det varmede hendes hjerte og hendes øjne skinnede som solen, hvis ikke klarer.

Men hendes lykke blev hurtigt spoleret da døren endnu engang gik op og Ash kom svajende ind. Hans mørke skikkelse tårnede op foran hende, mens han vaklende bevægede sig mod vinduet. Hendes øjne fulgte ham for hvert et skridt, og hun lagde mærke til noget mørkt, som Summer ikke kunne identificere i det svage lys fra månen, dryppe ned af hans ryg. Men hun behøvede ikke lys til at finde ud af hvad det var, stanken var nok. Blodet plettede det lyse trægulv og tegnede spor efter Ash. Summer rejste sig hurtigt op på sine ømme fødder, men var ligeglad. Hendes sambo, var kommet slemt til skade og hun måtte hjælpe. Men hvordan? Hun trådte et skridt frem mod ham, men blev stoppet af Ash's tonløse stemme der dræbte mørket

"bliv hvor du er" snerrede han af hende, og hun stivnede af kulden, der flød i hans ord. "Men.. du bløder?" prøvede Summer, og tog et lille skridt frem i mørket, som han umuligt kunne se.

Hans skikkelse flakkede pludselig, og hun kiggede forvirret rundt, før hun med et bump landede i hendes seng igen. Noget tungt havde fat i hendes arme, og hun rykkede sig frem og tilbage, uden held. Summer åbnede sine øjne og stirrede ind i det svage skær fra Ash's blå øjne, der lynede ned i hendes. Hun åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen, da ingen ord faldt ud.

"Jeg sagde du skulle blive!" rasede han og hun sank rædselsslagen en klump. Ash sukkede højlydt og lagde tungt sit hoved mod hendes skulder. Hans varme ånde ramte hendes kind, mens han stille slap taget i hendes arme. En hulken lød fra hans strube, og hun kiggede forbavset ned på Ash, græd han? Hun lagde en arm på hans skulder og aede akavet ham på ryggen, mens hun lyttede til de uforstående sætninger der forlod hans mund inde imellem gråden. "hvorfor er jeg så svag?" sang hans stemme let, og hun tyssede på de grimme ting han sagde om sig selv. Men intet stoppede hans ordstrøm, han forbandede sig selv højt og helligt, mens Summer så hjælpeløst til, hun havde aldrig i sit liv forestillet sig Ash på denne måde.

Timerne gik og hun lå med Ash tæt ind til sig, i sine arme. Hans vejrtrækning var blevet tung, og han lå nu fredfyldt og sov. Drømte sig væk fra aftenen. Blodet på hans trøje var størknet og Summer måtte huske at spørge ham imorgen om, hvor sårene kom fra. Men lige nu, mærkede hun sine egne øjenlåg blive tunge og faldt til sidst i en dyb søvn:           

Summer tog sig til hovedet, mens hun forvirret åbnede sine tunge øjne. Mørket var faldet ned over hende, og hun havde besvær med at løfte sin egen krop op. Hendes knæ gav efter og hun faldt tungt til den kolde jord, der dækkede så langt øjet rakte. Summer tog en dyb indånding og befalede sig selv til at rejse sig. Vaklende greb hun fat i intetheden for at få balance, og selv om, hun ikke stødte sin hånd mod hjælp, fandt hun til sidst et ståpunkt. Hendes nysgerrige brune øjne, søgte forsigtigt rundt i mørket, mens hun rystende trådte et skridt fremad, der måtte da være en måde at slippe for denne fugtige intethed? Alt lå øde omkring hende, ingen lyde hørtes, kun det ekko hun selv var med til at lave, når hun råbte hallo. Den lasede hvide kjole hang ned af hende og dannede et slæb af det eneste lys i miles omkreds. Tårer dansede ned af hendes kinder og sprang som bomber i den hvislende stilhed. Der var det hun så det, gennem de diamanter der faldt ud af hendes øjenkrog, trådte lyset frem og forførte hende. Summer trådte selvisk frem, og blev omfavnet af en klar himmel der var baggrund til en eng. Hun blinkede mod den nu kraftigt oplyste dag og kiggede sig omkring. Sommerfugle fløj mod vinden, mens engen var dækket af de fineste blomster i alle regnbuens farver. Et vandfald lød ikke så langt derfra, mens det grønne græs sprang op i dette paradis. Men dette var kun en baggrund, for hendes blik var ikke limet på disse smukke ting, men var i stedet klistret til den gyldne nøgne ryg, der var dækket af to ar. Han rejste sig stille op fra græsset, og stirrede lamslået over mod hende. Hans brune hår favnede ham i den blide vind, mens han kom over mod hende.

"Hvad laver du her?" Ash kiggede undersøgende ind i hendes brune øjne, mens et smil spillede på hans læber "undskyld" hørte Summer sig selv sige "jeg kan godt gå igen" hviskede hun skamfuldt og kiggede ned på det grønne græs.

"Nej, det må du ikke" sagde han og panikken lyste ud af de blå øjne. "Du er lige kommet". Han førte hende over mod den plads, han før havde rejst sig fra. På græsset lå et maleri så smukt at det ikke kunne beskrives. De klare farver spillede ind mod hinanden og skabte et lys Summer aldrig havde set før, men følte en klar dejavue.

"Hvad er det?" spurgte hun nysgerrigt og pegede på billedet. Hans øjne fik en glans over sig, og hun kunne ikke sige om det var af glæde eller af sorg at han svarede hende. "Mit hjem" "eller det var det" rettede han sig selv.

"Det var det? Hvad mener du? Er du blevet smidt ud?" spurgte hun rædselsslagen.

"Ja det kan du godt kalde det" hans triste blik drømte sig vej tilbage til sit gamle hjem, han savnede stedet, mere end han ville indrømme, og det var også grunden til at han havde malet dette.

Summer kiggede forfærdet mod Ash, tænk at blive smidt ud hjemmefra, hun havde det forfærdeligt på hans vegne og gik nærmere ham, for til sidst at lægge armene om ham. Hun vidste ikke hvor denne pludselige indskydelse kom fra, men hun følte sig nødsaget til det, ikke kun for hans skyld men også for hendes.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...