A pirate's life for me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2014
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Igang
Alle mand til dæk!" Jeg kunne hører ham, jeg kunne enda se ham. Kaptajnen stod oppe ved roret og råbte alle sine mænd til dæk, aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville se ham. Jeg er overrasket over de ikke har fundet mig endnu, det er tros alt den sorte perle, jeg gemmer mig på. Der er gået et par timer siden, de sejlede fra land i min gamle by, Singapore, og jeg har siddet gemt siden jeg sneg mig ombord. "Spænd alle sejl og gør kanonerne klar, jeg kan se skibe forude!" Kaptajn Jack Sparrow i egen høje person stod foran mig.

13Likes
20Kommentarer
2558Visninger
AA

10. Soldiers are ........

Min fod gled let hen over stenene og jeg holdte mig tæt ind til væggen, regnen stod ned i stimer og muren foran mig var fuldstændig våd og glat. 
Alligevel holdte jeg mig tæt ind til den, mens jeg gik hen langs muren til fængslet. Ingen af cellerne havde haft nogen i sig indtil videre, men det skulle der snart ændres på. 
Jeg gik oppe i tyve meters højt i silende regn og kuld, mit tøj sad endnu engang indtil min våde krop og kortet under min trøje kunne ses. 
"Brad!" Jeg bankede hårdt på tremmen for vinduet ind til cellen," Brad!" 
Personen på sengen gryntede og kiggede op mod mig," hvad vil du?" 
"Brad det er Lily," jeg bankede endnu engang på tremmerne og han rejste sig endelig. 
"Hvad vil du?" Han kiggede træt på mig og jeg kunne se enkelte sår i hans hovede og nede på hans revne skulder. 
"Jeg er her for at få dig ud," jeg hev rebet frem jeg havde haft over skulderen. 
"Tag fat her," jeg rakte ham begge ender af rebet og tog det uden om mig," hold godt fast i det og giv ikke slip." 
Jeg trak kobenet fri fra mit bælte og satte begge fødder mod muren, jeg lænede mig tilbage og gik op af muren," klar?" 
Jeg satte kobenet ind under den første tremme og pressede til, tremmen fløj ud og landede på jorden under mig. 
Jeg tog to mere og hulet var stort nok," klatrer ud af det."
Jeg stalde mig ned igen og gik til siden, Brad klatrede forsigtigt ud og gav mig rebet," hvad så nu?" 
"Løft mig," jeg løftede min fod op og nikkede mod den. "Hvorfor?" 
"Løft mig nu bare," han sukkede og greb min fod, for at løfte mig op.
Jeg trak mig selv op på taget og rakte ned til Brad," kom så." 
Han greb min hånd og trådte op i vindueskarmen, jeg trak ham det sidste stykke op op taget og han rejste sig op. 
"Før an," jeg nikkede og satte o løb hen over det skæve tag.
Jeg sprang hen til det næste tag og Brad fulgte mig, vi forsatte over endel tage til jeg stoppede op. 
Jeg tog en arm ud og stoppede Brad, inden han hoppede og trak os tilbage. 
"Der to soldater," hviskede jeg til ham og nikkede ned mod jorden. 
"Hvordan skal vi så komme over? Tager vi en anden vej?" 
Jeg rystede på hovedet," følg mig." 
Jeg listede hen til spidsen af taget og trådte ud på et reb, som var spredt ud mellem husene og holde flag oppe. 
Jeg gik fint på balance hen over den og vende mig mod Brad, som fulgte mig perfekt uden problemer. 
Vi var nået helt ned til husene lige ned til havnen," jeg håber du kan svømme." 
Jeg sprang ud over taget med hovedet først og dykkede under vandet, jeg svømmede hen til en båd og holdte mig gemt. 
Brad landede i vandet, så snart jeg var henne ved båden. 
Han kom hen ved siden af mig og holde fast i båden," hvad gør vi nu?" 
"Følg," jeg nåede ikke at sige mere, inden jeg kunne hører støvler komme ned af gaden nær vores gemmested," kys mig." 
Han kiggede forvirret på mig, men jeg trak ham ind til mig og lagde mine læber mod hans," Hej unger! Hvad har i gang i!?" 
En soldat stod på bredden og holde sin lygte ud mod os, jeg fjernede mig fra ham og skubbede til Brad, for at få ham til at svarer. 
"Undskyld sir, vi hyggede os bare lidt," svarede han med et smil. 
Soldaten fik et slesk smil på læberne," forsæt bare så."
Han forsvandt ned af gaden og jeg begynde at grine svagt," hvor kom det fra?" 
"Soldater er så perverse, alle ville have ladet os forsætte, hvis de havde fundet os sådan der," grinede han," skal vi komme videre?" 
Vi skynde os hen til skibet og kravlede ombord.
Skibet styrede let ud af havnen og vi kom ud på det åbne hav, vi grinede stadig lidt over vores flugt.
Smilet lå på mine læber og aldrig havde jeg følt mig mere lettet, jeg håbede bare det kunne blive sådan for evigt. 
Men det skulle nok vise sig, at det ville ændre sig drastisk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...