Never Forever | One Direction *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Da den verdensberømte Harry Styles kommer ud for en ulykke der gør ham blind, bliver kan boykottet af alle sine fans rundt omkring i verden, og også af hans bedstevenner, der bag hans ryg starter et nyt band, - Four Directions. Den eneste der rigtig bekymrer sig om ham, er fiskerpigen April, der efter ulykken finder ham i en flod. April får øjnene op for overnaturlige kræfter, der måske kan redde Harry. Et helt nyt venskab begynder. Men er venskab godt nok?

47Likes
33Kommentarer
2262Visninger
AA

7. Chapter VI

 Jeg ikke forudset at jeg ville møde Zoey, Quinn og Cecil på en supernaturel-shoppetur.

Eller at de ville få mig så meget op at køre, at jeg ville købe en af de dyreste Prada kjoler.

Den ligger henslængt på sofaen, og jeg har ikke taget et kig på den siden vi kom hjem. 

Det jeg tænker mest over, er hvordan de reagerede. Deres små perfekte botox-ansigter lignede torsk, og Zoey prøvede faktisk at hugge byttepengene, hvorefter hun blev sendt ud af butikken. Det var i hvert fald sådan jeg beskrev det for Harry.

Måske var det med Slangerne spændende. Men hvad der er endnu mere spændende er, at Harry og jeg (måske) har fundet ud af det.

Jeg har siddet vågen hele natten og læst i bogen med en petroliumslampe

fordi strømmen gik.

"Har vi alle tingene?" Gaber Harry da han ståkandet rejser sig fra sovesofaen. Jeg nikker koncentreret. 

Det er utroligt, han kan godt fornemme i mine vibrationer. Det er smart, for jeg gider ikke snakke og forklare hele tiden.

Harry dumper ned ved siden af mig.

"Hvornår gør vi det så?" Spørger han, mens hans øjne flakker lidt rundt.

Jeg trækker på min  skuldrene.

"Så snart som muligt. Når du har fået tøj på, og jeg har fået min kakao." mumler jeg, mens jeg tager mine læsebriller på. 

"Nåh? Morgensur?" Driller han, og jeg puffer ham irriteret i siden.

"Jeg kan også bare lade dig være helt alene om det. Ud med dig, held og lykke med at finde nogen der gider hjælpe dig."

Han stønner.

"Fint."

Jeg kigger op.

"Har drengene egentlig ringet?" Spørger jeg forsigtigt.

Harrys ansigt ændrer sig straks fra neutralt til trist.

"Helt ærligt. Fortæl mig hvad de sagde!" Insisterer jeg.

 

 "De ringede hos Felexia.....," 

-

Den velkendte lyd af Little Things vibrerer i min lomme, og jeg finder min telefon frem fra min lomme.  Jeg forsøger febrilsk at se hvem det er, men jeg kan ikke se andet end mørke. Heldigvis kan min tommelfinger hurtigt finde frem til den grønne knap, og jeg sætter røret for øret.

"Det er Louis," lyder en stemme, og mit hjerte skyder op i vejret, og snører min hals sammen.

"Hey. Det er Harry, " kvækker jeg.

"Harry.. Vi har besluttet noget."

Jeg kæmper for at holde min vejrtræ jeg vejrtrækning i ro. Så vil de sikkert bare blive bekræftet i at jeg er blevet svag. Det hjalp jo nok ikke at jeg tog over til April. Jeg kunne også bare have lavet et mediestunt, som fx. at holde en lang tale til de trofaste directioners. Eller besøgt en sindssyg fan i hendes hjem. Det ville have reddet alt. Men noget har presset mig sammen med April. Selv om vi er så forskellige som man kan være, tror jeg ikke at det var tilfældigt at jeg faldt ned fra netop dét træ. 

"Det går ikke."

Jeg får et chok da Louis afbryder min tankestrøm.

"Hvad?" Udbryder jeg, men trækker det straks tilbage igen. Idiot.

"Det går ikke. Du kan ikke se noget, og vi kan ikke klare det. Sorry."

Tårene presser sig på.

Pludselig hører jeg nogle ritch-lyde som noget der bliver revet ned af væggen.

"Hey!" Udbryder jeg.

"Det er ikke mine Beatles plakater, vel? Hallo?" Kan jeg høre mig selv råbe.

"Undskyld, vi sender dem til dig." Siger Louis i den anden ende. Så bliver der lagt på, og den sædvanlige bib-lyd begynder.

Så kan jeg ikke mere. Tårene strømmer ud af mine defekte øjne, og ned af mine kinder, mens min verden bliver mere og mere oversvømmet af sorg. Jeg kan stadig synge. Jeg kan stadig spille guitar. Jeg kan stadig se skidegodt ud på en scene. Jeg er da stadig Harry Styles. Eller er jeg?

En dame, der nok må være Felexia skynder sig hen til mig, og stryger mig over kinden, som om hun ved præcis hvad der er sket. Så skubber hun en stol hen til mig, og forvinder i modsatte retning igen.

 

-

Jeg sukker da Harry har fortalt mig det hele. Jeg trækker ham ind i et stort knus, og borer mit ansigt ned i hans skulder og indånder duften af bedstefar.. Og Harry.

"Vi gør det, ikke?" Hvisker jeg, mens jeg mærker den underlige sitren når hans krøller rammer min nakke.

"Jo. Det gør vi."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...