Dark Angel

Summer Grey, bliver tvunget på kostskole af sin lidt for kristne mor, Alison. Men ikke en hvilken som helst kostskole, det synes Summer i hvert fald kirken beskriver ret tydeligt.. Hun fortryder dog straks de tanker, da hun møder to personer og en helt ny levemåde der for alvor vender op og ned på alting. Kærlighed, hjertesorg, had og venskab er kun nogle af de få ting der smedes på denne kostskole, langt væk fra hendes normale hverdag. Og en ting er Summer dog helt sikker på: Dette bliver en tur der vil ændre hende for altid!

44Likes
58Kommentarer
3181Visninger
AA

15. Kapitel 14

Hulkende begravede hun sit ansigt mod sin bedste venindes skulder, og prøvede så vidt muligt at drukne sine tanker i tåre. Men tankerne ville bare ikke forsvinde. Tanken om Jake. Hvad han lige havde udsat hende for. Ingen havde fortalt hende at hjertet var så nemt at knuse, men hun kunne jo ikke vide det, kunne hun? Nej, for hun havde aldrig nogensinde haft en kæreste, før nu, og hvem kunne hun takke for det? Alison. Summer vidste godt det ikke var fair, at skyde skylden på sin egen mor, og da slet ikke dette, kunne hun bruge mod Alison, men hun kunne heller ikke få sig selv til at indrømme andet.

 

Summer kunne ikke forestille sig at skulle møde Jake hver eneste dag, hvis ikke i skolen, så i denne lille by, hvor næsten alle kendte hinanden. Hun havde bare lyst til at tage hjem, væk fra denne skole og disse omgivelser, men hun vidste også godt at det ikke var en mulighed. For det første var hun ikke en person, der gav op, og sådan ville hun aldrig blive. For det andet, så kunne hun jo ikke svigte sine nye venner. Og for det tredje, så troede hun ikke på at hendes mor ville køre tværs gennem en af de største stater i USA, for at komme og hente sin datter. Hun måtte bare ranke ryggen og blive ved med at kæmpe. Hun huskede endnu engang en sætning som hendes nu afdøde morfar havde fortalt hende, hver gang hun var trist: “Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”. Og selvom hun følte det som om hun skulle dø om lidt, måtte hun tage sin morfars ord, tæt på sig, og leve så vidt muligt op til dem.

 

Summer snøftede endnu engang og lod hendes blik føre op mod sin dejlige veninde, Maya, der havde taget sig tid til at trøste hende. Summers gråd, havde sat sig i en plamage på hendes venindes trøje, og hun måtte med et par hævede øjne hulke sig frem til en undskyldning. Oveni hendes rædselsfulde liv, skulle hun også lige plette sin venindes yndlingstrøje til med mascara og tåre. Kunne gud ikke lide hende, eller hvad?

 

Hun rejste sig lidt op fra den uudholdelige position hun havde siddet i, i den sidste halve time, og kunne hurtigt mærke ryggen knirke og knage af ømhed. En papirserviet blev stukket frem mod hende, og hun tog den med glæde, for at pudse næsen.

 

“Er du okay?” Mayas stemme var fuld af omsorg, da hun gav Summer et beroligende kram. Summer svarede med et ynkeligt nik, hun havde helt ærligt ikke lyst til at bruge sin bævende stemme lige nu, hun ville bare gerne sove, men det ville være ret unfair for Maya, der havde taget sig tid til Summer, så i stedet rejste hun sig op, for at få gang i sin krop igen.

Havde de egentlig et motionscenter her? Det kunne hun faktisk godt bruge. Løbe på løbebånd og løfte vægte, til hun glemte alt om Jake, glemte det tomrum, han havde skabt i hendes hjerte. Lidt ligesom alkohol fik nogle folk til at glemme, fik motion, sjovt nok Summer til at glemme. Endnu et hulk forlod ufrivilligt hendes strube, da hun lod sin tankestrøm strejfe det ømme punkt.

 

“Summer, du fortjener bedre” Mayas stemme vækkede Summer, og hun drejede hovedet, for at se Maya siddende i skrædderstilling på sengen.

 

“Han var en idiot, han var jo ikke engang inde at besøge dig, da du blev slået af Ash. Faktisk så synes jeg han er lidt af en psykopat, og det er et held at han endnu ikke har slået dig ned..” en ordstrøm om Jake lød fra Maya, og Summers hjerte dunkede hårdere og hårdere, for hvert ord hun sagde om ham. Han var fandme ikke nogen psykopat, han var sød, sjov og kærlig, og måske havde han slået et par folk ned, men han kunne for god sake ikke være sød mod alle. Det var jo nok også hendes egen skyld det der var sket tidligere i dag. Vreden pulserede i Summers åre, hun havde troet Maya var hendes ven, en person man kunne snakke med om alle mulige triste ting, men nu brugte hun sin viden mod Jake, og det havde hun bestemt ikke lov til. Maya kendte ikke Jake, på samme måde som hun selv gjorde. En vulkan af boblende had, dunkede inde i Summers krop, og hun måtte knytte sine hænder og spænde i hver en muskel for at være sikker på at vreden ikke ville koge over.

 

“..Jeg kan faktisk godt forstå at du valgte Ash, i stedet for Jake, det ville jeg også gøre, nu når Jake går og kissemisser med alle, bag din ryg.”

Der kunne hun ikke klare at lægge øre til Mayas foragt længere, Summer vidste godt at hun prøvede at hjælpe, men lige nu kunne hun ikke andet end at hade.

 

“Sådan skal du ikke tale om ham” det var ikke andet end en hvisken, der forlod Summers sammenknebne mund. Men truslen var så stor, at Maya stoppede sin talestrøm og kiggede overrasket op på hende.

 

“Ej helt ærligt Summer, du af alle burde være sur på ham, han er jo totalt sindssyg.”

Der gik hun over stregen. Den boblende vrede, steg Summer til hovedet, og hun måtte beherske sig, for ikke at råbe Maya ind i hovedet.

 

“Du ved ikke en skid, og han er mig ikke utro, og gider alle ikke bare stoppe, med at sige at Ash og jeg er sammen!” alt kollapsede, og tårerne begyndte stille at trille, mens hun lukkede øjnene. Maya måtte ikke se hende svag, det måtte ingen. Hun havde fået nok, hvorfor kunne de ikke bare alle sammen, gå til helvede!

 

“Jeg gider ikke det her mere” en hvislende og hysterisk latter forlod hendes læber, mens frygten steg op i Mayas øjne. Var hendes veninde nu blevet bange for hende.

 

“Undskyld, Summer. Jeg vidste ikke at du stadig havde følelser for ham.” hviskede hun overrasket tilbage. Hvornår var Maya gået over i denne medlidende tone? Hun var ikke noget såret dyr, der havde brug for mere af hendes falske omsorg.

 

“Det kan være lige meget nu” vreden var ved at forlade Summers krop, men følelsen af svigt og falskhed, lå stadig som en tyk dyne om hende, og hun skulle bare væk, så langt væk som muligt. Hun drejede om på hælene om tog fat i dørhåndtaget.

 

“Hvor skal du hen?” Mayas stemme fyldte endnu engang hendes øregang, og hun måtte desværre indrømme, at hun nød skuffelsen, der var malet fast på Mayas ansigt.

 

“Væk herfra.”

 

Egentlig havde Summer ingen anelse om hvor hun var på vej hen, hun kunne ikke komme op på sit værelse, for det var der hun havde siddet sammen med Maya, hun havde ikke lyst til at snakke med nogen, og overhovedet ikke at blive hvisket om. Så ud fra den baggrund, var turen endt i skoven, som hun nu spasserede igennem, uden noget egentligt formål.

 

Luften strøg hende gennem håret, og tog noget af hendes tristhed og vrede med sig. Men blev hurtigt erstattet af had mod sig selv. Det var jo ikke fair det hun havde gjort mod Maya, skælde hende ud, når Maya bare havde prøvet at hjælpe, efterlade hende på den måde, og værst af alt, glæde sig over at hendes veninde var bange, og endda for Summer selv. Bange for selveste Summer Grey. Dydsmønsteret over alle dydsmønstre, eller det havde hun i hvert falde været. Et suk, fløj ud af hendes mund, og hun kunne ikke lade være med at spekulere over hvad der var sket med hende selv. Og bag alt tristhed og selvhad, kunne hun ikke lade være med at give frit spil for et tåbeligt grin, over hendes mor, der havde sendt hende til den anden ende af Idaho for at blive et dydsmønster, som for hendes mor, nok var lig med en nonne. Når hun så ville komme hjem til Alison igen, ville hendes mor nok opfatte hendes nye levemåde som rebelsk, og hun kunne lige forestille sig det chok hendes mor ville få, hvis hun kom hjem med en piercing, eller endnu værre, en tatovering. Det var faktisk noget Summer gerne ville overveje, blot for at irritere hendes alt for kristne mor.

 

Men sagen var at Alisons betegnelse for rebelsk, var for andre teenagere lig med; at have en mening og udtrykke sig. Hvilket Summer aldrig havde været vant til. Jo, derhjemme kunne hun sagtens give slip på vrede, men hun havde aldrig nogensinde opført sig sådan overfor en ven, som hun var blevet sur på. For sådan havde begge hendes forældre opdraget hende, altså lige indtil hendes far valgte en ny familie, i den anden ende af USA.

 

“Nå ser man det?” Summer vendte sig om med hjertet siddende i halsen, bange for den øksemorder, hendes fantasi stillede op. Hun havde været så fordybet i tanker at hun aldrig havde opfattet en lyd, før den velkendte stemme rungede skoven.

 

“Oh god du gav mig et chok” hun tog sig til hjertet, for at demonstrere, mens hun med stort besvær, prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol.

 

“Hvad laver du her?” spurgte hun endelig, og kiggede op i de intense blå øjne. Hun var sikker på, at hun ville være dybt nok inde i skoven til at hun ikke ville møde nogen.

 

“Jeg kunne spørge dig om det samme?” et had lå gemt i de blå øjne, mens hans hænder knyttede sig sammen i ren og skær irritation. Summer fulgte alle hans træk, ligesom den aften, hvor de var blevet kærester. Men denne gang var det ikke i fascination, denne gang var det af frygt. Maya havde jo ret. Man vidste aldrig hvad Jake kunne finde på. Hendes blik søgte tilbage mod den vej hun var kommet fra, kunne hun nå tilbage, hvis det var nødvendigt? Det var ikke sikkert, men det var en mulighed. Hun skulle aldrig have blevet uvenner med Maya, og så over Jake. Hun havde simpelthen taget ham i forsvar, og hvorfor? Blot for at komme herud og møde hans hadefulde blik mod hende. Dumt og tåbeligt.

 

“Min lille fine engel, hvorfor så bange?”

 

Spørgsmålet var enkelt og nemt at svare på, men det kvalmende falske smil, der klistrede sig til hans læber, forholdt hende tavs. Ikke fordi hun ikke gerne ville smadre hans normalt så kønne ansigt, og fortælle ham et par sandheder. Jo, det ville hun skam med glæde gøre. Men hun ville ikke lade sin vrede koge over i denne ensomme skov, med kun hende og Jake som vidner. Man vidste jo aldrig om hun efter sådan et stunt, ville forsvinde og aldrig komme tilbage. Og Jake var god, alt for god til at sno mennesker rundt om hans lillefinger. Hans forklaring ville cirka lyde sådan her, når han kom gående ud fra skoven, med en skovl og skulle forklare sig til politimanden, hvorfor han var den sidste der så Summer:

 

Nej betjent, jeg ved ikke hvad der er hændt hende. Hun var så sød, og jeg kan ikke forstå at hun kunne finde på at begrave sig selv.. Hvorfor jeg har en skovl? Nå, det skal jeg sige dig hr. Betjent, det er fordi jeg gerne vil yde en forskel, så selvfølgelig var jeg ude at grave kaninhuller til de små kaniner der ikke selv kunne..

 

Sådan en dårlig forklaring ville komme lige ud af hans røv, mens han bag den sørgelige maske, frydede sig over Summers død. Ej, okay, måske en overdrivelse, men hvad er det man siger; overdrivelse fremmer forståelsen. Og det ville sikkert ikke være særlig langt fra Summers fantasi, det han kunne finde på. Måske var han lidt mere kreativ, hvad angår forklaring, men helt ærligt, den blonde manke på hans hoved, hjalp ikke ligefrem på fordomme mod blondiner.

 

Summer kiggede irriteret på Jake, men måtte til sidst bøje blikket for de kolde øjne, og fandt i stedet et meget spændende punkt på et græsstrå, lige ud for hendes ene fod.

 

“Summer, svar mig.. Eller du kunne i det mindste hæve blikket og se på din kæreste” Summers øjne skød op, til Jakes hæse stemme. Hvad var det for noget at sige? De var ikke kærester længere, havde hun ikke fået banket det på plads. Hun rystede irriteret på hovedet, og skulede mod hans selvsikre perlerække af tænder.

 

“For sidste gang Jake, og gør mig lige den tjeneste at fatte det denne gang”

 

“-uhh er det den tid på måneden” spurgte han, og afbrød hende med vilje.

 

“Vi er ikke kærester mere, og det er ikke den tid på måneden”

 

“Engel, hvad var det jeg fortalte dig? Vi er færdige når jeg siger til og jeg har ikke sagt til endnu” han hævede kort øjenbrynet af hende og lagde så sin hånd i lommen for at trække en lille rektangulær æske med sig op. Hun kiggede lidt nærmere på æsken men kunne ikke se hvad den kunne forestille.

 

“Skal du have?” spurgte Jake og tog en lille ting op, som hun hurtigt genkendte. Fandme nej - og undskyld sproget - om Summer skulle have en smøg. Hun kiggede med afsky på cigaretten han holdt frem mod hende, og trådte et skridt tilbage. Heldigvis gik den handling ind bag de gyldne lokker, og et grin fløj ud af hans mund.

 

“Så ved vi det, Englen ryger altså ikke” Han førte cigaretten op til munden, og fandt derefter en lighter frem for at tænde den. Han tog et ordentlig sug, før han gik tættere på Summer og pustede røgen direkte ind i ansigtet på hende, så hun begyndte at hoste og sprutte, for at få normal ilt ind igen.

 

“Gør du så nogle tanker i at blive passiv ryger?”

 

Åh, hvor havde Summer lyst til at tørre det selvfede smil af hans ansigt, men tanken blev aldrig til handling, før han pressede sine læber mod hendes, bare for at puste endnu mere røg ned i hendes lunger. Hun kiggede forfærdet på Jake, der bare var begyndt at grine højt, før han vendte sig om. Havde han tænkt sig at forlade hende lige nu? Ikke fordi hun ikke havde noget imod det, han måtte skride til helvede for hendes skyld, men fordi han lige havde gjort alt det imod hende, og bare forventede at hun ikke ville sige noget til det. Og ja det var også rigtig nok set af Jake, altså hvis det stod til den gamle Summer Grey, hende pigen der hellere ville gå i et med tapetet. Men hende her, skulle han satme - undskyld det var en smutter - ikke gøre sådan noget ved, uden at komme igennem et vredes udbrud. Han burde jo også vide at hun ikke var sådan længere. For på den korte tid de havde været kærester, havde hun lært meget af Jake, og for første gang var hun faktisk taknemmelig over at han havde lært hende at ingen skulle pisse på Summer Grey. Og så havde denne såkaldte Summer Grey bare haft en lorte uge, med alt for meget drama.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...