True Love - Justin Bieber Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2014
  • Opdateret: 29 jun. 2014
  • Status: Igang
Jakob og Julie er kærester og har været det i rimelig lang tid. Men Julie er ved at blive lidt træt af de samme gamle rutiner. Og pludselig dukker denne her nye fyr op, som er meget interessant. Men så begynder kæresten lige pludselig at oppe sig og blive lidt mere mandig og spænende. Men hvem skal man så vælge. Life is like a roller coaster. Sometimes it goes up, and sometimes it goes down and sometimes it all turns around!

8Likes
2Kommentarer
422Visninger
AA

8. Leave me alone!

Jeg løfter Justins hoved lidt op og han prøver at åbne øjnene, men det lykkes ham ikke. Jeg kigger fra side til side og kan se at den menneskeskare som var her før, nu er fordampet. Ligesom den sidste smule respekt for Jakob. Endelig kommer Maja med min dansklærer på den ene side og inspektøren på den anden. Min lærer går helt i chok. Hun måber og stirrer bare på ham. Men inspektøren skrider til handling. "Hjælp lige med at få ham op at stå. Vi må have ham til sygeplejersken," siger han i en bestemt tone. Jeg tager Justins arm rundt om min nakke og Poul, som inspektøren hedder, gør det samme. Han kommer op og stå, men kan ikke selv gå. Så vi løfter ham ned ad gangen ind til sygeplejersken. "Var der nogen der så hvad der skete?" spørger Poul. "Ja de fleste fra skolen. Jeg kom lige da Ja.... ham der gjorde det var færdig og Maja kom lige bagefter," svarer jeg. Jeg ved godt at jeg bør sige hvem der gjorde det, og han er simpelthen sådan et svin at han ikke fortjener medlidenhed. Men jeg giver ham den alligevel. Hvorfor? "Mm. Du var ved at sige et navn ikke sandt? Julie svar ærligt. Det kommer ikke til at volde dig nogen problemer," siger han en anelse strengt, men ikke for strengt. "Det var..." jeg tøver, skal jeg sige det? "Jakob." Jeg beslutter at sige det. Han kigger overrasket på mig. "Det kan jeg ikke tro. Den søde dreng?" han kigger på mig som om jeg er gået fra forstanden. "Tror du jeg lyver? Er det det? Jeg siger sgu sandheden. Jeg ville aldrig lyve om nogen som tæver en anden person!" jeg er ved at blive vred fordi han tror jeg lyver om Jakob. "Jeg tror skam på dig. Jeg finder det bare meget svært at tro at det er Jakob. Men selvfølgelig tror jeg på dig. Er der sket noget med ham for nylig?" spørger han. Han kigger indgående på mig. Jeg tøver. Skal jeg fortælle ham at han er blevet sådan efter jeg har slået op med ham. Ja! Fuck it. YOLO, nu siger jeg det sgu bare. "Han har opført sig sært siden jeg slog op med ham.." jeg er nervøs for hvordan han vil reagere men han tager det helt roligt og kommer bare med en 'aha' lyd. Vi får sat Justin ned og han spørger: "Kan du klare den herfra? Du får selvfølgelig en seddel om at det er okay at du ikke er til timen." Jeg nikker og siger: "Det skulle ikke være noget problem." Jeg smiler til ham og inden han går vender han sig om og siger: "Bare hent sedlen på kontoret inden du går hjem." Og så er han ude af døren. Jeg vender mig mod Justin igen og ser han er begyndt at åbne øjnene lidt. Jeg håber at han er kommet til bevidsthed. Jeg går hen imod ham og siger stille: "Justin. Er du okay?" Han kigger op på mig og nikker meget stille. Jeg går hen og sætter mig ved hans side. Han tager mig i hånden. Det føles rart og jeg smiler bare sødt til ham. "Du må forstå Julie, at det ikke var mig der startede. Han kom hen til mig mens jeg var ved at putte ting i mit skab. Han prøvede at provokere mig men jeg lod det passere. Men så sagde han noget om dig. Jeg prøvede at gå men han fulgte efter og så slog han. Og han blev bare ved og ved og ved," Justin er helt oppe at køre. Jeg prøver at få ham lidt ned ved at sige: "Jeg tror dig Justin. Du behøver ikke sige mere. Jeg ved godt at Jakob er blevet modbydelig. Men det er også derfor jeg har tænkt mig at bede ham om at lade mig være i fred." "Det er godt," er det eneste Jus siger til mig. Ja Jus. Det er jeg begyndt at kalde ham. Sygeplejersken kommer ud og ser helt skræmt på Jus. Hun siger: "Allerede nu kan jeg sige at de skader ikke kan behandles her. Du må tage ham på skadestuen. Du har kørekort ikke?" Jeg nikker men kommer i tanke om at jeg kørte med Jus. Så må jeg jo køre hans bil. Haha, det bliver en sjov oplevelse. Jeg hjælper Justin op at stå og så går vi mod parkeringspladsen. "Justin jeg skal have dine bilnøgler," siger jeg stille. "No way girl. Jeg kører!" siger han bestemt. "Nej Justin det gør du ihvertfald ikke. Du er for skadet til at køre. Sygeplejersken sagde at JEG skal køre!" siger jeg ligeså bestemt til ham. Han dykker modvilligt ned i sin lomme og fisker sine nøgler op. Han kaster dem til mig og sender mig et halvt for sjov halvt rigtigt: Hvis der sker noget med min bil er du død! 
Jeg hjælper ham ind i bilen og går selv om til føresædet. Jeg kører lige så stille afsted og Jus falder mere og mere til ro efter hånden. 

Endelig når vi frem til Westfield hospital og skadestue. Turen var lang. Det var næsten en times kørsel. Vi har faktisk fri nu. Jeg må hellere skrive til min mor at jeg kommer senere fordi jeg er på skadestuen med Jus. Da det er gjort går vi indenfor. Vi kommer ind efter en halv time og venteværelset var dræbende. Han skal sys med 4 sting 2 steder. Jeg kan ikke lide det, men bliver alligevel og holder ham i hånden. Total mor fornemmelse. Men det er fint nok når det er Jus. Da det er overstået siger lægen: "Han skal forholde sig i ro de næste par dage. Hvis det går godt nok må han komme i skole omkring onsdag eller torsdag. Så det kunne være godt at en ven kom forbi med lektier hver dag og lige tjekkede op på ham. Han må ikke køre eller anstrenge sig for meget." "Jeg kan godt komme forbi med lektier og sådan. Nu ved jeg jo også hvad der er sket. Så jeg skal nok sørge for ham," siger jeg mens jeg kigger skiftevis på Jus og lægen. Lægen smiler til mig og siger: "Udmærket. Hvis han får smerter så er det bare 2 panodiler og 1 Ipren." Jeg nikker og siger: "Tak for hjælpen," og går så ud med Jus under armen. Jeg kører ham hjem og hans mor er ikke hjemme. Så jeg finder noget papir og skriver en hurtig besked om hvad der er sket. Jeg lægger den på køkkenbordet. Derefter går jeg op til Jus giver ham et kys på kinden og siger: "Vi ses imorgen." 

Da jeg er hjemme kommer min far ud og kigger bekymret på mig. "Lone hun er hjemme nu!" råber han så snart han ser mig. Hun kommer løbende ud og stiller sig ved far. "Hvad har du lavet unge dame?" spørger hun bekymret. "Jakob ville slås med Justin, men det ville Justin ikke så Jakob slog ham bare vildt mange gange. Og så var jeg nødt til at køre ham til Westfield skadestuen for at få ham syet. Det er det jeg har lavet mor," svarer jeg hende. "Men hvorfor ville Jake slås med Justin?" spørger min far forvirret. "Fordi jeg har slået op med Jakob og nu er han jaloux på Justin fordi jeg er meget sammen med ham," svarer jeg bare. De behøver ikke have ALLE detaljerne.  De nikker og kan se på mig at jeg ikke vil snakke mere om det. De vender sig og går ud i køkkenet. 

Jeg løber op på mit værelse og ringer til Jakob. Jeg er simpelthen bare så fucking vred på det lorte svin. Jeg skal fanme ikke finde mig i hans opførsel! Der kommer 2 dut toner og så tager han den og siger:

"Hey babe. Jeg vidste du ville ringe"
"For det første skal du ikke kalde mig babe! Og for det andet kunne du ikke vide en skid! Og for det tredje skal du lade mig og Justin være i fred. Han er MEGET sødere end du nogensinde bliver igen. Og du skal ikke lade det gå ud over ham at du er jaloux over at jeg har fået mig en ny flirt. Så hvis du ikke snart lader mig være i fred melder jeg dig fanme til politiet. Og tro ikke du er i sikkerhed på skolen, for inspektøren ved godt hvem der gennemtæskede Jus her tidligere i dag. Så pas dig selv svin!"

Jeg lader ham ikke svare. Jeg smækker bare røret på. Så kan han lære det. Og hvis han generer mig en gang til vil jeg ikke tøve med at anmelde ham. Han skal bare lade mig være i fred. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...