A pirate's life for me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2014
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Igang
Alle mand til dæk!" Jeg kunne hører ham, jeg kunne enda se ham. Kaptajnen stod oppe ved roret og råbte alle sine mænd til dæk, aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville se ham. Jeg er overrasket over de ikke har fundet mig endnu, det er tros alt den sorte perle, jeg gemmer mig på. Der er gået et par timer siden, de sejlede fra land i min gamle by, Singapore, og jeg har siddet gemt siden jeg sneg mig ombord. "Spænd alle sejl og gør kanonerne klar, jeg kan se skibe forude!" Kaptajn Jack Sparrow i egen høje person stod foran mig.

13Likes
20Kommentarer
2567Visninger
AA

31. A smile

Jeg rejsende mig, men kan se Percy stå sammen med June, James og Aslan lige ud foran døren. Jeg smuttede ud under teltet bagerst og sætter i løb. 
Jeg rendte uden om lejren og ned til søen, hvor bålet var. Skibet står stadig ude på søen og jeg kan se Jack og de andre drikke og hygge sig. 
Med et spark i jorden fjernede jeg alle grene og træ under liget, så det kiggede placeret på jorden. Jeg rejste fire høje sten vægge omkring os og lavede et tag over os, fire sten fakler rejste omkring Theis lig og jeg satte ild til dem.
Jeg forvandlede jorden under os til sten og lavede et stort stenbord under Theis, som blev løfter højere op luften. En trappe gik op til stenbordet og jeg lavede store kar rundt til der, hvor døren skulle være og satte ild i dem.
En trappe formede sig hurtig op øverst, hvor jeg lavede et hule og løb op. 
Jeg formede let de små sten murer rundt i kanten og smuttede ned igen, men stoppede da jeg hørte et brøl udenfor. 
Jeg løb op igen og kiggede ud over kanten," hvem har lavet dette?!" 
Jeg sprang let ud over kanten og landede foran dem," mig." 
"Få det væk med det samme, så vi kan få ført Theis videre," brøllede Aslan. 
"Aldrig," jeg vende mig og løftede hænderne, så åbningen kom foran mig. 
Jeg gik igen og kiggede op mod stenbordet, men liget manglede. 
"Theis!" Jeg løb op på stenbordet og kiggede rundt i rummet, men han var ingen steder at se eller hører. Mine ben kunne ikke følge med, da jeg løb ud af borgen, forbi de andre og afsted mod skoven. Jeg stoppede et stykke før skoven og et stort smil kom frem på mine læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...