A pirate's life for me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2014
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Igang
Alle mand til dæk!" Jeg kunne hører ham, jeg kunne enda se ham. Kaptajnen stod oppe ved roret og råbte alle sine mænd til dæk, aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville se ham. Jeg er overrasket over de ikke har fundet mig endnu, det er tros alt den sorte perle, jeg gemmer mig på. Der er gået et par timer siden, de sejlede fra land i min gamle by, Singapore, og jeg har siddet gemt siden jeg sneg mig ombord. "Spænd alle sejl og gør kanonerne klar, jeg kan se skibe forude!" Kaptajn Jack Sparrow i egen høje person stod foran mig.

13Likes
20Kommentarer
2540Visninger
AA

14. Bear

Jeg prøvede at hive mit ben til mig, men bjørnen holdte godt fast. 
Aslan havde forladt mig lige så snart, vi var kommet længere ind i skoven. 
Så nu var jeg helt alene oppe imod en bjørn og jeg have ikke taget min pistol med mig, jeg lå nede på jorden og blev trukket afsted af bjørnen. 
Min kniv kunne jeg ikke få fat i, da bjørnens tænder sad fast i den fod. 
"Hvor langt har du tænkt dig at slæbe mig?" Jeg kiggede op på bjørnen. 
Den knurrede bare og trak mig videre," okay, okay, det må du selv om." 
Den hev mig igennem den hård skovbund til vi nåede en mark fyldt med røde og gyldne telte, hvor der gik dyr og andre væsner rundt inde imellem dem.
Jeg sukkede og lod min arme hænge over mit hovede, imens jeg lukkede mine øjne og trak knap vejret. 
"Bruno hvad har du der!?" En lys mandestemme lød.
Bjørnen Bruno satte sin bagpote på mit ben og rejste sig," et menneske!" 
Jeg kunne mærke mange blikke blive rettet mod mig, men jeg lå helt stille. 
"Er den død?" Stemmen bar kommet tættere på mig. 
"Den kæmpede rimelig meget imod for fem minutter siden," mumlede Bruno. 
Poten blev fjernet fra mit ben og jeg tog chancen, jeg spærrede mine øjne op og lavede en baglæns kolbøtte op og stå.
Jeg havde min kniv i hånden og stod klar med den til angreb, men jeg var rimelig omringet af en hær," du er omringet, hvad vil du gøre?" 
Manden med den lysestemme var en faun, med brunt hår og skæg.
Jeg kunne nærmest ikke stå på mine ben, da den ene var bidt i og den anden var der et skudsår i. 
Jeg trak på skulderen til hans spørgsmål," tager det som det kommer." 
Et skævt smil kom frem på mine læber," men hvem siger jeg skal kæmpe mod jer overhovedet?" 
Jeg kastede kniven ned i jorden og rettede mig helt op," hvis du ikke kæmper, så dør du eller bliver taget til fange." 
Jeg rystede på hovedet og ignorerede dem," jeg tror ikke det her er noget Aslan vil synes særlig meget om." 
Et brøl lød oppe fra toppen af en bakke i udkanten af marken, men det var ikke Aslan. Alle omkring mig bukkede og løven kom ned mod os. 
Den var lige så stor som Aslan, men havde en helt anden udstråling og attitude. 
Den pels var mørkere end Aslans og jeg kunne se tydelige ar ned over den side. 
"Rejs dig Lucas," faunen rejste sig hurtigt ved løvens ord. 
"Hvorfor har i ført et menneske ind i vore lejr!?" Spurgte han vredt. 
"Den vandrede rundt ude i skoven herre," svarede faunen. 
Jeg rykkede lidt på mig og gik tilbage mod dem der bukkede," hvorfor dræbte i ikke bare den derude!?" 
"Øhm yeah, må jeg lige bryde ind," jeg trådte frem igen og hævede hånden. 
De kiggede begge mod mig og jeg forsatte," hvorfor er det jeg skal dø?" 
"Du er et menneske?" Svarede Lucas som om det var logisk. 
"Og hvad så? Har jeg gjort jer noget, nej. Har jeg været i nærheden af jer eller truet jer, nej, så der er ingen grund til at dræbe mig." 
"Du ved, hvor vores base er," svarede løven vredt.
"Hvem skulle jeg fortælle det til? Min familie og venner bore flere tusind mil væk herfra og jeg ved ikke, hvor jeg præcis er." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...