Dark Angel

Summer Grey, bliver tvunget på kostskole af sin lidt for kristne mor, Alison. Men ikke en hvilken som helst kostskole, det synes Summer i hvert fald kirken beskriver ret tydeligt.. Hun fortryder dog straks de tanker, da hun møder to personer og en helt ny levemåde der for alvor vender op og ned på alting. Kærlighed, hjertesorg, had og venskab er kun nogle af de få ting der smedes på denne kostskole, langt væk fra hendes normale hverdag. Og en ting er Summer dog helt sikker på: Dette bliver en tur der vil ændre hende for altid!

44Likes
58Kommentarer
3186Visninger
AA

12. Kapitel 11

"Summer..Summer?" En stemme lød langt væk fra, den kaldte på en. Men denne person ved navn Summer svarede ikke. Hun kunne ikke forstå hvorfor Summer ikke svarede, det irriterede hende, og hun bevægede sig uroligt. Hun ville sove videre, men med stemmen der kom nærmere udkanten af hendes bevidsthed, kunne hun ikke.

"Summer" stemmen kaldte igen, og hun havde lyst til at tage hænderne op for ørerne. Men hendes arme ville ikke gøre som hendes hjerne ville. Hun kunne ikke bevæge sig, som hun lå der, som var hun bundet. Hendes krop var frosset fast til stedet og selv ikke hendes læber ville forme ord, der kunne fortælle stemmen at Summer ikke var her. Øjenlågene lå tungt og skærmede hende for lyset, men mørket kom tættere på hende, og lige pludselig var det ikke et rart mørke hun kiggede på, det var øjnene. Øjnene der intet godt førte med sig. Øjnene der viste det sande helvede. De øjne der mindede hende om det. Det, at hun var personen stemmen kaldte på. Hun var Summer. Mareridtet havde vækket hende.

Summers øjenlåg slog op, mens hendes hjerte bankede vildt mod ribbenene. Tåre strøg over hendes kinder, mens hun forvildet missede med øjnene mod det skarpe lys, der blændede hende. De sorte øjne havde endnu engang skræmt hende, og fået hende til at vågne. Drømmen, eller mareridtet kørte igennem hovedet på Summer. Måden hvorpå hun ikke kunne bevæge sig, og ikke kunne tale fik hende til at gyse, og hun var faktisk taknemmelig for de sorte øjne der havde vækket hende, de øjne hun var sikker på forfulgte hende.

"Summer?" Spurgte en hæs stemme ovre på hendes venstre side, og hun tippede hovedet let over for at se hvem der kaldte på hende. Hans mørke hår sad uglet og strittede til alle sider. Mens hans blå øjne skinnede af dårlig samvittighed.

"Summer jeg er så ked af det" startede han "det var ikke min mening.." "Jeg ville aldrig" afbrød han sig selv, og kiggede fortvivlet ned i jorden, for at lede efter de rigtige ord. Summer kiggede forvirret på Ash, for at forstå. Hvad undskyldte han dog for?

"Hvorfor undskylder du?" Spurgte Summer forsigtigt og kiggede på sin sambo.

Hans øjne fandt hendes, og strålede af lige så stor en forvirring som hun stod i.

"Kan du ikke huske?" Han rystede stille på hovedet.

"Jeg slog dig" prøvede han og fandt Summers øjne, der hurtigt spilede op til dobbelt størrelse

"slog? Men hvorfor?" Og der slog et lyn ned i hende. Tankerne svømmede ind over hende, og hun huskede hurtigt hvordan hun var trådt ind foran dem. Brudstykkerne faldt på plads i hendes hoved, sammen med en enorm hovedpine. Hvordan kunne hun have glemt det? Hun tog sig let til hovedet og stønnede, kraften i hovedpinen forværredes og det svimlede for øjnene af hende.

"Er du okay?" Ash var hurtigt henne ved hende, og holdt tæt om Summer.

"Mit hoved" peb hun og greb hårdt fat i Ash's trøje med den anden hånd. Han rynkede panden, men forstod så.

"Her" sagde han og rakte ud for at tage et glas ved bordet. "Drik det" Summer tøvede ikke engang, hun sank det bare. Ned gennem den tørre hals.

Han lagde hende igen ned på sengen og puttede hende. "Sov, og så kan vi snakke bagefter" smilede Ash bekymret og hun lukkede øjnene i.

"Ash" hviskede hun lige inden hun ville falde i søvn af det medicin hun havde fået.

"Ja"

"Bliver du her?" Hendes stemme var søvndrukken, men hun skulle vide det, hun ville ikke ligge på sygestuen alene, i det kolde og kyniske rum, fyldt med de mange skarpe nåle, der fik hårene til at rejse sig.

"Selvfølgelig Prinssese" hviskede han, og et let kys strøg over hendes pande. Hun åndede lettet op, og lod trætheden tage fat i hende.

"Ash" mumlede hun stille igen, ikke langt fra grænsen til søvn.

"Mhmm" svarede han bare og aede hendes hår.

"Jeg tilgiver dig".

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...