Never Forever | One Direction *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Da den verdensberømte Harry Styles kommer ud for en ulykke der gør ham blind, bliver kan boykottet af alle sine fans rundt omkring i verden, og også af hans bedstevenner, der bag hans ryg starter et nyt band, - Four Directions. Den eneste der rigtig bekymrer sig om ham, er fiskerpigen April, der efter ulykken finder ham i en flod. April får øjnene op for overnaturlige kræfter, der måske kan redde Harry. Et helt nyt venskab begynder. Men er venskab godt nok?

47Likes
33Kommentarer
2099Visninger
AA

2. Chapter I

Jeg har altid vidst, at man kan finde underlige ting i floden. Det har jeg vidst siden jeg var helt lille, og jeg sad med mine røde gummistøvler på broen og snakkede med min bedstefar. 

Gummistøvlerne har jeg endnu. De står i entréen i hytten. Jeg burde snart smide dem ud. 

Jeg har altid vidst, at jeg kunne finde alt muligt. Snegle, igler, fisk, selv gamle kikkerter fra forvirrede fugleeksperter. Men jeg havde godt nok aldrig forudset, at jeg skulle finde en verdenskendt boyband-sanger i floden.

Han ligger i kanten og skvuler frem og tilbage, mens han prøver at komme på. Hans hår er helt vådt, og hans ansigt helt vådt af blod.

Jeg farer op, og springer i det iskolde vand. Selv igennem mine trofaste waders kan jeg mærke kulden snige ind på mig. 

"Hey, du der! Bliv lige der, jeg kommer!" Råber jeg, mens jeg kaster mig igennem vandet. Det er ikke så nemt at gå imod strømmen.

Drengen siger en underlig lyd til svar.

Jeg når hen til ham, og får skubbet ham op på bredden. Hans øjne er vidt åbne, men de ruller rundt på en underlig måde. 

Med ét bliver jeg bange . 

Jeg kan ikke nogeet førstehjælp, udover en smule hjertemassage. Hvis drengen her ikke kommer til sig selv, er det så min skyld at han dør? Mine tanker bliver afbrudt af en svag hosten.

Jeg kigger på ham igen. Jo, han hoster! Jeg tager fat om hans håndled og lytter.

Der er liv.

Jeg ryster ham stille.

"Er du okay?" Spørger jeg, da han stopper med at hoste.

Drengen nikker lidt. 

"Hvor er du?" Spørger han.

Først tror jeg det er en joke. Men det er det ikke. Drengen kan ikke simpelt hen ikke se mig.

"Hvad? Jeg sidder jo lige her."

Han sætter sig op, hans øjne farer stadig rundt.

"J-j-Jeg kan ikke se dig. Der er helt mørkt," hvisker han.

Jeg gisper. 

"Hvordan havnede du egentlig i floden?" Spørger jeg. 

Drengens øjne ruller igen.

"D-det sidste jeg kan huske er, at jeg skulle have en af de der flotte blomster på klippen," Mumler han, mens jeg forsigtigt vasker hans ansigt med en vådserviet. 

"Og så skred jeg.." Fortsætter han.

Jeg kommer til at tænke på klippen, jo, der er rigtig langt ned.

Pludselig opdager jeg et åbent sår i tindingen under et lag tykt, klistret blod.

Jeg puster bekymret noget luft ud mellem tænderne. Det er gået op for mig hvad der er sket.

 

                                                                    

 

Jeg beslutter mig for at udskyde nyheden. Jeg kan da ikke bare sige "Dårlig nyt, du er blind," vel?

Istedet skyder jeg opmærksomheden på noget andet.

"Hvad hedder du?" Spørger jeg henkastet, men drengen har fattet det.

"Hør her, hvorfor kan jeg ikke se?" Udbryder han.

"Jeg er ved at finde ud af det!" Hvæser jeg. Gud, jeg er virkelig dårlig til at lyve. 

Hvorfor har Gud ikke givet mig den egenskab? Istedet har han givet mig klodset-heden, og den totalt åbenlyse mangel på evnen til at flirte.

 

Drengen sukker. "Jeg hedder Harry. Harry Styles. Hvad med dig?" Han lægger sig ned på den fugtige jord igen, og det er godt, for så kan jeg fake at jeg stadig undersøger ham.

"Jeg hedder April Churchill" Smiler jeg, men det kan jo være ligemeget, for han kan ikke se mig.

Så går det op for mig, hvad det egentlig var han sagde. H-A-R-R-Y S-T-Y-L-E-S.

Som i Harry Styles-One direction.

Som i... Ved i hvad ? I don't care. Drengen er blind. Okay.. Måske er det en lille smule sejt alligevel.

Så sejt, at man får lyst til at prale. Men hvem skal jeg fortælle det? Fiskene i floden, de elsker sladder.

"Op med dig," mumler jeg, og propper de brugte vådservietter i lommen.

Harry rejser sig, og gnider sig i øjnene. Jeg tager ham under armen.

"Jeg kan stadig ikke se. Tror du ikke jeg skal tage på hospitalet?" Jeg kigger bekymret på ham. Selvfølgelig skal han det. Men knægten kan jo ikke se noget.

"Så tager jeg i hvert fald med. "

Harry sukker. "Okay. Men bagefter skal jeg tilbage til drengene."

Jeg nikker, orker ikke at sige mere. Jeg plejer ikke at sige så meget. Hvem skulle jeg snakke med?

Og så begiver vi os mod hospitalet.

 

___________________________________________________

Så kom første kapitel! Jeg er vild spændt på, hvordan det skal gå med April og Harry. Hvordan mon de andre drenge tackler det? 

Hvad synes i om starten på historien? Alle likes, kommentarer, favorriter, og alt kritik betyder alt, og giver mig lyst til at skrive mere.

Xoxo Cherry

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...