Never Forever | One Direction *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Da den verdensberømte Harry Styles kommer ud for en ulykke der gør ham blind, bliver kan boykottet af alle sine fans rundt omkring i verden, og også af hans bedstevenner, der bag hans ryg starter et nyt band, - Four Directions. Den eneste der rigtig bekymrer sig om ham, er fiskerpigen April, der efter ulykken finder ham i en flod. April får øjnene op for overnaturlige kræfter, der måske kan redde Harry. Et helt nyt venskab begynder. Men er venskab godt nok?

47Likes
33Kommentarer
2101Visninger
AA

4. Chapter III

Harry rør næsten ikke maden. Det er ikke særlig sødt af ham. Det er min bedstefars bedste fiskegryde-opskrift. 

Først troede jeg, at han var kræsen, og ikke ville spise noget han ikke kunne se. Men selv om jeg omhyggeligt opremser hver eneste ingrediens jeg har puttet i, er han ligeglad, og lader fortsat være med at spise noget.

"Åh! Er du vegetar?" Udbryder jeg, men tager det straks i mig igen, da han vender hovedet mod mig. 

"Nej, det er jeg ikke," sukker han, og stikker lidt mere til maden.

Selvfølgelig er han ikke det.

Hvis jeg lige havde fået at vide, at jeg nok aldrig ville komme til at se igen

ville jeg nok heller ikke sætte mig ned og nyde et måltid. 

 

Jeg sætter mig på den anden side af bordet, og trækker mine ben ind under mig, da jeg har taget opvasken. 

Harrys kinder er våde, og jeg ville ønske jeg kunne give ham et knus. Men hvad nu hvis han bliver forskrækket eller sur? Jeg tør ikke.

 

"Hvor har du tænkt dig at tage hen?" Spørger jeg henkastet, og kigger ind i hans matte øjne.

Han trækker opgivende på skuldrene, og tørrer kinderne, med en flip af sit skjorteærme.

"Det ved jeg ikke," hvisker han.

For min skyld må han gerne blive her. Jeg tror det er mere sikkert end at tage hjem til "drengene". 

"Du kan godt blive her, jeg mener, der er masser af plads!" Siger jeg lidt fr ivrigt og gør en lam bevægelse med hånden.

Måske er jeg bare træt af at være alene.

Måske kan jeg rigtig godt lide Harry.

Måske.

Han svarer ikke, men det gør ikke noget.

Efter Harry har grædt ud, ruller jeg persiennerne ned, og sikrer mig, at døren er låst, så vi ikke længere bliver forstyrret af de hundredevis af fotografer der står udenfor, og bander højt over, at de ikke tog gummistøvler med.

 

Så hjælper jeg Harry i seng. Så snart han har fået en af bedstefars gamle t-shirts på, smider han sig på den smudsede sofa, og kort efter sover han.

Jeg kan ikke få mig selv til at gå, så jeg sidder bare ubevægelig på kanten, og stryger ham over kinden.

Præcis ligesom jeg gjorde for et år siden. 

Jeg sad på det klinisk hvide hospital, og strøg min bedstefar på kinden, mens jeg lyttede til hans vejrtrækning, der blev sjældnere,  og sjældnere og pludselig forsvandt.

 

Det er midnat, og jeg har ingen anelse om hvor lang tid jeg har siddet her, så jeg beslutter mig for at gå i seng.

Knuge min dyne ind til mig, og igen og igen spørge mig selv om, hvorfor jeg har rodet mig ind i det her.

Og da jeg endelig indser, at der ikke er noget svar på det, falder jeg endelig i søvn.

 

 

 

En lille sprække af lys gennem døren vækker mig. Jeg sætter mig fortumlet op i sengen, og gnider søvnen ud af øjnene. Kan han allerede være stået op?

Svaret kommer med det samme, da lyden af gryder der falder ned på gulvet fylder hele hytten. 

Jeg farer op i natkjole, flår døren op, og der sidder han på gulvet og famler forvirret efter de gryder han lige har tabt.

Jeg smiler svagt, og skynder mig ned for at tage hans hånd. Det var sødt at han ville lave morgenmad, men han brænder sig nok bare på mit gaskomfur, eller også forveksler han smørekniven med brødkniven.

"Godmorgen," smiler jeg, og viser ham hen til en stol. Hans øjne flakker i et ihærdigt forsøg på at se mig.

"Godmorgen," svarer han tilbage, og det lyder faktisk lidt som om, han ikke er så ked af det som har var igår.

"Stadig ikke se noget?" sukker jeg, og sætter fut under kedlen.

Han ryster opgivende på hovedet, og for bare at gøre et eller andet, klapper jeg ham blidt på hovedet, som om det overhovedet skulle hjælpe.

 

"Har drengene ringet?" Spørger jeg ligegyldigt, og kan ikke lade være med at vrænge ordet ud. 

Harry trækker på skuldrene, og tager sin mobil op ad lommen. Jeg læner mig ind over ham for at kigge.

"Nej, intet." Sukker jeg, og hælder vandet op i to glas.

Harry lægger sin iPhone tilbage på bordet, og roder op i sine krøller.

Jeg kigger opgivende på ham, og strækker  mig på tå for at nå gryderne i skabet. 

Men lige da jeg tager fat i håndtaget, glider jeg, og og pander og gryder  vælter ned over hovedet på mig. Jeg kigger på Harry, der er faret sammen på grund af den pludselige lyd.  

Han smiler, og jeg smiler, og til sidst kan ingen af os holde masken. Vi griner, og vi griner, så vi er lige ved at falde sammen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...