A pirate's life for me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2014
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Igang
Alle mand til dæk!" Jeg kunne hører ham, jeg kunne enda se ham. Kaptajnen stod oppe ved roret og råbte alle sine mænd til dæk, aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville se ham. Jeg er overrasket over de ikke har fundet mig endnu, det er tros alt den sorte perle, jeg gemmer mig på. Der er gået et par timer siden, de sejlede fra land i min gamle by, Singapore, og jeg har siddet gemt siden jeg sneg mig ombord. "Spænd alle sejl og gør kanonerne klar, jeg kan se skibe forude!" Kaptajn Jack Sparrow i egen høje person stod foran mig.

13Likes
20Kommentarer
2540Visninger
AA

22. How do we tell her?

Hurtigt gik jeg igennem den nye lejr og smilte til dem jeg kom forbi, jeg var på vej op til hovedeteltet, hvor de andre skulle være. 
"Hvordan skal vi fortælle hende det?" Jeg standsede foran teltdøren.
"Det ved jeg ikke, men i er nød til at sige det til hende," sagde Aslan?
"Vi kan da ikke bare komme op og siger, 'Hej søs, du skal lige vide at du er anderledes end os andre," sagde James. 
"Det ligger til familien, den sidste fødte for sine talenter til sin attenårs fødselsdag," sagde Theis. 
"Hvad er det overhovedet hun kan gøre?" Spurgte June irriteret.
"Hun valgte sit talent allerede som lille," svarede Theis. 
"Bueskydning," lød det fra Percy," det er bueskydning, men det er da lidt?" 
"Hun valgte mere end det, hun valgte hendes talent var inden for kamp."
Jeg tog buen ned fra min ryg og kiggede lidt på den, det kunne ikke passe?
"Er der en mulighed for, at hun ikke har fået kræften?" Spurgte James.
"Nej det er der ikke, i det sidste døgn har hun flygtet mere en tre gange fra os og overvundet Cæsar i tvekamp," svarede Aslan. 
Jeg trak mine piller ned fra ryggen og smed det hele fra mig på jorden, der blev helt stille inde i teltet. 
Jeg vende mig om og satte i løb tilbage igennem lejren," hvad var det?"
Jeg kiggede kort tilbage mod teltet, hvor de var kommet ud af åbningen.
Jeg fløj igennem tronsalen og ind i køkkenet, hvor en flok stod og lavede mad. 
"Dronning?" Jeg stoppede kort og de nåede, at se tårerne der løb ned over mine allerede våde kinder. 
Jeg forsatte ud af bagudgangen og ud i den store have, som var blevet fuld af planteliv siden jeg sidst var her. 
Jeg sprang over de mange buske og rødder og løb helt ind til detstore japanske kirsebær træ, jeg greb den først gren jeg kunne nå og klatrede op i det store træ. 
En gren knækkede under min fod, da jeg var nået tyve meter op og jeg var ved at falde, men mit greb reddede mig og jeg klatrede videre. 
"Lily!" Jeg standsede og satte mig på grenen jeg var nået til, helt gemt blandt  de mange lyserøde blomster og røde blade. 
Tårerne kunne ikke stoppe med at læbe ned over mine kinder, mit blik lå fast på mine kolde grønne plettede hænder. 
Hvorfor mig? Af os fire, hvorfor så lige mig? Hvorfor har de ikke fortalt mig noget om det? Mor og far må have fortalt dem det.
"Lily!" Percy stemme rungede under mig og jeg kiggede væk fra mine hænder. 
Jeg kunne ane ham imellem de mange grene, men han kiggede ikke mod mig.
Hans blik var vendt længere ind i vores store have," Lily kom tilbage!" 
"Har du fundet hende Percy!?" Jeg kiggede op mod slottet, hvor James stod i dørene til haven. 
"Nej kig videre indenfor og kig rundt i lejren, så kigger jeg videre herude!" Råbte Percy tilbage og James lukkede døren efter sig.
Mit blik søgte automatisk ned til Percy igen, som kiggede en anden vej nu. 
Han kiggede hen mod springvandet, et af mine ynglingssteder. 
Han gik hen og satte sig på kanten og kiggede ned i vandet, jeg fjernede mit blik fra ham og kiggede ned i mine sammenknyttede hænder. 
Vi sad længe i stilhed til døren oppe ved slottet gik op, vi løftede begge blikket. 
James og June kom ud og gik ned til Percy ved springvandet, jeg kiggede mod dem hele vejen og ventede på at de ville sige noget. 
June satte sig ved siden af Percy og lagde en hånd på hans skød, mens James lagde en hånd på Percys skulder omklamre den. 
"I fandt hende ikke, vel?" Lød det trist fra Percy. 
De rystede begge på hovedet og kiggede hinanden i øjne, ingen sagde noget. 
"Oh, misty eye of the mountain below
Keep careful watch of my brothers' souls
And should the sky be filled with fire and smoke
Keep watching over Durin's sons," jeg sang kort og lavt  mens jeg lænede hovedet tilbage mod træet. 
Det var den sang, June altid sang for mig, da jeg var mindre. 
Jeg rejste mig på grenen og og gik ud yderst på grenen helt oppe til den næste træ, som var et stort egetræ.
Jeg gik over på det og forsatte tættere på springvandet, jeg standsede ved en af de tætteste træer til springvandet. 
Jeg stod bagved træet og kiggede ud bag det ned mod dem," tror i, Aslan eller Theis kan finde hende?"
"Der ville være større chance for, at vi fandt hende," sukkede James. 
"Vi skulle have fortalt hende det, så snart vi fik det af vide," mumlede Percy. 
Jeg bed mig i læben og trådte tilbage ind til træet og satte mig, blødte dunkede jeg mit hovedet mod træet og kiggede op af. 
Mine øjne var sammenpressede og tårerne var begyndt igen," hvor meget tror i hun hørte dernede?" 
"Nok," mumlede Percy som svar til June. 
"Mennesker!" Vi vandet alle blikket mod døren og de andre var hurtige oppe og stå, de skyndte sig ind af døren og jeg hoppede ned fra træet. 
Nede foran springvandet lå min bue og pille, men jeg havde ikke set dem have lagt dem der. 
Jeg trak samlede det hele op og sprang op i træet igen, i hurtig spring fra træ til træ nåede jeg taget til slottet og løb hen til enden. 
En flok mænd på heste stod i udkanten af lejren med armbrøst og sværd klar, James, June og Percy stod et stykke foran dem med Aslan og Theis. 
"Hvad laver i her?" Lød det højt fra Aslan. 
En mand kom tættere på end de andre, Pedro," vi leder efter Lily." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...