Never Forever | One Direction *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Da den verdensberømte Harry Styles kommer ud for en ulykke der gør ham blind, bliver kan boykottet af alle sine fans rundt omkring i verden, og også af hans bedstevenner, der bag hans ryg starter et nyt band, - Four Directions. Den eneste der rigtig bekymrer sig om ham, er fiskerpigen April, der efter ulykken finder ham i en flod. April får øjnene op for overnaturlige kræfter, der måske kan redde Harry. Et helt nyt venskab begynder. Men er venskab godt nok?

47Likes
33Kommentarer
2103Visninger
AA

10. Chapter VIII

"Harry..," Jeg står i døråbningen og kigger fortivlet på ham. Harry Styles, den eks-berømte boyband sanger. Den dreng, der har kysset mig. Den dreng jeg måske elsker. Måske. 

Der er rodet i gæsteværelset, og der træger til at blive luftet ud. Overalt ligger der tøj han han havde lånt af bedstefar, (Det er stadig bedstefars.) afrevne sider der ligger krøllet sammen, som jeg gætter på er vredes-breve han har skrevet til sine gamle drenge.

Harry svarer ikke, han bliver bare ved med at ligge i den uredte seng med hovedet begravet i puden.

Jeg sukker, og bevæger mig over mod det store vindue. Jeg åbner det langsomt for at afvente hans reaktion på den friske luft. Den kommer ikke.

"Harry.., Niall har ringet." Sukker jeg igen og sætter mig på sengekanten.

"Jeg vil ikke tale med ham, han vil sikkert bare fortælle hvor godt det går uden mig."Mumler han ned i puden, så jeg næsten ikke kan høre det.

Jeg holder straks op med at stryge ham på ryggen.

"Hold nu op med at have ondt af dig selv, for helvede!" Udbryder jeg, og vil ønske jeg aldrig har sagt det. Helt ærligt, April.

Harry sætter sig med ét op. 

"Hvad sagde han?" Spørger han,og tørrer tårene væk fra de defekte øjne.

Jeg smiler skævt.

"Han havde dårlig samvittighed. De har startet et band.. Det hedder vist Four Directions, og de er vildt populære.."

Harry gør tegn til at jeg skal stoppe.

"Hvad siger bogen?" 

Først forstår jeg ikke helt. 

"Bogen?" 

Han sukker.

"Ja, altså Lykkeland bogen?" Smiler han.

Jeg kigger overrasket på ham. Tror han stadig på min skøre idé?

"Altså.. Der er faktisk nogle prøver. Men det er de færreste der klarer dem. Fordi ingen har et rent nok hjerte til at klare dem. Sentimentalt ikke?" Griner jeg nervøst.

"Nej. Overhovedet ikke. Hvordan finder vi det?"

 

 

Ting er aldrig så slemme tredje gang. Tunnellen til Lykkelandet er en undtagelse. Da jeg lander på den hårde jord har jeg både kvalme og søsyge og tunnelsyge, faktisk alle de sygdomme man kan have. Heldigvis går det over så snart jeg kigger op.

Det er ikke som sidste gang. 

Det er mørkt, overskyet, græsset er visnet og der er mudret overalt. Det tordner i det fjerne, og der er tåget så man ikke kan se bjergene.

Harry smiler, men det stopper da han ser landskabet.

"Hvad tror du der er sket?" Hvisker jeg, og bider mig i læben.

"Det ved jeg ikke," svarer Harry og kigger nervøst ud i horisonten.

"Hvad.. Hvad nu hvis vi har ødelagt det? Altså været for grådige med elefanter og bækken og picnictæppet?" Foreslår jeg, og slår beskyttende armene omkring mig da en vind flyver forbi. 

"Det tror jeg altså ikke," mumler Harry og tager et par skridt frem.

"Men måske er det en del af prøven." Fortsætter han, og kigger søgende ned i jorden.

"Men hvor?" Spørger jeg.

"Jeg ved det virkelig ikke," sukker Harry.

Jeg puster luft ud.

"Harry, jeg er ikke klar til prøverne endnu. De er for hårde.. Og jeg er ikke sikker på at vi klarer den. Eller at jeg klarer den.. Følelser, du ved. Jeg vil ikke dø ligesom min bedstefar. Jeg har et helt liv at leve, og jeg vil ikke spilde det på at hjælpe en, der bare har kysset mig."

Ordene gør ondt. Forfærdelig ondt. Jeg tror ikke jeg finder en som Harry igen. Aldrig nogensinde. Jeg kommer til at møde en som Harry igen, hvis jeg giver slip nu. 

"April.." Han går et par skridt nærmere.

"Jeg har altså aldrig kysset nogen uden at have ment det." Sukker han, og stryger håndfladen hen over min kind.

Jeg skal lige til at presse mine læber mod hans, da Harrys telefon ringer.

Han tager den opgivende op til øret.

"Hvad?" mumler han ind i røret.

Så er der stille i ret lang tid.

"Fuck," hvisker han.

"Hvad?" Udbryder jeg forskrækket.

"Vi finder ham, ja." Pludselig er Harrys stemme vred og irriteret. Han kyler sin iPhone ned på jorden, og det gipper i mig. Men hey, er den i stykker køber han vel bare en ny.

"Niall er stukket af," konstaterer han .

Jeg kigger underligt på ham.

"Og hvad så?" Spørger jeg. Det var da bare et spørgsmål om tid før Four Directions gik i opløsning. 

"Altså.. Når Niall stikker af er det ikke uden grund."

Jeg sukker. 

"Hvorfor kan de andre bare ikke finde ham? De kan da ikke bare sætte dig på opgaven, når de lige har droppet dig, jeg mener..!" Harry tysser på mig. Jeg er faktisk træt af at blive afbrudt når jeg vil sige noget.

"Niall er anderledes end de andre. Vi bliver nødt til at finde ham."

Jeg sukker.

Nu bliver vi nødt til endnu engang at forlade Lykkelandet uden at få noget som helst med hjem. Det er nu stadig lidt underligt med det mørke landskab. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...