Never Forever | One Direction *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Da den verdensberømte Harry Styles kommer ud for en ulykke der gør ham blind, bliver kan boykottet af alle sine fans rundt omkring i verden, og også af hans bedstevenner, der bag hans ryg starter et nyt band, - Four Directions. Den eneste der rigtig bekymrer sig om ham, er fiskerpigen April, der efter ulykken finder ham i en flod. April får øjnene op for overnaturlige kræfter, der måske kan redde Harry. Et helt nyt venskab begynder. Men er venskab godt nok?

47Likes
33Kommentarer
2098Visninger
AA

8. Chapter VII

Alt står klar. Alle de små underlige ting vi har fået af Felexia, og nogle fyrfadslys jeg har hentet i det gamle skur.

"Slap af, og bliv ét med ånderne," læser  jeg op, og betragter Harry der adlyder og lader sine muskler og spændinger blive slappe.

Jeg tænder røgelses-pindene, og sætter mig ned på gulvet til ham. Det er svært at slappe af, når jeg skal huske alt det vi skal sige.

"Er du klar?" Smiler jeg, og sænker armene. Harry nikker, og vi tager en dyb indånding.

"Hvis det ikke virker, er det din skyld." Indskyder han, og jeg kan ikke lade være med at fnise lidt.

"Hvem vil du fortælle det til?"

Han svarer ikke, men giver tegn til at vi skal begynde.

 

"Horas non numero nisi serenas," begynder vi i kor.

"Deus vult," fortsætter jeg, og Harry gentager mig.

"Veritas odium parit, Aetas volat dum spiro."

 Jeg tager en røgelsespind, og giver samtidig en til Harry.

"Lux!" Råber vi, og kaster pindende op i luften. Der er helt stille.

"Er du sikker på at vi har gjort det rigtigt?" Spørger Harry og bider sig i læben. Jeg kigger bekymret i bogen udne for cirklen.

"Det tror je..," Pludselig sker der noget. Det er som om hele verden drejer rundt. Mit hoved dunker, og jeg kan ikke længere se Harry. 

Måske har vi gjort det alligevel?

Jeg har det som om jeg bliver ført ind i en tunnel. Jeg snurrer rundt, mens farver blinker lige foran mig. Det eneste jeg kan gøre er at lukke øjnene og vente til det er ovre, men mit sind er blevet en stor masse, og jeg giver mig til at  skrige.

 

"Harry! Harry....!" Råber jeg igen og igen, men der lyder intet svar. 

Rolig, vi kommer snart frem, prøver jeg at bilde mig selv ind.

Men tunellen virker uendelig lang. Hvad nu hvis vi aldrig mødes igen? Hvad nu hvis vi sidder fast her til evig tid lige indtil vi dør af kvalme og tunnelsyge, hvad nu hvis...?

En smerte skyder op i min rygrad da jeg lander på noget solidt. Mit hoved snurrer stadig lidt, men snart har jeg fundet balancen. Jeg mærker efter, -jo, det er virkelig jord. Vi er nede igen. 

Harry ligger et stykke fra mig, og forsøger at komme op. Jeg skynder mig hen til ham, og haler i hans ene arm.

Først nu lægger jeg mærke til landskabet. Himlen er blå, og græsset er helt lysegrønt. Ellers er der helt tomt, udover en bjergkæde med sne på toppen.

"J-jeg tror det er her," hvisker jeg. Det er smukt. Utrolig smukt.

Harry kigger sig omkring. Han flakker med øjnene. Er han ikke holdt op med det for længst?

"Aah. Her kunne jeg godt sidde og fiske ved en lille daam..," udbryder jeg, og lader mine øjne betragte hver eneste lille bid af det rene landskab.

"April," kvækker Harry. 

Jeg lytter ikke. Mit blik er som klistret fast til den dam lige foran mig. Den er fyldt med fisk, og på jorden ligger en fiskestang. Jeg gisper. Den var da ikke der før, var den? Har jeg virkelig.. Tryllet noget frem via telepati?

"April," gentager Harry, denne gang lidt højre. 

Jeg kigger irriteret op på ham.

"Hvad er der? Helt ærligt, det her er fantastisk!" Smiler jeg og smider krogen ud.

"April, jeg kan se!" Griner han, og løber over mod mig. Jeg farer forskrækket op, og kigger ham dybt ind i øjnene.

Lyver han? Der ser ikke ud til at være snyd i hans øjne. Kun glæde.

"Du kan se," hvisker jeg.

"Du kan se!" Råber jeg, og kaster mig op i hans favn. Tårene triller ned af mine kinder, mens jeg febrilsk forsøger at tørre dem væk. Det her er latterligt. Fedt for ham, ligegyldigt for mig.

Så går det op for mig, hvorfor jeg græder. 

Hvis Harry kan se.

Hvis han er blevet kureret, forlader han mig. 

Har ikke længere brug for mig.

Og jeg er ikke sikker på jeg kan klare at være alene igen.

Og så kommer endnu en tårebølge.

 

Harry slipper mig forsigtigt, og sætter mig ned på jorden. Han kigger op og ned af mig, og placerer et solidt smil på læberne.

"Du er...... Ikke som jeg troede du ville være." Han smiler skævt, og jeg bider mig i læben. Jeg ved det godt, han behøver ikke bore i det.

"Du er meget, meget, meget...." Hans skæve smil langsomt af, og jeg sukker.

"Smukkere." Afslutter han. 

Jeg kan ikke på vejret. 

Smuk?

Mig?

I røde gummistøvler og beskidt sweatshirt?

"Nej, nej, du.." Mere når jeg ikke at sige, før min mund bliver lukket. Ikke med en hånd, ikke brutalt.. Med noget blødere. Et kys.

Jeg har kysset et par gange før. Men ikke som det her. Det her er noget helt andet. Det har intet at gøre med et væddemål, eller om det var det der skulle til for at slippe for mobning.

Jeg har det som om tiden er gået i stå. Og den skal helst ikke starte igen.

Langsomt som vores kys bliver vildere og mere intenst, forsvinder alle mine sorger. Bedstefar, Zoey og de andre, de røde gummistøvler, mit filtrede hår.. Der er kun Harry. Og mig. Sammen. Som jeg egentlig gerne ville have haft det. Altid.  

Harry nusser min nakke, og jeg lægger forsigtigt armene om ham, og fortsætter. Pludselig kan jeg mærke hans hænder inde under min bluse, og jeg trækker mig lidt væk for at få pusten.

Mine kinder er brandrøde, men jeg kan ikke stoppe. Ikke nu. Måske får jeg aldrig chancen igen. Han skal jo tilbage igen til drengene.

Derfor trækker jeg blidt i hans trøje, og kaster ham ind i et langt lidenskabeligt kys. Igen.

 

 

"Har du nogensinde redet på elefanter?" Griner jeg, og roder op i mit hår. Min mund er øm, men jeg har det helt  fantastisk. Som om alt ondt og trist inden i mig er fløjet væk. Måske er alles første kys sådan? Vi ligger på et picnic-tæppe vi manifesterede, da vi besluttede os for at blive lidt i Lykkelandet. 

"Nope. Men jeg kunne godt tænke mig at prøve det." Svarer han, og slipper min hånd, da en kæmpe elefant dukker op lige over os. Jeg ruller forskrækket væk.

"Ja altså, MED seletøj," kommanderer Harry og sætter irettesættende hænderne i siden. Mens Harry sætter sig op på elefanten, slår noget mig.

Hvorfor var det så nemt at komme hertil? Og hvorfor er Harry allerede kureret? Jeg troede vi skulle igennem en masse prøver...

Fuck.

"Harry!" Råber jeg op til ham, og skynder mig at rejse mig op.

"Hvad nu?" Råber han tilbage, og glider ned af elefanten. Jeg tager hans hånd.

"Vi skal hjem. Lige nu," mumler jeg, og styrer hen mod stedet vi kom fra.

"Hvorfor det?" Spørger han, og lyder oprigtig skuffet.

"Ingen tid til forklaring," sukker jeg kort for hovedet.

"Lux!" Råber jeg, og alt begynder at snurre rundt igen.

Denne gang er tunnellen ikke spor lang. Jeg ænser den nærmest ikke.

Bump. 

Jeg lander ligeså uheldigt på gulvet hjemme i min stue, og sætter mig op. Harry flakker forvirret med øjnene.

"Hvad i helvede..?" Udbryder han, og gnider sig i øjnene. Så synker han sammen.

Jeg vidste der var noget galt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...